Steffen Terp Laursen

Steffen Terp Laursen: 75.000 gravhøje er det perfekte forskningslaboratorium

Siden professor P.V. Glob foretog sine berømte ekspeditioner til Bahrain i 1950’erne og 1960’erne har der på det arkæologiske felt været en særlig tilknytning mellem Aarhus Universitet og den lille arabiske stat.

- Globs Golf-ekspedition, som blandt andet opdagede Dilmunkulturen, står i dag som et af flagskibene i dansk humanistisk forskning, siger Steffen Terp Laursen, der – ligesom Glob – også begyndte sin arkæologikarriere med at studere danske gravhøje men siden flyttede fokus til Bahrain, hvor Dilmun-kulturens 75.000 gravhøje rummer en mængde interessante og uløste gåder.

Nogle af dem kaster Steffen Terp Laursen lys på i sin ph.d-afhandling The Mound Cemeteries of Bahrain: Between the Indus and Mesopotamia – The emergence and rise of the Dilmun ”State” on Bahrain.

Luftfotos fra 1959

Ved at studere fund fra de enorme gravhøjsfelter fra perioden 2.250 til 1.800 f.Kr. har han undersøgt, hvordan Dilmunkulturen udviklede sig fra at være et stammesamfund til at blive en stat. Han har desuden kortlagt de 75.000 gravhøjes placering. Det er sket ud fra luftfotos fra 1959, da mange af gravhøjene siden er blevet fjernet.

- Overgangen til en egentlig stat er tæt knyttet til nye handelsforbindelsers opståen. Statsdannelsen sker nogenlunde midt i perioden, hvor der begynder at dukke fund af forskellige urbane teknologier op – for eksempel vægtlodder og stempelsegl med skrifttegn fra Induskulturen, som har stor betydning for opblomstringen af Dilmunkulturen, forklarer Steffen Terp Laursen.

Eliten fandt sammen

Induskulturen lå 2.000 kilometer borte i Indien og Pakistan, og nogle fund tyder på, at Dilmunkulturen og Induskulturen havde meget tætte relationer.

- Fund fra Bahrain antyder, at medlemmer af elitefamilierne i Dilmunkulturen giftede sig med fremtrædende familier i Indusregionen, hvilket kan have været med til at styrke båndene.

Efter år 1.800 f.Kr. kollapsede og forsvandt Dilmunstaten af ukendte årsager, og dermed blev der ikke opført flere gravhøje. Men for Steffen Terp Laursen er der endnu masser af grunde til at planlægge nye rejser til Bahrain.

- Mens de danske gravhøje er gennemanalyserede, er der stadig masser af jomfrueligt materiale i Bahrain.

Steffen Terp Laursen har siden opnåelsen af sin ph.d.-grad fået en forskningsbevilling til at undersøge det paradoks, at nabostaterne omkring Dilmunkulturen kollapsede, mens Dilmunkulturen blomstrede op.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 09.03.2017