75 år i videnskabens tjeneste

Julia Nafziger

Adfærdsøkonomen:

“De fleste af os slås med selvkontrolproblemer eller begrænset opmærksomhed.”

Professor Julia Nafziger forsker i adfærdsøkonomi og har fundet ud af, at nogle af vores adfærdsbias er gode – fordi de holder andre adfærdsbias i skak.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg blev klar over, at visse adfærdsbias, der hver for sig anses som negative, faktisk kan være fordelagtige at have for mennesker, fordi de modvirker andre negative adfærdsbias. Specifikt fandt jeg ud af, at den adfærdsbias, man kalder ”mental accounting” – som handler om, at man deler beslutningsproblemer op i små dele i stedet for at optimere over det hele – faktisk kan være fordelagtig, fordi den modvirker adfærdsbias såsom selvkontrolproblemer.

Det, der ledte op til min erkendelse, var da jeg kunne påvise med et matematisk bevis, at min intuition var korrekt. Dermed kom jeg til at se på den del af adfærdsøkonomi, jeg undersøgte, på en ny måde.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg havde et interessant forskningsspørgsmål, men ikke kunne finde en økonomisk model, som var passende i forhold til at undersøge det.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for økonomi, da det gik op for mig, hvor brede anvendelser økonomisk teori har. Især adfærdsøkonomi tillader mig at arbejde tværfagligt indenfor mange forskellige emner i samfundsvidenskaben.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi de fleste af os slås med behavioral biases, såsom selvkontrolproblemer eller begrænset opmærksomhed. Jeg forsøger at finde ud af, hvilke værktøjer (for eksempel nudging og selvkontrolstrategier) man kan bruge til at modvirke disse behavioral biases.

Jeg fik støtte fra fonden til at undersøge sammenhængene mellem adfærdsmønstre blandt studerende (for eksempel frafald og internetsurfing), deres selvkontrolstrategier (blandt andet målsætning og ”mental accounting”) og deres personlige egenskaber (risikopræferencer og visse behavioral biases).

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne gennemføre en stor spørgeskemaundersøgelse og et eksperiment samt knytte resultaterne til data fra Aarhus BSS. Derudover kunne jeg bygge videre på forskningen og starte tre store, nye projekter med fokus at mindske frafald på universitetet, klæde unge mennesker bedre på til at tage en uddannelse og til at fremme deres interesse for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering og Mathematics).

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når det måske kan blive en lille brik i at finde løsninger til samfundsmæssige problemer, og når jeg publicerer mit arbejde i ansete tidsskrifter.

Lige nu undersøger jeg, hvordan man designer “nudges” i komplekse miljøer, hvor forbrugerne har begrænset opmærksomhed.

BIOGRAFI

Julia Nafziger

Professor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet.

Uddannet MSc fra München Universitet i 2014 og ph.d. fra Bonn Universitet i 2017.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2011 til AU IDEAS-projektet “What makes a student successful? A large-scale experimental investigation of behavioral correlates”

Lotte Bøgh Andersen

Samfundsforskeren:

“Ledere ser ofte sig selv anderledes, end medarbejderne gør.”

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor Lotte Bøgh Andersen forsker i ledelse på statskundskab, og hun har fundet ud af, at lederudvikling virker bedre, end man umiddelbart skulle tro.

Mit største Heureka-øjeblik var, da vi fandt ud af, at lederudvikling virker. Vi havde lavet et stort felteksperiment, der hed LEAP. Eksperimentet viste, at medarbejderne i de tre forsøgsgrupper faktisk var kommet til at se deres ledere som mere aktive indenfor netop de former for ledelse, som vi havde trænet lederne i. Det lyder måske indlysende, at medarbejderne skal kunne se, at deres ledere agerer anderledes – mere aktivt – efter et lederkursus. Men det giver ikke sig selv i en virkelighed, hvor der ofte er stor forskel på, hvordan lederne opfatter sig selv, og hvordan medarbejderne opfatter dem.

Det, der ledte op til min erkendelse, var et stort forskningsprojekt med over 500 offentlige og private ledere og deres mange medarbejdere. Sammen med en gruppe dygtige kolleger havde jeg designet og gennemført tre forskellige typer ledelsestræning. Bagefter sammenlignede vi med en kontrolgruppe, hvor ledere og medarbejdere blev fulgt på samme måde som i de tre ledelsesudviklingsgrupper. Vi havde selvfølgelig trukket lod blandt lederne om, hvem der skulle i de enkelte grupper.

Jeg følte mig mest på vildspor, da mit første konference-abstract blev afvist i 2001. Dengang vidste jeg ikke, at nogle workshops til den slags konferencer var en lukket klub af ældre, mandlige forskere. De accepterede blot hinandens abstracts og bekræftede hinanden. Det er heldigvis blevet meget bedre de seneste ti år. Og jeg gør selv mit bedste for at give unge forskere en chance – også selvom de endnu ikke mestrer det hele.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med forskning i ledelse, da jeg så mine første resultater på folkeskoleområdet. Jeg kunne se, at god ledelse har betydning for den værdi, der bliver skabt for borgerne i vores samfund. Det var i 2004, da jeg lavede en analyse af relationen mellem kommuner og lærerkredse og betydningen heraf for elevernes afgangsprøvekarakterer.

Min forskning er netop relevant for andre mennesker, fordi jeg sammen med mine kolleger forsøger at finde frem til, hvad der virker indenfor ledelse. ”Virker” i den forstand, at det i første omfang fører til mere motiverede medarbejdere og derefter til bedre resultater i offentlige og private organisationer.

Jeg fik en ph.d.-pris fra Aarhus Universitets Forskningsfond for min afhandling i 2005, hvor jeg præsenterede de første af mine resultater indenfor ledelsesområdet, hvor jeg stadig arbejder i dag.

