75 år i videnskabens tjeneste

K.E. Løgstrup

Svend Andersen om K.E. Løgstrup:

“Kritik var for ham en absolut forudsætning for seriøst tankearbejde.”

K.E. Løgstrup (1905-1981) fandt ud af, at han som teolog også måtte være filosof, fortæller professor Svend Andersen, der er centerleder for K.E. Løgstrup Forskningscentret ved Aarhus Universitet.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Løgstrups største Heureka-øjeblik var nok, da han blev klar over, at han som teolog også var nødt til at være filosof. Han erkendte, at religion og kristendom ikke mere er en selvfølge i nutidens verden. Den er i højere grad præget af naturvidenskab, og en toneangivende opfattelse var, at naturvidenskaben faktisk er den eneste velbegrundede måde at betragte tilværelsen på. Filosofisk kaldes den opfattelse for positivisme, og hvis teologien skulle finde plads til kristendommen i moderne tænkning, blev man nødt til at gøre op med positivismen.

Det, der ledte op til hans erkendelse, var de studier, han som ung kandidat foretog under rejser i Frankrig og Tyskland. De førte ham blandt andet til Göttingen, hvor han studerede hos filosoffen Hans Lipps. Om ham sagde Løgstrup, at der ikke var andre, han havde lært mere af. Det, han lærte, var den form for analyse, der kaldes fænomenologi, dvs. omhyggelige beskrivelser af konkrete grundtræk ved mellem-menneskelige forhold. Et godt eksempel er hans analyse af tillid i hans hovedværk fra 1956 Den etiske fordring.

Han må have følt sig mest på vildspor, da han som forskende præst havde haft sympati for den teologiske Tidehvervsbevægelse, der havde Søren Kierkegaard som sit store forbillede. Den teologi benægtede efter Løgstrups mening, at ”kristendommen sender den kristne ud i verden for i handling at være optaget af hvad der går for sig i den”. I begyndelsen af 1960’erne brød Løgstrup med Tidehverv, blandt andet fordi bevægelsen modsatte sig intern kritik. Og kritik var for videnskabsmanden Løgstrup en absolut nødvendig forudsætning for seriøst tankearbejde.

Han blev bidt af sit fag, allerede da han i gymnasiet ”uden synderlig overgang gik fra tinsoldaterne til filosofien”. Det var især Immanuel Kants værker, der udfordrede ham. Kants ”skolastiske begrebsapparat og urimelige syntaks” lærte ham efter eget udsagn at arbejde grundigt. Han talte også om sin ”æstetiske fascination af filosofien”, som han kalder det. Han så altså noget smukt og lystbetonet ved filosofien. Hvis man rensede det videnskabelige arbejde for dette aspekt, ville det blive til ”et lukket system”.

Hans forskning er relevant for andre mennesker, fordi den netop ikke foregår i et lukket system, men i så høj grad handler om grundlæggende træk ved menneskers tilværelse. Hans bog Den etiske fordring, som udkom for mere end 60 år siden, bliver stadig købt og læst, også langt uden for forskningens verden. Den er på den ene side med til at gøre Løgstrup til en af Aarhus Universitets internationale klassikere, og på den anden side læses den af såkaldt almindelige mennesker. Det skyldes, at bogen argumenterer for en etik, der ikke befinder sig i et lukket teoretisk system, men hører hjemme i det konkrete menneskeliv.

Han fik støtte fra fonden til studieophold i Frankrig og England med henblik på studier inden for eksistentialfilosofi. Der var på en måde tale om en opfølgning på de studierejser, han foretog som ung forsker. En af eksistensfilosofiens hovednavne var franske Jean-Paul Sartre, men Løgstrup ønskede altså også at få et førstehåndskendskab til engelsk filosofi. Efter hans mening var det nærmest en pligt for skandinaviske teologer og filosoffer at sætte sig ind i de faglige diskussioner både på det europæiske kontinent og i den angelsaksiske verden.

Støtten fra fonden betød, at han fik udvidet sit internationale netværk til den engelsksprogede forskningsverden. Han opholdt sig blandt andet i Oxford, hvor han knyttede personlig kontakt til den fremtrædende teolog Ian Ramsey.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, da han i 1974 fik overrakt Amalienborgprisen af den daværende kronprinsesse Margrethe. De penge, der fulgte med prisen, skulle gå til en fransk oversættelse af Løgstrups bog fra 1972 Norm og spontaneitet. Prisen var både en påskønnelse af Løgstrups arbejde, en anerkendelse af hans betydning som fremtrædende kulturpersonlighed – og et vigtigt grundlag for den internationale udbredelse af hans tænkning.

BIOGRAFI

K.E. Løgstrup (1905-1981)

Professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet.

Uddannet cand.theol. og dr.theol.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1952 til studieophold i Frankrig og England med henblik på studier af de aktuelle problemstillinger inden for eksistentialfilosofi.

Henning Lehmann

Tidligere rektor:

“Der kan gå lang tid, før man ved, hvor meget nyttigt man har lært på en sidevej.” 

Professor emeritus og tidligere rektor Henning Lehmann har blandt andet armenisk kirke- og kulturhistorie som forskningsområde. For ham er fagfællers anerkendelse vigtigere end om hans forskning bidrog til bruttonationalproduktet.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Jeg har haft i hvert fald to Heureka-oplevelser, og hvilken der er størst, kan diskuteres.

Den ene var den faglige tilfredsstillelse, jeg fik, da jeg engang midt i 1960’erne identificerede de græske forlæg for tre af de tretten armeniske tekster, jeg arbejdede med i min disputats Per Piscatores. Den anden var overraskelsen, da jeg i 1978 i det armeniske patriarkat i Istanbul pludselig stod med et vigtigt armenisk 1300-tals håndskrift i hånden. Det var væsentligt for mit videnskabelige arbejde, og jeg havde formodet, at det var gået tabt i det kaos, der ramte armenierne i Tyrkiet i 1915.

Jeg husker ikke at have været på egentlige vildspor forskningsmæssigt, men efter den gamle disputatsordning, hvor man arbejdede i “splendid isolation”, gik man af og til ud ad en sidevej, herunder nogle, der endte blindt. Der kan gå lang tid, endog meget lang tid, før man ved, hvor meget nyttigt man har lært på en sidevej.

Jeg fornemmede, at jeg nok gerne ville gå forskervejen, allerede da jeg skrev prisopgave i 1957 og fik guldmedalje for den året efter.

Det gode spørgsmål om nytte og relevans gælder som regel forskningens betydning for nationalproduktet, industriens udvikling eller patientbehandling. Jeg kan forsikre, at min forskning i så henseende har været absolut uden nyttevirkning. Jeg er i største beskedenhed tilfreds, når internationale fagkolleger udtrykker anerkendelse af, at jeg har bidraget til forståelsen af de sproglige, kulturelle og kirkelige processer, der foregik, da Armenien blev kristnet 5-600 år før Danmark. Det er inden for min horisont overordentlig nyttigt og relevant – både for alle kirkehistorikere og alle armeniere.

Jeg fik støtte fra fonden i 1972 til køb af armenisk litteratur. Eftersom bøgerne ved min død efter fondens regler skal overgå til Aarhus Universitet, har jeg hermed friholdt staten for udgiften til bøgerne. Således kommer jeg måske til – dog med universitetets og fondens udtrykkelige viden og billigelse – at overtræde den regel, der blev formuleret i 1944, at fonden ingensinde skulle finansiere noget, staten burde have betalt.

I mit otium har jeg undersøgt såvel fondens historie som diverse armeniske emner, herunder Det Kgl. Biblioteks bestand af gamle armeniske bøger. Lige nu overvejer jeg, om den mere almene præsentation af armenisk kultur og historie, som jeg udgav i 1984, burde opdateres.

BIOGRAFI

Henning Lehmann

Professor emeritus og rektor for Aarhus Universitet 1983-2002.

Uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1960 og dr.phil. fra Københavns Universitet i 1975.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1972 til indkøb af armenisk litteratur.

Helle Prætorius Øhrwald

Biomedicineren:

“Selv små beløb kan gøre en kolossal forskel for forskning lidt uden for alfarvej.”

Professor Helle Prætorius Øhrwald afdækker nye måder at bekæmpe bakterielle infektioner såsom urinvejsbetændelse på. Det kræver vilde hypoteser – og virkelig mange kontrolforsøg.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Jeg har været så heldig at være primus motor for flere konceptuelle fund, der efterfølgende har givet anledning til etablering af nye forskningsområder. Man opnår heldigvis ofte utroligt spændende forskningsresultater. Men når man holder vidnesbyrdet om et muligt paradigmeskift i sine hænder og ved, at det kun er os få, der er involveret i projektet, der pludselig erkender en fundamental ny sandhed, bliver man ydmyg og eksalteret på samme tid. Sidst det skete var, da min gruppe og jeg viste, at poredannende, bakterielle giftstoffer benytter sig af kroppens egne cellulære signalmolekyler for at udøve sine skadelige effekter på værtsorganismens celler. Det betyder helt overordnet, at man får mulighed for at skride ind overfor bakteriernes angreb på kroppens celler gennem cellernes egne lokale signalveje.

Det, der ledte op til min erkendelse, var et grundigt forarbejde i laboratoriet i samklang med grundige studier af litteraturen med for-testning af vores hypoteser i forhold til den eksisterende viden – efterfulgt af fuldstændigt overraskende resultater, der pludselig udstillede en gigantisk mangel i vores forståelse af helt centrale principper for, hvordan denne gruppe af bakterielle virulensfaktorer virker. Det var et rent, ’kedeligt’ kontrolforsøg fra en exceptionelt dygtig ph.d.-studerende, der pludselig viste sig ikke at være så kedeligt endda og åbnede for helt nye dimensioner af vores forskning.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang vi forsøgte at eftervise vores fund i in vivo-modeller, altså levende organismer, og sagen viste sig at være endnu mere kompliceret, end vi umiddelbart havde troet. Det gav, efter en frygteligt frustrerende periode, mulighed for eftertanke og var derved med til at konstruktivt at målrette de fremtidige projekter.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg på medicinstudiet blev introduceret for fysiologi og membrantransport. Det var det første fagområde, hvor man ikke primært skulle indlære, men kunne deducere sig frem til ny forståelse af, hvad der går galt under patofysiologiske forhold – altså de ændringer af kroppens funktioner, der følger med en sygdom.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi min gruppe og jeg arbejder med interaktionen mellem bakterier og vært og går efter at påvise nye måder at bekæmpe bakterielle infektioner. Vores hypoteser forsøger at skubbe til konventionerne i håb om at identificere nye veje til behandling af både alvorligere og mildere urinvejsinfektioner.

Jeg har fået støtte fra fonden flere gange. Første gang da jeg i 2002, som nyankommet forsker fra National Institutes of Health, skulle etablere mig med det essentielle laboratorieudstyr for at forsætte min forskning. Fonden medfinansierede mit første udstyr til ’live cell’-imaging, som var basis for alle min første publikationer på Aarhus Universitet – det fungerer endnu og bliver stadig anvendt. Senere fik jeg finansieret lidt laboranthjælp i en fase, hvor vi min gruppe havde nogle spændende resultater på vej, men endnu ikke havde alle undersøgelser helt i hus. Det viste sig, at være et en væsentlig støtte til at bringe afgørende kontroleksperimenter i hus med henblik på den endelige publikation af vores fund.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne holde dampen op under gruppens aktiviteter i kritiske faser op til et større konceptuelt gennembrud. Det viser, at små beløb på rette sted kan gøre en kolossal forskel for forskning, der ligger lidt uden for alfarvej i fasen, hvor det testes om det vil briste eller bære.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når de yngre forskere i min gruppe fremlægger deres hårde arbejde og det vækker respekt iblandt kolleger for dets nytænkning og potentielle relevans for fremtidig behandling af patienter.

