Nyt fra Cæsars Forum: På vej mod en ny 'best practice'-strategi: Urban arkæologi i moderne storbyer

Nyt fra Cæsars Forum-projektet - oktober 2020:

Hvordan varetager man bedst muligt arkæologisk feltarbejde i komplekse moderne storbyer som Rom? I en ny publikation beskriver holdet bag Cæsars Forum-projektet i det prestigefyldte internationale tidsskrift Journal of Field Archaeology hvorledes de intensivt har arbejdet med ’best practice’-strategier før og under den første fase af udgravningerne på Cæsars Forum i hjertet af Rom. Udgravningerne har indbefattet det såkaldte Alessandrino-kvarter, der blev ødelagt under Mussolinis regime.

Udgravninger centralt i moderne levende storbyer som Rom kan være vanskelige at gennemføre grundet bylivet og dertil de komplekse urbane stratigrafier, som indeholder store mængder af akkumuleret arkæologisk materiale. At afdække Roms urbane udviklinger gennem flere årtusinder kræver derfor målrettede strategier. På Danmarks Grundforskningsfonds Centre of Excellence for Urban Network Evolutions (UrbNet) ved Aarhus Universitet har centerleder professor Rubina Raja arbejdet målrettet med urban arkæologi siden centerets start i 2015. Sammen med Dr. Jan K. Jacobsen (Det Danske Institut i Rom) og Dott. Claudio Parisi Presicce (Sovrintendenza Capitolina ai Beni Culturali, Direzione Musei archeologici e storico-artistici) leder hun Cæsars Forum Projektet. De tre projektledere har i samarbejde med postdoc Dr. Sine G. Saxkjær (UrbNet) og Dott. Giovanni Murro (Det Danske Institut i Rom) netop udgivet en ny ’best practice’ metodeartikel i Journal of Field Archaeology.

Alessandrino-kvarteret i high definition

Artiklen omhandler de udgravnings- og datadelingsstrategier, som Cæsars Forum-projektet har implementeret under den indledende fase af udgravningerne, som sigter på at opfylde de internationale FAIR-kriterier omkring Open Access og Open Data deling og publicering i forskningen generelt. I første fase af projektet har holdet udgravet og for første gang systematisk dokumenteret resterne af en del af det såkaldte Alessandrino-kvarter – et boligkvarter, der blev opført i slutningen af det 16. århundrede e.v.t. og som husede omkring 4000 mennesker frem til Mussolinis rydning i forbindelse med opførelsen af paradevejen Via dell-Impero (i dag Via dei Fori Imperiali) centralt i Rom. Igennem strategisk implementering af UrbNets ’high-definition’ paradigme, hvor man ser på bestemte materialegrupper eller stratigrafiske sektioner i meget stor detaljegrad, har arkæologerne således bidraget med grundlæggende og vigtig ny viden om Alessandrino-kvarteret, måden det blev bygget på samt de omstændigheder, det blev rømmet under.

Rådata gøres tilgængelig

Med udgangspunkt i FAIR-kriterierne, som overordnet sigter mod at data bliver bedre tilgængeligt udenfor de enkelte projekter, adresserer den nye artikel ligeledes brugen af Open Access og Open Data i Cæsars Forum Projektet. Som supplement til mere traditionelle videnskabelige publikationer gøres projektets rådata tilgængeligt som Open Data for andre forskere – og på sigt også den bredere befolkning. Eksempelvis har Cæsars Forum Projektet allerede gjort en 3D-model af det udgravede område og data bag disse modeller frit tilgængelig på FigShare. Modellen er baseret på fotogrammetrisk billedmateriale fra udgravningerne og vidner om det detaljerede dokumentationsarbejde, der praktiseres i de nye udgravninger på Cæsars Forum. Denne form for løbende deling af rådata – både i den absolutte rå form og den kondenserede form igennem bearbejdede videnskabelige publikationer – bidrager til et nyt ’best practice’ scenarie inden for den urbane arkæologi i moderne storbyer. Dette lægger sig op ad UrbNets ønske om at rykke grænserne for hvorledes vi kan og bør udføre arkæologi i urbane kontekster.

Kort om Cæsars Forum-projektet

Cæsars Forum blev påbegyndt i 54 f.v.t. af Cæsar selv og udgjorde en udvidelse af den hidtil vigtigste plads i det antikke Rom – Forum Romanum. Men allerede før opførelsen af Cæsars Forum var området blevet brugt til bl.a. begravelser i Bronzealderen (13. århundrede f.v.t.). Cæsars Forum-projektet, som er støttet af Carlsbergfondet siden 2017 og af Aarhus Universitets Forskningsfonds virkemiddel AUFF Flagskibe siden 2019, undersøger den urbane udvikling i det centrale Rom fra nutiden helt tilbage til før byens spæde begyndelse. Det svarer til en periode på mere end 3000 år. Cæsars Forum-projektet er et dansk-italiensk samarbejde mellem Sovrintendenza Capitolina ai Beni Culturali, Det Danske Institut i Rom og Centre for Urban Network Evolutions (Aarhus Universitet).

Fuld reference til artiklen

Jacobsen, J. K., G. Murro, C. P. Presicce, R. Raja & S. G. Saxkjær (2020). “Practicing Urban Archaeology in a Modern City: The Alessandrino Quarter of Rome”, Journal of Field Archaeology
DOI: 10.1080/00934690.2020.1834255.     

Kontakt

Professor Rubina Raja
Mail: rubina.raja@cas.au.dk 
Mobil: 27 18 83 90

Læs mere her

The Caesar Forum Project
Centre for Urban Network Evolutions 
Det Danske Institut i Rom

Lyt til en podcast...  

Her kan du tage med på en rejse tilbage til Romerriget i podcastserien ’Cæsars Forum’.