Støtten fra fonden betød, at jeg selv fik blik for, at jeg faktisk kunne lykkes med min forskning. Jeg tror også, at prisen medvirkede til, at jeg i 2006 lykkedes med at blive projektleder på den første bevilling fra Forskningsrådet for Samfund og Erhverv. Det er vigtigt at kunne skaffe finansiering til at kunne lave forskning, der faktisk flytter noget og bliver delt med det omgivende samfund.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når lederne i offentlige og private organisationer faktisk kan bruge det, som vi sammen har fundet frem til. Jeg laver mere og mere af min forskning i et aktivt samspil med virkelighedens ledere og medarbejdere, og på det nyligt afholdte MatchPoints Seminar om ledelse kunne vi se, hvordan den nye viden bliver brugt i mange forskellige sammenhænge. Det er godt at se vores forskning blive omsat til konkret handling.

Lige nu undersøger jeg, hvordan offentlige organisationer bliver bedre til at nå deres målsætninger. Sammen med andre forskere fra Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse ser jeg på forskellige typer ledelse: datainformeret ledelse, distribueret ledelse, faglig ledelse, visionsledelse og anerkendelse. Og så undersøger vi, hvordan de spiller sammen på en måde, der sikrer bedre målopfyldelse i det offentlige.

BIOGRAFI

Lotte Bøgh Andersen

Professor og leder af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Uddannet cand.scient.pol. i 2000 og ph.d. i statskundskab i 2005.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i form af ph.d.-prisen i 2005 for bedste afhandling på hovedområdet.

Hans Jørgen Schanz

Idéhistorikeren:

“Jeg lader det simpelthen svømme.”

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor emeritus Hans-Jørgen Schanz lader tiden arbejde for sig, når han skal i gang med at tænke nye tanker om samfundets presserende problemstillinger.

Jeg har ikke egentlig haft nogen heureka-oplevelse. Min forskning er humanistisk. Men jeg har ofte haft oplevelsen af, at jeg er lykkedes med at argumentere for et nyt blik på en problematik. Og herunder vise og demonstrere det frugtbare ved dette blik.

Jeg har ikke haft en oplevelse af radikalt at være på vildspor i mit forskervirke. Før jeg systematisk går i gang med at løse en opgave, som jeg næsten altid stiller mig selv og ikke får stillet af andre, lader jeg en rum tid gå med at tænke og forsøge at få indfald i alle mulige retninger. Jeg lader det simpelthen svømme. Som regel begynder der at aftegne sig nogle konturer, og så går jeg i gang. Hvis starten har været frugtbar viser det sig ved, at indfaldene nu får en retning.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag allerede i 1967, da jeg begyndte på idéhistorie. Det var jeg overbevist om, fordi jeg håbede og regnede med, at det kunne rumme et bredt spektrum af intellektuelle og akademiske problemstillinger – ofte på tværs af de store nedtrådte veje.

Jeg har en forventning om, at min forskning er relevant for en del mennesker, både akademikere og alment nysgerrige. Jeg holder mange foredrag i alle mulige sammenhænge, fra universiteter til folkelige forsamlinger, og der kommer ofte mange mennesker. Derudover har jeg efterhånden udgivet lige omkring 50 bøger og over 500 artikler. Jeg tror, at relevansen må skyldes, at jeg som regel rammer et eller andet i tiden, som råber på en afklaring – eller i det mindste en oplysning.

Gennem årene har jeg fået støtte til mange af mine bøger gennem Forskningsfonden. Sidst var det til bogen ”Ånd”, der udkom i 2017.

Støtten betød, dels – i de tilfælde, hvor emnet var snævert – at bøgerne overhovedet kunne udgives. Dels gjorde det, at prisen på bøgerne blev sådan, at både forlagene og læserne havde en chance for at være med.

Jeg er mest stolt af mit arbejde, når jeg selv er meget tilfreds med det, men naturligvis også, når det har resonans i offentligheden og er med til at sætte nye tanker i gang.

Lige nu er jeg ved at arbejde på, ja faktisk afslutte, en bog, der får titlen Menneskene og alt andet. Det er et forsøg på at rekonstruere, hvordan mennesker siden antikken og frem til i dag har opfattet sig selv både som forskellige fra alt andet levende, men også som forbundet med det hele.

Jeg forsøger at belyse, hvordan menneskeetniciteten har set sig selv som forskellig fra alt andet, hvordan har man opfattet individueringen og hvordan de to problemstillinger er indlejret i vores natur og kulturhistorie.

BIOGRAFI

Hans-Jørgen Schanz

Professor i idéhistorie på Aarhus Universitet fra 1992 og emeritus siden 2018.

Mag.art. i idéhistorie i 1973 og dr.phil. i 1981.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond, blandt andet i 2002 til oversættelse af et fransk essay. Fik senest støtte i 2017.

Vibeke Lehmann Nielsen

Forvaltningsforskeren:

“At føle sig på vildspor er en del af det at erkende.”

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor Vibeke Lehmann Nielsen forsker i offentlig forvaltning og vil gerne være med til at sætte et kritisk blik på den måde, vi indretter vores samfund på.

Mit største Heureka-øjeblik var, set i bagspejlet, nok dengang, det under mit ph.d.-projekt gik op for mig, at når fagfæller var kritiske over for mine ideer og argumenter, var det ikke nødvendigvis fordi ideerne var helt hen i skoven. Jeg havde blot ikke argumenteret godt nok for dem. Troen på egne ideer og argumenter kombineret med viljen til at anstrenge sig for at gøre dem tydelige er vigtige følgesvende i forskning. Men at være forsker er jo en livslang lærings- og erkendelsesproces, og man står selv for egen læring. Så på mange måder er arbejdsdagene fyldt med små og forhåbentlig indimellem knapt så små Heureka-øjeblikke.

Det, der ledte op til min erkendelse, var en gentagende kritik fra mine vejledere og fagfæller i forhold til et grundlæggende argument i min ph.d-afhandling. En kritik som jeg simpelthen ikke kunne følge.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang, ja, pyha… det gør man da ofte som forsker. Det er en del af erkendelsesprocessen. Som menneske føler jeg mig mest på vildspor, når der ligger så mange arbejdsopgaver på mit bord, at jeg kun føler, at jeg når at røre lidt i en gryde her og lidt i en gryde der, og ikke har tid til at fordybe mig og gøre tingene ordentligt. Så forsøger jeg at ”stjæle” mig lidt tid til fordybelse ved at prioritere hjemmearbejdsdage, hvor jeg lukker alt andet end et enkelt projekt – for eksempel artikelskrivning – helt ude.

