75 år i videnskabens tjeneste

Johan Fjord Jensen

Per Dahl om Johan Fjord Jensen:                         

“Han var en eksistentielt engageret systemkritiker og en fantasifuld utopiker."

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor Johan Fjord Jensen (1928-2005) åbnede i 1980’erne de snævre litterære studier for omverdenen, fortæller lektor emeritus Per Dahl her om sin gamle kollega fra litteraturhistorie.

Fjords Heureka-øjeblik var nok, da han i løbet af 1960’erne med stor gennemslagskraft fik åbnet de dengang meget snævre og filologisk funderede litterære studier. Det gjorde han dels ved at introducere og systematisere anglo-amerikansk nykritik, dels ved at reflektere litteraturforskningen ind i den uddannelsespolitiske debat. Begge dele blev i de følgende år fulgt op af ideologikritiske analyser.

Det arbejde, der ledte op til hans erkendelse og initiativ, finder man i essaysamlingen Homo manipulatus fra 1966, der rummer analyser af den kulturradikale tradition. I den forbindelse udfoldes en af Fjords første myteanalyser. Dens meget karakteristiske pointe bestod i ikke kun at aflæse en reklame, men samtidig at fokusere på den sociale kontekst, som reklamen fungerer i, og som åbner mulighed for manipulation.

Her ligger kimen til de store, banebrydende kollektive projekter, som Fjord blev den organiserende og analytisk drivende kraft i. Det drejede sig i første omgang om triviallitteratur som ugebladet Søndags-B.T. og tegneserier. I stor skala blev det foldet ud i den ni bind store Dansk litteraturhistorie, der udkom 1983-85 og siden i yderligere to udgaver. Ni bind på tre år var en litteraturpolitisk triumf. Fjord engagerede sig også i oprettelsen af tidsskriftet Kritik sammen med Aage Henriksen og universitetspolitisk i etableringen af humanistisk videnskabsteori, basisuddannelser, tværfag og Jysk Åbent Universitet.

Nok var Fjord en eksistentielt engageret systemkritiker og fantasifuld utopiker, men de træk rummede en konstruktiv dobbelthed, en vilje til ”at leve under betingelser, vi samtidig søger at komme fri af”, som han formulerede det.

Mest på vildspor må han have følt sig i de første studieår. Oprindelig indskrev han sig (i 1948) på historie og oldtidskundskab, skiftede så til danskstudiet, men opgav og blev militærnægter i to år, nu med planer om nationaløkonomiske studier. Dem opgav han også og vendte med fornyet litterær læselyst tilbage til danskfaget, men forlod det endnu engang, nu til fordel for almindelig og sammenlignende litteratur, som litteraturhistorie hed på det tidspunkt. Han sluttede af med en afhandling om Turgenjev, der blev honoreret med universitetets guldmedalje og udgivet i 1961. Den slog med ét Fjords navn fast som litterær analytiker, metodiker og systematiker og er stadig et hovedværk inden for komparativ litteraturforskning.

Det værk af Fjord, der er nået bredest ud, er dog nok Livsbuen fra 1993. Bogen drejer sig om voksenpsykologi og livsaldre, ikke mindst den tredje alder og de muligheder, der åbner sig for de seniorer, der i bedste fald har både helbred, energi, nysgerrighed og ressourcer til at iværksætte og udfolde, hvad de gerne vil.

Da Fjord blev professor i litteraturhistorie i 1974, var en af udfordringerne at videreføre det Brandes-arkiv, der hang tæt sammen med oprettelsen af faget Almindelig og sammenlignende litteratur ved Aarhus Universitet i 1939. Her havde Paul Krüger gennem mange år opbygget et omfattende Brandes-arkiv, men ved hans død i 1965 gik arbejdet i stå. Takket være støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd og Aarhus Universitets Forskningsfond blev det i begyndelsen af 1980’erne reorganiseret og har siden været en afgørende ressource for næsten al senere Brandes-forskning, senest i forbindelse med den digitale udgivelse af Brandes’ Hovedstrømninger i 2019.

