Simon Frølich

Naturens designhemmeligheder afluret

Simon Frøhlich har afsløret Anomia-muslingens vedhæftningsstrategi. Det kan bane vej for udvikling af ny anvendelige, bioinspirerede materiale.

Af Filip Graugard Esmarch

Hvad har perlemor, knogler og Anomiamuslingers vedhæftningsorgan tilfælles? Alle tre består af biomineraliseret kompositmateriale, altså naturskabt med både organiske og uorganiske bestanddele. Alle besidder unikke strukturelle egenskaber, som gør dem uovertruffent gode til at udfylde deres naturlige funktion, og som derfor kan være interessante at undersøge, hvis man skal fremstille syntetiske materialer med sammenlignelige funktioner. Og så har de forresten også det tilfælles, at ph.d. i nanoscience Simon Frølich har studeret dem indgående.

”Jeg er fascineret af alle de ting, der kan lade sig gøre i naturen, og som vi mennesker ikke forstår at efterligne. På nogle punkter er de her simple materialer lysår foran, hvad vi kan lave i laboratoriet. For eksempel er perlemor jo rigtig pænt, men det er også utrolig stærkt. Set i forhold til tykkelsen er muslingeskaller derfor meget svære at knække,” siger han.

Simon Frølich har sammen med sin AU-forskningsgruppe udviklet avancerede målemetoder, som nu også er taget i brug på Harvard University, hvor han tilbragte et semester. Overordnet giver gruppens egen forskning nye indsigter i biologiske materialers designmæssige egenskaber. Og for Simon Frølichs vedkommende gælder dette ikke mindst den nordamerikanske musling med det latinske navn Anomia simplex.

GRUNDFORSKNING MED PERSPEKTIV

”Mit hovedprojekt har været at forstå muslingens vedhæftningssystem, et godt eksempel på funktionelt biologisk design. Hvor eksempelvis blåmuslinger sætter sig fast ved hjælp af tynde tråde, bruger den musling, jeg har kigget på, en helt anden taktik, som ikke tidligere har været undersøgt i dybden,” forklarer han.

Anomia-muslingen ligner en lille ravfarvet østers. Den hæfter sig permanent til en sten eller et andet hårdt materiale. Og det må ikke fejle, for hvis den falder af, dør den.

”Jeg har undersøgt, præcis hvordan det fungerer. Dens vedhæftningsorgan bliver lavet på en ret speciel måde, der minder lidt om, hvordan sener sidder fast på knogler. Alt i alt giver det en ny forståelse af, hvordan man kan lave en vedhæftning mellem noget meget stift og noget meget blødt,” opsummerer Simon Frølich. Så hans opdagelser er langtfra kun af interesse for havbiologer. De kan eksempelvis også tænkes at være til inspiration for en fremtidig metode til vedhæftning af implantater i menneskekroppen.

MANGE VÆRKTØJER

Et grundlæggende kendetegn for Simon Frølichs ph.d.-studium har været hans anvendelse af et bredt sæt af forskningsværktøjer. I studiet af muslingen havde han gavn af så forskellige metoder som computersimuleringer og histologiske undersøgelser i form af ultratynde vævssnit, men hans repertoire omfatter også mekaniske målinger, 3D-printning og strukturelle undersøgelser via såkaldte synkrotroneksperimenter.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 19.05.2017