Lige nu undersøger jeg de poredannende toxiners betydning for svære urinvejsinfektioner herunder blodforgiftning. Vi er ved at deducere os frem til, hvilke effektor-celler der er de vigtigste for de bakterielle toxiner. Derved kan vi isolere det bedste angrebssted for interaktion. Derudover har vi spændende nye fund omkring årsagen til, at disse poredannende toxiner faktisk gør det lettere for bakterierne at overleve i organismen, og jeg tror på, at vi igen stå over for noget meget principielt interessant.

BIOGRAFI

Helle Prætorius Øhrwald

Professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

Kandidatuddannet i 1994 og ph.d. i 2000.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2002, 2006 og 2009 til flere medicinske forskningsprojekter.

Anne Landau

Hjerneforskeren:

Sygdommen stjal hendes mentale evner.”

Lektor Anne Landau forsker i nye og ikke-invasive måder at teste behandling af blandt andet Parkinson og depression. Det var hendes bedstemors sygdom, der ledte hende til det forskningsområde.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik oplevede jeg som ph.d.-studerende ved McGill Universitet i Montreal i Canada. Her opdagede jeg, at fas-molekylet, der er nært forbundet med celledød, havde den modsatte effekt og faktisk var med til at beskytte hjernen i de modeller af Parkinsons, som jeg undersøgte. Opdagelsen blev senere publiceret i “Journal of Experimental Medicine”. Vi viste, at et molekyles egenskaber i høj grad afhænger af sammenhængen – og at der derfor er mange muligheder for at gøre nye opdagelser.

Det, der ledte op til min erkendelse, var en undersøgelse af mus med en defekt på fas-genet. Disse mus viste sig at være mere modtagelige for et giftstof, som forårsager Parkinsons. Vi viste senere, at “genfejlen” går igen hos mennesker med Parkinsons.

Jeg føler mig mest på vildspor, når jeg skal balancere mit arbejdsliv og familieliv. Både min ph.d.- og postdoc-vejleder var kvinder, men ingen af dem havde børn, så jeg mangler gode eksempler på, hvordan man kan få de to verdener til at hænge sammen. Med en toårig datter, en seks måneder gammel søn og en forskningsgruppe, er det en konstant balancegang, som involverer hårde beslutninger hver eneste dag. Jeg håber, at jeg kan blive et godt eksempel for min forskningsgruppe og hjælpe med at øge kvindelige forskeres muligheder, så der i fremtiden vil være flere kvinder på lektor- og professorniveau på Health og inden for det sundhedsfaglige felt generelt.

Jeg vidste, jeg ville arbejde indenfor medicinsk forskning, da jeg oplevede min bedstemor Czernia Kegel få Alzheimers. Sygdommen stjal hendes mentale evner. Hun var Holocaust-overlever, og da hun blev rigtigt syg, var det eneste, hun kunne huske, de grusomheder, hun havde overlevet – det var grufulde minder, som plagede hende flere gange dagligt i den sidste tid, inden hun døde. At se hende lide på den måde, motiverede mig til at studere neurodegenerative sygdomme.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi vi forsøger at udvikle nye redskaber til at afdække de biologiske mekanismer, der gør sig gælderne i depression og neurodegenerative sygdomme såsom Parkinsons. Det involverer blandt andet bedre brug af forsøgsdyr og biologiske markører, der kan hjælpe os med at følge sygdommes udvikling og respons på forskellige nye behandlingsformer. Forhåbentlig vil det føre til mere skånsom screening og ikke mindst bedre behandling af patienter.

Jeg fik støtte fra fonden til et pilotprojekt, hvor vi undersøgte effekterne af dels en meget fed kost, dels gentagen eksponering for sukkervand på hjernens belønningscentre. Vi fokuserede blandt andet på udskillelsen af dopamin, der er tæt knyttet til Parkinsons sygdom, med ikke-invasive PET-skanninger af minigrisene. Fonden finansierede omkostningerne til dyrene og selve skanningerne.

Støtten fra fonden betød, at jeg fik mulighed for at udvikle et nyt samarbejde, hvor vi kom tættere på at forstå det afhængighedsskabende potentiale, der er knyttet til indtagelsen af sukker og de ændringer, der sker i hjernen, når man spiser for fed mad.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når mine studerende klarer sig godt og bliver passionerede omkring det at forske.

Lige nu undersøger vi to overordnede emner i forskergruppen. Det ene er udviklingen af nye modeller af Parkinsons i minigrise. Det er et dyr med en relativt stor hjerne, der er velegnet til PET-scanninger og test af nye behandlinger – for eksempel stamceller, der producerer dopamin. Det andet emne er valideringen af et nyt stof, som kan bruges ved PET-skanninger til at kortlægge tæthed af synapser. Vores arbejde kan forhåbentlig øge vores forståelse for de ændringer i hjernen, der blandt andet leder til neurologiske og neuropsykiatriske forstyrrelser – og lede til nye og bedre behandlingsmetoder.

BIOGRAFI

Anne Landau

Lektor ved Institut for Klinisk Medicin (Translational Neuropsychiatry Unit og Department of Nuclear Medicine and PET Center) på Aarhus Universitet.

Uddannet MSc i 2002 og ph.d. i 2007 fra McGill University i Canada.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2011 til AU IDEAS-projektet “Imaging the obesity epidemic: Cortical processing of liking, wanting and homeostatic regulation in minipigs”.

Per Bendix Jeppesen

Medicineren:

“Jeg har altid været fascineret af naturen i Brasilien.”

Lektor Per Bendix Jeppesen forsker blandt andet i insulinproduktion og gjorde en stor opdagelse, da han fandt ud af, at en brasiliansk plante kunne hjælpe diabetespatienter.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg som ph.d.-studerende fandt ud  af, hvordan sødestoffet steviolglykosider fra stevia-planten var i stand til at behandle type 2-diabetes ved blandt andet at øge udskillelsen af insulin fra bugspytkirtlen.

Det, der ledte op til min erkendelse, var, at jeg har set, hvordan man i blandt andet Latinamerika benyttede ekstrakt fra sukkerplanten stevia til behandling af symptomer, der minder om type 2-diabetes.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang vi ikke kunne få vores laboratorieforsøg med langerhanske øer (celler i bugspytkirtlen, der producerer insulin) til at fungere. Det viste sig at være for høje sommertemperaturer i laboratoriet, der var årsagen.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg altid har været fascineret af naturen, specielt den fantastiske natur i Brasilien, med den enorme diversitet af både planter og dyr. Ikke mindst den viden af brug af medicinalplanter, som den indfødte del af indianerbefolkningen har tilegnet sig gennem generationer.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den har ledt til forståelse og anvendelse af naturlige bioaktive forbindelser fra planter til behandling af eksempelvis diabetes (stevia-planten) og knogleskørhed (rødkløver-ekstakt). I mange år har jeg også arbejdet sammen med idrætsforskere for klinisk at teste nye næringsstoffer, bioaktive forbindelser og skræddersyede træningsmetoder hos atleter, diabetespatienter og raske personer. Jeg har især arbejdet med at udvikle og teste nye diætinterventioner og kosttilskud til forskellige typer patienter.

Jeg fik støtte fra fonden til at lave eksperimentelle studier for at undersøge, hvordan specielt steviolglykosider fra stevia-planten kan bedre diabetestilstanden, men også til en videnskabskogebog, der beskriver hvordan vi i et større projekt kunne behandle patienter med type 2-diabetes ved at øge deres indtag af ur-grønsager fra Nordisk Genbank (MaxVeg projektet).

Støtten fra fonden betød, at vi blev i stand til at identificere, hvorledes blandt andet steviol-glykosider virker i en dyremodel med diabetes.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg ser, at den viden, vi har frembragt, bliver anvendt i praksis.

Lige nu undersøger jeg, hvordan specielt fremstillede frugt og grøntsager kan mindske betændelsestilstande hos patienter med kronisk tarminfektion som Chrons og colitis ulcerosa. Derudover arbejder jeg med at udvikle en ny energidrik til elitesportsfolk, hvor vi anvender en unik slow release-formulering med en særlig kulhydrat- og proteinsammensætning.

BIOGRAFI

Per Bendix Jeppesen

Forskningslektor på Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.

Uddannet cand.scient i 1997 og ph.d. i medicin i 2002.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1999 i form af udstyr og medhjælp til et projekt, der undersøgte stevia-plantens muligheder til lindring af diabetes.

Morten Kyndrup

Kulturforskeren:

“Jeg er utilfreds med den måde, hvorpå mange kolleger spærrer sig selv inde i teoretiske lejre.”

Professor Morten Kyndrup har i otte år været direktør for Aarhus Universitets tværfaglige center for avancerede studier, AIAS. Han savner, at flere forskere tør stille kritiske spørgsmål til hinanden.

Jeg kan ikke pege på ét bestemt Heureka-øjeblik i min forskning. Der har været nogle stykker gennem årene. Men de har alle sammen været øjeblikke, hvor det pludselig gik op for mig, at jeg ved at kombinere indbyrdes grundforskellige teoretiske tilgange kunne se helt nye analytiske muligheder. Inden for humaniora arbejder mange desværre traditionelt inden for ret fasttømrede teoretiske universer, eller ”diskurser” om man vil. Det er alt for sjældent, at man i forskningen tænker på tværs, i forbindelser mellem de forskellige universer. Det er når jeg pludselig har kunnet se den slags uselvfølgelige forbindelser åbne sig som frugtbare muligheder, at jeg har oplevet mine største Heureka-øjeblikke.

Udgangspunktet for det hele har været min grundinteresse for, hvordan kunsten virker. Altså dens effekter, både på et mere overordnet samfundsmæssigt niveau, og helt konkret i den enkeltes møde med det enkelte værk. Hvad kunst gør, kunne man sige. Mit udgangspunkt i ”funktionsanalyse” af især litteratur førte mig gennem receptionsæstetik, semiotik og sprogteori til en ny forståelse af betydning som noget der altid finder sted som handlinger, ”udsigelse”. Ad den vej er det blevet muligt også at etablere sammenlignende analyser af kunstarternes respektive muligheder pg begrænsninger. Altsammen med henblik på udforskning af den særlige æstetiske betydningsdannelse, også i lyset af de store historiske forandringer af både kunst og kultur.

Jeg har følt mig på vildspor masser af gange, især når inspirationskilderne og interessefelterne ikke har kunnet tale sammen. At fare vild i ultrakomplekse teorier uden at kunne finde udveje – eller en passende anvendelse. Desuden, må jeg indrømme, en ofte stærk utilfredshed med den måde, hvorpå mange fagkolleger nationalt og internationalt insisterende spærrer sig selv inde i teoretiske lejre, i reservater, uden større interesse for at drive kunstvidenskaberne videre gennem kritiske, relevante forskningsspørgsmål.

