Sigrun Schmidt

En forbedret viden om sygdommen helvedesild

Foto: Claus Sjödin

Sigrún Schmidt har udvilet en ny metode til at studereden lidt gådefulde og meget ubehagelige sygdom helvedesild. En teori om, at den kan udløses af stress, må foreløbig opgives.

Af Filip Graugard Esmarch

Brændende udslæt med små blærer i et område på den ene side af kroppen. Sådan er symptomerne for sygdommen, som i Danmark har fået det dramatiske navn helvedesild. Den kan for enkelte patienter udvikle sig til langvarige og måske invaliderende smerter.

Faktisk bærer langt de fleste danskere på sygdommen, for den er udløst af virus fra skoldkopper. Men hidtil har man ikke kendt den reelle forekomst af helvedesild i udbrud. Der er nemlig ikke anmeldelsespligt for sygdommen, og derfor er det kun de allerværste tilfælde, dem som fører til indlæggelse, der bliver registreret direkte.

Det fortæller læge Sigrún Alba Jóhannesdóttir Schmidt, som i sit ph.d.-forløb har udført omfattende registerstudier. Den nye viden kan have betydning i overvejelser om, hvorvidt man skal tilbyde en vaccine mod helvedesild til bestemte befolkningsgrupper.

ET SURROGATMÅL
– Jeg er især drevet af at finde ud af, hvad der udløser helvedesild. Man kan gå rundt med sygdommen latent i kroppen gennem et langt liv, og så pludselig bryder den ud. Hvorfor sker det hos nogle og ikke hos andre? spørger Sigrún Schmidt.

Siden 1995 har man registreret recepter indløst på danske apoteker. Helvedesild bliver normalt behandlet med bestemte lægemidler, som undertiden også bruges mod en beslægtet virus, der kan udløse forkølelsessår. Når lægemidlerne gives mod helvedesild, er det imidlertid oftest i lidt andre doser end mod forkølelsessår.

– Vores tanke var at bruge recepterne i de specifikke doseringer som surrogatmål for, at man har haft helvedesild. Og det lykkedes at lave en valideret metode, hvor vi i receptdatabasen kunne identificere personer i den danske befolkning, som med stor sandsynlighed havde helvedesild, fortæller Sigrún Schmidt.

Resultaterne viste, at omkring 190.000 danskere har haft helvedesild i 1997-2013. Desuden er der sat tal på forhold, som man mere løseligt kendte til i forvejen: at forekomsten stiger med alderen og er hyppigst hos kvinder.

IKKE STRESSUDLØST
Immunsvækkelse kan forøge risikoen for helvedesild, men sygdommen rammer også mange, som ellers er raske.

– Det siges, at psykisk stress kan øge risikoen for hudsygdomme, også helvedesild. Men det er ikke noget, man ved ret meget om. Derfor var det interessant at undersøge, om der var en øget hyppighed af helvedesild hos folk, som har mistet en ægtefælle – hvilket jo er noget at det mest stressfulde, man kan opleve, siger Sigrún Schmidt.

Til hendes overraskelse kunne der ikke påvises nogen sammenhæng, selvom hun undersøgte mere end 150.000 danske helvedesild-patienterog et tilsvarende antal britiske!
Nu er Sigrún Schmidt i uddannelsesstilling på Aarhus Universitetshospital, men hun har én dag om ugen til forskning. Her vil hun blandt andet undersøge, hvorfor helvedesild er hyppigere hos kvinder end hos mænd.