Jeg vidste, jeg ville være forsker, da jeg mellem kandidatgrad og ph.d.-stipendium arbejdede to år ”ude i virkeligheden” og savnede tid til fordybelse, friheden til selv at vælge, hvad jeg ville undersøge og hvordan. Det gav mig simpelthen ro i krop og sjæl at træde ind bag Instituttets gule mure igen.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den forhåbentlig kan bidrage til at sætte et kritisk blik på den måde, vi indretter samfundet på – og pege på potentielle løsninger.

Jeg fik støtte fra fonden adskillige gange til både kortere og længere ”forskningshi” i Møllehuset.

Støtten fra fonden betød, at jeg helt uforstyrret – og i skønne omgivelser – kunne nyde at være i arbejdsflow.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når praktikere kan nikke genkendende til og bliver beriget af mine forskningsresultater. Og når studerende gennem vejledning får ”erkendelsens julelys i øjnene” og føler glæde ved deres arbejde.

Lige nu undersøger jeg variationer i borgeres adfærd overfor forskellige offentlige myndigheder samt Statsforvaltningens interaktion med mødre og fædre i samværssager.

BIOGRAFI

Vibeke Lehmann Nielsen

Professor i Offentlig Forvaltning ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Uddannet cand.scient.pol. og ph.d.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond blandt andet i 2011 til et forskningsophold i Møllehuset.

Per Aage Brandt

Semiotikeren:

“Nej, jeg kom ikke til at læne mig tilbage.”

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor Per Aage Brandt er en af verdens førende forskere inden for semiotikken. Men først skulle faget defineres, og det tog sin tid.

Mit største Heureka-øjeblik var nok opdagelsen af modal-semantikkens fundamentale rolle i vores betydningsdannelse. Lad mig forklare: modalitet er det, vi mener, når vi for eksempel taler om mulighed eller umulighed; når vi siger, at vi skal, , bør, kan gøre noget eller lade være. Uden den slags kan kommunikation og tænkning slet ikke lade sig gøre. De nye modeller og anvendelser i tekstanalyse, semiotik og lingvistik førte så til det nye forskningsparadigme dynamisk semiotik. Det blev indgangen til vores grundforskningscenter 1993-98 ved Aarhus Universitet og derefter til semiotikuddannelsen.

Det, der ledte op til min erkendelse, var den intense teoriudvikling i strukturalistiske og semiotiske kredse siden 1960’erne i Danmark og overalt i Europa. Dertil kom opblomstringen af kognitiv forskning i semantikken, som inviterede til samarbejde om de nye måder at forstå sproget på, for eksempel i analysen af metaforer og mentale rum. Den såkaldte Aarhusmodel for semiotisk-kognitiv blending af mentale rum stammer fra dette samarbejde. I samme farvand sejlede også nye modeller for diegese, udsigelse, stemmatisk grammatik (emnet for min ph.d.-afhandling), og senest en økologisk baseret socio-semiotik, der igen medfører en ny tegnteori. Udviklingen fortsætter.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang min første disputats med den dystre titel Sandheden, sætningen og døden blev afvist. Hvis man ikke kunne følge mine ret ligefremme korematiske analyser af forholdet mellem steder, kræfter, fortællinger, subjekter og diskurs, hvordan skulle det så videre kunne gå? Det gik dog ganske godt, takket være entusiasmen på mit kære sprogfag, spansk, og derefter det fænomenale arbejdsmiljø på Center for Kulturforskning, hvorefter semiotikken fik sit eget sted, i himlen på Trøjborgkompleksets øverste etage. 

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da det blev klart, at jeg ikke skulle være komponist, som jeg først mente. Tænk at kunne læne sig tilbage, mens andre mennesker spiller ens musik, så man ikke behøver øve sig! Men nej, jeg kom ikke til at læne mig tilbage. Det blev snarere noget med “krum hals”, som man siger. Men faget skulle i øvrigt først defineres, og det blev en lang proces.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi (eller hvis) den skaber nye erkendelser. Det er kun det, det hele går ud på, og man ved aldrig, om det lykkes. Semiotik er jo forskning i betydningsdannelse, en slags humanistisk grundforskning, og hvis en sådan ny erkendelse kan gøre humaniora mere indsigtsfuld, fornuftig, kritisk og konstruktiv som deltager i det sociale liv, så hvorfor ikke? Desuden er semiotik helt vildt spændende.

Jeg fik støtte fra fonden til at publicere arbejder inden for et område, der på det tidspunkt ikke havde over de nødvendige tidsskrifter, fordi det længe blev opfattet som meget nørdet og specielt. Det er stadig lidt specielt, men de fleste humanister i Danmark ved nu, hvad semiotik er, sådan cirka.

Støtten fra fonden betød, at tidsskriftet kunne udkomme og derefter vokse sig stort internationalt. I dag hedder det Cognitive Semiotics, stadig med Aarhus Universitet i redaktionen.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når noget af det, jeg håbede på, lykkes, indløser alle medvirkendes forventninger, bliver nogenlunde forstået og indgår i en større sammenhæng. Sådan er det dog langtfra hele tiden.

Lige nu undersøger jeg, hvordan man kan sammentænke basal økologisk socialstruktur, tegn og betydning, sprogets grundstrukturer og den menneskelige psykes indretning. Det er et stort brød at lægge op på et enkelt bord, men mit arbejdsbord er så solidt, at man roligt kan hoppe og danse på det. Det værste er næsten det filosofiske forarbejde. Dét er hårdt og svært og skal gøres forfra uden ophør.

BIOGRAFI

Per Aage Brandt

Professor fra 2005-2011 og derefter Professor Adjunct (en slags halvaktiv emeritus) ved Department of Cognitive Science, Case Western Reserve University (CWRU) i Cleveland, Ohio.

Uddannet mag.art. i romansk filologi i 1971 fra Københavns Universitet og Doctorat d'Etat en sémio-linguistique fra Sorbonne i 1987.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2002 til udgivelse af Almen Semiotik nr. 18. Tidsskriftet blev i 2007 i Cleveland til Journal of Cognitive Semiotics, nu blot Cognitive Semiotics.