Jeg har altid været drevet af et ønske om at forstå selve kunstværkets mysterium. Hvad det kan og gør med os. Ikke for at ”løse” det og afmystificere kunsten. Men mysteriets effekt bliver ikke mindre af, at man kan forstå dets mekanismer. Og den kunstvidenskabelige forskning har i vidt omfang historisk enten spærret sig selv inde i sit genstandsområde eller reduceret det ved at betragte det distanceret. Været enten for tæt på eller for langt fra.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi kunsten og kunstens muligheder er der for os alle, men på sin egen måde for os hver især. At forstå mysteriet vil også give os mulighed for at bruge det bedre, og det gælder både kunsterne, forskerne og kunstens brugere – det vil sige os alle.

Støtten fra fonden betød, at AIAS overhovedet kunne realiseres og nu har udviklet sig til et af verdens førende institutter af sin art. Fonden har sammen med Aarhus Universitet betalt knap to tredjedele af de samlede udgifter for AIAS 2012-22. Den sidste tredjedel har vi hentet eksternt, gennem EU-programmer. Med opbygningen af AIAS har vi skabt et frugtbart miljø for topforskere fra hele verden – til gavn for forskningen, hvad resultaterne tydeligt viser. Men ikke mindst også til gavn for Aarhus Universitet, for vores internationale renommé, og dermed for vores evne til også fremover at kunne tiltrække de højest kvalificerede forskere internationalt. Jeg er glad for og stolt af at have været en del af den proces.

I mit forskningsarbejde er jeg allermest stolt, når jeg oplever at kunne videregive videnskabelig indsigt i betydningsdannelsens mekanismer, bibringe forståelse af en æstetisk oplevelses virkemåde uden samtidig at foregribe eller retningsbestemme oplevelsen selv.

Lige nu prøver jeg at blive mere omfattende, mere præcis og også gerne lettere forståelig i min beskrivende analyse af den æstetiske relation. Jeg er på vej tilbage til mit professorat efter direktørtiden på AIAS, og jeg ser frem til at få meget mere tid til forskningen.

BIOGRAFI

Morten Kyndrup

Professor i æstetik og kultur på Aarhus Universitet siden 1995. I perioden 2012-2019 desuden direktør for AIAS.

Uddannet mag.art. i moderne og sammenlignende litteraturhistorie i 1978 og dr.phil. i 1992.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond fra 2013 og fremefter til udvikling af AIAS i egenskab af centrets direktør indtil september 2019.

Miriam Flickinger

Ledelsesforskeren:

“Selv direktørerne i de største virksomheder er såre menneskelige.”

Professor Miriam Flickinger forsker i ledelse, og hun har fundet ud af, at både medarbejdere og ledere ofte er mere forudindtagede, end de selv er bevidste om.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg forstod at ledelse handler mere om menneskers opfattelse af virkeligheden end virkeligheden i sig selv. Ledere, medarbejdere og andre interessenter er mere forudindtagede, end de egentlig er bevidste om.

Det, der ledte op til min erkendelse, var min forskning i, hvordan en direktørs status i en virksomhed kan hænge sammen med hans eller hendes afskedigelse. Siden har jeg også flere gange observeret det samme fænomen.

Jeg føler mig mest på vildspor, når jeg har indsamlet og netop er begyndt at regne på meget store dataset. Sådan er det hver gang, før der begynder at tegne sig nogle mønstre.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med forskning i ledelse, da jeg holdt min første præsentation på en konference. Det gjorde mig opmærksom på, at der er mange andre forskere rundt omkring i verden, der er interesseret i de samme emner som jeg.

Min forskning er netop relevant for andre mennesker, fordi den viser at vi alle – selv direktørerne i de største virksomheder – er såre menneskelige. Det finder jeg selv ganske betryggende med alle de gode og mindre gode konsekvenser, det har.

Jeg fik støtte fra fonden til min forskning i hvordan bestyrelsesmedlemmer udvælges til virksomhedernes bestyrelser. Støtten betød, at jeg fik mulighed for at lave flere forskellige forskningsprojekter samtidig med min postdoc.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg kan se, at mine forskningsresultater gør en forskel ude i virksomhederne.

Lige nu er jeg igang med at forberede mit forskningsophold ved Kellogg School of Management på Northwestern University i Chicago.

BIOGRAFI

Miriam Flickinger

Professor på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet.

Uddannet kandidat og ph.d. fra Passau Universitet. Har arbejdet på blandt andet LMU München Universitet.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2017 i form af et AUFF Starting Grant.

Michael Svarer

Nationaløkonomen:

“Man kan forklare folks pardannelser med inspiration fra økonomisk teori.”

Professor Michael Svarer forsker i den måske vigtigste beslutning i mange menneskers liv – valget af en partner. Og der er især én faktor, som forklarer en del.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var blandt andet, da min forskning viste, hvor stærk forklaringskraft, der er i tilstedeværelsen af søgefriktioner, når man vil belyse pardannelser på ægteskabsmarkedet. Der er en udtalt overrepræsention af pardannelser mellem personer med samme uddannelsesniveau og sågar samme uddannelse. Det er en overrepræsentation, som blandt andet skyldes, at parterne har gået på samme uddannelsesinstitution – altså et marked med lave søgefriktioner.

Det, der ledte op til min erkendelse, var muligheden for at koble forskellige personregistre i Danmarks Statistiks databaser. Med inspiration fra den økonomiske teori om markedsdynamik under ufuldkommen information og med tilstedeværelsen af søgefriktion underkastede vi data fra de unikke danske registre statistiske analyser, der gjorde det muligt at forstå hvilke faktorer, der påvirker pardannelser på ægteskabsmarkedet.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg brugte en sommer på at forsøge at eftervise den nobelprisvindende økonom, Gary Beckers, hypotese: at udnyttelse af specialiseringsgevinster på ægteskabsmarkedet understøtter pardannelse mellem mænd med højt indtjeningspotentiale og kvinder med lavt indtjeningspotentiale og vice versa. Som med en masse andre faktorer er der også her tydelig positiv assortativ partnerdannelse – altså en tendens til, at vi finder sammen med nogle, der ligner os selv.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg opdagede, at jeg kunne kombinere økonomisk teori og statistisk metode til at lave empiriske analyser af samfundsøkonomisk interessant problemstillinger.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den kombinerer økonomisk teori og empiri til at beskrive (forhåbentlig) relevante samfundsøkonomiske problemstillinger. Det gælder både den måske vigtigste beslutning i mange menneskers liv – når de vælger partner – men også når forskningsfeltet er indretningen af dagpengesystemet eller effekter af den aktive arbejdsmarkedspolitik, der trækker på samme økonomiske ingredienser.

Jeg fik støtte fra fonden til at foretage empiriske analyser af, hvordan såkaldte søgefriktioner – det vil sige det faktum, at markedsdeltagere ikke nødvendigvis har overblik over alle muligheder på et givet marked – påvirker dynamikken på blandt andet arbejdsmarkedet og ægteskabsmarkedet. Søgefriktioner medfører, at det tager tid at lokalisere mulige parter, og dermed kan der i ligevægt være både ledige stillinger og ledige arbejdssøgere og dermed et naturligt positivt niveau af arbejdsløshed.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne finansiere datakøb og studentermedhjælp og dermed frigøre mere tid til at forfølge flere idéer.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg kan bruge min økonomiske indsigt og analyser til at gøre en forskel i forståelsen af økonomiske mekanismer, og når mit arbejde kan anvendes til at forfine den førte økonomiske politik i retning af at opnå en mere effektiv brug af de ressourcer, der er til rådighed i økonomien.

Lige nu undersøger jeg blandt andet, hvordan offentlige udgifter påvirker økonomiske kernebegreber som beskæftigelse og BNP via såkaldte dynamiske effekter. Der er aktuel diskussion om brugen af regneregler i den økonomiske politikudvikling. Målet er at bidrage til at afdække den blinde vinkel, der i øjeblikket kendetegner vurderingen af ændringer i det offentliges udgifter.

BIOGRAFI

Michael Svarer

Professor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet og overvismand (formand for de Økonomiske Råd).

Uddannet cand.oecon i 1997 og ph.d i nationaløkonomi i 2001.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond til medhjælp til projektet "Estimation af Matching Modeller” i 2002.

Osman Skjold Kingo

Udviklingspsykologen:

“Også etårige har en hukommelse.”

Lektor Osman Skjold Kingo forsker i småbørns erindringer, og da han tog en forskningsmæssig chance, endte han med at påvise noget, ingen troede fandtes.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var, da det blev klart, at vi havde påvist, at etårige har en god hukommelse. Selv efter to til tre år kunne de huske en person, som de kun havde mødt én gang. Vi fandt ud af, at børnene i højere grad kiggede på en helt ny person end en person, som de altså kun havde mødt én gang i en alder af 12 måneder. Det var udtryk for hukommelse for den ”velkendte” person, men ikke nødvendigvis noget børnene selv var bevidste om.

Det, der ledte op til min erkendelse, var at vi havde taget en chance og undersøgt noget, som vi dybest set ikke troede fandtes eller kunne lade sig gøre. Ud fra tidligere empiri og teori var der ikke meget der pegede på, at man kunne påvise hukommelse for andre mennesker hos så små børn efter så lang tid. Men muligheden for at undersøge det opstod lidt tilfældigt, og så besluttede vi os for at prøve.

Jeg følte mig mest på vildspor, da jeg efter at have skrevet ph.d.-afhandling helt skiftede forskningsområde.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med psykologi, da jeg i gymnasiet blev mere og mere optaget samspillet mellem menneskers tanker, følelser og adfærd samt om alt det kunne beskrives fyldestgørende med psykologiske teorier.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi almen viden om især børns psykiske udvikling har stor betydning for, hvordan vi forstår barnets ”gode” udvikling, samt for hvordan vi forstår ”skæv” eller patologisk udvikling. Det er for eksempel svært at hjælpe børn med vanskeligheder af forskellig art, hvis vi ikke ved hvordan almindelig udvikling typisk ser ud.

Jeg fik støtte fra fonden til bredt at fremme mit forskningsarbejde i forbindelse med en pris for bedste ph.d.-afhandling.

Støtten fra fonden betød, at jeg kom til at føle mig mere sikker på min forskning, og på at jeg på sigt kunne begå mig i forskningsverdenen. Jeg tog det som et stort skulderklap.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg får formidlet det til lægpersoner på en måde, så det giver mening i forhold til deres konkrete erfaringer.

Lige nu undersøger jeg blandt andet småbørns spontane erindringer samt hvilken betydning forældrenes samtalestil, altså den måde hvorpå forældre spørger ind til børns oplevelser, har for barnets hukommelse for begivenheder.

BIOGRAFI

Osman Skjold Kingo

Lektor i udviklingspsykologi ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

Uddannet cand.psych. i 2003 og ph.d. i psykologi 2010.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i form af Ph.d.-prisen i 2011 for bedste afhandling på hovedområdet.

Lone Sunde

Genforskeren:

“Nogle graviditeter består af to cellelinier. En normal og en unormal.”

