Hao Jiang

Hao Jiang: Nutidens alkymist

Alkymister forsøgte at skabe guld ud af simple og mere tilgængelige materialer som jern. Princippet i Hao Jiangs forskningsarbejde er stort set det samme – at skabe noget værdifuldt ud af noget simpelt. Forskellen er blot, at hans forsøg lykkes.

- Min ph.d. er faktisk en slags moderne alkymi, men med brugbare komplekse molekyler som mål. Jeg arbejder med processer, der omskaber simple byggesten til værdifulde molekyler, der kan være til gavn for industrien og samfundet, siger Hao Jiang, hvis afhandling Organocatalysis in Asymmetric Synthesis – A Shortcut to Chemical Diversity i kemikerkredse kaldes ny og banebrydende.

Hao Jiang roses desuden for sine evner som pædagog og formidler – en evne han også demonstrerer, når han bliver bedt om at fortælle om sit ph.d.-projekt.

Naturen som forbillede

- Jeg har naturen som forbillede. Jeg vil gerne gennemføre kemiske processer lige så elegant som naturen, hvor dannelsen af affaldsstoffer i forbindelse med processerne er minimeret, siger han og bruger morgentrafikken som eksempel.

- Hvis man skal stoppe for rødt en masse gange på vej til arbejde, er der klart, at det tager længere tid, og at der skal bruges mere brændstof. Hvis man kan køre den direkte vej uden at bremse, får man en renere og hurtigere tur, forklarer Hao Jiang, der tilstræber at finde den direkte vej i de kemiske processer, når han skaber værdifulde molekyler.

- Min strategi er at sammenkoble reaktioner og processer uden at skulle stoppe op efter hvert enkelt trin, for på den måde at skabe så lidt affald som muligt, siger Hao Jiang, der har en ambition om, at forskningen kan være til glæde for både natur og mennesker.

Hao blev i Aarhus

Som navnet antyder, har 28-årige Hao Jiang ikke levet hele sit liv i Aarhus. Han er opvokset i Shanghai, men farens forskningsstillinger førte først familien til Sverige og fra 1997 til Aarhus. Siden rejste forældrene tilbage til Shanghai, men Hao Jiang er blevet.

- Danmark er det land, jeg har boet længst i, og jeg kan rigtig godt lide arbejdsformen på Institut for Kemi, hvor vi får frie hænder til at arbejde kreativt og søge efter de mest interessante problemstillinger i vores forskningsområde. Samtidig er instituttet præget af en høj grad af hjælpsomhed, og er man kørt fast i det projekt, man er i gang med, er det muligt at holde en pause fra det en tid og koble sig på en kollegas projekt i stedet, siger Hao Jiang.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 09.03.2017