Marianne Qvortrup Fibiger

Religionsforskeren:

“Det tog mig et helt år at komme mig over det chok.”

Lektor Marianne Qvortrup Fibiger er ekspert i hinduisme, og hun fandt hurtigt ud af, at verdensreligionen ikke er så let at blive klog på.

Mit største Heureka-øjeblik var… ja, det er svært at svare på, da jeg heldigvis synes, der er mange. Sådan er det nok meget inden for humanistisk forskning, da vi ikke opdager en ny behandlingsform eller en ny dna-kæde. Men nogle af de mest interessante øjeblikke er der, hvor jeg med feltarbejde og specifik empiri om hinduisme som religion har været med til at danne nye teorier. Det, synes jeg, er fantastisk. Under mit feltarbejde blandt hinduer i Mauritius kunne jeg for eksempel observere, at sekularisering med en ny forståelse af hinduismen ikke har ført til en afvikling af visse arkaiske ritualer. De er snarere blevet styrket, da de passer godt til en moderne performancekultur.

Det, der ledte op til min erkendelse, var lang tids feltarbejde og rigtig mange observationer. Jeg har efterhånden lavet feltarbejde en del steder i verden: Punjab i Nordindien, Kerala i Sydindien, Sri Lanka, Mauritius, England, Kenya og Danmark. Alle steder fokuserede jeg på den levede hinduisme. Gang på gang mødte jeg derfor en hinduisme, som jeg ikke kunne genkende fra faglitteraturen. Det siger noget om, hvor svært det er at indfange hinduisme som religion, da den ikke passer til de teoretiske forsøg på at klassificere religioner. Men det siger også noget om, at religion er et dynamisk og kontekstbestemt fænomen.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg kun havde lavet feltarbejde i Punjab, Kenya og England. Jeg troede, at jeg nu vidste nogenlunde, hvad hinduisme er som religion. Men så begyndte jeg at lave feltarbejde i Sydindien, Sri Lanka og Danmark blandt tamilske hinduer. Her stødte jeg på en helt anden form for hinduisme. Jeg tror, det tog mig et helt år at komme mig over det ”faglige chok”, som mødet med en helt ny form for hinduisme var. Det nemmeste ville selvfølgelig have været at vende det blinde øje til det, men jeg gjorde det modsatte og gjorde en dyd ud af at mit billede af hinduismen krakkelerede. Det har jeg aldrig fortrudt.

Min interesse for religionsvidenskab voksede langsomt frem på grund af min interesse for menneskelig adfærd og for historiens, samfundets og mytologiernes betydning for menneskers forståelse af verden. At det blev hinduisme skyldes nok, at jeg under mit studie blev inviteret til at lave feltarbejde i Southall i det vestlige London blandt punjabi-hinduerne der. Indtil da, troede jeg egentlig, jeg skulle specialisere mig i tibetansk buddhisme, men jeg blev hurtigt grebet af den store udfordring, som netop arbejdet med hinduisme er.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi det bidrager til at forstå religions betydning i dagens verden. Det giver indblik i, at religioner er dynamiske og tilpasses nye forhold, så de stadig giver mening for dem, som føler tilknytning til dem. Det er derfor, jeg har været særligt interesseret i at undersøge hinduisme udenfor Indien, og i hvordan østlige begreber som karma og praksisformer som yoga bliver eksporteret til Vesten og får tillagt ny betydning her. Det er jo interessant!

Jeg fik støtte fra fonden til at lave feltarbejde i Kerala og i Tamil Nadu, hvor der er en stærk śaktisme, altså gudindedyrkelse, ikke mindst blandt lægfolk. Śakti er en kvindelige guddommelig dynamisk energi, som alle gudinder besidder, men den kan også komme til udtryk igennem menneskelige medier.

Støtten fra fonden betød, at jeg fik en unik mulighed for at at afdække, hvordan gudindedyrkelse er en af de mest udbredte former for hinduisme blandt lægfolk i Sydindien – også selvom den stadig af mange indologer ikke anerkendes som en selvstændig tradition. Feltarbejdet skærpede mit forskerblik og betød for eksempel, at jeg efterfølgende gik til min forskning blandt tamilske hinduer i Danmark på en ny måde. Pludselig kunne jeg afdække mønstre omkring et særligt tamilsk gudindetempel i Danmark, som jeg ikke havde haft blik for før.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når min forskning kan nå bredt ud og bidrage til at nuancere vores forståelse af religion, dens betydning og dens nye udtryksformer. Og her er jeg så heldig at have hinduisme i samtiden som mit eksploratorium. I min optik er det den religion i verden, som bliver ved med at udfordre og skærpe ethvert forsøg på at indfange, hvad religion er.   

Lige nu undersøger jeg flere forskellige ting. Først og fremmest følger jeg de srilankansk tamilske hinduer i Danmark og undersøger hvordan deres traditioner tilpasses løbende til de danske forhold, men også er til forhandling mellem generationerne. Jeg undersøger også, hvorfor kvindelige hinduistiske guruer synes at få større og større appeal. Og så er jeg interesseret i at finde ud af, hvordan begreber og livssyn med en østlig baggrund får rodfæste i vesten, men som samtidig også ændrer sig i tilpasningen til de vestlige forhold. Denne nye ændrede form kan så følges tilbage til østen igen, da den passer godt til for eksempel et Indien under forandring med en voksende middelklasse og en øget sekularisering. Religion cirkulerer og bevæger sig med andre ord. Og jeg prøver som forsker at bevæge mig med.

BIOGRAFI

Marianne Qvortrup Fibiger

Lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

Uddannet cand.mag. i 1992 og ph.d. i 1999 med en afhandling om de srilankansk-tamilske hinduer i Danmark.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2006 i forbindelse med projektet "Shaktisme som lokalt og globalt fænomen”.

Jens Chr. Djurhuus

Urinvejsforskeren:

“Da hun så mine resultater, sagde hun, at det var jo sådan, det skulle se ud”.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor emeritus Jens Chr. Djurhuus har været med til at ændre holdningen til børn, der tisser i sengen. Nu skal de ikke længere straffes, men behandles.