Overlæge Lone Sunde forsker i molagraviditeter på celleniveau. Hendes forskning bidrager blandt andet til at afdække arvelig disposition for barnløshed og moderkagekræft.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var, da vi fandt ud af, at nogle menneskegraviditeter består af to cellelinier: En normal cellelinie med ét sæt gener fra far og ét fra mor, og en unormal cellelinie med to sæt gener fra far, men ingen fra mor. Generne i de to cellelinier kan stamme fra én ægcelle og én sædcelle. Opdagelsen giver os hints om, hvordan den allerførste celledeling kan foregå.

Vi vidste allerede, at den sjældne form for graviditet, der kaldes mola, ofte har overvægt af gener fra far – enten to sæt gener der begge stammer fra far eller tre sæt gener, hvoraf kun et stammer fra mor. Ved molagraviditet er der ikke et levedygtigt foster og moderkagen har et karakteristisk udseende med væskefyldte blærer. Molagraviditet er derfor en kilde til barnløshed, men også en kilde til cancer, idet cirka 10% af mola efterfølges af kræft i moderkagen.

Men det var nyt, at der på samme tid kunne være celler med normal genbesætning og celler med genbesætning, som den vi kendte fra molagraviditeter. Nogle gange er de to slags celler blandet. Det kalder man mosaicisme, og så kan graviditeten have træk af mola og træk af normal graviditet. Andre gange vokser de to slags celler separat, og kvinden har da en tvillingegraviditet hvor den ene tvilling er normal og den anden er en mola.

Det, der ledte op til den nye erkendelse, var gentagne uventede fund, når vi undersøgte oprindelsen af generne i molagraviditeter. Ideen om, at de uventede fund måske ikke var fejl, men resultater, blev formet under utallige diskussioner i større og mindre grupper af ”molanørder”, blandt andet med min tidligere ph.d.-vejleder Lars Bolund og ph.d.-studerende og andre, som jeg samarbejder med.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang vi undersøgte molae med en ny teknik og troede, at vi havde opdaget, at molae ofte mangler visse dele af et kromosom. Heldigvis gjorde en kollega os opmærksom på en fejlkilde ved denne teknik, inden vi nåede at publicere “resultaterne”.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg under medicinstudiet forstod at genetik er et det fag, hvor man i højest grad leder efter årsagerne til biologiske fænomener og sygdomme.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi vi belyser, hvad der sker lige omkring befrugtning og de første celledelinger – altså grundforskning – og samtidigt leverer data, der helt konkret kan bruges til hjælpe kvinder med molagraviditer – altså klinisk forskning.

Jeg fik støtte fra fonden til at lede efter gener i mus, der har samme funktion som menneskegenerne NLRP7 og NLRP2. Det er to gener, som er involveret i arvelig disposition til mola, og dermed til barnløshed og cancerrisiko.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne indlede et frugtbart samarbejde med lektor Karin Lykke-Hartmann, som arbejdede med modning af ægceller, om undersøgelse af NLRP-gener. NLRP-generne er spændende, blandt andet fordi flere af dem har betydning for prægning af andre gener, så de kan “huske”, om de er nedarvet fra faderen eller moderen.

Jeg er stolt over mit arbejde, når det lykkes at forklare noget, vi hidtil ikke har forstået, og allermest stolt når det sker i samarbejde med kolleger.

Lige nu undersøger vi blandt andet hvilke gener, blandt menneskets i alt 20.000 gener, der skal være nedarvet én far-udgave og én mor-udgave af, for at den tidlige fosterudvikling går godt.

BIOGRAFI

Lone Sunde

Overlæge på Aarhus Universitetshospital samt klinisk lektor ved Institut for Biomedicin. Tidligere professor MSO samme sted.

Uddannet cand.med. i 1981 og ph.d. i genetik i 1992.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2011 til et AU IDEAS-projekt om gener og fertilitet.

Marianne Glasius

Kemikeren:

“Luftbårne partikler udgør den største usikkerhed, når vi skal forstå, hvordan mennesker påvirker jordens klima.”

Lektor Marianne Glasius forsker i, hvordan luft ændrer sig på grund af den menneskeskabte partikelforurening, som hvert år forårsager millioner af menneskers for tidlige død og påvirker jordens klima.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var, da vi for et par år siden analyserede molekylære sporstoffer i luftbårne partikler indsamlet i Amazonas og opdagede, at disse partikler i overraskende høj grad indeholder en bestemt type stoffer, der kaldes organosulfater. Disse forbindelser dannes, når organiske gasser fra for eksempel planter oxideres i luften og dernæst reagerer med sulfat i partikler, typisk fra luftforurening såsom afbrænding af svovlholdigt kul og fossile brændstoffer.

Det, der ledte op til min erkendelse, var flere års arbejde med at udvikle analysemetoder for organosulfater og fund af dem i partikler indsamlet i blandt andet Arktis. Jeg fik ideen til studiet under et foredrag om en stor undersøgelse af, hvordan luftforurening interagerer med de naturlige forbindelser fra vegetationen i Amazonas. Under et forskningsophold ved University of California i Berkeley samarbejdede jeg med en forskergruppe, som indsamlede prøver af partikler under projektet i Amazonas, og på den måde fik jeg mulighed for at undersøge min hypotese.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg startede som lektor og skulle bygge et laboratorium og forskningsgruppe op fra bunden. Der var mange nye, spændende muligheder, men det var også vanskeligt at skaffe midler. Jeg er derfor meget taknemmelig for de første store bevillinger, der gjorde os i stand til at etablere en internationalt anderkendt forskningsgruppe.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg under et forskningsophold i Italien ved Europakommissionens Fælles Forskningscenter lavede forsøg med oxidation – altså omdannelse – af naturlige organiske gasser fra blandt andet nåletræer, som giver dem deres karakteristiske duft. Når disse gasser oxideres i luft, dannes luftbårne partikler, og vi lavede nogle af de allerførste analyser af oxidationsprodukterne i partikler med avanceret massespektrometri, som gav helt ny viden om kemi i atmosfæren.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den omhandler vigtige spørgsmål indenfor klima og miljø. Partikler påvirker strålingsbalancen og dermed jordens klima, så derfor er det vigtigt at have grundigt kendskab til deres kilder og kemi. Luftbårne partikler udgør den største usikkerhed når vi skal forstå, hvordan menneskers aktiviteter påvirker jordens klima. Globalt dør millioner af mennesker hvert år for tidligt på grund af luftforurening med især partikler, så vi har brug for at forstå kilder til partikler og relevante processer i miljøet.

Jeg fik støtte fra fonden til at indkøbe et avanceret massespektrometer. Det gør os i stand til at bestemme massen af individuelle kemiske forbindelser meget nøjagtigt og dermed identificere, hvilke molekyler det er, da massen afhænger af hvilke atomer molekylerne består af. Vi har anvendt instrumentet til en lang række undersøgelser af partiklers kemi i både bymiljøer og fjerne egne. Desuden har vi brugt det til at undersøge de kemiske processer, der sker, når biomasse under højt tryk og temperatur omdannes til en oliefase og sideprodukter – det er forskning, hvor formålet er at udvikle nye biobrændstoffer og biobaserede produkter.

Støtten fra fonden var afgørende for, at jeg kunne opbygge et forskningslaboratorium med det nyeste og bedste apparatur, hvilket har bidraget til at gøre os førende indenfor forskningsområdet.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når vi får udgivet en videnskabelig artikel, og når endnu en dygtig studerende afslutter sit studium. Det er dejligt at afslutte et projekt og få udbredt vores resultater til andre forskere, der kan anvende dem til at forstå andre problemstillinger. Men det bedste ved mit arbejde er at se en glad, nyuddannet kandidat eller ph.d., som man har kendt og vejledt gennem flere år, hvor de har udviklet sig og nu er klar til at gå i gang med nye opgaver og bidrage til at skabe et bedre samfund.

Lige nu undersøger jeg kemien af luftbårne partikler og dannelse af organosulfater i Kina. Desuden arbejder jeg sammen med kolleger og studerende om at undersøge dannelse af partikler fra stearinlys og deres helbredseffekter for at skabe det videnskabelige grundlag for udvikling af lys, der giver færre partikler.

BIOGRAFI

Marianne Glasius

Lektor på Institut for Kemi ved Aarhus Universitet.

Uddannet cand.scient. i miljøkemi i 1996 og ph.d. i kemi i 2000.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2007 til udstyr i forbindelse med projektet "High-Performance Liquid Chromatography – Quadrupol Time-of-Flight Mass Spectrometer”.

Julia Nafziger

Adfærdsøkonomen:

“De fleste af os slås med selvkontrolproblemer eller begrænset opmærksomhed.”

Professor Julia Nafziger forsker i adfærdsøkonomi og har fundet ud af, at nogle af vores adfærdsbias er gode – fordi de holder andre adfærdsbias i skak.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg blev klar over, at visse adfærdsbias, der hver for sig anses som negative, faktisk kan være fordelagtige at have for mennesker, fordi de modvirker andre negative adfærdsbias. Specifikt fandt jeg ud af, at den adfærdsbias, man kalder ”mental accounting” – som handler om, at man deler beslutningsproblemer op i små dele i stedet for at optimere over det hele – faktisk kan være fordelagtig, fordi den modvirker adfærdsbias såsom selvkontrolproblemer.

Det, der ledte op til min erkendelse, var da jeg kunne påvise med et matematisk bevis, at min intuition var korrekt. Dermed kom jeg til at se på den del af adfærdsøkonomi, jeg undersøgte, på en ny måde.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg havde et interessant forskningsspørgsmål, men ikke kunne finde en økonomisk model, som var passende i forhold til at undersøge det.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for økonomi, da det gik op for mig, hvor brede anvendelser økonomisk teori har. Især adfærdsøkonomi tillader mig at arbejde tværfagligt indenfor mange forskellige emner i samfundsvidenskaben.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi de fleste af os slås med behavioral biases, såsom selvkontrolproblemer eller begrænset opmærksomhed. Jeg forsøger at finde ud af, hvilke værktøjer (for eksempel nudging og selvkontrolstrategier) man kan bruge til at modvirke disse behavioral biases.

Jeg fik støtte fra fonden til at undersøge sammenhængene mellem adfærdsmønstre blandt studerende (for eksempel frafald og internetsurfing), deres selvkontrolstrategier (blandt andet målsætning og ”mental accounting”) og deres personlige egenskaber (risikopræferencer og visse behavioral biases).

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne gennemføre en stor spørgeskemaundersøgelse og et eksperiment samt knytte resultaterne til data fra Aarhus BSS. Derudover kunne jeg bygge videre på forskningen og starte tre store, nye projekter med fokus at mindske frafald på universitetet, klæde unge mennesker bedre på til at tage en uddannelse og til at fremme deres interesse for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering og Mathematics).

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når det måske kan blive en lille brik i at finde løsninger til samfundsmæssige problemer, og når jeg publicerer mit arbejde i ansete tidsskrifter.

Lige nu undersøger jeg, hvordan man designer “nudges” i komplekse miljøer, hvor forbrugerne har begrænset opmærksomhed.

BIOGRAFI

Julia Nafziger

Professor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet.

Uddannet MSc fra München Universitet i 2014 og ph.d. fra Bonn Universitet i 2017.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2011 til AU IDEAS-projektet “What makes a student successful? A large-scale experimental investigation of behavioral correlates”

Lotte Bøgh Andersen

Samfundsforskeren:

“Ledere ser ofte sig selv anderledes, end medarbejderne gør.”

