75 år i videnskabens tjeneste

Søren Laurberg

Kirurgen:

“Risikoen for at dø af operationen faldt dramatisk”.

Klinisk professor Søren Laurberg blev grebet af den patientnære kirurgi, da han som ung var i turnus i Odder. Siden blev han en internationalt anerkendt kapacitet inden for tarmkirurgi.

Mit første Heureka-øjeblik var, da jeg efter at have strålebehandlet hjernen (hippocampus) på nyfødte rotter i et mikroskop på Anatomisk Institut så, at alle nerveforbindelser til de celler, der var strålet væk, stadig organiserede sig som de plejede. Det vil sige, at den måde nerveforbindelser ordner sig på, var uafhængig af om modtagecellerne var til stede, og opdagelsen gjorde, at jeg troede, jeg hele mit liv skulle beskæftige mig med basal forskning i hjernens udvikling.

Mit andet store Heureka-øjeblik var, mens jeg var under uddannelse i kirurgi, hvor jeg læste en bog om ændringer i nerveforsyningen til bækkenbunden efter fødsler, udgivet fra det verdensberømte hospital i London, St. Mark’s Hospital. Da ændrede min karriere sig, idet jeg pludselig forstod, at jeg i mit fremtidige virke som kirurg, kunne bruge al den basisnerveviden, jeg havde skaffet mig, og det gjorde, at jeg rejste til London, og efterfølgende satsede på en højt specialiseret akademisk kirurgisk karriere indenfor tarmkirurgi.

Det, der ledte op til mine erkendelser, var begge gange, at jeg læste om nye opdagelser, der pirrede min nysgerrighed. Først var det en videnskabelig artikel, der viste ændret hukommelse hos rotter efter stråling af hippocampus, på biblioteket på Anatomisk Institut. Og så var det British Journal of Surgery, hvor jeg så en annonce for en ny bog.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg havde lavet en videnskabelig undersøgelse der viste, at hvis man kun var opereret uden strålebehandling for kræft i endetarmen, var der meget lille risiko for, at man fik tarmgener efter operationen. Først senere forstod jeg, at det alene skyldtes, at også operationer for endetarmskræft kunne give betydelige tarmgener.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg som nyansat adjunkt på Anatomisk Institut tog orlov for at få min turnusuddannelse – alene fordi jeg syntes, jeg skulle have en lidt bredere klinisk erfaring, når jeg skulle undervise medicinstuderende. Jeg blev så grebet af kirurgien, da jeg havde turnus i Odder, på grund af den tætte kontakt med patienterne, de meget vigtige beslutninger man var nødt til at træffe, og at man på relativ kort sigt fik en klar fornemmelse af, om ens beslutning havde været rigtig.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi langt hovedparten af min forskning har været patientnær klinisk forskning, hvor forskningsresultaterne har haft afgørende betydning for, hvordan vi har skullet behandle og kontrollere patienter.

Jeg fik støtte fra fonden til at undersøge, om patienterne blev mindre syge, hvis de i forbindelse med en operation for tarmkræft blev behandlet med EPO. Rationalet var, at man ved at behandle med EPO før operation, kunne stimulere dannelsen af nye røde blodlegemer, hvorved man kunne kompensere for det blodtab, der er under operationen. Undersøgelsen var et led i en serie af videnskabelige undersøgelser, som har resulteret i at risikoen for at dø af operationen faldt dramatisk fra cirka 7% til 1%, at patienterne meget hurtigere udskrives til hjemmet, og at de kommer sig meget hurtigere.

Støtten fra fonden betød, at vi kunne gennemføre et stort nationalt, dobbeltblindet, randomiseret forsøg med EPO ved tarmkræftpatienter. Undersøgelsen viste entydigt, at der ikke var nogen gevinst ved at behandle med EPO.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg kan se, at mit kliniske og videnskabelige virke på afgørende vis har forbedret behandlingen af kirurgiske tarmsygdomme – så vi på mindre end 15 år er gået fra nationalt at ligge i bunden til at ligge i toppen.

Lige nu undersøger jeg i et stort nationalt studie de senfølger, der knytter sig til behandling af kræft i bækkenet – altså tarmkræft, blære-, underlivs- og prostatakræft. Vi forsøger at afdække senfølgerne, identificere behandlingsbehov og belyse, hvordan vi bedst muligt kan behandle senfølger, så patienterne ikke blot er i live, men har et liv, der er fuld af kvalitet. Det er et felt, vi har været pionerer i, og vi har nu et stort nationalt og internationalt arbejde, da alle nu erkender, at med den forbedrede behandling af kræft, er der stort behov for at have fokus på livskvalitet.

Mit andet store interesseområde handler om molekylærbiologiske undersøgelser. I 20 år har jeg været “klinikeren", der hjalp molekylærbiologerne Torben Ørntoft og Claus Lindberg Andersen med at skaffe kræftvæv, så man bedre kunne forstå tarmkræftsvulster. Nu er det særlig spændende, fordi de seneste undersøgelser tyder på, at vi kan udpege de patienter som efter kirurgi har en særlig høj risiko for, at svulsten kommer igen – og de får så tilbudt onkologisk behandling.

BIOGRAFI

Søren Laurberg

Klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, siden 1998.

Uddannet cand.med. i 1977 og dr.med. i 1983.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2002 til at undersøge effekten af Epoitin i forbindelse med operation for tarmkræft.

Th. Geiger

Dr. Klaus Rodax fortæller om Th. Geiger:

”Han manede til årvågenhed overfor ideologiernes tyranni”.

Tyske Th. Geiger (1891-1952) blev politisk flygtning og Danmarks første professor i sociologi i 1938 efter at være blevet fyret fra universitetet i Braunschweig for ”national upålidelighed” af nazisterne, fortæller Geiger-ekspert Dr. Klaus Rodax.

Th. Geigers største Heureka-øjeblik var en erkendelse, der adskilte ham fra andre af sin generations sociologer: Sociologi er fra starten politisk og tjener til at forny samfundet. Det var de samfundspolitiske spørgsmål, der var drivkraften for hans interesse; det viser allerede hans første tyske undersøgelser af folkemasser i revolutionære ombrydningstider og senere eksempelvis hans undersøgelser af konkurrence og reklame, moral og ret, intelligentsiaens opgave og stilling, foruden empiriske undersøgelser af Danmarks lag-og klassestruktur, frem til undersøgelsen af demokrati. Geiger var altid både sociologen, der sammensmeltede sine socialteoretiske og socialempiriske ambitioner med socialstatistik og socialfilosofi til en akademisk profession, som samfundsdebattøren, der tog ordet såvel i offentlig som socialpædagogisk henseende.

Det arbejde, der ledte op til hans erkendelse, var en banebrydende undersøgelse af Tysklands sociale lagdeling, ”Die soziale Schichtung des deutschen Volkes” fra 1932. Heri gik han meget grundigere til værks end i sine tidligere teoretiske og empiriske fremstillinger af de sociale klasser. Her definerede Geiger i første omgang fem socialstatistiske lagdelinger: kapitalisterne, den gamle middelklasse, den nye middelklasse, proletaroiderne og proletarerne. Disse klasser undersøgte han sociografisk med henblik på den sociale bevidsthed, der herskede i de forskellige lag, mentaliteter og ideologier. I en ekskurs undersøgte Geiger også middelklassens politisk-ideologiske tendenser og tilbøjeligheder under nationalsocialismen. Især de mange arbejdere ville – ifølge Geigers prognose – vende sig væk fra Hitler og NSDAP, idet arbejdstagernes interesser ville gå i retning imod et fælles fagforeningstiltag. Dette i og for sig klasseteoretiske argument var desværre en intelligent fejlslutning.

Han må have følt sig mest på vildspor, dengang han i sine tidlige skrifter endnu anså den marxistisk afledte klasseteori med sine to lag, dvs. modsætningen mellem kapitalisterne og proletarerne, som empirisk prægende for klassesamfundet. Den gamle og den nye middelklasse ville som konsekvens af kampen mellem kapitalisterne og proletariatet være dømt til at blive revet i stykker. Men hans tvivl på den neomarxistiske to-klasses- og den borgerlige tre-klasses-teori voksede, idet ingen af dem syntes at have stor lighed med virkeligheden; han begyndte derfor at skærpe sit teoretiske begrebsværktøj og underkaste det et omhyggeligt empirisk og analytisk kontroleftersyn.

Han blev bidt af sit fag, da han i sammenhæng med sit sociologiske virke indenfor arbejderdannelse bekendte sig til den opfattelse: ”Erkendelse betyder: at forstå tingene objektivt ud fra deres egen opbygning, ikke ved at tyde dem ud fra subjektiv fornemmelse... Videnskab – det er denne personlige og åndeligt frigørende og kumulative stræben efter objektiv erkendelse, denne søgen efter sandhed, der i det skjulte gemmer sig i tingene” (1921). Denne videnskabsforståelse var en ledetråd i hans virke og mundede ud i en vedkendelse af teoretisk og praktisk værdinihilisme.

Hans forskning er relevant for andre mennesker, fordi han i sine diskussioner skærpede blikket for, hvordan man – uanset en fremherskende selskabs- og samfundsmetafysik og broderskabsagtig forherligelse – bør undersøge samfundsmæssige forhold. Han studerede samfundets differentiering i lag og klasser og udvidede den eksisterende viden om emnet både i teori som i praksis – for eksempel da han i sine danske undersøgelser inkluderede politiske teser omkring demokrati, samfundsmæssig åbenhed og mobilitet. Han leverede dermed faglige bidrag til fordomsfri tænkning indenfor retssociologi og manede til årvågenhed overfor ideologiernes tyranni.

Portrættet af Th. Geiger er oversat fra tysk af Gert J. Fode, der også har oversat flere af Geigers bøger fra dansk til tysk.

BIOGRAFI

Th. Geiger (1891-1952)

Danmarks første professor i sociologi i 1938 ved Aarhus Universitet. Medstifter af Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, den internationale sociologiforening og Dansk Sociologisk Selskab, som han i en årrække også var formand for.