Jeg har haft mindst to store Heureka-øjeblikke. Det første var før, jeg kom til Aarhus. I mit dyreeksperimentelle arbejde var jeg henvist til at arbejde med grise i modsætning til de få andre i verden, der studerede de såkaldt øvre urinveje. Mine resultater var anderledes end deres, for de arbejdede med hunde og gnavere. Jeg blev nærmest mobbet for at arbejde med grise, indtil jeg mødte Edith Bülbring i Oxford. Hun var ”moder” til al forskning i glat muskulatur og på det tidspunkt 82 år gammel. Da hun så mine resultater, sagde hun, at det var jo sådan, det skulle se ud, når der var tale om glat muskulatur. Det var først dér, jeg indså vigtigheden af modelvalg, og når det gælder grisen, at den ligner mennesket så meget. Det blev skelsættende for min karriere og for det, jeg fik etableret, efter jeg kom til Aarhus.

Det andet øjeblik var, da vi i Aarhus fik realiseret min drøm om at undersøge, hvorfor børn tisser i sengen. Jeg troede som udgangspunkt, at det var blærefunktionen, der var noget i vejen med. Men hos de børn, vi undersøgte, var blærefunktionen normal. Vi så imidlertid, at de havde en langt større urinproduktion om natten end normalt. Vi sammenlignede med børn, der ikke var sengevædere. Vi fandt en klar forskel og gik derfor i gang med at give en substitut for den manglende stigning i det hormon, der styrer den natlige sænkning af urinproduktionen. Det har skabt øget fokus på og forståelse af sengevæden verden over med radikal forbedring af børnenes situation. Der forskes fortsat, for det er selvfølgelig ikke alle børn med sengevæden, der har en stor urinproduktion. Fra én forklaring er der nu mange.

Det, der ledte op til min erkendelse, var nok en snert af serendipity.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg var alene med mine fra andre afvigende forskningsresultater.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg i 3. g havde en lærer som med stimulerende undervisning fik mig til at gå efter at blive læge. Han var én af de eneste på skolen uden doktorring, men også en af de mindst frustrerede, når det gjaldt den ”byrde”, det var at være nødsaget til at skulle undervise gymnasieelever.

Vores forskning er relevant for andre mennesker, fordi den har ændret indstillingen til børn, der tisser i sengen, fra afstraffelse, psykisk afvigelse og noget rigtige læger ikke skal beskæftige sig med til en mere diagnostisk og behandlingsorienteret tilgang.

Jeg fik støtte fra fonden til flere dele af min forskning i sengevæden, men også til andre dele af det jeg været ansvarlig for på Aarhus Universitet. Støtten betød, at vi kunne realisere mange facetter af forskningen på Institut for Klinisk Medicin.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når det engagerer og stimulerer unge til at være nysgerrige og have sans for det uventede. Og ikke mindst når man hører fra et barn og dets forældre, at nu er der tørre nætter.

Lige nu undersøger jeg sådan lidt over skulderen på andre forskere – jeg er jo emeritus – udvikling af dårlig blærefunktion. Det er forskning, der har betydning for, hvordan vi håndterer følgerne af medfødt klapdannelse i urinrøret hos drenge.

BIOGRAFI

Jens Chr. Djurhuus

Professor emeritus fra 2016 ved Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin, som han i en lang årrække også har været leder af.

Uddannet læge fra Københavns Universitet i 1970 og dr.med. samme sted i 1980.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i blandt andet 1999 til ortopædkirurgisk forskning.

Lise Bek

Kunsthistorikeren:

“Det var ikke bare provinsielt murermesterbyggeri”

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor emeritus Lise Bek fandt på en studietur til det antikke Pompeij i 1968 ud af, at de gamle romeres villaer var nøje tilrettelagte, også selvom de ikke var geometrisk stringente.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg på en studietur til det antikke Pompeii i 1968 på god romersk vis lagde mig til rette støttet på venstre albue på hæderspladsen i et havetriklinium – det er et spisearrangement med tre bænke i U-form. Derfra kunne jeg med egne øjne se, at synsindtrykket ad den skrå akse fra den asymmetriske liggende stilling 'faldt i hak' som et symmetrisk komponeret harmonisk synsbillede.

Samme resultat kunne påvises i andre af byens huse og med andre placeringer – i modtagelsesrum, ved udsigtsvinduer og lignende, hvor den optiske aksialitet og de skrå vuer gik igen i planløsningen i forskellige varianter. Det bestyrkede mig i min formodning om, at man i antikkens boligbyggeri gik ud fra den hellenistiske naturvidenskabsmand Euklids optik. De byggede altså med udgangspunkt i menneskets måde at se på, som man dengang opfattede den, og ikke ud fra den euklidiske geometri, der blev normal fra renæssancen og frem.

Geometrien repræsenterede i sin statiske harmoni det fuldkomne, det evige. Den fik derfor en næsten guddommelig status som forbeholdt guderne og deres templer. Optikken derimod stod med sin afhængighed af det menneskelige syn for den timelige verden i al dens flygtighed.

Det var denne dobbelthed i arkitekturen og den arkitektoniske planlægning, som man i renæssancen gjorde op med i sin menneskeliggørelse af geometrien eller, om man vil, sin guddommeliggørelse af mennesket som fremlagt i min disputats.

Det, der ledte op til min erkendelse, var min undren over, at det almindelige romerske hus – med dets nøje gennemtænkte indretning ud fra både funktion, indeklima og æstetik gerne parret med en sofistikeret udsmykning – skulle være simpelt provinsielt 'murmesterbyggeri', som man tidligere hævdede på grund af husenes skæve linier og vinkler. Faktisk blev der tværtimod bygget ud fra et langt mere avanceret arkitektonisk princip end det geometriske. Da facaden havde forret for grundplanen, måtte den færdige bygnings virkning som synsbillede nemlig tænkes med lige fra skitsestadiet.