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor Lotte Bøgh Andersen forsker i ledelse på statskundskab, og hun har fundet ud af, at lederudvikling virker bedre, end man umiddelbart skulle tro.

Mit største Heureka-øjeblik var, da vi fandt ud af, at lederudvikling virker. Vi havde lavet et stort felteksperiment, der hed LEAP. Eksperimentet viste, at medarbejderne i de tre forsøgsgrupper faktisk var kommet til at se deres ledere som mere aktive indenfor netop de former for ledelse, som vi havde trænet lederne i. Det lyder måske indlysende, at medarbejderne skal kunne se, at deres ledere agerer anderledes – mere aktivt – efter et lederkursus. Men det giver ikke sig selv i en virkelighed, hvor der ofte er stor forskel på, hvordan lederne opfatter sig selv, og hvordan medarbejderne opfatter dem.

Det, der ledte op til min erkendelse, var et stort forskningsprojekt med over 500 offentlige og private ledere og deres mange medarbejdere. Sammen med en gruppe dygtige kolleger havde jeg designet og gennemført tre forskellige typer ledelsestræning. Bagefter sammenlignede vi med en kontrolgruppe, hvor ledere og medarbejdere blev fulgt på samme måde som i de tre ledelsesudviklingsgrupper. Vi havde selvfølgelig trukket lod blandt lederne om, hvem der skulle i de enkelte grupper.

Jeg følte mig mest på vildspor, da mit første konference-abstract blev afvist i 2001. Dengang vidste jeg ikke, at nogle workshops til den slags konferencer var en lukket klub af ældre, mandlige forskere. De accepterede blot hinandens abstracts og bekræftede hinanden. Det er heldigvis blevet meget bedre de seneste ti år. Og jeg gør selv mit bedste for at give unge forskere en chance – også selvom de endnu ikke mestrer det hele.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med forskning i ledelse, da jeg så mine første resultater på folkeskoleområdet. Jeg kunne se, at god ledelse har betydning for den værdi, der bliver skabt for borgerne i vores samfund. Det var i 2004, da jeg lavede en analyse af relationen mellem kommuner og lærerkredse og betydningen heraf for elevernes afgangsprøvekarakterer.

Min forskning er netop relevant for andre mennesker, fordi jeg sammen med mine kolleger forsøger at finde frem til, hvad der virker indenfor ledelse. ”Virker” i den forstand, at det i første omfang fører til mere motiverede medarbejdere og derefter til bedre resultater i offentlige og private organisationer.

Jeg fik en ph.d.-pris fra Aarhus Universitets Forskningsfond for min afhandling i 2005, hvor jeg præsenterede de første af mine resultater indenfor ledelsesområdet, hvor jeg stadig arbejder i dag.

Støtten fra fonden betød, at jeg selv fik blik for, at jeg faktisk kunne lykkes med min forskning. Jeg tror også, at prisen medvirkede til, at jeg i 2006 lykkedes med at blive projektleder på den første bevilling fra Forskningsrådet for Samfund og Erhverv. Det er vigtigt at kunne skaffe finansiering til at kunne lave forskning, der faktisk flytter noget og bliver delt med det omgivende samfund.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når lederne i offentlige og private organisationer faktisk kan bruge det, som vi sammen har fundet frem til. Jeg laver mere og mere af min forskning i et aktivt samspil med virkelighedens ledere og medarbejdere, og på det nyligt afholdte MatchPoints Seminar om ledelse kunne vi se, hvordan den nye viden bliver brugt i mange forskellige sammenhænge. Det er godt at se vores forskning blive omsat til konkret handling.

Lige nu undersøger jeg, hvordan offentlige organisationer bliver bedre til at nå deres målsætninger. Sammen med andre forskere fra Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse ser jeg på forskellige typer ledelse: datainformeret ledelse, distribueret ledelse, faglig ledelse, visionsledelse og anerkendelse. Og så undersøger vi, hvordan de spiller sammen på en måde, der sikrer bedre målopfyldelse i det offentlige.

BIOGRAFI

Lotte Bøgh Andersen

Professor og leder af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Uddannet cand.scient.pol. i 2000 og ph.d. i statskundskab i 2005.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i form af ph.d.-prisen i 2005 for bedste afhandling på hovedområdet.

Hans Jørgen Schanz

Idéhistorikeren:

“Jeg lader det simpelthen svømme.”

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor emeritus Hans-Jørgen Schanz lader tiden arbejde for sig, når han skal i gang med at tænke nye tanker om samfundets presserende problemstillinger.

Jeg har ikke egentlig haft nogen heureka-oplevelse. Min forskning er humanistisk. Men jeg har ofte haft oplevelsen af, at jeg er lykkedes med at argumentere for et nyt blik på en problematik. Og herunder vise og demonstrere det frugtbare ved dette blik.

Jeg har ikke haft en oplevelse af radikalt at være på vildspor i mit forskervirke. Før jeg systematisk går i gang med at løse en opgave, som jeg næsten altid stiller mig selv og ikke får stillet af andre, lader jeg en rum tid gå med at tænke og forsøge at få indfald i alle mulige retninger. Jeg lader det simpelthen svømme. Som regel begynder der at aftegne sig nogle konturer, og så går jeg i gang. Hvis starten har været frugtbar viser det sig ved, at indfaldene nu får en retning.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag allerede i 1967, da jeg begyndte på idéhistorie. Det var jeg overbevist om, fordi jeg håbede og regnede med, at det kunne rumme et bredt spektrum af intellektuelle og akademiske problemstillinger – ofte på tværs af de store nedtrådte veje.

Jeg har en forventning om, at min forskning er relevant for en del mennesker, både akademikere og alment nysgerrige. Jeg holder mange foredrag i alle mulige sammenhænge, fra universiteter til folkelige forsamlinger, og der kommer ofte mange mennesker. Derudover har jeg efterhånden udgivet lige omkring 50 bøger og over 500 artikler. Jeg tror, at relevansen må skyldes, at jeg som regel rammer et eller andet i tiden, som råber på en afklaring – eller i det mindste en oplysning.

Gennem årene har jeg fået støtte til mange af mine bøger gennem Forskningsfonden. Sidst var det til bogen ”Ånd”, der udkom i 2017.

Støtten betød, dels – i de tilfælde, hvor emnet var snævert – at bøgerne overhovedet kunne udgives. Dels gjorde det, at prisen på bøgerne blev sådan, at både forlagene og læserne havde en chance for at være med.

Jeg er mest stolt af mit arbejde, når jeg selv er meget tilfreds med det, men naturligvis også, når det har resonans i offentligheden og er med til at sætte nye tanker i gang.

Lige nu er jeg ved at arbejde på, ja faktisk afslutte, en bog, der får titlen Menneskene og alt andet. Det er et forsøg på at rekonstruere, hvordan mennesker siden antikken og frem til i dag har opfattet sig selv både som forskellige fra alt andet levende, men også som forbundet med det hele.

Jeg forsøger at belyse, hvordan menneskeetniciteten har set sig selv som forskellig fra alt andet, hvordan har man opfattet individueringen og hvordan de to problemstillinger er indlejret i vores natur og kulturhistorie.

BIOGRAFI

Hans-Jørgen Schanz

Professor i idéhistorie på Aarhus Universitet fra 1992 og emeritus siden 2018.

Mag.art. i idéhistorie i 1973 og dr.phil. i 1981.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond, blandt andet i 2002 til oversættelse af et fransk essay. Fik senest støtte i 2017.

Vibeke Lehmann Nielsen

Forvaltningsforskeren:

“At føle sig på vildspor er en del af det at erkende.”

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor Vibeke Lehmann Nielsen forsker i offentlig forvaltning og vil gerne være med til at sætte et kritisk blik på den måde, vi indretter vores samfund på.

Mit største Heureka-øjeblik var, set i bagspejlet, nok dengang, det under mit ph.d.-projekt gik op for mig, at når fagfæller var kritiske over for mine ideer og argumenter, var det ikke nødvendigvis fordi ideerne var helt hen i skoven. Jeg havde blot ikke argumenteret godt nok for dem. Troen på egne ideer og argumenter kombineret med viljen til at anstrenge sig for at gøre dem tydelige er vigtige følgesvende i forskning. Men at være forsker er jo en livslang lærings- og erkendelsesproces, og man står selv for egen læring. Så på mange måder er arbejdsdagene fyldt med små og forhåbentlig indimellem knapt så små Heureka-øjeblikke.

Det, der ledte op til min erkendelse, var en gentagende kritik fra mine vejledere og fagfæller i forhold til et grundlæggende argument i min ph.d-afhandling. En kritik som jeg simpelthen ikke kunne følge.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang, ja, pyha… det gør man da ofte som forsker. Det er en del af erkendelsesprocessen. Som menneske føler jeg mig mest på vildspor, når der ligger så mange arbejdsopgaver på mit bord, at jeg kun føler, at jeg når at røre lidt i en gryde her og lidt i en gryde der, og ikke har tid til at fordybe mig og gøre tingene ordentligt. Så forsøger jeg at ”stjæle” mig lidt tid til fordybelse ved at prioritere hjemmearbejdsdage, hvor jeg lukker alt andet end et enkelt projekt – for eksempel artikelskrivning – helt ude.

Jeg vidste, jeg ville være forsker, da jeg mellem kandidatgrad og ph.d.-stipendium arbejdede to år ”ude i virkeligheden” og savnede tid til fordybelse, friheden til selv at vælge, hvad jeg ville undersøge og hvordan. Det gav mig simpelthen ro i krop og sjæl at træde ind bag Instituttets gule mure igen.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den forhåbentlig kan bidrage til at sætte et kritisk blik på den måde, vi indretter samfundet på – og pege på potentielle løsninger.

Jeg fik støtte fra fonden adskillige gange til både kortere og længere ”forskningshi” i Møllehuset.

Støtten fra fonden betød, at jeg helt uforstyrret – og i skønne omgivelser – kunne nyde at være i arbejdsflow.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når praktikere kan nikke genkendende til og bliver beriget af mine forskningsresultater. Og når studerende gennem vejledning får ”erkendelsens julelys i øjnene” og føler glæde ved deres arbejde.

Lige nu undersøger jeg variationer i borgeres adfærd overfor forskellige offentlige myndigheder samt Statsforvaltningens interaktion med mødre og fædre i samværssager.

BIOGRAFI

Vibeke Lehmann Nielsen

Professor i Offentlig Forvaltning ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Uddannet cand.scient.pol. og ph.d.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond blandt andet i 2011 til et forskningsophold i Møllehuset.

Per Aage Brandt

Semiotikeren:

“Nej, jeg kom ikke til at læne mig tilbage.”

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor Per Aage Brandt er en af verdens førende forskere inden for semiotikken. Men først skulle faget defineres, og det tog sin tid.

Mit største Heureka-øjeblik var nok opdagelsen af modal-semantikkens fundamentale rolle i vores betydningsdannelse. Lad mig forklare: modalitet er det, vi mener, når vi for eksempel taler om mulighed eller umulighed; når vi siger, at vi skal, , bør, kan gøre noget eller lade være. Uden den slags kan kommunikation og tænkning slet ikke lade sig gøre. De nye modeller og anvendelser i tekstanalyse, semiotik og lingvistik førte så til det nye forskningsparadigme dynamisk semiotik. Det blev indgangen til vores grundforskningscenter 1993-98 ved Aarhus Universitet og derefter til semiotikuddannelsen.