Uddannet i rets- og statsvidenskab i München og Würzburg, hvor han 1914 bestod juridisk embedseksamen. Fem år senere dr.jur.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1946 til ”Gennemførelse af en idéhistorisk og idékritisk Undersøgelse af Frihedsbegrebet”.

Therese Ovesen

Øre-næse-hals-specialisten:

”Det er nærmest et personligt behov.”

Klinisk professor Therese Ovesen tænkte ikke, at hun ville forske, da hun læste til læge. I dag kan hun ikke leve uden forskningsprocessens dedikation.

Mit største Heureka-øjeblik var, da det gik op for mig, at forskning er del af mit DNA. Det at finde svaret på et spørgsmål og forfølge en ide til konsekvens er nærmest et personligt behov. Et eksempel på sådan et spørgsmål er, hvorvidt dræn i ørerne på børn udelukkende er positivt – og det er det så ikke. Med andre ord fandt vi ud af, at man skal tænke sig godt om ved drænbehandlingen af børn, for der er bagsider på længere sigt.

Det, der ledte op til min erkendelse, var at indflydelse på udvikling af en forskningsproces fra ide til resultat gav mig en helt særlig dedikation og ikke mindst tilfredsstillelse af min nysgerrighed.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg som medicinstuderende blev sat til allerede planlagte forskningsopgaver – og blev bedt om at afslutte noget, der kun var halvfærdigt. Det forekom mig ret meningsløst og kunne slet ikke vække min interesse. Derfor besluttede jeg faktisk, allerede inden jeg blev færdiguddannet som læge, at forskning ikke var noget for mig.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for øre-næse-hals-området, da jeg efter fire års forskning som klinisk assistent skulle vælge klinisk hoveduddannelse. Oprindeligt var det et andet speciale, der havde min interesse, men i takt med at min forskningsbaserede viden voksede, tiltog min interesse for mit aktuelle speciale.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den handler om emner, der er til gene for rigtig mange og som i høj grad påvirker den enkeltes livskvalitet. Et eksempel er, at så mange som en tredjedel af de mennesker, der mister lugtesansen, udvikler depression og/eller angstsymptomer. Deres evne til at nyde mad og drikke forsvinder, og samtidig bliver de ikke advaret om farer såsom, at adventskransen, maden i ovnen eller brødet på brødristeren er i brand.

Jeg fik støtte fra fonden til at undersøge hvad, der sker i mellemøreslimhinden, når den er væske i øret og når der behandles med dræn.

Støtten fra fonden betød, at jeg sammen med støtte fra andre kilder kunne gennemføre alle projekter til min doktordisputats.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når et forskningsresultat giver anledning til forbedringer – store som små – i diagnostik og/eller behandling af patienter.

Lige nu undersøger jeg mikrobiomet – altså alle de mikroorganismer, der lever i mennesket – og dets betydning for vores lugtesans samt hvordan mikrobiomet indvirker på infektion for eksempel med coronavirus.

BIOGRAFI

Therese Ovesen

Klinisk professor, overlæge, Institut for Klinisk Medicin og Øre-næse-hals-kirurgisk afdeling, Hospitalsenheden Vest.

Uddannet cand.med. i 1986 og dr.med. i 1996 fra Aarhus Universitet.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1990 til projektet ”Vævskulturer til studie af mellemørevæv, dels under normale, dels under patologiske forhold”.

Daniel Rötter

“Nogle af vores idéer har udgjort kimen i flere start up-virksomheder”.

Lektor Daniel Rötter forsker i den måde, vi deler og gemmer data på. Selvom det er et usynligt forskningsfelt, har det enorm betydning for mange menneskers hverdag. Det handler nemlig blandt andet om, hvor effektivt internettet fungerer.

Mit største Heureka-øjeblik var nok, da jeg forstod en ny måde at konceptualisere og repræsentere data, der kan forandre den måde, vi overfører, deler, gemmer og lærer af de data – med meget færre tekniske ressourcer. Ethvert problem har dog ofte sit eget lille Heureka-øjeblik, når man virkelig forstår det centrale spørgsmål og opnår den indsigt, der skal til for at besvare det, også længe før man reelt har en løsning.

Det, der ledte op til min erkendelse, var to ting. Først og fremmest flere års arbejde med at stille spørgsmål til den måde, vi effektivt kommunikerer, processerer og gemmer data. Derudover fandt jeg inspiration uden for mit forskningsfelt til at gentænke de eksisterende forestillinger om og designe løsninger, der udfordrede dem. For eksempel udfordrede vi den forestilling, at det var umuligt at tilgå specifikke data i en komprimeret fil uden at dekomprimere hele filen – altså lidt ligesom en zip-fil, som man kender fra sin PC. I dag bliver man nødt til unzippe hele filen for at tilgå en lille specifik del af en af filerne inden i den.

Jeg følte mig mest på vildspor, da et af mine forskningsområder efter ti års arbejde begyndte at føles lidt for let. Det var stadig interessant, og vi udviklede stadig uortodokse idéer og løsninger, der havde betydning. Men noget af spændingen ved det ukendte var falmet. Det ændrede sig heldigvis, da jeg begyndte at kaste mig over et nyt forskningsområde, der gav nye idéer og ny glæde.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med forskning i data relativt tidligt. Jeg havde ret brede interesser, der ikke passede så godt til enten software-kodning eller elektronisk udvikling, men så fandt jeg ud af, at det ikke var nødvendigt at vælge imellem de to. Jeg kunne bruge erfaringer fra begge dele i mit forskningsfelt. Og det har faktisk været en stor fordel med kombinationen, fordi udviklingen af software i høj grad definerer udviklingen af hardware nu til dags. Af samme grund er det også en stor fornøjelse at samarbejde med andre forskere båden inden for matematik og computervidenskab.

Min forskning er netop relevant for andre mennesker, fordi forskning i data og computerteknologi påvirker deres dagligliv, også selvom de måske ikke er klar over det. Vores forskning påvirker den måde, man designer kommunikationsnetværk og cloudsystemer, og den måde man sikrer stabilitet og komprimering af opbevarede data. Alt det er helt afgørende for, hvor godt internettet fungerer – herunder både diverse cloudsystemer og de applikationer, som folk over hele kloden bruger til at kommunikere med hinanden. Nogle af vores idéer har udgjort kimen i flere start up-virksomheder og er blevet integreret som en del af internationale virksomheders produkter.

Jeg fik støtte fra fonden til opstart at en ny forskningsgruppe, da jeg kom til Aarhus Universitet i 2017. Vi forsker i, hvordan fremtidige netværk og cloudteknologier påvirkes af computernetværk, beregningskraft og dataopbevaring.

Støtten fra fonden betød, at jeg ikke bare kunne starte et nyt laboratorium, men også finansiere nogle centrale forskningsområder og nogle lovende unge forskere. Samlet set bidrog det til, at et af mine heureka-øjeblikke i forhold til den måde vi overfører, behandler og gemmer data. For alt det er jeg meget taknemmelig.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg diskuterer det åbent med mine studerende og forskerkolleger. Når vi udvikler simple, men interessante, modeller for vores mest centrale teorier. Når vi tester modellerne i den virkelige verden ved at implementere dem i software, og nogle gange i hardware. Når vi finder ud af, om vore idéer dur i praksis eller hvordan vi bliver nødt til at udvikle vores modeller og forståelse af forskningsområdet. Med andre ord: Når vi virkelige forsøger at forstå og løse et problem i praksis.

Lige nu fokuserer jeg på at udvikle en ny teori for repræsentation, indeksering, beregning og opbevaring af data – og udvikle praktiske løsninger inden for en række området. For eksempel forsøger vi at forstå, hvordan vi kan reducere datatrafikken fra Internet of Things – altså for eksempel køleskabe, der er koblet på internettet – med en faktor 10, uden at vi mister værdifuld information. Vi forsøger blandt andet også at finde ud af, hvordan vi kan udvikle cloudsystemer, der reducerer energiforbruget ved at have færre servere med samme mængde information. Det ultimative mål er at reducere den globale CO2-udledning fra computere og datanetværk.

BIOGRAFI

Daniel Enrique Lucani Rötter

Lektor ved Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet.

Uddannet ph.d. i electrical engineering fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i 2010.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2017 i form af et AUFF Starting Grant.

Mogens Nielsen

Datalogen:

“Der var én elektronisk regnemaskine på hele universitetet, og den var latterligt simpel og kæmpestor”.

Professor emeritus Mogens Nielsen var med til at opbygge datalogi som fag på Aarhus Universitet, og han er imponeret over, hvor meget frihed til at løse opgaven ledelsen dengang gav de unge dataloger.

Mit forskningsfelt er teoretisk datalogi, der i bund og grund er en matematisk disciplin. Mine største heureka-øjeblikke er derfor de få gange, det er lykkedes at løse åbne teoretiske problemer inden for mit felt. Og det er svært at knytte en specifik erkendelse til den slags øjeblikke – inspirationen kan komme når som helst og hvor som helst.

Derudover har jeg to gange skiftet forskningsområde inden for teoretisk datalogi. Det var udfordrende, men i mit tilfælde var det øjenåbnere, som gav fornyet indsigt, energi og entusiasme. På samme måde som mine to længerevarende ophold på universiteterne i Edinburgh og Cambridge åbnede op for nye perspektiver i min tilgang til at forske.