BIOGRAFI

Johan Fjord Jensen (1928-2005)

Professor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet 1974-92 og æresdoktor ved universiteterne i Bergen og Minneapolis.

Uddannet magister i 1959.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1981 til udarbejdelse og udgivelse af Georg Brandes-bibliografi (sammen med Per Dahl).

Ellen Margrethe Basse

Professor Ellen Margrethe Basse forsker i miljøret. Det startede med 3.000 ankenævnsafgørelser og købet af Juridisk Instituts første computer i 1984.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var da jeg i 1980’erne på et solidt empirisk grundlag kunne afdække og forklare, hvordan politikerne – i et samarbejde med interesseorganisationer og embedsmænd – gennem regler for sammensætningen af klageorganer styrer den administrative praksis i forskellige retninger.

Det, der ledte op til min erkendelse af de offentlige klagesystemers konkrete betydning, var da jeg inddrog forskellige politologiske teorier i min retsvidenskabelige analyse. Jeg undersøgte de afgørelser, der var truffet af ét og samme ankenævn – med forskellig sammensætning af medlemmerne – inden for 11 forskellige lovområder.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg havde læst de godt 3.000 afgørelser, der var truffet af Miljøankenævnet, der var sammensat forskelligt fra lovområde til lovområde. Jeg kunne nemlig ikke umiddelbart forklare forskellene i afgørelserne med udgangspunkt alene i den traditionelle måde at se retssystemet på.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med forskning i miljøret, da jeg fik indblik i den kompleksitet og inkonsistens, der præger den omfattende miljølovgivning og -praksis.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi klima-, energi- og miljølovgivning og praksis meget konkret vedrører alle: Nye loves indretning, som den fastlægges internationalt, regionalt eller i EU og Danmark, kan nemlig være helt afgørende for at sikre beskyttelse af biodiversitet, klimabalancen, ren luft og vandkvalitet, ordentlige fødevarer og så videre – både for nulevende og fremtidige generationer. 

Jeg fik støtte fra fonden i 1984 til at købe den første computer på Juridisk Institut. Instituttet havde allerede anskaffet sig den til undervisningsbrug for 70.000 kr., hvilket var mange penge i 1980'erne. Men for at jeg måtte bruge den til min forskning, skulle jeg skaffe nogle eksterne midler, som fonden så hjalp med. I 1999 fik jeg støtte til at afvikle ét af mange nordiske forskeruddannelseskurser, og i 2016 fik jeg støtte til at invitere en gæsteforsker fra Political Science Department, University of Northern British Columbia, Canada til et ophold ved Juridisk Institut.

Støtten fra fonden betød, at jeg med den computer, jeg fik støtte til at købe i 1984, kunne kategorisere og analysere mere end 3.000 ankenævnsafgørelser. Den støtte, der blev givet i 1999 til afholdelse af nordiske ph.d.-kurser for miljøretlige forskere, medvirkede til, at vi fik etableret et nordisk miljøretlig forskernetværk, der senere er blevet udviklet til et europæisk netværk. Støtten til gæsteforskeropholdet i 2016 gjorde det muligt at skrive en interdisciplinær, internationalt publiceret artikel om den manglende åbenhed, der karakteriserer beslutningerne om uranindvinding i Grønland.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når nogle af mine tidligere ph.d.-studerende og kandidat-studerende vælger en universitetskarriere inden for det miljøretlige område eller vælger en karriere, hvor de i praksis arbejder med miljøretlige opgaver.

Lige nu undersøger jeg miljølovgivningens udvikling og indhold på internationalt, EU- og nationalt niveau. Blandt andet ser jeg på det samspil, som EU-Domstolen bidrager til at sikre. Digitaliseringens betydning for miljørettens udvikling er et andet helt centralt forskningsfelt.