Det, der ledte op til min erkendelse, var den intense teoriudvikling i strukturalistiske og semiotiske kredse siden 1960’erne i Danmark og overalt i Europa. Dertil kom opblomstringen af kognitiv forskning i semantikken, som inviterede til samarbejde om de nye måder at forstå sproget på, for eksempel i analysen af metaforer og mentale rum. Den såkaldte Aarhusmodel for semiotisk-kognitiv blending af mentale rum stammer fra dette samarbejde. I samme farvand sejlede også nye modeller for diegese, udsigelse, stemmatisk grammatik (emnet for min ph.d.-afhandling), og senest en økologisk baseret socio-semiotik, der igen medfører en ny tegnteori. Udviklingen fortsætter.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang min første disputats med den dystre titel Sandheden, sætningen og døden blev afvist. Hvis man ikke kunne følge mine ret ligefremme korematiske analyser af forholdet mellem steder, kræfter, fortællinger, subjekter og diskurs, hvordan skulle det så videre kunne gå? Det gik dog ganske godt, takket være entusiasmen på mit kære sprogfag, spansk, og derefter det fænomenale arbejdsmiljø på Center for Kulturforskning, hvorefter semiotikken fik sit eget sted, i himlen på Trøjborgkompleksets øverste etage. 

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da det blev klart, at jeg ikke skulle være komponist, som jeg først mente. Tænk at kunne læne sig tilbage, mens andre mennesker spiller ens musik, så man ikke behøver øve sig! Men nej, jeg kom ikke til at læne mig tilbage. Det blev snarere noget med “krum hals”, som man siger. Men faget skulle i øvrigt først defineres, og det blev en lang proces.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi (eller hvis) den skaber nye erkendelser. Det er kun det, det hele går ud på, og man ved aldrig, om det lykkes. Semiotik er jo forskning i betydningsdannelse, en slags humanistisk grundforskning, og hvis en sådan ny erkendelse kan gøre humaniora mere indsigtsfuld, fornuftig, kritisk og konstruktiv som deltager i det sociale liv, så hvorfor ikke? Desuden er semiotik helt vildt spændende.

Jeg fik støtte fra fonden til at publicere arbejder inden for et område, der på det tidspunkt ikke havde over de nødvendige tidsskrifter, fordi det længe blev opfattet som meget nørdet og specielt. Det er stadig lidt specielt, men de fleste humanister i Danmark ved nu, hvad semiotik er, sådan cirka.

Støtten fra fonden betød, at tidsskriftet kunne udkomme og derefter vokse sig stort internationalt. I dag hedder det Cognitive Semiotics, stadig med Aarhus Universitet i redaktionen.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når noget af det, jeg håbede på, lykkes, indløser alle medvirkendes forventninger, bliver nogenlunde forstået og indgår i en større sammenhæng. Sådan er det dog langtfra hele tiden.

Lige nu undersøger jeg, hvordan man kan sammentænke basal økologisk socialstruktur, tegn og betydning, sprogets grundstrukturer og den menneskelige psykes indretning. Det er et stort brød at lægge op på et enkelt bord, men mit arbejdsbord er så solidt, at man roligt kan hoppe og danse på det. Det værste er næsten det filosofiske forarbejde. Dét er hårdt og svært og skal gøres forfra uden ophør.

BIOGRAFI

Per Aage Brandt

Professor fra 2005-2011 og derefter Professor Adjunct (en slags halvaktiv emeritus) ved Department of Cognitive Science, Case Western Reserve University (CWRU) i Cleveland, Ohio.

Uddannet mag.art. i romansk filologi i 1971 fra Københavns Universitet og Doctorat d'Etat en sémio-linguistique fra Sorbonne i 1987.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2002 til udgivelse af Almen Semiotik nr. 18. Tidsskriftet blev i 2007 i Cleveland til Journal of Cognitive Semiotics, nu blot Cognitive Semiotics.

Marianne Qvortrup Fibiger

Religionsforskeren:

“Det tog mig et helt år at komme mig over det chok.”

Lektor Marianne Qvortrup Fibiger er ekspert i hinduisme, og hun fandt hurtigt ud af, at verdensreligionen ikke er så let at blive klog på.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var… ja, det er svært at svare på, da jeg heldigvis synes, der er mange. Sådan er det nok meget inden for humanistisk forskning, da vi ikke opdager en ny behandlingsform eller en ny dna-kæde. Men nogle af de mest interessante øjeblikke er der, hvor jeg med feltarbejde og specifik empiri om hinduisme som religion har været med til at danne nye teorier. Det, synes jeg, er fantastisk. Under mit feltarbejde blandt hinduer i Mauritius kunne jeg for eksempel observere, at sekularisering med en ny forståelse af hinduismen ikke har ført til en afvikling af visse arkaiske ritualer. De er snarere blevet styrket, da de passer godt til en moderne performancekultur.

Det, der ledte op til min erkendelse, var lang tids feltarbejde og rigtig mange observationer. Jeg har efterhånden lavet feltarbejde en del steder i verden: Punjab i Nordindien, Kerala i Sydindien, Sri Lanka, Mauritius, England, Kenya og Danmark. Alle steder fokuserede jeg på den levede hinduisme. Gang på gang mødte jeg derfor en hinduisme, som jeg ikke kunne genkende fra faglitteraturen. Det siger noget om, hvor svært det er at indfange hinduisme som religion, da den ikke passer til de teoretiske forsøg på at klassificere religioner. Men det siger også noget om, at religion er et dynamisk og kontekstbestemt fænomen.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg kun havde lavet feltarbejde i Punjab, Kenya og England. Jeg troede, at jeg nu vidste nogenlunde, hvad hinduisme er som religion. Men så begyndte jeg at lave feltarbejde i Sydindien, Sri Lanka og Danmark blandt tamilske hinduer. Her stødte jeg på en helt anden form for hinduisme. Jeg tror, det tog mig et helt år at komme mig over det ”faglige chok”, som mødet med en helt ny form for hinduisme var. Det nemmeste ville selvfølgelig have været at vende det blinde øje til det, men jeg gjorde det modsatte og gjorde en dyd ud af at mit billede af hinduismen krakkelerede. Det har jeg aldrig fortrudt.

Min interesse for religionsvidenskab voksede langsomt frem på grund af min interesse for menneskelig adfærd og for historiens, samfundets og mytologiernes betydning for menneskers forståelse af verden. At det blev hinduisme skyldes nok, at jeg under mit studie blev inviteret til at lave feltarbejde i Southall i det vestlige London blandt punjabi-hinduerne der. Indtil da, troede jeg egentlig, jeg skulle specialisere mig i tibetansk buddhisme, men jeg blev hurtigt grebet af den store udfordring, som netop arbejdet med hinduisme er.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi det bidrager til at forstå religions betydning i dagens verden. Det giver indblik i, at religioner er dynamiske og tilpasses nye forhold, så de stadig giver mening for dem, som føler tilknytning til dem. Det er derfor, jeg har været særligt interesseret i at undersøge hinduisme udenfor Indien, og i hvordan østlige begreber som karma og praksisformer som yoga bliver eksporteret til Vesten og får tillagt ny betydning her. Det er jo interessant!

Jeg fik støtte fra fonden til at lave feltarbejde i Kerala og i Tamil Nadu, hvor der er en stærk śaktisme, altså gudindedyrkelse, ikke mindst blandt lægfolk. Śakti er en kvindelige guddommelig dynamisk energi, som alle gudinder besidder, men den kan også komme til udtryk igennem menneskelige medier.

Støtten fra fonden betød, at jeg fik en unik mulighed for at at afdække, hvordan gudindedyrkelse er en af de mest udbredte former for hinduisme blandt lægfolk i Sydindien – også selvom den stadig af mange indologer ikke anerkendes som en selvstændig tradition. Feltarbejdet skærpede mit forskerblik og betød for eksempel, at jeg efterfølgende gik til min forskning blandt tamilske hinduer i Danmark på en ny måde. Pludselig kunne jeg afdække mønstre omkring et særligt tamilsk gudindetempel i Danmark, som jeg ikke havde haft blik for før.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når min forskning kan nå bredt ud og bidrage til at nuancere vores forståelse af religion, dens betydning og dens nye udtryksformer. Og her er jeg så heldig at have hinduisme i samtiden som mit eksploratorium. I min optik er det den religion i verden, som bliver ved med at udfordre og skærpe ethvert forsøg på at indfange, hvad religion er.   

Lige nu undersøger jeg flere forskellige ting. Først og fremmest følger jeg de srilankansk tamilske hinduer i Danmark og undersøger hvordan deres traditioner tilpasses løbende til de danske forhold, men også er til forhandling mellem generationerne. Jeg undersøger også, hvorfor kvindelige hinduistiske guruer synes at få større og større appeal. Og så er jeg interesseret i at finde ud af, hvordan begreber og livssyn med en østlig baggrund får rodfæste i vesten, men som samtidig også ændrer sig i tilpasningen til de vestlige forhold. Denne nye ændrede form kan så følges tilbage til østen igen, da den passer godt til for eksempel et Indien under forandring med en voksende middelklasse og en øget sekularisering. Religion cirkulerer og bevæger sig med andre ord. Og jeg prøver som forsker at bevæge mig med.

BIOGRAFI

Marianne Qvortrup Fibiger

Lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

Uddannet cand.mag. i 1992 og ph.d. i 1999 med en afhandling om de srilankansk-tamilske hinduer i Danmark.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2006 i forbindelse med projektet "Shaktisme som lokalt og globalt fænomen”.

Jens Chr. Djurhuus

Urinvejsforskeren:

“Da hun så mine resultater, sagde hun, at det var jo sådan, det skulle se ud”.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor emeritus Jens Chr. Djurhuus har været med til at ændre holdningen til børn, der tisser i sengen. Nu skal de ikke længere straffes, men behandles.

Jeg har haft mindst to store Heureka-øjeblikke. Det første var før, jeg kom til Aarhus. I mit dyreeksperimentelle arbejde var jeg henvist til at arbejde med grise i modsætning til de få andre i verden, der studerede de såkaldt øvre urinveje. Mine resultater var anderledes end deres, for de arbejdede med hunde og gnavere. Jeg blev nærmest mobbet for at arbejde med grise, indtil jeg mødte Edith Bülbring i Oxford. Hun var ”moder” til al forskning i glat muskulatur og på det tidspunkt 82 år gammel. Da hun så mine resultater, sagde hun, at det var jo sådan, det skulle se ud, når der var tale om glat muskulatur. Det var først dér, jeg indså vigtigheden af modelvalg, og når det gælder grisen, at den ligner mennesket så meget. Det blev skelsættende for min karriere og for det, jeg fik etableret, efter jeg kom til Aarhus.

Det andet øjeblik var, da vi i Aarhus fik realiseret min drøm om at undersøge, hvorfor børn tisser i sengen. Jeg troede som udgangspunkt, at det var blærefunktionen, der var noget i vejen med. Men hos de børn, vi undersøgte, var blærefunktionen normal. Vi så imidlertid, at de havde en langt større urinproduktion om natten end normalt. Vi sammenlignede med børn, der ikke var sengevædere. Vi fandt en klar forskel og gik derfor i gang med at give en substitut for den manglende stigning i det hormon, der styrer den natlige sænkning af urinproduktionen. Det har skabt øget fokus på og forståelse af sengevæden verden over med radikal forbedring af børnenes situation. Der forskes fortsat, for det er selvfølgelig ikke alle børn med sengevæden, der har en stor urinproduktion. Fra én forklaring er der nu mange.