Jeg følte mig mest på vildspor engang i 1980’erne, da jeg også forsøgte at starte forskning i såkaldt ”kunstig intelligens”. Jeg var fascineret af visionerne bag kunstig intelligens, som dengang var et relativt eksotisk og noget diffust forskningsområde. Men jeg måtte ret hurtigt erkende, at jeg var på vildspor. Jeg evnede ganske enkelt ikke at finde mine forskningsben indenfor ”kunstig intelligens”, og mit forsøg endte i absolut ingenting – bortset fra lidt undervisning. Men jeg fortryder egentlig ikke – jeg lærte en masse, og sjovt var det.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, allerede da jeg startede med at læse matematik på Aarhus Universitet i 1968 og året efter fortsatte året på den første årgang på det, som dengang hed matematik-datalogi-linjen. Allerede efter meget kort tid på studiet stod det mig lysende klart, at jeg havde fundet mit drømmefag. Det skyldtes ud over selve faget også en fascination af den pionerånd med fokus på internationalisering fra dag ét, som karakteriserede opbygningen af datalogi på Aarhus Universitet. Når jeg tænker tilbage, er jeg specielt imponeret af det ansvar og den frihed, som ledelsen på universitetet dengang gav os unge håbefulde dataloger i opbygningen af datalogi.

Jeg skal være ærlig og erkende, at det er svært at pege på den direkte relevans for menneskeheden af lige præcis mine teoretiske bidrag gennem årene. Men jeg bilder mig ind, at jeg har spillet en rolle i opbygningen af faget datalogi på Aarhus Universitet, og dermed i al beskedenhed måske været en ganske lille brik i den eksplosive udvikling af datalogi generelt – fra arbejdet omkring én enkelt elektronisk regnemaskine (GIER) på hele Aarhus Universitet i 1960’erne, som var latterligt simpel og kæmpestor set med nutidens øjne, til IT i alting og som hvermandseje.

Jeg fik støtte fra fonden sammen med min kollega Erik Meineche Schmidt til Aarhus Universitets afholdelse i 1982 af den niende udgave af konferencen ICALP, International Colloquium on Algorithms, Languages and Programming. Dengang var det den største og bredest dækkende europæiske konference i datalogi.

Støtten fra fonden havde stor betydning, selvom beløbet var relativt beskedent. ICALP-konferencen var i høj grad med til at sætte Aarhus Universitet på datalogi-verdenskortet og bidrog væsentligt til at opbygge vores internationale netværk.

Som alle forskere bliver jeg stolt og glad, når en artikel bliver publiceret i et anerkendt tidsskrift, når en præsentation bliver vel modtaget på en konference, når det lykkes at hente en stor forskningsbevilling hjem, eller når man bliver betroet tillidsposter i diverse faglige organisationer.  Derudover føler jeg glæde, når jeg erfarer, at min undervisning har sat sig spor hos de mange datalogistuderende fra Aarhus Universitet, og jeg følger specielt med stolthed mine ph.d.-studerendes karrierer rundt omkring i verden – i den akademiske verden såvel som i erhvervslivet.

Jeg er nu emeritus på Aarhus Universitet og har ikke været forskningsaktiv i nogle år. Jeg har gennem årene haft en del poster som formand eller medlem af internationale og danske forskningsfonde – herunder kortvarigt som medlem af bestyrelsen for Aarhus Universitets Forskningsfond – og jeg nyder stadig at kunne bidrage med forskningsevalueringer for forskellige fonde. For mig er det en værdifuld måde stadig at holde mig lidt orienteret om, hvad der forgår i mit fag, og så giver de mange dygtige unge forskere mig en bekræftende tro på en lysende fremtid for datalogien.

BIOGRAFI

Mogens Nielsen

Professor emeritus fra Aarhus Universitet siden 2016, tidligere blandt andet prodekan for forskning på Science and Technology, Aarhus Universitet.

Uddannet cand.scient. i 1973 og ph.d. i 1976.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1981 til afholdelse af en international konference i datalogi det følgende år. 

Anja Bechmann

Medieforskeren:

“Kunstig intelligens kan skabe systematisk diskrimination i samfundet”.

Professor Anja Bechmann leder Datalab og forsker i sociale medier og kollektiv adfærd – blandt andet i, om og hvordan systemer med kunstig intelligens kan skabe uhensigtsmæssige vilkår for demokratiske principper som inklusion.

Mit største Heureka-øjeblik var, da vi kunne bevise empirisk, at den nationale Facebook-befolkning i vid udstrækning er eksponeret for overlappende indhold på Facebook. Det er i virkeligheden kun en meget lille procentdel der befinder sig i en indholdsboble, hvor de enten eksponeres for helt særligt indhold eller kun eksponeres for indhold, der deles med en lille gruppe af ligesindede. Det viser, at social mediekommunikation ikke skaber filterbobler i så stort et omfang, som hidtil antaget. Samtidig viser studiet, at det indhold, vi er fælles om, oftest er designet til udelukkende at tiltrække klik og generere dataprofiler og derved stadig stiller spørgsmål ved sociale mediers demokratiske potentiale og evne til at skabe kulturel sammenhængskraft.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang sociale medieplatforme i vid udstrækning lukkede ned for adgangen til uafhængig forskning for universitetsansatte og i stedet erstattede adgang til data med udvidede samarbejder. På den måde forhindrede de sociale medier at deres data blev udnyttet kommercielt, men ved at sløjfe adgangen for universitetsforskere kan sociale medieplatforme nu i stor udstrækning kontrollere, hvad der bliver forsket i, af hvem og hvordan. Det er et indgreb i forskningsfriheden og muligheden for at lave kritiske analyser, hvor platformene selv kan havne i et kritisk lys på grund af den kollektive adfærd, de understøtter, eller måden de har designet deres algoritmer. Det er dog lykkedes at vende vildsporet til nye metodeeksperimenter, som det heldigvis ofte sker med modgang inden for forskningen.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi 81% af den danske befolkning er på sociale medier ifølge Danmarks Statistik i 2019. Med Datalabs forskning forsøger vi at forstå folks kollektive adfærd på de medier og pege på de samfundsmæssige udfordringer, som adfærden kan skabe. Derudover forsøger vi at skabe en forståelse af, hvad data fra sociale medier i forudsigelser og beslutninger drevet af kunstig intelligens gør ved vores samfund. Vi fokuserer blandt andet på, hvordan kunstig intelligens kan komme til at skabe systematisk diskrimination og brugerprofilering, der kan anvendes til alt fra diskriminerende risikovurdering til geopolitiske informationskrige. Ved at undersøge kollektiv adfærd på den mest anvendte medieinfrastruktur i dag, bidrager vi med grundlæggende viden om, hvordan mennesker i det 21. århundrede navigerer og socialiserer i en integreret digital hverdag, og hvordan nye kulturelle konfigurationer og strukturelle udfordringer opstår i det data-drevne samfund.

Jeg fik støtte fra fonden til at undersøge, hvordan vi kan anvende maskinlæring – altså kunstig intelligens – til at studere mobile og sociale medier fra et digitalt, sociologisk perspektiv, og hvad konsekvenserne er metodisk og etisk ved at anvende maskinlæring på sådanne data.

Støtten fra fonden betød, at vi fik mulighed for at gå i dybden med at anvende modeller for mønstergenkendelse i tekst og billeder på meget store datasæt. Derudover kunne vi anvende nye typer af statistiske læringsmetoder, som vores center ikke hidtil havde haft kendskab til.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når komplekse problemstillinger overbevisende kan løses med simple teorier eller analysemetoder.

Lige nu undersøger jeg såkaldt information disorders på sociale medier og jeg bryder særligt mit hoved med, hvordan vi kan kvalificere og udføre eksperimenter, der kan måle interventioners effekt på hastigheden af mis- og disinformationsspredning. Det er en grundvidenskabelig problemstilling i internetforskningen, men der er pt. også en mangel på empiriske tests af potentielle interventioner, som kan danne grundlag for mere evidensbaseret lovgivning på området. Det er hovedformålet med det nye EU Center of Excellence – EU REMID, der er en naturlig fortsættelse af arbejdet med det projekt, som vi fik støtte fra fonden til.

BIOGRAFI

Anja Bechmann

Professor på Medievidenskab, Aarhus Universitet, og centerleder for Datalab – Center for Digital Social Research samme sted. Digital vismand og medlem af Rådet for Digital Sikkerhed.

Uddannet cand.mag. i Medievidenskab i 2004 og ph.d. i 2009.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2015 i form af AUFF Starting Grant-projektet ’Artificial Intelligence in Digital Sociology’.

Ole Færgeman

Hjerteforskeren:

”Efterhånden forstod vi, at den genetiske baggrund for blodpropper i hjertet er kompleks”.

Professor emeritus Ole Færgeman blev blandt andet forsker for at undersøge den sygdom – arveligt forhøjet kolesterolindhold i blodet – der havde kostet hans svigerfar livet.

Mine store øjeblikke, hvad angår erkendelse, havde en helt anden karakter end de klassiske Heurekaøjeblikke, der sker inden for matematik og fysik, hvor for eksempel Arkimedes og andre enligt arbejdende forskere efter intens tankevirksomhed pludselig ser lyset. Mit fag, lægevidenskaben, afhænger derimod af samarbejde og diskussion mellem mange forskere og forståelse baseret på møjsommeligt oparbejdede og pålidelige data, som enten viser noget vigtigt nyt eller afgør et vigtigt spørgsmål.

Jeg tænker her for eksempel på Michael Browns og Joseph Goldsteins opdagelse af receptoren for lav-densitets-lipoprotein i 1974. Opdagelsen var central for åbningen af hele den molekylærmedicinske udvikling, som nu præger lægevidenskaben og vores moderne sygehusvæsen, og den forklarede mekanismen i den sygdom, jeg selv ønskede at forstå, nemlig den familiære hyperkolesterolæmi – arveligt forhøjet kolesterolindhold i blodet – som havde dræbt min svigerfar. Jeg kendte Brown og Goldstein, der blev belønnet med en Nobelpris, men deres opdagelse havde intet med mig at gøre.