Jeg følte mig mest på vildspor, da jeg dengang forsøgte at underbygge min opdagelse, fordi der ikke var megen litteratur og kun få undersøgelser om emnet. Derudover fandtes der ingen brugbare kunsthistoriske metoder til at analysere af mit materiale. Jeg var derfor henvist til at arbejde tværfagligt, hvad jeg også sidenhen har haft stort udbytte af.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag allerede efter afslutningen af gymnasiet og et højskoleophold i 1956, da jeg immatrikulerede mig ved det nyoprettede Institut for Kunsthistorie på Aarhus Universitet.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den visuelle kunst i form af arkitektur og billeder udgør en væsentlig del af rammerne for menneskets daglige tilværelse. Og fordi det samtidigt er i kunsten, at vores måde at se og opfatte, forstå og fortolke virkeligheden på spejles i rensleben form. Det er gennem kunsten, vi kan finde os selv og orientere os i vores omverden, sådan som jeg har søgt at argumentere for i mine senere arbejder.

Jeg fik støtte fra fonden til blandt andet udgivelsen af bogen Virkeligheden i kunstens spejl i 1985-88, den omarbejdede engelske udgave Reality in the Mirror of Art i 2003 og til bogen Måltidet som stilleben: Fra offergave til fastfoodobjekt i 2018. Derudover til afholdelse og publicering af resultaterne fra flere af de tværfaglige Sandbjergseminarer for arkitekter, byplanlæggere og humanister i samarbejde med blandt andre landets arkitektskoler.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne foretage de nødvendige rejser i forbindelse med opsøgning, besigtigelse og bearbejdning af det materiale, der knyttede sig til de forskellige projekter – og at udgivelsen af mine resultater har kunnet fremtræde med et kunsthistorisk passende udstyr.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når resultaterne kan tjene ikke-fagfolk som øjenåbner for kunsten og dens betydning både for den enkelte og for samfundet. Men også når fagfolk kan bruge mine resultater som forskningsmæssigt eller praktisk arbejdsredskab, for eksempel da man efter jordskælvet i Pompeii i 1987 inddrog min teori om Euklids optik og de derved fremkomne skrå vuer i det romerske boligbyggeri som del af grundlaget for restaureringsarbejdet.

Lige nu undersøger jeg forholdet mellem Dantes Guddommelige Komedie og den visuelle kunst især med fokus på syns- og rum-relationerne samt på figurgestaltning og -samspil. Her står Dante med sit berømte værk som en overgangsskikkelse mellem den ældre syns- og tænkemåde i middelalderen og renæssancen og så den moderne tids både at se og tænke på. Samtidig er Dante også en evigt aktuel inspirationskilde, og mit bidrag skal være med til at markere hans 700-års dødsdag i 2021.

BIOGRAFI

Lise Bek

Professor emeritus i kunsthistorie på Aarhus Universitet.

Uddannet mag.art. fra Aarhus Universitet i 1966 og dr.phil. fra Københavns Universitet i 1980.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond blandt andet i 1978 til fotoudstillingen 'Kunst på klipper’ i Aarhus Universitets vandrehal om tidligt-kristne kirker i Armenien som optakt til et internationalt tværfagligt seminar om armenisk kirkekunst og teologi.

Johan Fjord Jensen

Per Dahl om Johan Fjord Jensen:                         

“Han var en eksistentielt engageret systemkritiker og en fantasifuld utopiker."

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor Johan Fjord Jensen (1928-2005) åbnede i 1980’erne de snævre litterære studier for omverdenen, fortæller lektor emeritus Per Dahl her om sin gamle kollega fra litteraturhistorie.

Fjords Heureka-øjeblik var nok, da han i løbet af 1960’erne med stor gennemslagskraft fik åbnet de dengang meget snævre og filologisk funderede litterære studier. Det gjorde han dels ved at introducere og systematisere anglo-amerikansk nykritik, dels ved at reflektere litteraturforskningen ind i den uddannelsespolitiske debat. Begge dele blev i de følgende år fulgt op af ideologikritiske analyser.

Det arbejde, der ledte op til hans erkendelse og initiativ, finder man i essaysamlingen Homo manipulatus fra 1966, der rummer analyser af den kulturradikale tradition. I den forbindelse udfoldes en af Fjords første myteanalyser. Dens meget karakteristiske pointe bestod i ikke kun at aflæse en reklame, men samtidig at fokusere på den sociale kontekst, som reklamen fungerer i, og som åbner mulighed for manipulation.

Her ligger kimen til de store, banebrydende kollektive projekter, som Fjord blev den organiserende og analytisk drivende kraft i. Det drejede sig i første omgang om triviallitteratur som ugebladet Søndags-B.T. og tegneserier. I stor skala blev det foldet ud i den ni bind store Dansk litteraturhistorie, der udkom 1983-85 og siden i yderligere to udgaver. Ni bind på tre år var en litteraturpolitisk triumf. Fjord engagerede sig også i oprettelsen af tidsskriftet Kritik sammen med Aage Henriksen og universitetspolitisk i etableringen af humanistisk videnskabsteori, basisuddannelser, tværfag og Jysk Åbent Universitet.

Nok var Fjord en eksistentielt engageret systemkritiker og fantasifuld utopiker, men de træk rummede en konstruktiv dobbelthed, en vilje til ”at leve under betingelser, vi samtidig søger at komme fri af”, som han formulerede det.

Mest på vildspor må han have følt sig i de første studieår. Oprindelig indskrev han sig (i 1948) på historie og oldtidskundskab, skiftede så til danskstudiet, men opgav og blev militærnægter i to år, nu med planer om nationaløkonomiske studier. Dem opgav han også og vendte med fornyet litterær læselyst tilbage til danskfaget, men forlod det endnu engang, nu til fordel for almindelig og sammenlignende litteratur, som litteraturhistorie hed på det tidspunkt. Han sluttede af med en afhandling om Turgenjev, der blev honoreret med universitetets guldmedalje og udgivet i 1961. Den slog med ét Fjords navn fast som litterær analytiker, metodiker og systematiker og er stadig et hovedværk inden for komparativ litteraturforskning.