Det, der ledte op til min erkendelse, var nok en snert af serendipity.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg var alene med mine fra andre afvigende forskningsresultater.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg i 3. g havde en lærer som med stimulerende undervisning fik mig til at gå efter at blive læge. Han var én af de eneste på skolen uden doktorring, men også en af de mindst frustrerede, når det gjaldt den ”byrde”, det var at være nødsaget til at skulle undervise gymnasieelever.

Vores forskning er relevant for andre mennesker, fordi den har ændret indstillingen til børn, der tisser i sengen, fra afstraffelse, psykisk afvigelse og noget rigtige læger ikke skal beskæftige sig med til en mere diagnostisk og behandlingsorienteret tilgang.

Jeg fik støtte fra fonden til flere dele af min forskning i sengevæden, men også til andre dele af det jeg været ansvarlig for på Aarhus Universitet. Støtten betød, at vi kunne realisere mange facetter af forskningen på Institut for Klinisk Medicin.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når det engagerer og stimulerer unge til at være nysgerrige og have sans for det uventede. Og ikke mindst når man hører fra et barn og dets forældre, at nu er der tørre nætter.

Lige nu undersøger jeg sådan lidt over skulderen på andre forskere – jeg er jo emeritus – udvikling af dårlig blærefunktion. Det er forskning, der har betydning for, hvordan vi håndterer følgerne af medfødt klapdannelse i urinrøret hos drenge.

BIOGRAFI

Jens Chr. Djurhuus

Professor emeritus fra 2016 ved Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin, som han i en lang årrække også har været leder af.

Uddannet læge fra Københavns Universitet i 1970 og dr.med. samme sted i 1980.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i blandt andet 1999 til ortopædkirurgisk forskning.

Lise Bek

Kunsthistorikeren:

“Det var ikke bare provinsielt murermesterbyggeri”

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor emeritus Lise Bek fandt på en studietur til det antikke Pompeij i 1968 ud af, at de gamle romeres villaer var nøje tilrettelagte, også selvom de ikke var geometrisk stringente.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg på en studietur til det antikke Pompeii i 1968 på god romersk vis lagde mig til rette støttet på venstre albue på hæderspladsen i et havetriklinium – det er et spisearrangement med tre bænke i U-form. Derfra kunne jeg med egne øjne se, at synsindtrykket ad den skrå akse fra den asymmetriske liggende stilling 'faldt i hak' som et symmetrisk komponeret harmonisk synsbillede.

Samme resultat kunne påvises i andre af byens huse og med andre placeringer – i modtagelsesrum, ved udsigtsvinduer og lignende, hvor den optiske aksialitet og de skrå vuer gik igen i planløsningen i forskellige varianter. Det bestyrkede mig i min formodning om, at man i antikkens boligbyggeri gik ud fra den hellenistiske naturvidenskabsmand Euklids optik. De byggede altså med udgangspunkt i menneskets måde at se på, som man dengang opfattede den, og ikke ud fra den euklidiske geometri, der blev normal fra renæssancen og frem.

Geometrien repræsenterede i sin statiske harmoni det fuldkomne, det evige. Den fik derfor en næsten guddommelig status som forbeholdt guderne og deres templer. Optikken derimod stod med sin afhængighed af det menneskelige syn for den timelige verden i al dens flygtighed.

Det var denne dobbelthed i arkitekturen og den arkitektoniske planlægning, som man i renæssancen gjorde op med i sin menneskeliggørelse af geometrien eller, om man vil, sin guddommeliggørelse af mennesket som fremlagt i min disputats.

Det, der ledte op til min erkendelse, var min undren over, at det almindelige romerske hus – med dets nøje gennemtænkte indretning ud fra både funktion, indeklima og æstetik gerne parret med en sofistikeret udsmykning – skulle være simpelt provinsielt 'murmesterbyggeri', som man tidligere hævdede på grund af husenes skæve linier og vinkler. Faktisk blev der tværtimod bygget ud fra et langt mere avanceret arkitektonisk princip end det geometriske. Da facaden havde forret for grundplanen, måtte den færdige bygnings virkning som synsbillede nemlig tænkes med lige fra skitsestadiet.

Jeg følte mig mest på vildspor, da jeg dengang forsøgte at underbygge min opdagelse, fordi der ikke var megen litteratur og kun få undersøgelser om emnet. Derudover fandtes der ingen brugbare kunsthistoriske metoder til at analysere af mit materiale. Jeg var derfor henvist til at arbejde tværfagligt, hvad jeg også sidenhen har haft stort udbytte af.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag allerede efter afslutningen af gymnasiet og et højskoleophold i 1956, da jeg immatrikulerede mig ved det nyoprettede Institut for Kunsthistorie på Aarhus Universitet.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den visuelle kunst i form af arkitektur og billeder udgør en væsentlig del af rammerne for menneskets daglige tilværelse. Og fordi det samtidigt er i kunsten, at vores måde at se og opfatte, forstå og fortolke virkeligheden på spejles i rensleben form. Det er gennem kunsten, vi kan finde os selv og orientere os i vores omverden, sådan som jeg har søgt at argumentere for i mine senere arbejder.

Jeg fik støtte fra fonden til blandt andet udgivelsen af bogen Virkeligheden i kunstens spejl i 1985-88, den omarbejdede engelske udgave Reality in the Mirror of Art i 2003 og til bogen Måltidet som stilleben: Fra offergave til fastfoodobjekt i 2018. Derudover til afholdelse og publicering af resultaterne fra flere af de tværfaglige Sandbjergseminarer for arkitekter, byplanlæggere og humanister i samarbejde med blandt andre landets arkitektskoler.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne foretage de nødvendige rejser i forbindelse med opsøgning, besigtigelse og bearbejdning af det materiale, der knyttede sig til de forskellige projekter – og at udgivelsen af mine resultater har kunnet fremtræde med et kunsthistorisk passende udstyr.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når resultaterne kan tjene ikke-fagfolk som øjenåbner for kunsten og dens betydning både for den enkelte og for samfundet. Men også når fagfolk kan bruge mine resultater som forskningsmæssigt eller praktisk arbejdsredskab, for eksempel da man efter jordskælvet i Pompeii i 1987 inddrog min teori om Euklids optik og de derved fremkomne skrå vuer i det romerske boligbyggeri som del af grundlaget for restaureringsarbejdet.

Lige nu undersøger jeg forholdet mellem Dantes Guddommelige Komedie og den visuelle kunst især med fokus på syns- og rum-relationerne samt på figurgestaltning og -samspil. Her står Dante med sit berømte værk som en overgangsskikkelse mellem den ældre syns- og tænkemåde i middelalderen og renæssancen og så den moderne tids både at se og tænke på. Samtidig er Dante også en evigt aktuel inspirationskilde, og mit bidrag skal være med til at markere hans 700-års dødsdag i 2021.

BIOGRAFI

Lise Bek

Professor emeritus i kunsthistorie på Aarhus Universitet.

Uddannet mag.art. fra Aarhus Universitet i 1966 og dr.phil. fra Københavns Universitet i 1980.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond blandt andet i 1978 til fotoudstillingen 'Kunst på klipper’ i Aarhus Universitets vandrehal om tidligt-kristne kirker i Armenien som optakt til et internationalt tværfagligt seminar om armenisk kirkekunst og teologi.

Johan Fjord Jensen

Per Dahl om Johan Fjord Jensen:                         

“Han var en eksistentielt engageret systemkritiker og en fantasifuld utopiker."

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor Johan Fjord Jensen (1928-2005) åbnede i 1980’erne de snævre litterære studier for omverdenen, fortæller lektor emeritus Per Dahl her om sin gamle kollega fra litteraturhistorie.

Fjords Heureka-øjeblik var nok, da han i løbet af 1960’erne med stor gennemslagskraft fik åbnet de dengang meget snævre og filologisk funderede litterære studier. Det gjorde han dels ved at introducere og systematisere anglo-amerikansk nykritik, dels ved at reflektere litteraturforskningen ind i den uddannelsespolitiske debat. Begge dele blev i de følgende år fulgt op af ideologikritiske analyser.

Det arbejde, der ledte op til hans erkendelse og initiativ, finder man i essaysamlingen Homo manipulatus fra 1966, der rummer analyser af den kulturradikale tradition. I den forbindelse udfoldes en af Fjords første myteanalyser. Dens meget karakteristiske pointe bestod i ikke kun at aflæse en reklame, men samtidig at fokusere på den sociale kontekst, som reklamen fungerer i, og som åbner mulighed for manipulation.

Her ligger kimen til de store, banebrydende kollektive projekter, som Fjord blev den organiserende og analytisk drivende kraft i. Det drejede sig i første omgang om triviallitteratur som ugebladet Søndags-B.T. og tegneserier. I stor skala blev det foldet ud i den ni bind store Dansk litteraturhistorie, der udkom 1983-85 og siden i yderligere to udgaver. Ni bind på tre år var en litteraturpolitisk triumf. Fjord engagerede sig også i oprettelsen af tidsskriftet Kritik sammen med Aage Henriksen og universitetspolitisk i etableringen af humanistisk videnskabsteori, basisuddannelser, tværfag og Jysk Åbent Universitet.

Nok var Fjord en eksistentielt engageret systemkritiker og fantasifuld utopiker, men de træk rummede en konstruktiv dobbelthed, en vilje til ”at leve under betingelser, vi samtidig søger at komme fri af”, som han formulerede det.

Mest på vildspor må han have følt sig i de første studieår. Oprindelig indskrev han sig (i 1948) på historie og oldtidskundskab, skiftede så til danskstudiet, men opgav og blev militærnægter i to år, nu med planer om nationaløkonomiske studier. Dem opgav han også og vendte med fornyet litterær læselyst tilbage til danskfaget, men forlod det endnu engang, nu til fordel for almindelig og sammenlignende litteratur, som litteraturhistorie hed på det tidspunkt. Han sluttede af med en afhandling om Turgenjev, der blev honoreret med universitetets guldmedalje og udgivet i 1961. Den slog med ét Fjords navn fast som litterær analytiker, metodiker og systematiker og er stadig et hovedværk inden for komparativ litteraturforskning.

Det værk af Fjord, der er nået bredest ud, er dog nok Livsbuen fra 1993. Bogen drejer sig om voksenpsykologi og livsaldre, ikke mindst den tredje alder og de muligheder, der åbner sig for de seniorer, der i bedste fald har både helbred, energi, nysgerrighed og ressourcer til at iværksætte og udfolde, hvad de gerne vil.

Da Fjord blev professor i litteraturhistorie i 1974, var en af udfordringerne at videreføre det Brandes-arkiv, der hang tæt sammen med oprettelsen af faget Almindelig og sammenlignende litteratur ved Aarhus Universitet i 1939. Her havde Paul Krüger gennem mange år opbygget et omfattende Brandes-arkiv, men ved hans død i 1965 gik arbejdet i stå. Takket være støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd og Aarhus Universitets Forskningsfond blev det i begyndelsen af 1980’erne reorganiseret og har siden været en afgørende ressource for næsten al senere Brandes-forskning, senest i forbindelse med den digitale udgivelse af Brandes’ Hovedstrømninger i 2019.