Derimod var jeg centralt placeret i gennemførelsen af Scandinavian Simvastatin Survival Study (“4S”), som vi offentliggjorde i 1994. Resultatet af 4S-studiet viste, at behandling med simvastatin til reduktion af LDL-kolesterol i blodet forhindrede dødsfald, et resultat som ikke mindst i Danmark gjorde det vanskeligere for landbrug og myndigheder fortsat at modarbejde hhv. diætetisk og medikamentel behandling til reduktion af blodets indhold af kolesterol. 4S-studiet, men også flere senere randomiserede, kontrollerede, kliniske undersøgelser, afgjorde derfor et lægeligt og samfundsøkonomisk vigtigt spørgsmål efter mange års, undertiden bitter, uenighed.

Jeg fik støtte fra fonden i 1986 til indkøb af udstyr, men jeg er usikker på, hvilket apparatur det specifikt var, som Ulrik Gerdes og jeg blev i stand til anskaffe. Muligvis var det den PCR-maskine, vi tog i anvendelse ganske kort efter, at polymerasekædereaktionen i det hele taget blev mulig i små laboratorier som vores. PCR-maskinen anvendte vi til at mangedoble små stykker DNA til nærmere analyse. Det var vigtigt for vores arbejde i 1980’erne, som i tiltagende grad blev viet mere indviklede molekylærgenetiske problemstillinger end den familiære hyperkolesterolæmi, fordi vi efterhånden forstod, at den genetiske baggrund for de fleste tilfælde af blodprop i hjertet, sukkersyge mm. er kompleks.

Det er snart 20 år siden, at jeg trak mig tilbage fra mine stillinger som overlæge og professor i præventiv kardiologi, men jeg er fortsat optaget af spørgsmålene. I et kapitel til en bog, som offentliggøres senere i år, argumenterer jeg for, at netop kompleksiteten i den genetiske baggrund for sådanne sygdomme vil gøre det vanskeligt og formentlig umuligt at indfri de mange løfter om præcisionsmedicin – også kaldet personlig medicin – som for tiden udløser så store offentlige og private forskningsbevillinger både internationalt og herhjemme i Danmark.

BIOGRAFI

Ole Færgeman

Tidligere professor og overlæge på Aarhus Amtssygehus.

Medicinsk embedseksamen i 1968 fra Aarhus Universitet.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1986 til videnskabeligt udstyr.

Vivi Schlünssen

Arbejdsmedicineren:

“Der er utallige eksempler på forkert rådgivning baseret på ‘common sense’.”

Professor Vivi Schlünssen er speciallæge i arbejdsmedicin og forsker i, hvordan eksponeringer i miljøet kan forårsage eller beskytte mod sygdom.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg blev klar over, at min faglige metier var at forsøge at forstå årsager til sygdom for derigennem at forebygge, at de opstod – ikke at behandle sygdomme. Jeg startede på lægeuddannelsen af den sidste grund, men blev hurtigt klar over, at det første var mit egentlige drive som læge.

Det, der ledte op til min erkendelse, var det umiddelbart meningsfulde i at sætte ind over for lidelse og funktionsnedsættelse, inden det opstår, også selvom det ikke altid er den billigste løsning for samfundet, hverken på kort eller langt sigt.

Jeg følte mig mest på vildspor, da jeg måtte erkende at forsøg på forebyggelse nogle gange kan skade mere, end de gavner. Der er utallige eksempler på forkert rådgivning baseret på ‘common sense’ eller på studier med problematiske studiedesign. Immobilisering efter operationer og meget restriktive kostråd til spædbørn for at undgå allergi er klassiske eksempler.

Jeg vidste, jeg ville være speciallæge i Arbejdsmedicin- og Miljømedicin, da det er et lægefagligt speciale med stor fokus på årsager til sygdom, hvor man med afsæt i den enkelte patient afdækker årsagerne til at vedkommende er blevet syg. De sidste år har jeg som professor på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet koncentreret mig om forskning og undervisning, men omdrejningspunktet er fortsat at afdække og forstå, hvordan eksponeringer i miljøet kan forårsage eller beskytte mod sygdom.

Det meste af min forskning er tæt på virkeligheden og umiddelbart relevant for andre mennesker, da de eksponeringer jeg forsker i (blandt andet organisk støv og kemikalier) er kendt af de fleste, og fordi ideen om at forebygge ved at fjerne, mindske eller ændre den slags eksponeringer er nem at forholde sig til for de fleste.

Jeg fik støtte fra fonden til en række aktiviteter, herunder forskningsophold i Møllehuset, afholdelse af ph.d.-kurser og internationale kurser på Sandbjerg Gods og en bevilling til ansættelse af en gæsteprofessor i seks måneder.

Støtten fra fonden betød, at vi nu har et internationalt anerkendt kursus i eksponeringsvurdering indenfor Arbejds- og Miljømedicinsk epidemiologi, og at vi har kunnet tilbyde dette og andre kurser til yngre forskerkolleger fra mange europæiske lande i flere EU-projekter. At få tilknyttet professor Alex Burdorf fra Erasmus MC i Rotterdam som gæsteforelæser har givet et boost til MIAS (Miljø, Arbejde og Sundhed, som vores forskergruppe på Institut for Folkesundhed hedder) og ikke mindst til vores yngre forskerkolleger i Dansk Ramazzini Center, hvor vi på Institut for Folkesundhed og tre arbejdsmedicinske afdelinger i Region Midt og Region Nord arbejder sammen.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg kan se, at vores forskning er med til at forebygge sygdomme på arbejdspladser og i samfundet som helhed.

Lige nu undersøger jeg, hvordan eksponeringer tidligt i livet – herunder mødres erhvervsmæssige eksponering under graviditeten – påvirker forekomsten af luftvejssygdom og allergi senere i livet. 

BIOGRAFI

Vivi Schlünssen

Professor ved Institut for Folkesundhed, Miljø, Arbejde og Sundhed, Dansk Ramazzini Center, Aarhus Universitet samt professor ved det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, København.

Uddannet cand.med. fra Aarhus Universitet i 1994, ph.d. i 2001 og speciallæge i arbejdsmedicin 2005.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond blandt andet til forskningsophold i Møllehuset i 2011 og til afholdelse af ph.d.-kurser i eksponeringsvurdering i arbejds- og miljømedicinsk epidemiologi i 2014, 2016 og 2018.

Vibeke Simonsen

Biokemikeren:

“Parringsstrukturen i en population kan være vigtig i forbindelse med naturbevarelse.”

Lektor emeritus Vibeke Simonsen arbejdede med metoder til faderskabsfastlæggelse før, DNA-analyser blev udbredte.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg konstaterede, at en parthenogenetisk regnorm ikke fulgte de Mendelske love.

Det, der ledte op til min erkendelse, var den betragtelige store variation, som blev fundet i denne regnormeart. Desværre havde jeg ikke mulighed for at følge op på resultatet.

Jeg følte mig på vildspor mange gange, blandt andet i forbindelse med det projekt, hvor fonden ydede støtte. Jeg havde afprøvet en metode under et ophold i USA, hvor jeg fandt resultater, som jeg med de samme organismer ikke kunne gentage i Danmark. Den elektroforetiske analyse går ud på at adskille proteiner i et væv eller en kropsvæske i et elektrisk felt, hvor de forskellige proteiner så kan påvises ved at tilføre kemikalier, der indgår i en kemisk reaktion. Metoden åbner mulighed for ændring i mange forskellige analyseparametre, så mange gange var prøve-sig-frem metoden det eneste, man kunne gøre. Efter mange forgæves forsøg måtte jeg opgive at reproducere de konkrete resultater.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for forskning. Efter min eksamen fik jeg mulighed for at få arbejde på daværende Institut for Genetik på Naturvidenskabeligt Fakultet, Aarhus Universitet, hvor jeg kunne udnytte min viden om enzymer, da jeg i mit speciale havde arbejdet med enzymer. Desværre manglede jeg viden om mange zoologiske og botaniske emner, men søgte at lære det efterhånden. Den analysemetode, jeg anvendte mest i min forskerkarriere, indebar, at jeg arbejdede med mange forskellige organismer, så derfor var en løbende opdatering af viden nødvendig. Jeg erkendte tidligt, at samarbejde mellem personer med forskellige kompetencer var en stor styrke.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den kunne anvendes i faderskabssager, før DNA-analyser sidenhen blev udbredt. Faderskabssager kan benyttes til at undersøge parringsstrukturen i en population, men også mellem populationer, hvilket kan være vigtigt i forbindelse med naturbevarelse.

Jeg fik støtte fra fonden til indkøb af en scanner.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne inddrage yderligere et aspekt af den elektroforetiske variation i proteiner, nemlig en relativ kvantificering af det protein, jeg undersøgte.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg kan formidle det, så det er forståeligt for lægmand.

Lige nu undersøger jeg ikke noget, da jeg blev pensioneret i 2010.

BIOGRAFI

Vibeke Simonsen

Tidligere lektor ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

Uddannet cand. scient. i biokemi fra Københavns Universitet i 1967.

Støtte fra forskningsfonden i 1981 til indkøb af udstyr til bestemmelse af unikke alleler i amylase hos drosophila pseudoobscura fra Bogota (ved det daværende Institut for Genetik og Økologi).

Troels Fink

Palle Lykke om Troels Fink:

“Som opvakt 8-årig fulgte han ivrigt med i omtalen af Genforeningen i 1920”.

Historiker Troels Fink (1912-1999) var særdeles engageret i sønderjyske spørgsmål – og med til at etablere det, der senere blev Danmarks Journalisthøjskole, fortæller universitetshistoriker Palle Lykke, som interviewede Troels Fink i 1992.

Hans største Heureka-øjeblik var nok, da han midt i 1950’erne med sin store indsats i Udenrigsministeriet i forbindelse med udfærdigelsen af København-Bonn-erklæringerne kunne erklære sig ”lykkelig for at have været med til at afvikle en national kampsituation”. Erklæringerne fastslog, at borgerne på begge sider af grænsen frit kunne bekende sig til dansk eller tysk nationalitet og kultur, som de selv ønskede. Problematikken i det dansk/tyske grænseområde havde optaget ham, siden han som opvakt 8-årig ivrigt havde fulgt med i avisernes omtale op til Genforeningen i 1920. Troels Fink blev nemlig født i Aabenraa, der dengang lå syd for den dansk/tyske grænse.