BIOGRAFI

Ellen Margrethe Basse

Professor i miljøret ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet

Uddannet cand.jur., dr.jur. og jur.dr.(h.c.)

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1984 til indkøb af computer til Juridisk Institut og i 1999 til udvikling af forskeruddannelseskursus samt i 2016 til en gæsteforskers ophold.

Johannes Sløk

Ole Morsing om Johannes Sløk:

“Han blev lærling på en fabrik, men det kunne han umuligt gøre til sit livsindhold."

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Professor Johannes Sløk (1916-2001) var i lære på en fabrik for elektriske artikler, før han blev en af vores største teologiske tænkere. Det fortæller lektor emeritus i idéhistorie Ole Morsing, der er forfatter til bogen "Løgstrup og Sløk”.

Hans største Heureka-øjeblik var nok, da han som 15-16-årig på et ferieophold hos en lægefamilie fik stukket Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger i hånden. Sløk skriver selv i sine såkaldte erindringsforskydninger Mig og Godot, at hans læsning indtil da havde været de sædvanlige “tju-bang-romaner”, men at mødet med Kierkegaard var en vækkelse for ham.

Det arbejde, der ledte op til erkendelsen, var ferieopholdet hos lægefamilien, som var lidenskabeligt optaget af alt åndeligt, og som til Sløks undren havde kastet sin kærlighed på ham. Det fik “en større betydning for min livsskæbne end noget andet menneske”, skrev han i sin erindringsbog.

Han må have følt sig mest på vildspor, dengang han først skulle i lære i en manufakturforretning og efter prøvetiden nægtede at underskrive lærekontrakten. Dernæst blev han lærling på en fabrik for elektriske artikler, som han med egne ord umuligt kunne gøre til sit livsindhold. Og han var ganske ærlig om, at han åbenbart bare ikke duede til det praktiske arbejde.

Han blev for alvor bidt af sit fag, da han dykkede ned i Kierkegaards tanker og senere også andre af eksistensfilosofferne. Han skrev selv, at ”denne første, glubske indtrængen i de filosofiske dimensioner blev af afgørende betydning for alt, hvad jeg siden foretog mig”.

Han fik støtte fra fonden til udgivelse af en bog om Søren Kierkegaard. Støtten betød, at han kunne få oversat og udgivet bogen Die Anthropologie Kierkegaards på forlaget Rosenkilde og Bagger i 1954.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, da han besluttede, at han ville være sig selv, og ikke lade andre få indflydelse på sit arbejde: ”Jeg kunne holde dem alle sammen borte ved ironi og dobbelttydighed og sort tale og en tilstrækkelig arrogant optræden. Det, jeg havde for, var alt for betydningsfuldt, til at jeg skulle lade en hvilken som helst landevejsrøver gøre indhug i det”. Sløks trang til at ville selv og tænke selv, definerede hele hans virke.

BIOGRAFI

Johannes Sløk (1916-2001)

Professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet

Uddannet cand.theol. i 1941 og dr.theol. i 1947

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1952 til udarbejdelse af et værk om Søren Kierkegaards filosofi

Bodil Marie Stavning Thomsen

Professor (MSO) Bodil Marie Stavning Thomsen forsker blandt andet i films audiovisuelle udtryk. Både uskarpe billeder og støj spiller en større rolle for vores oplevelse, end man skulle tro.

Af Jakob Jørgensen Vestergaard

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg i 2008 arbejdede på tværs af medier med ’det signaletiske materiale’. Det er et begreb, der dækker over den del af medieudtrykket, der gør publikum opmærksom på materialiteten i film, tv, og digitale medier og teknologier. Med det ’signaletiske materiale’ kunne jeg forbinde former for æstetisk-etisk sansning og tænkning på tværs. Jeg fokuserede på det ekspressive i uskarpe billeder og forskellige former for støj. Dermed kunne jeg bidrage med analyser af, hvordan såkaldte haptiske audiovisuelle former udvider tegnteorien på væsentlige punkter. Det lagde grunden til mit arbejde med flere bogprojekter og til mit nuværende forskningsprojekt ’Affects, Interfaces, Events’.