BIOGRAFI

Johan Fjord Jensen (1928-2005)

Professor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet 1974-92 og æresdoktor ved universiteterne i Bergen og Minneapolis.

Uddannet magister i 1959.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1981 til udarbejdelse og udgivelse af Georg Brandes-bibliografi (sammen med Per Dahl).

Ellen Margrethe Basse

Professor Ellen Margrethe Basse forsker i miljøret. Det startede med 3.000 ankenævnsafgørelser og købet af Juridisk Instituts første computer i 1984.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var da jeg i 1980’erne på et solidt empirisk grundlag kunne afdække og forklare, hvordan politikerne – i et samarbejde med interesseorganisationer og embedsmænd – gennem regler for sammensætningen af klageorganer styrer den administrative praksis i forskellige retninger.

Det, der ledte op til min erkendelse af de offentlige klagesystemers konkrete betydning, var da jeg inddrog forskellige politologiske teorier i min retsvidenskabelige analyse. Jeg undersøgte de afgørelser, der var truffet af ét og samme ankenævn – med forskellig sammensætning af medlemmerne – inden for 11 forskellige lovområder.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg havde læst de godt 3.000 afgørelser, der var truffet af Miljøankenævnet, der var sammensat forskelligt fra lovområde til lovområde. Jeg kunne nemlig ikke umiddelbart forklare forskellene i afgørelserne med udgangspunkt alene i den traditionelle måde at se retssystemet på.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med forskning i miljøret, da jeg fik indblik i den kompleksitet og inkonsistens, der præger den omfattende miljølovgivning og -praksis.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi klima-, energi- og miljølovgivning og praksis meget konkret vedrører alle: Nye loves indretning, som den fastlægges internationalt, regionalt eller i EU og Danmark, kan nemlig være helt afgørende for at sikre beskyttelse af biodiversitet, klimabalancen, ren luft og vandkvalitet, ordentlige fødevarer og så videre – både for nulevende og fremtidige generationer. 

Jeg fik støtte fra fonden i 1984 til at købe den første computer på Juridisk Institut. Instituttet havde allerede anskaffet sig den til undervisningsbrug for 70.000 kr., hvilket var mange penge i 1980'erne. Men for at jeg måtte bruge den til min forskning, skulle jeg skaffe nogle eksterne midler, som fonden så hjalp med. I 1999 fik jeg støtte til at afvikle ét af mange nordiske forskeruddannelseskurser, og i 2016 fik jeg støtte til at invitere en gæsteforsker fra Political Science Department, University of Northern British Columbia, Canada til et ophold ved Juridisk Institut.

Støtten fra fonden betød, at jeg med den computer, jeg fik støtte til at købe i 1984, kunne kategorisere og analysere mere end 3.000 ankenævnsafgørelser. Den støtte, der blev givet i 1999 til afholdelse af nordiske ph.d.-kurser for miljøretlige forskere, medvirkede til, at vi fik etableret et nordisk miljøretlig forskernetværk, der senere er blevet udviklet til et europæisk netværk. Støtten til gæsteforskeropholdet i 2016 gjorde det muligt at skrive en interdisciplinær, internationalt publiceret artikel om den manglende åbenhed, der karakteriserer beslutningerne om uranindvinding i Grønland.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når nogle af mine tidligere ph.d.-studerende og kandidat-studerende vælger en universitetskarriere inden for det miljøretlige område eller vælger en karriere, hvor de i praksis arbejder med miljøretlige opgaver.

Lige nu undersøger jeg miljølovgivningens udvikling og indhold på internationalt, EU- og nationalt niveau. Blandt andet ser jeg på det samspil, som EU-Domstolen bidrager til at sikre. Digitaliseringens betydning for miljørettens udvikling er et andet helt centralt forskningsfelt.

BIOGRAFI

Ellen Margrethe Basse

Professor i miljøret ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet

Uddannet cand.jur., dr.jur. og jur.dr.(h.c.)

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1984 til indkøb af computer til Juridisk Institut og i 1999 til udvikling af forskeruddannelseskursus samt i 2016 til en gæsteforskers ophold.

Johannes Sløk

Ole Morsing om Johannes Sløk:

“Han blev lærling på en fabrik, men det kunne han umuligt gøre til sit livsindhold."

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor Johannes Sløk (1916-2001) var i lære på en fabrik for elektriske artikler, før han blev en af vores største teologiske tænkere. Det fortæller lektor emeritus i idéhistorie Ole Morsing, der er forfatter til bogen "Løgstrup og Sløk”.

Hans største Heureka-øjeblik var nok, da han som 15-16-årig på et ferieophold hos en lægefamilie fik stukket Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger i hånden. Sløk skriver selv i sine såkaldte erindringsforskydninger Mig og Godot, at hans læsning indtil da havde været de sædvanlige “tju-bang-romaner”, men at mødet med Kierkegaard var en vækkelse for ham.

Det arbejde, der ledte op til erkendelsen, var ferieopholdet hos lægefamilien, som var lidenskabeligt optaget af alt åndeligt, og som til Sløks undren havde kastet sin kærlighed på ham. Det fik “en større betydning for min livsskæbne end noget andet menneske”, skrev han i sin erindringsbog.

Han må have følt sig mest på vildspor, dengang han først skulle i lære i en manufakturforretning og efter prøvetiden nægtede at underskrive lærekontrakten. Dernæst blev han lærling på en fabrik for elektriske artikler, som han med egne ord umuligt kunne gøre til sit livsindhold. Og han var ganske ærlig om, at han åbenbart bare ikke duede til det praktiske arbejde.

Han blev for alvor bidt af sit fag, da han dykkede ned i Kierkegaards tanker og senere også andre af eksistensfilosofferne. Han skrev selv, at ”denne første, glubske indtrængen i de filosofiske dimensioner blev af afgørende betydning for alt, hvad jeg siden foretog mig”.

Han fik støtte fra fonden til udgivelse af en bog om Søren Kierkegaard. Støtten betød, at han kunne få oversat og udgivet bogen Die Anthropologie Kierkegaards på forlaget Rosenkilde og Bagger i 1954.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, da han besluttede, at han ville være sig selv, og ikke lade andre få indflydelse på sit arbejde: ”Jeg kunne holde dem alle sammen borte ved ironi og dobbelttydighed og sort tale og en tilstrækkelig arrogant optræden. Det, jeg havde for, var alt for betydningsfuldt, til at jeg skulle lade en hvilken som helst landevejsrøver gøre indhug i det”. Sløks trang til at ville selv og tænke selv, definerede hele hans virke.

BIOGRAFI

Johannes Sløk (1916-2001)

Professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet

Uddannet cand.theol. i 1941 og dr.theol. i 1947

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1952 til udarbejdelse af et værk om Søren Kierkegaards filosofi

Bodil Marie Stavning Thomsen

Professor (MSO) Bodil Marie Stavning Thomsen forsker blandt andet i films audiovisuelle udtryk. Både uskarpe billeder og støj spiller en større rolle for vores oplevelse, end man skulle tro.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg i 2008 arbejdede på tværs af medier med ’det signaletiske materiale’. Det er et begreb, der dækker over den del af medieudtrykket, der gør publikum opmærksom på materialiteten i film, tv, og digitale medier og teknologier. Med det ’signaletiske materiale’ kunne jeg forbinde former for æstetisk-etisk sansning og tænkning på tværs. Jeg fokuserede på det ekspressive i uskarpe billeder og forskellige former for støj. Dermed kunne jeg bidrage med analyser af, hvordan såkaldte haptiske audiovisuelle former udvider tegnteorien på væsentlige punkter. Det lagde grunden til mit arbejde med flere bogprojekter og til mit nuværende forskningsprojekt ’Affects, Interfaces, Events’.

Det, der ledte op til min erkendelse, var da jeg i 1980’erne læste Gilles Deleuzes filmbøger. Han erstattede repræsentative og stilistiske analyser af medier og kunstarter med filosofiske læsninger af, hvordan vore sansninger kan knytte an til en kvalitativ tidsbevidsthed. Den erkendelse inspirerede mig til forskningsprojektet ’Realitet, realisme, det Reelle i visuel optik’, som jeg var leder af i 1999-2002. Her arbejdede syv forskere med nye former for realisme og jeg arbejdede især med haptiske billeder i elektroniske og digitale medier. Her indledte jeg analyserne af, hvordan Lars von Triers film påvirker vore erkendelsesevne direkte og sanseligt – det, man med et fagudtryk kalder affektivt

Jeg følte mig mest på vildspor midt i 1990’erne, da jeg endnu ikke var fastansat og hvor det akademiske miljø endnu ikke anerkendte æstetiske og filosofiske kulturanalyser på tværs af medier og kunstarter.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg var godt i gang med specialet, der blev afleveret i 1982. Det var en billedæstetisk undersøgelse af en gruppeudstilling på Aarhus Kunstmuseum. Det fik mig et par år senere til at søge et kandidatstipendium om mode og modernitet, der så på moden som et visuelt medie, der krævede en æstetisk-kulturel analyse. Projektet udvidede de stilhistoriske analyser af moden og medførte stor foredragsvirksomhed, for der var mange, der var interesserede i at forstå moden på en ny måde.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den på tværs af kulturelle fænomener kan vise, hvordan medier skabes og formes i og gennem kulturer. Og hvordan kulturer påvirkes og forandrer sig gennem medier. Det er vigtigt for enhver med viden om, hvordan visuelle og audiovisuelle former såsom mode og film eksempelvis spiller med i vores dages sociale medier.

Jeg fik støtte fra fonden til udgivelsen af Filmdivaer: Stjernens figur i Hollywoods melodrama 1920-40 i 1997, men også senere har jeg fået støtte til udgivelser, blandt andet af Lars von Triers fornyelse af filmen 1984-2014: Signal, pixel, diagram i 2016. Støtten fra fonden betød, at bøgerne kunne blive udgivet i en akademisk form, der også var pædagogisk og illustreret med billeder.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg kan se, at mine analyser og mine perspektiver bliver brugt og citeret af andre. Det er en fornøjelse at blive anvendt som bedømmer af afhandlinger og i ansættelser i ind- og udland og at få faglig respons på konferencer og i andre faglige sammenhænge. Men det allerbedste er, når studerende finder inspiration til deres egne analyser.

Lige nu undersøger jeg, hvordan det digitale interface fungerer i kulturen, og hvordan det påvirker såvel kommunikation som kunstneriske former affektivt. Det drejer sig ikke alene om, hvordan interfaces f.eks. i sociale medier tager del i mediebegivenheder eller hvordan interface-medier forandrer demokratiske strukturer. Det drejer sig også om at forstå, hvordan interfacets intensivering af det affektive niveau kan skabe begivenheder og kulturelle forbindelser på tværs af tid og rum. 

 

BIOGRAFI

Bodil Marie Stavning Thomsen

Professor (MSO) i kultur og medier ved nordisk på Aarhus Universitet

Uddannet cand.phil. i dansk 1982 og ph.d. i kulturstudier 1994.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond til udgivelse af blandt andet Filmdivaer: Stjernens figur i Hollywoods melodrama 1920-40 i 1997 og Lars von Triers fornyelse af filmen 1984-2014: Signal, pixel, diagram i 2016.