Det, der ledte op til hans arbejde med København-Bonn-erklæringerne, var blandt andet hans erfaring fra den sønderjyske politiadjudantur, og at han på baggrund af sin disputats om et sønderjysk emne i 1941 var blevet ansat i et nyoprettet lektorat i Sønderjyllands historie ved Aarhus Universitet. Senere blev han først docent og så professor i samme emne, så Udenrigsministeriet har næppe kunnet finde nogen, der var bedre egnet.

Han må have følt sig mest på vildspor… ja, jeg tør næsten ikke sige det, men det var måske, da han i september 1933 efter et par års studier ved Københavns Universitet fik lyst til at prøve at studere ved det nye Aarhus Universitet. Det blev en skuffelse, for det ”var beskedent, hvad der foregik”, så allerede i slutningen af oktober indfandt Fink sig igen i København.

Dengang kunne han næppe have forestillet sig, at han skulle få en universitetskarriere i Aarhus og tilmed i 1940’erne blive en særdeles aktiv fødselshjælper for adskillige satellitter udgået fra Aarhus Universitet – bl.a. Erhvervsarkivet og ”Journalistkursus ved Aarhus Universitet”, der senere blev til Danmarks Journalisthøjskole (nu DMJX). Han havde næppe heller forestillet sig, at han skulle blive den, der forhandlede med fru Ellen Dahl, da hun i 1950’erne donerede Sandbjerg Gods til universitetet.

Han blev bidt af sit fag, da han efter et ophold i Italien vendte tilbage til Aabenraa, og endnu før han blev student fik til opgave at påbegynde en registrering af H.P. Hanssens arkiv. Hans engagement er sikkert blevet cementeret, da han i studietiden ved Københavns Universitet deltog i og snart blev regnet for ”høvdingen” i det socialhistoriske studiekredsarbejde, der fandt sted ved Institut for Historie og Samfundsøkonomi.

Hans forskning er relevant for andre, fordi den ikke mindst har øget kendskabet til sønderjyske forhold gennem tiderne og dermed mulighederne for at agere hensigtsmæssigt i forhold til diverse mulige konflikter med vores store nabo mod syd.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, da han i 1946 blev udnævnt til Udenrigsministeriets konsulent i slesvigske spørgsmål. Det var en anerkendelse af hans videnskabelige produktion og indsigt i sønderjyske spørgsmål, som han også blev belønnet for i 1959, hvor han fik stillingen som dansk konsul i Flensborg. Det gav ham for alvor mulighed for at beskæftige sig med praktiske spørgsmål inden for det sønderjyske område. Samme år trådte han uden for nummer, hvad angår professoratet i Aarhus.

BIOGRAFI

Troels Fink (1912-1999)

Professor i historie ved Aarhus Universitet fra 1950-1959, fra 1959-1975 dansk generalkonsul i Flensborg.

Uddannet cand.mag. i historie i 1936 og dr.phil. i 1941.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1948 til anskaffelse af et apparat til læsning af film.

Svend Hylleberg

Økonomen:

“Sæsonudsving i økonomisk data er andet end støj”.

Professor emeritus Svend Hylleberg har i årtier forsket i tidsserieøkonometri og fundet ud af, at sæsonvariationer skyldes mere end blot vejr og vind.

Mit største Heureka-øjeblik var der flere af. Det første kom, da jeg i 1986 fik udgivet min bog ”Seasonality in Regression”, der også var min doktordisputats fra 1984 på Academic Press. Det var et forskningsprojekt, jeg havde arbejdet med i mere end 10 år, som viste, at sæsonvariation i økonomiske data var andet en støj. Og det andet øjeblik var, da jeg i foråret 1987 på mit kontor på UCSD i Californien opdagede, hvordan man kunne behandle og teste for varierende sæsonmønstre i data, den såkaldte HEGY-test.

Det, der ledte op til min erkendelse, var mange års studium af ikke blot de økonometriske teknikker på tidsserieområdet, men også af den økonomiske baggrund for, at sæsonmønstrene ændrer sig udover, hvad kalender, vejr og vind tilsiger.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang den berømte australske statistiker Ted Hannan i 1975 ikke kunne forstå forskellen mellem de asymptotiske resultater og mine simulationsresultater, og jeg opdagede at nogle af mine resultater skyldtes programmeringsfejl. Den lærestreg indebar, at jeg altid siden har været ekstremt nøje med at sikre mig mod sådanne fejl.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg efter at have holdt et kritisk seminar på Økonomisk Institut for samtlige lærere i foråret 1967 om Nicholas Kaldors professorforelæsning i Cambridge ”Causes of the slow rate of economic growth in the United Kingdom: an inaugural lecture” fandt ud af, at jeg ville være professor i økonomi.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den kan anvendes i økonomiske analyser, men også fordi, den har givet mig et omfattende internationalt netværk, der er blevet brugt af mine mange studerende og kolleger og dermed har været et væsentligt grundlag for Økonomisk Instituts høje status indenfor tidsserieøkonometri.

Jeg fik støtte fra fonden til mine mange ophold ved Department of Economics, UCSD, La Jolla, California, der var et vigtigt mødested for mange internationale forskere i tidsserieøkonometri.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne opretholde og udbygge det arbejdsfællesskab, jeg havde med disse forskere.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når nogle af de mange studenter, jeg har været med til at uddanne, fremkommer med værdifulde nye forskningsresultater eller på anden måde viser, at cand.oecon eller mat.oecon-uddannelsen og den efterfølgende ph.d.-uddannelse på Aarhus Universitet er second to none.

Lige nu undersøger jeg oecon-studiet og Det Økonomisk Fakultets historie fra dets start i 1936 til 1966.

BIOGRAFI

Svend Hylleberg

Professor emeritus ved Institut for Økonomi, Aarhus BSS, Aarhus Universitet.

Dekan for School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet.  2011 - 2015.

Dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. 2006 - 2011.

Institutleder, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet. 1998 – 2006.

Uddannet cand.oecon 1971 og dr.oecon. 1984.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1982 til ikkevidenskabelig medhjælp samt rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med projektet ”Sæsonvariation i regressionsdata”.

Signe Normand

Biologen:

“Hvordan reagerer de arktiske plantearter på klimaforandringerne?”

Professor Signe Normand forsker i plantearters respons på klimaforandringerne – blandt andet med satellitter og droner.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg fandt at omkring halvdelen af Europas plantearter siden sidste istid ikke har spredt sig til alle de steder, hvor klimaet er egnet for dem. På trods af 1.000-vis af år har de ikke kunnet respondere fuldt ud på opvarmningen gennem vores nuværende varmetid. Erkendelsen er vigtigt, fordi den bidrager til vores forståelse af, i hvilken grad forskellige arter kan respondere på de igangværende klimaændringer.

Det, der ledte op til min erkendelse, var modeller af hvordan klima har begrænset mere end 1.000 plantearters udbredelse under sidste istid og i hvilken grad arternes nuværende udbredelse stadig er begrænset til disse områder.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg indædt prøvede at belyse den fundamentale hypotese om, at plantearter generelt er mere begrænsede af klima ved deres nordlige end sydlige udbredelsesgrænse, hvor interaktioner med andre arter forventes at spille en større rolle. Jeg var overbevist om, at formen på arternes responser kunne bidrage med vigtig forståelse. Det viste sig til sidst at være sandt, men kvantificeringen af arternes responser og deres betydning ledte mig på mange vildspor.

Jeg vidste med sikkerhed, jeg ville arbejde med biologi, da jeg efter et højskoleophold med fokus på friluftsliv og bæredygtighed opgav ideen om at studere fysik. Jeg har, siden jeg var barn, haft en meget stor fascination af naturen. I folkeskolen var biologi mit yndlingsfag, og jeg gik på en biologefterskole. Så måske har det ligget i kortene altid.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den giver indsigt i, hvordan Jordens mangfoldighed af arter responderer, når klimaet ændres, og dermed også indsigt i hvilke konsekvenser forandringerne kan have. Jeg undersøger både arters forhistoriske, nutidige og potentielle fremtidige udbredelse. De seneste år har jeg især bidraget med en forståelse af, hvordan arktiske plantearter responderer på de igangværende klimaændringer.

Jeg fik støtte fra fonden i 2011, da jeg modtog AUFF's ph.d.-pris, og igen i 2016 da jeg modtog en AUFF Starting Grant til at opbygge en forskningsgruppe omkring brugen af droner til at forstå arters responser på tværs af både tid og rum. 

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne etablere en uafhængig forskergruppe og et laboratorie med fokus på brug af droner til at besvare spørgsmål indenfor økologien.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når forskningsresultaterne formår at fascinere almindelige mennesker og øge deres forståelse for Jordens mangfoldighed og kompleksiteten i de igangværende ændringer.

Lige nu undersøger jeg betydningen af mikroklima for årtiers variation i arktiske buskes vækst i Grønland, og hvordan forskellige typer af data fra droner og satellitter kan bruges til at kortlægge og forstå de hastige forandringer i biodiversiteten.

BIOGRAFI

Signe Normand

Professor i vegetationsdynamik ved Institut for Biologi ved Aarhus Universitet.

Uddannet biolog i 2006 og ph.d. i biologi 2010.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2011 i form af ph.d.-prisen og i 2016 til at starte egen forskergruppe.

P.G. Lindhardt

Carsten Bach-Nielsen om P.G. Lindhardt:

“For Indre Mission inkarnerede Lindhardt ”Røverkulen” – Det teologiske Fakultet.”

P.G. Lindhardt (1910-1988) skrev sig ind i historien som den, der ”afskaffede det evige liv”. Det skete ved et foredrag på Askov Højskole, hvor han som kritisk historiker sagde, at ingen kunne gøre krav på en forlængelse af jordelivet ind i det evige, fortæller Carsten Bach-Nielsen, lektor i kirkehistorie på Aarhus Universitet.

