Du er her: Aarhus Universitets Forskningsfond Presserum Ph.d.-prisvindere 2011 Medicinsk grundforskning i cellers surhedsgrad

Medicinsk grundforskning i cellers surhedsgrad

Hvordan reguleres pH inde i cellerne? Spørgsmålet står i centrum for læge Ebbe Bødtkjers ph.d.-afhandling Expression and function of Na+-dependent acid-base transporters in the resistance vasculature and beyond. Med modificerede mus og avanceret mikroskopi giver han et svar, der udvider vores forståelse af blodtryksforstyrrelser.

- Jeg har kortlagt de to proteiner, der er ansvarlige for at transportere syre over cellemembranen og ud af cellerne i vores blodkarvægge, og jeg har beskrevet, hvordan forstyrrelser i balancen mellem syre og base i vores celler fører til ændringer i vores blodkars funktion, forklarer Ebbe Bødtkjer. Ved at kombinere fysiologiske og molekylærbiologiske teknikker har han for første gang vist, at blodtryksfortyrrelser kan være forårsaget af forstyrrelser i surhedsgraden inde i cellerne.

Både i vores blodkar, vores brystvæv, i hjernen, i nyren og i tolvfingertarmen er de gener aktive, der resulterer i dannelse af de to transportør-proteiner, Ebbe Bødtkjer har undersøgt. Derfor kan Ebbe Bødtkjer anvende grunderkendelserne fra ph.d.-projektet i sine videre studier, for eksempel i et mere klassisk medicinafprøvningsprojekt, der drejer sig om brystkræft.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 09.03.2017