Det, der ledte op til min erkendelse, var da jeg i 1980’erne læste Gilles Deleuzes filmbøger. Han erstattede repræsentative og stilistiske analyser af medier og kunstarter med filosofiske læsninger af, hvordan vore sansninger kan knytte an til en kvalitativ tidsbevidsthed. Den erkendelse inspirerede mig til forskningsprojektet ’Realitet, realisme, det Reelle i visuel optik’, som jeg var leder af i 1999-2002. Her arbejdede syv forskere med nye former for realisme og jeg arbejdede især med haptiske billeder i elektroniske og digitale medier. Her indledte jeg analyserne af, hvordan Lars von Triers film påvirker vore erkendelsesevne direkte og sanseligt – det, man med et fagudtryk kalder affektivt

Jeg følte mig mest på vildspor midt i 1990’erne, da jeg endnu ikke var fastansat og hvor det akademiske miljø endnu ikke anerkendte æstetiske og filosofiske kulturanalyser på tværs af medier og kunstarter.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg var godt i gang med specialet, der blev afleveret i 1982. Det var en billedæstetisk undersøgelse af en gruppeudstilling på Aarhus Kunstmuseum. Det fik mig et par år senere til at søge et kandidatstipendium om mode og modernitet, der så på moden som et visuelt medie, der krævede en æstetisk-kulturel analyse. Projektet udvidede de stilhistoriske analyser af moden og medførte stor foredragsvirksomhed, for der var mange, der var interesserede i at forstå moden på en ny måde.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den på tværs af kulturelle fænomener kan vise, hvordan medier skabes og formes i og gennem kulturer. Og hvordan kulturer påvirkes og forandrer sig gennem medier. Det er vigtigt for enhver med viden om, hvordan visuelle og audiovisuelle former såsom mode og film eksempelvis spiller med i vores dages sociale medier.

Jeg fik støtte fra fonden til udgivelsen af Filmdivaer: Stjernens figur i Hollywoods melodrama 1920-40 i 1997, men også senere har jeg fået støtte til udgivelser, blandt andet af Lars von Triers fornyelse af filmen 1984-2014: Signal, pixel, diagram i 2016. Støtten fra fonden betød, at bøgerne kunne blive udgivet i en akademisk form, der også var pædagogisk og illustreret med billeder.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg kan se, at mine analyser og mine perspektiver bliver brugt og citeret af andre. Det er en fornøjelse at blive anvendt som bedømmer af afhandlinger og i ansættelser i ind- og udland og at få faglig respons på konferencer og i andre faglige sammenhænge. Men det allerbedste er, når studerende finder inspiration til deres egne analyser.

Lige nu undersøger jeg, hvordan det digitale interface fungerer i kulturen, og hvordan det påvirker såvel kommunikation som kunstneriske former affektivt. Det drejer sig ikke alene om, hvordan interfaces f.eks. i sociale medier tager del i mediebegivenheder eller hvordan interface-medier forandrer demokratiske strukturer. Det drejer sig også om at forstå, hvordan interfacets intensivering af det affektive niveau kan skabe begivenheder og kulturelle forbindelser på tværs af tid og rum. 

 

BIOGRAFI

Bodil Marie Stavning Thomsen

Professor (MSO) i kultur og medier ved nordisk på Aarhus Universitet

Uddannet cand.phil. i dansk 1982 og ph.d. i kulturstudier 1994.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond til udgivelse af blandt andet Filmdivaer: Stjernens figur i Hollywoods melodrama 1920-40 i 1997 og Lars von Triers fornyelse af filmen 1984-2014: Signal, pixel, diagram i 2016.