Hans største Heureka-øjeblik var nok ”opdagelsen” af Morten Pontoppidan, Henrik Pontoppidans broder, omkring 1950. Morten Pontoppidan var grundtvigianer, præst, højskolemand, forfatter og debattør – og placeret yderst på den liberale fløj i sin tids kirke- og kulturliv. Han var begejstret for det unge Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet, for det moderne gennembrud, og dermed ikke specielt national. Pontoppidan hørte nok til en vækkelse – og dem brød Lindhardt sig ikke om – men han gjorde op med vækkelsernes eksklusivitet.

Det arbejde, der ledte op til hans erkendelse, var tydeligvis arbejdet med disputatsen i 1930’erne om den dansk-norske pietisme – med omvendt fortegn. Lindhardt så pietismen som en vækkelse men også som en eksklusiv forening af rettroende og rettænkende. Hermed blev kirken gjort eksklusiv og lukket land for almindelige mennesker. Nypietismen prægede Lindhardts barndomsmiljø, men han havde svært ved at se en vej ud af dens omklamring.

Han må have følt sig mest på vildspor, dengang han søgte konturerne til et gyldigt opgør med pietismen gennem studiet af oplysningslitteraturen. Han opdagede, at oplysningen også var både from og elitær. Han var på jagt efter en stemme og en personlighed i det moderne, der fuldt ud havde taget kampen mod den snærende vækkelsesforståelse op. Det nærmeste han kom, var nok Kierkegaards kirkekritik fra 1850’erne, men mødet med Pontoppidan forløste ham.

Han blev bidt af sit fag allerede som gymnasiast i Odense, hvor hans svoger L.P. Fabricius var præst og kirkehistoriker – og siden på universitetet under professor J. Oskar Andersen. Under anden verdenskrig fik han et nært forhold til Aarhus’ moderne biskop Skat Hoffmeyer, der benyttede sig af et direkte og moderne sprog i sin formidling. Lindhardt brugte sin kirkehistorie i sine prædikener, som han holdt i Vor Frue Kirke. De blev en slags kulturelle tilløbsstykker, fordi de også var ”oplysende”.

Hans forskning er relevant for andre mennesker, fordi han befriede en hel generation for det pres, der lå på den. Mange studenter kom fra vækkelsesmiljøer, hvor grænserne og disciplineringen var tydelig. Man skulle jo virkeliggøre Guds vilje i sit liv på jord, leve op til hjemmets og ikke mindst gruppens forventninger. Lindhardt arbejdede som materialistisk historiker under indflydelse af Hans Kirk. Han så vækkelserne som noget, mennesker selv havde konstrueret – ikke en ramme for Guds krav til den enkelte. Mange følte sig frisat i forhold til deres miljøer af Lindhardts nye forskning.

Han fik støtte fra fonden til at studere oplysningslitteraturens gennembrud, men det viste sig at være et delvist fejlslagent projekt, der dog førte ham til mere centrale spørgsmål. Det blev vækkelsesforskningen, der gjorde Lindhardt kendt i hele Norden.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, når han kunne se broen mellem historikerens og præstens arbejde. Han psykologiske indsigt blev skærpet gennem de historiske personer i 19. og 20. århundrede, han skrev om. Hans kristendomsforståelse kastede så til gengæld et formildende blik over de fleste af dem, han i grunden ikke var ret enig med. Jeg tror ikke, at Lindhardt nogensinde viste stolthed i sædvanlig forstand. Der stak nok i sidste ende en art pietist i ham: en varsomhed omkring det private og dets rum.

BIOGRAFI

Poul Georg Lindhardt (1910-1988)

Professor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet og hjælpepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus.

Uddannet cand.theol. i 1934 fra Københavns Universitet og dr. theol. i 1938 sammesteds.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1946 til et ”større Arbejde om den danske Opbyggelseslitteraturs Udbredelse og Indflydelse”.

Peter Skautrup

Viggo Sørensen om Peter Skautrup:

“Han var med til at oprette Dansk Sprognævn.”

Sprogprofessor og tidligere rektor Peter Skautrup (1896-1982) var entreprenant. Han var med, da Aarhus Universitet blev etableret i 1928, og fire år senere fik han oprettet Institut for Jysk Sprog- og Kulturforskning, fortæller Viggo Sørensen, redaktør ved Jysk Ordbog og leder af Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning på Aarhus Universitet.

Hans største Heureka-øjeblik må have været, da han under arbejdet på Dansk Sproghistorie bind 1 midt under anden verdenskrig indså en række fonetiske sammenhænge i udviklingen af dansk (på baggrund af oldnordisk) og for jysk (på baggrund af gammeldansk). Hans opdagelse er kort opridset i artiklen "Sammenhænge i dialektal udvikling" som man kan læse i Dansk sprog og kultur fra 1976. Teorien er endnu gyldig i hovedtræk.

Det arbejde, som gjorde Peter Skautrup nationalt kendt, var selvsamme Dansk Sproghistorie I-IV, der blev udgivet 1944-68. Modsat tidligere sproghistorikere så Peter Skautrup sprogets udvikling som en refleks af den historiske samfundsudvikling. Og han evnede at formidle det faglige stof i et alment sprog, som menigmand kunne forstå – bortset fra særligt markerede afsnit med faglig dokumentation for pointerne.

Han må have følt sig på vildspor, da han i 1. årgang af tidsskriftet “Sprog og Kultur” fra 1932 kastede sig sig ud i tolkning af indskriften på de i 1927 fundne runesten fra den lille landsby Vinterslev, der i dag er en bydel i Hadsten. Stenene viste sig dog snart at være et falsum, en simpel drengestreg. Hvor meget det end må have ærgret Peter Skautrup, beklagede han ærligt og offentligt sin fejltagelse.

Hans forskning er stadig relevant for danskerne, navnlig som den blev publiceret i Dansk Sproghistorie, og primært i kraft af Peter Skautrups sociolingvistiske tilgang og den enkle sproglige formidling. Først nu er der en værdig afløser under udgivelse, nemlig Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Dansk Sproghistorie i 6 bind – og denne gang skrevet af et helt hold sprogforskere.

Han fik støtte fra fonden til Jysk Sprog og Kulturforskning i 1978 til trykkeudgifter.

Det er svært at sige, hvornår han var mest stolt af sit arbejde – aldersafstanden mellem os taget i betragtning. Et bud kunne være dengang, han var redaktør ved Ordbog over det Danske Sprog og i 1926 fik Københavns Universitets guldmedalje for en banebrydende analyse af ordforrådet i sin barndoms dialekt. Men mon ikke også, at han var stolt, da han var med til at få oprettet Dansk Sprognævn, som han blev den første formand for i 1955–61.

BIOGRAFI

Jens Peter Andreas Skautrup (1896-1982)

Professor i nordiske sprog ved Aarhus Universitet 1934–66, leder af Institut for Jysk Sprog- og Kulturforskning 1932-1966 og universitetets rektor 1953–55.

Uddannet cand.mag. i dansk, historie og engelsk i 1922.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1978 til trykkeudgifter i forbindelse med aktiviteter på Jysk Sprog og Kulturforskning.

Malene Bek-Thomsen

Molekylærbiologen:

“Trods deres ringe størrelse har de et uhyggeligt antal dødsfald på samvittigheden.”

Molekylærbiolog Malene Bek-Thomsen undersøger nye teknologiers muligheder, når det kommer til hurtigere diagnoser af patienter.

Mit største Heureka-øjeblik var erkendelsen af at mikrobiologiens verden er forunderlig – fuld af mikroskopiske størrelser, som vi lever i tæt symbiose med og på ingen måde kan være foruden. Samtidig har nogle af dem, trods deres ringe størrelse, et uhyggeligt stort antal dødsfald på samvittigheden. På en og samme tid er de små størrelser beundret og forhadte.

Det, der ledte op til min erkendelse, var dygtige og engagerede undervisere og adskillige timer i selskab med videnskabelige bøger og artikler.

Jeg følte mig mest på vildspor, da jeg efter utallige lange dage og sene timer på kontoret måtte sande, at nogle af mine forskningsresultater ikke kunne reproduceres og derfor ikke publiceres.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mikrobiologi, da jeg i forbindelse med mit speciale blev tilknyttet Mogens Kilians forskningsgruppe ved det tidligere Institut for Medicinsk Mikrobiologi og Immunologi (nu Biomedicin). Mogens Kilian var en vejleder, der smittede med sit engagement, sin viden og sin store interesse inden for bakteriologi.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den søger at forbedre de diagnostiske muligheder og derfor er den til direkte gavn for patienter.

Jeg fik støtte fra fonden til et otte måneders udenlandsophold ved The Pathogen Functional Genomics Ressource Center, J. Craig Venter Institute, i Maryland (USA) i forbindelse med mit ph.d.-studie. Instituttet i USA var på daværende tidspunkt førende indenfor en avanceret molekylær teknologi, som jeg med fordel kunne anvende til at afdække nogle af mine videnskabelige spørgsmål.

Støtten fra fonden betød, at opholdet i USA kunne realiseres, og jeg kunne medbringe min mand og dengang kun etårige datter.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når det gør en forskel og kommer andre til gavn. Mit nuværende arbejde er direkte anvendeligt til gavn for patienter, og det finder jeg stor tilfredshed i.

Lige nu undersøger jeg nye teknologiers mulige diagnostiske anvendelse og arbejder på at implementere bedre og langt hurtigere diagnostiske metoder til gavn for patienterne.

BIOGRAFI

Malene Bek-Thomsen

Uddannet cand.scient. i biologi 2006 og ph.d. i mikrobiologi 2012.

Molekylærbiolog ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Sygehus Lillebælt. Tidligere post.doc. ved Aarhus Universitet.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2010 til et ophold ved J. Craig Venter Institute.