Det værk af Fjord, der er nået bredest ud, er dog nok Livsbuen fra 1993. Bogen drejer sig om voksenpsykologi og livsaldre, ikke mindst den tredje alder og de muligheder, der åbner sig for de seniorer, der i bedste fald har både helbred, energi, nysgerrighed og ressourcer til at iværksætte og udfolde, hvad de gerne vil.

Da Fjord blev professor i litteraturhistorie i 1974, var en af udfordringerne at videreføre det Brandes-arkiv, der hang tæt sammen med oprettelsen af faget Almindelig og sammenlignende litteratur ved Aarhus Universitet i 1939. Her havde Paul Krüger gennem mange år opbygget et omfattende Brandes-arkiv, men ved hans død i 1965 gik arbejdet i stå. Takket være støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd og Aarhus Universitets Forskningsfond blev det i begyndelsen af 1980’erne reorganiseret og har siden været en afgørende ressource for næsten al senere Brandes-forskning, senest i forbindelse med den digitale udgivelse af Brandes’ Hovedstrømninger i 2019.

BIOGRAFI

Johan Fjord Jensen (1928-2005)

Professor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet 1974-92 og æresdoktor ved universiteterne i Bergen og Minneapolis.

Uddannet magister i 1959.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1981 til udarbejdelse og udgivelse af Georg Brandes-bibliografi (sammen med Per Dahl).

Ellen Margrethe Basse

Professor Ellen Margrethe Basse forsker i miljøret. Det startede med 3.000 ankenævnsafgørelser og købet af Juridisk Instituts første computer i 1984.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var da jeg i 1980’erne på et solidt empirisk grundlag kunne afdække og forklare, hvordan politikerne – i et samarbejde med interesseorganisationer og embedsmænd – gennem regler for sammensætningen af klageorganer styrer den administrative praksis i forskellige retninger.

Det, der ledte op til min erkendelse af de offentlige klagesystemers konkrete betydning, var da jeg inddrog forskellige politologiske teorier i min retsvidenskabelige analyse. Jeg undersøgte de afgørelser, der var truffet af ét og samme ankenævn – med forskellig sammensætning af medlemmerne – inden for 11 forskellige lovområder.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg havde læst de godt 3.000 afgørelser, der var truffet af Miljøankenævnet, der var sammensat forskelligt fra lovområde til lovområde. Jeg kunne nemlig ikke umiddelbart forklare forskellene i afgørelserne med udgangspunkt alene i den traditionelle måde at se retssystemet på.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med forskning i miljøret, da jeg fik indblik i den kompleksitet og inkonsistens, der præger den omfattende miljølovgivning og -praksis.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi klima-, energi- og miljølovgivning og praksis meget konkret vedrører alle: Nye loves indretning, som den fastlægges internationalt, regionalt eller i EU og Danmark, kan nemlig være helt afgørende for at sikre beskyttelse af biodiversitet, klimabalancen, ren luft og vandkvalitet, ordentlige fødevarer og så videre – både for nulevende og fremtidige generationer. 

Jeg fik støtte fra fonden i 1984 til at købe den første computer på Juridisk Institut. Instituttet havde allerede anskaffet sig den til undervisningsbrug for 70.000 kr., hvilket var mange penge i 1980'erne. Men for at jeg måtte bruge den til min forskning, skulle jeg skaffe nogle eksterne midler, som fonden så hjalp med. I 1999 fik jeg støtte til at afvikle ét af mange nordiske forskeruddannelseskurser, og i 2016 fik jeg støtte til at invitere en gæsteforsker fra Political Science Department, University of Northern British Columbia, Canada til et ophold ved Juridisk Institut.

Støtten fra fonden betød, at jeg med den computer, jeg fik støtte til at købe i 1984, kunne kategorisere og analysere mere end 3.000 ankenævnsafgørelser. Den støtte, der blev givet i 1999 til afholdelse af nordiske ph.d.-kurser for miljøretlige forskere, medvirkede til, at vi fik etableret et nordisk miljøretlig forskernetværk, der senere er blevet udviklet til et europæisk netværk. Støtten til gæsteforskeropholdet i 2016 gjorde det muligt at skrive en interdisciplinær, internationalt publiceret artikel om den manglende åbenhed, der karakteriserer beslutningerne om uranindvinding i Grønland.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når nogle af mine tidligere ph.d.-studerende og kandidat-studerende vælger en universitetskarriere inden for det miljøretlige område eller vælger en karriere, hvor de i praksis arbejder med miljøretlige opgaver.

Lige nu undersøger jeg miljølovgivningens udvikling og indhold på internationalt, EU- og nationalt niveau. Blandt andet ser jeg på det samspil, som EU-Domstolen bidrager til at sikre. Digitaliseringens betydning for miljørettens udvikling er et andet helt centralt forskningsfelt.

BIOGRAFI

Ellen Margrethe Basse

Professor i miljøret ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet

Uddannet cand.jur., dr.jur. og jur.dr.(h.c.)

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1984 til indkøb af computer til Juridisk Institut og i 1999 til udvikling af forskeruddannelseskursus samt i 2016 til en gæsteforskers ophold.

Johannes Sløk

Ole Morsing om Johannes Sløk:

“Han blev lærling på en fabrik, men det kunne han umuligt gøre til sit livsindhold."

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor Johannes Sløk (1916-2001) var i lære på en fabrik for elektriske artikler, før han blev en af vores største teologiske tænkere. Det fortæller lektor emeritus i idéhistorie Ole Morsing, der er forfatter til bogen "Løgstrup og Sløk”.

Hans største Heureka-øjeblik var nok, da han som 15-16-årig på et ferieophold hos en lægefamilie fik stukket Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger i hånden. Sløk skriver selv i sine såkaldte erindringsforskydninger Mig og Godot, at hans læsning indtil da havde været de sædvanlige “tju-bang-romaner”, men at mødet med Kierkegaard var en vækkelse for ham.

Det arbejde, der ledte op til erkendelsen, var ferieopholdet hos lægefamilien, som var lidenskabeligt optaget af alt åndeligt, og som til Sløks undren havde kastet sin kærlighed på ham. Det fik “en større betydning for min livsskæbne end noget andet menneske”, skrev han i sin erindringsbog.

