Historie

2016: Fordobling af ejendomsporteføljen

FEAS indgår købsaftale med Region Midtjylland om køb af det tidligere Aarhus Kommunehospital for 807,5 mio. kr. med overtagelse i maj 2019.

 

2015: Auriga Industries A/S sælger Cheminova A/S til FMC Corporation

Det 100% ejede datterselskab Cheminova A/S sælges til FMC Corporation efter en salgsproces hen over 2014-2015. Salgssummen var et kontant beløb på 8,5 mia. kr., hvoraf fondens andel var 3,2 mia. kr.  

 

2014: Nyt datterselskab: Parkkollegierne A/S

Aarhus Universitets Forskningsfond modtog Parkkollegierne som gave fra den selvejende institution Kollegierne i Universitetsparken. Formålet var at sikre, at Parkkollegierne på et mere solidt og langsigtet grundlag fortsat kunne tjene som attraktive boliger for studerende ved Aarhus Universitet.

 

2013: Nyt datterselskab: Aarhus Universitetsforlag A/S           

Fonden overtog Aarhus Universitetsforlag med det formål at placere ejerskabet hos en velkonsolideret, privat erhvervsdrivende fond.

 

2012: Nyt datterselskab: Alexandra Instituttet A/S

Fonden overtog alle aktierne i Alexandra Instituttet A/S fra IT-foreningen Alexandra, som siden instituttets start i 1999 har været ejer af Alexandra Instituttet A/S.

 

2010: Fondens administration flytter ind i Finlandsgade 14

Fonden flyttede i juni 2010 ind i nyrenoverede lokaler på Finlandsgade 14 i Aarhus N.

 

2007: INCUBA Science Park A/S blev stiftet

Den 1. juni 2007 blev Incuba Science Park A/S dannet ved fusion mellem Forskerpark Aarhus A/S og IT-Huset Katrinebjerg. Selskabets formål er at støtte virksomheders innovation og vækst på et vidensgrundlag, hvor de væsentligste virkemidler er at tilvejebringe faciliteter, netværk og sparring samt at etablere kontakt til regionens vidensinstitutioner. Aarhus Universitets Forskningsfond er hovedaktionær i Incuba A/S, som det hedder i dag.

 

2006: IT-byen Katrinebjerg står klar til indflytning

IT-Huset Katrinebjerg var i maj 2006 klar til brug efter to års byggeri. Byggeriet er i dag en central del af IT-byen Katrinebjerg. Det dynamiske og innovative IT-hus er baseret på en stærk synergi mellem erhvervsliv, forskning og uddannelse.

 

2004: Nobelparken færdiggøres

I 2004 færdiggøres byggeriet af Nobelparken efter ca. ti års projektforløb. Projektet var en skelsættende ejendomsinvestering med en samlet anskaffelsessum på 645 mio. kr., som i dag udgør et særdeles værdifuldt aktiv for FEAS og dermed for fonden. Nobelparken rummer i dag både universitetslejemål og erhvervslejemål.

 

1999: Cheminova Holding A/S ændrer navn til Auriga Industries A/S

 

1997: Etableringen af Østjysk Innovation A/S

Regeringen lancerede i 1997 planerne om de såkaldte regionale innovationsmiljøer. Kredsen omkring Forskerpark Aarhus A/S skabte grundlaget for et tilbud, der medførte etableringen af Østjysk Innovation A/S som godkendt innovationsmiljø. Formålet er, at selskabet med statsstøtte kan tilbyde risikovillig iværksætterstøtte til nye innovative virksomheder.

 

1993: Administrationskontor i Forskerparken

Fonden får eget administrationskontor med lokalitet i Forskerparken på Gustav Wieds Vej.

 

1987: Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S etableres

Ejendomsselskabet Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S etableres i 1987 med formålsparagraffen: ”Selskabets formål er, evt. i samarbejde med andre, at erhverve, opføre, udleje og administrere byggeri på egen eller lejet grund i Danmark, fortrinsvis til brug for forskning eller hermed tilknyttet eller beslægtet virksomhed”. Siden har FEAS stået for en række opgaver i relation til aktiviteter på eller i tilknytning til Aarhus Universitet.

 

1986: Børsnotering af Cheminova Holding A/S

Cheminova Holding A/S noteres på Københavns Fondsbørs med selskabets B-aktier.

 

1986: Aktieinvestering i Forskerpark Aarhus A/S

 

1973: Sandbjerg Gods moderniseres

I 1973-1974 etableredes 48 nye værelser, spisesal og auditorium på Aarhus Universitets kursusejendom Sandbjerg Gods, således at ejendommen fik en kapacitet, der gjorde den fremtidige drift rentabel. Aarhus Universitets Forskningsfond bidrog med 1,1 mio. kr. af de samlede omkostninger på ca. 2 mio. kr. Fonden har også støttet den fortsatte udbygning af Sandbjerg Gods i årene 2001-2004.

 

1960: Udbytte på 150.000 kr. fra Cheminova

I 1960 modtog fonden 150.000 kr. fra Cheminova, hvilket dengang var 5% af aktiekapitalen.

 

1957: Aktiekapitalen runder 3 mio. kr.

Fondens aktiver var fra stiftelsen i 1944 frem til børsnoteringen i 1986 domineret af aktieposterne i A/S Cheminova. I 1957 var aktiekapitalen udvidet til 3 mio. kr., hvilket repræsenterede en bogført egenkapital i selskabet på 3,7 mio. kr.

 

1955: Fondens aktier i Cheminova

I 1955 var fondens formue på 630.432 kr., hvoraf 600.000 kr. udgjorde værdien af 12 aktier i A/S Cheminova.

 

1950: Bevilling med langsigtet betydning

I 1950 bevilgede fonden støtte til ”Universitets-Samvirket” i forbindelse med etableringen af musikinstituttet. Bevillingen er et godt eksempel på, at fonden også dengang var i stand til at yde støtte svarende til den betydning fonden har i dag.

 

1946: 18.700 kr. til uddelinger

I 1946 foretog fonden sine første uddelinger. Uddelingerne var på i alt 18.700 kr. til videnskabelige formål ved Aarhus Universitet. Uddelingsbeløbet er siden steget, og i 2016 bevilgede fonden 144 mio. kr. til forskningen ved Aarhus Universitet – og 182,6 mio. kr. året før.

 

1944: Økonomisk udvikling

Fonden blev i 1944 stiftet med en aktiekapital på nominelt 300.000 kr. For at give en indikator for fondens kapital i nutidsværdi, er det centralt at se på regnskabet for 1986, hvor grundkapitalen på 10 mio. kr. repræsenterer en opregning af 1944-aktiekapitalen.

 

1944: Stiftelse af Aarhus Universitets Forskningsfond

Første skridt i Aarhus Universitets Forskningsfonds historie blev taget den 2. september 1944, hvor Gunnar Andreasen donerede aktier på nominelt 300.000 kr. i det daværende A/S Cheminova.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.06.2017