Lise Togeby

Peter Munk Christiansen om Lise Togeby:

“Danskernes holdning til indvandringen var stabil, men samtidig det hotteste spørgsmål i politik.”

Statskundskabsprofessor Lise Togeby (1942-2008) fandt ud af, at selvom en stor vælgergruppe rykkede mod indvandrerkritiske partier i 1990’erne, ændrede den gennemsnitlige holdning sig ikke. Det fortæller Peter Munk Christiansen, professor og institutleder på Institut for Statskundskab.

Hendes største Heureka-øjeblik var måske, da hun fandt ud af, at den internationalt etablerede videnskabelige sandhed, at kvinder stemmer som deres mænd, ikke holder for kvinder med arbejde uden for hjemmet. Når kvinder får erhvervsarbejde, bliver deres job en bedre indikator for deres stemme end deres mænds stemmeadfærd.

Den forskning, der ledte op til hendes erkendelse, var det dybe og grundige empiriske arbejde, som kendetegnede hendes arbejde hele karrieren igennem. Hvad dækker de her udsving over? Hvad er det for et mønster, de passer ind i? Når virkeligheden arter sig anderledes end teorierne tilsiger, er det ikke virkeligheden, der er problemet. Det er teorierne.

Hun følte sig udfordret, da hun omkring årtusindskiftet tumlede med at forstå, hvordan danskernes holdning til indvandringen kunne være stabil over en 30-årig periode, samtidig med at spørgsmålet i slutningen af 1990’erne blev det hotteste spørgsmål i dansk politik og bidrog til at flytte store grupper af stemmer mod indvandrerkritiske partier. Hun viste, at selv dybtliggende holdninger kan fluktuere omkring et nogenlunde uændret gennemsnit.

Hun blev bidt af sit fag, da hun allerede inden sin kandidateksamen besvarede en prisopgave om Socialdemokratiets idépolitik udskrevet af Københavns Universitets filosofiske fakultet – og modtog en guldmedalje for den. Afhandlingen – senere publiceret i en stærkt nedskåret udgave under titlen Var de så røde? – viste, at det var praktiske spørgsmål, der havde optaget Socialdemokratiets tidlige idéudvikling. Særlig ideologisk eller særlig rødt var partiet ikke.

Hendes forskning er relevant for andre mennesker, fordi hun inden for de forskningsområder, hun tog op i sin forskerkarriere – unges politiske valg, kvinders politiske deltagelse, flygtninge og indvandreres integration i det danske samfund, dannelse af politiske holdninger – forstod at bore sig så langt ned i materien, at hun kunne give kvalificerede svar på, hvordan centrale problemer på disse områder kunne takles. 

Jeg tror, at hun var allermest stolt over sit arbejde, da hun præsenterede Magtudredningen, selv om hun aldeles ikke brød sig om den slags shows med hende selv i centrum. Offentligheden tog imod Magtudredningens slutrapport med blandede reaktioner, og nogle beskyldte hende for politisk følgagtighed. Intet lå Lise fjernere; hun var tværtimod stolt over, at Magtudredningen havde et så stærk fagligt fundament, der blev omsat til ikke færre end 49 bøger og 35 mindre publikationer. 

BIOGRAFI

Lise Togeby (1942-2008)

Var professor i politisk sociologi ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, hvor hun også i løbet af sin forskerkarriere nåede at være institutbestyrer og studieleder. Hun var leder af Folketingets Magtudredning 1997-2003.

Uddannet cand.scient.pol. i 1966 og dr.scient.pol. i 1994.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1979 til videnskabelig medhjælp.

Lauritz B. Holm-Nielsen

Tidligere rektor:

“Mit botaniske feltarbejde bragte mig tæt på flere oprindelige folk, som nu er forsvundet.”

Biolog og tidligere rektor Lauritz B. Holm-Nielsen drømte som ung om at udforske Sydamerika og startede i slutningen af 1960’erne et pionerarbejde med at indsamle 100.000 planteprøver, der i dag er en af Aarhus Universitets unikke samlinger.

Der har været flere øjeblikke, hvor følelsen af at forstå en større sammenhæng har været der. Inden jeg begyndte at studere på Aarhus Universitet, oplevede jeg nogle af de sidste individer af ildlændere, som var et folk, der på det tidspunkt kun fandtes på Ildlandet, og som nu for længst er uddødt. Det gik op for mig, at vores måde at leve på er så overvældende, at andre kulturer og folk simpelthen forsvinder. Antropologien er ikke mit forskningsfelt, men mit botaniske feltarbejde i Sydamerika har bragt mig tæt på flere oprindelige folk, som nu er forsvundet.

I 1968 sad jeg på en vulkantop nær Chimborazo midt i Andesbjergene, hvor Alexander von Humboldt i 1801 observerede de klimatiske og botaniske højdezoner. Her havde jeg mit største Heureka-øjeblik, her blev den store sammenhæng i de naturlige økosystemer tydelig for mig. Det var før, jeg blev bekendt med Humboldts store tese: at den menneskelige aktivitet for altid forandrer sammenhængen i naturen. Jeg fik intuitivt den samme forståelse, at vi, menneskeheden, nu er så mange og vores teknologier så kraftfulde, at de gør os i stand til at forandre jordens udvikling i en irreversibel proces. Det er tydeligt, at naturen alle steder er presset.

Jeg har helt sikkert været nysgerrig og fulgt mange forskellige spor; men jeg tænker egentlig ikke, jeg som sådan har været på vildspor. Nogle af sporene har bestemt ikke ført til videnskabelige landvindinger, hvorimod de helt sikkert alle sammen har bidraget med erfaringer, der har vist sig nyttige i andre sammenhænge.

Allerede som ung drømte jeg om at udforske troperne, helst i Sydamerika. Det var både, fordi de oprindelige folk dér fascinerede mig, og fordi den tropiske regnskovs kompleksitet drager en biolog. Jeg ville gerne lære de fantastiske plantearter at kende og fortage videnskabelige indsamlinger som dokumentation for det, der nu kendes som biodiversiteten.

Min egen forskning i botanisk taxonomi specielt i passionsblomster og i tropiske vandplanter har ingen økonomisk betydning. Omvendt er kendskabet til arterne og deres biologi en forudsætning for de meget vigtige studier af tropiske økosystemer. Derfor er de tusindvis af veldokumenterede botaniske indsamlinger, der ligger i Aarhus Universitets herbarium, og i øvrigt i nogle af verdens vigtigste videnskabelige samlinger af uvurderlig betydning både for biodiversitetsforskningen og for klimaforskningen.

I 1981 modtog jeg 60.000 kr. fra forskningsfonden til PROSA-løn m.v., da jeg kom tilbage til Aarhus Universitet med en meget stor plantesamling efter at have været professor på Pontificia Universidad Catolica i Ecuador. Det lyder måske lidt kedeligt, men når man står med håndskrevne feltnoter og omkring 100.000 planteprøver fordelt på over 20.000 enkelt-indsamlinger fra hundredvis af forskellige lokaliteter, udestår et stort arbejde med at registrere og skrive etiketter, lave databaser osv. Vi havde ingen lap-tops dengang og edb-programmerne var primitive, så der var god brug for hjælp til bearbejdelse af data- og planteindsamlingerne fra et omfattende feltarbejde i Ecuador, som er et af de mest artsrige områder i verden.

Støtten fra fonden betød, at vi kunne gennemføre bearbejdningen af det omfangsrige materiale, og det var afgørende for, at materialet blev tilgængeligt for andre forskere i hele verden. Det er nu en del af universitetets unikke videnskabelige samlinger. Det er meget tilfredsstillende at vide, at de mange danske og udenlandske forskere, der arbejder med Andesbjergenes planteverden og Amazonas økosystemer kan anvende vores indsamlinger og optegnelser i deres forskning. Det pionerarbejde, jeg bidrog til, har siden givet mange ikke mindst ecuadorianske studerende og forskere mulighed for at forstå deres eget lands natur.

Jeg har ikke været forskningsaktiv siden 1986, hvor jeg har arbejdet med universitets- og forskningsledelse. Men jeg har ofte mindet økonomer og jurister, ikke mindst i mit arbejde for Verdensbanken, om, at der er ingen, der kender jungleloven bedre end en tropebotaniker! Jeg har i høj grad brugt mine erfaringer fra forskningen i tropernes økosystemer. Og den Humboldtske forståelse for sammenhængen i naturen er universel, og det er bestemt en viden, jeg også bruger som Den Danske Naturfonds første formand. Fondens prioritet er at købe plads til den danske natur for dermed give den naturlige biodiversitet en bedre chance.

BIOGRAFI

Lauritz B. Holm-Nielsen

Formand for Den Danske Naturfond. Rektor for Aarhus Universitet 2005-2013 og dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet 1976-1979. Derudover blandt andet rådgiver for Verdensbanken vedrørende videregående uddannelse, forskning og innovation 1993-2005.

Uddannet mag.scient. i biologi i 1971.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1981 til PROSA-løn til Botanisk Institut til bearbejdelse af data- og plantemateriale fra Ecuador-projektet.

Henrik Kaare Nielsen

Kulturforskeren:

“Selv et velkonsolideret demokrati som det danske er en skrøbelig størrelse.”

Professor Henrik Kaare Nielsens forskning i samtidskulturen er med til at gøre det selvfølgelige mindre selvfølgeligt, så vi alle kan forholde os mere kritisk til den.

Mit største Heureka-øjeblik var indsigten i, at selv en historisk overordentlig velkonsolideret demokratisk politisk kultur som den danske er en skrøbelig størrelse, som det løbende kræver en høj grad af gensidig forpligtethed og kompromisvilje hos alle aktører at opretholde.