Han må have følt sig mest på vildspor, dengang han først skulle i lære i en manufakturforretning og efter prøvetiden nægtede at underskrive lærekontrakten. Dernæst blev han lærling på en fabrik for elektriske artikler, som han med egne ord umuligt kunne gøre til sit livsindhold. Og han var ganske ærlig om, at han åbenbart bare ikke duede til det praktiske arbejde.

Han blev for alvor bidt af sit fag, da han dykkede ned i Kierkegaards tanker og senere også andre af eksistensfilosofferne. Han skrev selv, at ”denne første, glubske indtrængen i de filosofiske dimensioner blev af afgørende betydning for alt, hvad jeg siden foretog mig”.

Han fik støtte fra fonden til udgivelse af en bog om Søren Kierkegaard. Støtten betød, at han kunne få oversat og udgivet bogen Die Anthropologie Kierkegaards på forlaget Rosenkilde og Bagger i 1954.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, da han besluttede, at han ville være sig selv, og ikke lade andre få indflydelse på sit arbejde: ”Jeg kunne holde dem alle sammen borte ved ironi og dobbelttydighed og sort tale og en tilstrækkelig arrogant optræden. Det, jeg havde for, var alt for betydningsfuldt, til at jeg skulle lade en hvilken som helst landevejsrøver gøre indhug i det”. Sløks trang til at ville selv og tænke selv, definerede hele hans virke.

BIOGRAFI

Johannes Sløk (1916-2001)

Professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet

Uddannet cand.theol. i 1941 og dr.theol. i 1947

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1952 til udarbejdelse af et værk om Søren Kierkegaards filosofi

Bodil Marie Stavning Thomsen

Professor (MSO) Bodil Marie Stavning Thomsen forsker blandt andet i films audiovisuelle udtryk. Både uskarpe billeder og støj spiller en større rolle for vores oplevelse, end man skulle tro.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg i 2008 arbejdede på tværs af medier med ’det signaletiske materiale’. Det er et begreb, der dækker over den del af medieudtrykket, der gør publikum opmærksom på materialiteten i film, tv, og digitale medier og teknologier. Med det ’signaletiske materiale’ kunne jeg forbinde former for æstetisk-etisk sansning og tænkning på tværs. Jeg fokuserede på det ekspressive i uskarpe billeder og forskellige former for støj. Dermed kunne jeg bidrage med analyser af, hvordan såkaldte haptiske audiovisuelle former udvider tegnteorien på væsentlige punkter. Det lagde grunden til mit arbejde med flere bogprojekter og til mit nuværende forskningsprojekt ’Affects, Interfaces, Events’.

Det, der ledte op til min erkendelse, var da jeg i 1980’erne læste Gilles Deleuzes filmbøger. Han erstattede repræsentative og stilistiske analyser af medier og kunstarter med filosofiske læsninger af, hvordan vore sansninger kan knytte an til en kvalitativ tidsbevidsthed. Den erkendelse inspirerede mig til forskningsprojektet ’Realitet, realisme, det Reelle i visuel optik’, som jeg var leder af i 1999-2002. Her arbejdede syv forskere med nye former for realisme og jeg arbejdede især med haptiske billeder i elektroniske og digitale medier. Her indledte jeg analyserne af, hvordan Lars von Triers film påvirker vore erkendelsesevne direkte og sanseligt – det, man med et fagudtryk kalder affektivt

Jeg følte mig mest på vildspor midt i 1990’erne, da jeg endnu ikke var fastansat og hvor det akademiske miljø endnu ikke anerkendte æstetiske og filosofiske kulturanalyser på tværs af medier og kunstarter.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg var godt i gang med specialet, der blev afleveret i 1982. Det var en billedæstetisk undersøgelse af en gruppeudstilling på Aarhus Kunstmuseum. Det fik mig et par år senere til at søge et kandidatstipendium om mode og modernitet, der så på moden som et visuelt medie, der krævede en æstetisk-kulturel analyse. Projektet udvidede de stilhistoriske analyser af moden og medførte stor foredragsvirksomhed, for der var mange, der var interesserede i at forstå moden på en ny måde.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den på tværs af kulturelle fænomener kan vise, hvordan medier skabes og formes i og gennem kulturer. Og hvordan kulturer påvirkes og forandrer sig gennem medier. Det er vigtigt for enhver med viden om, hvordan visuelle og audiovisuelle former såsom mode og film eksempelvis spiller med i vores dages sociale medier.

Jeg fik støtte fra fonden til udgivelsen af Filmdivaer: Stjernens figur i Hollywoods melodrama 1920-40 i 1997, men også senere har jeg fået støtte til udgivelser, blandt andet af Lars von Triers fornyelse af filmen 1984-2014: Signal, pixel, diagram i 2016. Støtten fra fonden betød, at bøgerne kunne blive udgivet i en akademisk form, der også var pædagogisk og illustreret med billeder.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg kan se, at mine analyser og mine perspektiver bliver brugt og citeret af andre. Det er en fornøjelse at blive anvendt som bedømmer af afhandlinger og i ansættelser i ind- og udland og at få faglig respons på konferencer og i andre faglige sammenhænge. Men det allerbedste er, når studerende finder inspiration til deres egne analyser.

Lige nu undersøger jeg, hvordan det digitale interface fungerer i kulturen, og hvordan det påvirker såvel kommunikation som kunstneriske former affektivt. Det drejer sig ikke alene om, hvordan interfaces f.eks. i sociale medier tager del i mediebegivenheder eller hvordan interface-medier forandrer demokratiske strukturer. Det drejer sig også om at forstå, hvordan interfacets intensivering af det affektive niveau kan skabe begivenheder og kulturelle forbindelser på tværs af tid og rum. 

 

BIOGRAFI

Bodil Marie Stavning Thomsen

Professor (MSO) i kultur og medier ved nordisk på Aarhus Universitet

Uddannet cand.phil. i dansk 1982 og ph.d. i kulturstudier 1994.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond til udgivelse af blandt andet Filmdivaer: Stjernens figur i Hollywoods melodrama 1920-40 i 1997 og Lars von Triers fornyelse af filmen 1984-2014: Signal, pixel, diagram i 2016.