Det, der ledte op til min erkendelse, var den sammenlignende analyse af politisk kultur og nye sociale bevægelser i Vesttyskland og Danmark, der lå til grund for min disputats. På trods af store principielle, historisk begrundede forskelle viste der sig at være tale om relativt parallelle praktiske erfaringer i de to lande. På afgørende tidspunkter i løbet af 1960’erne, 70’erne og 80’erne var det således på det nærmeste tilfældigheder, der gjorde, at udviklingen i Danmark ikke eskalerede til venstreterrorisme og tendenser til autoritær sikkerhedsstat som i Vesttyskland.

Jeg følte mig mest på vildspor dengang i 1989, da Berlinmuren pludselig faldt og indvarslede hele Sovjetimperiets opløsning. Ikke at jeg havde haft nogen som helst sympatier eller forhåbninger knyttet til Østblokken og dens politiske system, men den havde i hele min forskerkarriere repræsenteret et veletableret geo- og magtpolitisk faktum, som alle politiske og kulturelle samtidsanalyser i et eller andet omfang tog bestik af, og som var med til at definere den overordnede horisont, man tænkte inden for. Behovet for at reorientere sig var derfor påtrængende i 1989.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med kulturanalyse, da to af mine undervisere og vejledere på kandidatuddannelsen viste stor interesse for mit arbejde, inddrog mig i kollegiale diskussioner og opfordrede mig til at gå forskervejen. Stor tak til Karsten Hvidtfelt Nielsen og Jørgen Kjær på det daværende Germansk Institut.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den adresserer problemstillinger, som er centrale i det moderne samfundsliv, herunder den enkelte borgers hverdagsliv. Forskningen bidrager i form af teoretiske og historiske perspektiver til at gøre det selvfølgelige mindre selvfølgeligt. Samtidskulturen bliver dermed en størrelse, man kan reflektere kritisk over, og det bliver tydeligt, at den menige borgers hverdagspraksis er med til at skabe, genskabe og forandre den.

Jeg fik støtte fra fonden dels til udgivelse af en række bøger, dels til et AU IDEAS Pilotcenter (2012-2016), hvor jeg var leder af en tværfaglig forskergruppe med medlemmer fra både humaniora og samfundsvidenskab. Centret arbejdede med den demokratiske offentligheds aktuelle udfordringer og udviklingsperspektiver.

Støtten fra fonden betød, at forlagene var økonomisk i stand til at binde an med at udgive mine relativt smalle fagbogsmanuskripter, samt at et værdifuldt tværfagligt forskningssamarbejde kunne realiseres. Stor tak for det.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når det hjælper andre mennesker til at forstå de kulturelle og samfundsmæssige relationer, de indgår i, og inspirerer dem til selv at tænke videre.

Lige nu undersøger jeg æstetisk erfaringsdannelse og dennes potentialer og begrænsninger i et demokratisk offentlighedsperspektiv. I den forbindelse undersøger jeg bl.a. samtidens forstærkede populistiske tendenser.

BIOGRAFI

Henrik Kaare Nielsen

Professor i kulturteori og kulturanalyse ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

Uddannelse cand.mag. i 1979, lic.phil./ph.d. i 1984 og dr.phil. i 1991.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond flere gange blandt andet til trykudgifter samt AU IDEAS Pilotcenter.

Hakon Lund

Palle Lykke fortæller om Hakon Lund:

“Publikum takkede ham begejstret med klapsalver efter lysglimt og brag.”

Kemiprofessor og rektor Hakon Lund (1898-1979) holdt af at formidle sit komplicerede fag, så alle forstod det, blandt andet ved offentlige aftenforelæsninger på universitetet i 1930’erne, fortæller universitetshistoriker Palle Lykke.

Som kemiker har Hakon Lund formentlig haft flere Heureka-øjeblikke, men et af hans første større af slagsen kan meget vel have været, da han i midten af 1920’erne arbejdede med sin disputats, hvor hans arbejde gav et ”vægtigt eksperimentelt bidrag til opfattelsen af trifenylcarboniumioners struktur”, som en af hans kollegaer har udtrykt det.

I det hele taget var han alle dage en stor eksperimentator, der også holdt af at formidle og popularisere. Han stod i 1930’erne for de absolut mest populære af de aftenforelæsninger ved Aarhus Universitet, hvortil der var adgang for offentligheden, og hvor han for fulde huse demonstrerede fremstilling af ammoniak af luftens kvælstof og brint, og hvor publikum efter demonstrationens lysglimt og brag begejstret takkede ham med klapsalver. Også radiolytterne fik fornøjelse af transmitterede forelæsninger, hvor han optrådte med såkaldt ”knaldluft”.

Det arbejde, der ledte op til hans erkendelse vedrørende trifenylcarboniumioners struktur i disputatsen, var at han forinden havde været på et inspirerende studieophold hos opdageren af trifenylmetylradikalet, professor Moses Gomberg, på University of Michigan.

Han må have følt sig mest på vildspor, dengang et udrensningsudvalg nedsat af Lærerforsamlingen gjorde hans gerninger under besættelsen til genstand for undersøgelse på baggrund af, at han havde været medlem af Dansk-Tysk Forening. Man fandt dog ikke noget at påtale. I øvrigt var han under besættelsen kortvarigt rektor for Aarhus Universitet 1940-1941 og ret populær blandt såvel kolleger som studenter. Til de store årlige kollegiefester, som blev afholdt i Vandrehallen, var det et fast ritual, at festdeltagerne på et tidspunkt råbte ”Hakon! Hakon! Hakon!”, hvorefter professoren stod på hovedet på bordet og drak en snaps samtidig.

Han blev sandsynligvis bidt af sit fag, da han opdagede, at han havde et mægtigt talent for at finde genveje i komplicerede kemiske synteser eller finde nye veje til kendte mål.

Hans forskning er relevant for andre mennesker, fordi den i høj grad kunne og stadig kan anvendes i industrien. I den forbindelse opnåede han i øvrigt efter krigen en række poster i tilknytning til danske kemiske industrier, ligesom han blev medlem af både Hærens og Indenrigsministeriets gaskommissioner. I sin forskning påtog han sig også for eksempel at syntetisere diverse nervegasser med det formål at kende dem til bunds, så man i tilfælde af gasangreb bedst muligt kunne træffe hensigtsmæssige foranstaltninger.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, da han for anden gang var med til at planlægge indretningen af et nyt kemisk institut ved Aarhus Universitet. Første gang var i 1933, anden gang var i 1961, hvor det nuværende kemikompleks blev indviet.

BIOGRAFI

Hakon Lund (1898-1979)

Professor i kemi ved Aarhus Universitet fra 1933-1968 og rektor samme sted 1940-41.

Uddannet cand.mag. i kemi i 1922 og dr.phil. i 1926.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1951 til studieophold i USA.

Franz Blatt

Palle Lykke fortæller om Franz Blatt

“Hans afvisning var en slags uofficiel konfirmation af Aarhus Universitets status.”

Tidligere rektor og professor Franz Blatt (1903-1979) bragte i 1930 den klassiske filologi til Universitetsundervisningen i Jylland og afviste siden flere gange at vende tilbage til København, fortæller universitetshistoriker Palle Lykke.

Hans største Heureka-øjeblik var nok, da han i slutningen af 1920’erne fandt frem til, at der eksisterede ikke blot én, men to forskellige udgaver af en tidligt middelalderlig latinsk oversættelse af et farverigt græsk hagiografisk skrift, nemlig beretningen om apostlene Mathias’ og Andreas’ oplevelser blandt menneskeædere. Det fund gav ham anledning til at foretage en videnskabelig sammenstilling af de to oversættelser og arbejdet mundede ud i den disputats, som han forsvarede ved Københavns Universitet i 1930, og som kvalificerede ham til den docentstilling han tiltrådte ved Universitetsundervisningen i Jylland, som Aarhus Universitet hed i de første år.

Det arbejde, der ledte op til hans erkendelse, fandt blandt andet sted under et ophold i Lund i 1925, hvor han studerede hos professor Einar Löfstedt. Det var ham, der havde henledt den unge Blatts opmærksomhed på den oversættelse, som allerede var kendt, og hvor Blatt så senere fandt frem til, at der eksisterede endnu en.

Han må have følt sig mest på vildspor, dengang han i årene 1926-1928 arbejdede som underviser på forskellige københavnske skoler og kurser, for der var ingen tvivl om, at videnskaben trak i ham. Allerede i 1928 fik han da også mulighed for at arbejde videnskabeligt, nemlig da han med støtte fra Carlsbergfondet kunne drage til München og arbejde ved redaktionen af Thesaurus Lingua Latinae, den store internationale ordbog over antikt latin. En stor del af hans senere forskningskarriere i Aarhus var i øvrigt også af redaktionel art og ikke mindst inden for det middelalderlatinske område.

Han blev bidt af sit fag, da han gik på Metropolitanskolen i København, og dér havde J.L. Heiberg – professor i klassisk filologi – til latin. Han blev så begejstret, at han selv kastede sig over faget efter sin studentereksamen i 1921.

Det fortælles, at når han overhovedet – på trods af opfordringer til at blive i København – søgte stillingen som docent ved Universitetsundervisningen i Jylland, så skyldtes det en trang til at få nyttiggjort de store praktisk-konstruktive evner, han havde i sig, og som ikke ville kunne udfoldes i en underordnet stilling ved Københavns Universitet. Meget af hans forskning udmøntede sig netop også i ordbogs- og udgivelsesprojekter, blandt andet Diplomatarium Danicum og dele af Danmarks Riges Breve.

Han fik støtte fra fonden i 1946 til studieophold i Paris for at lave en samlet fremstilling af middelalderens latin.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, da hans videnskabelige ry i 1940 medførte en kaldelse fra Københavns Universitet. Han var én af de få på den tid, der afviste en sådan kaldelse, og han blev da også af den grund hyldet af kolleger, der holdt fest for ham, og af studenter, der til hans ære gik i optog med flag. På sin vis udgjorde hans afvisning af en slags uofficiel konfirmation af Aarhus Universitets status som ligeværdigt med det gamle universitet i hovedstaden.

BIOGRAFI

Franz Blatt (1903-1979)

Professor i klassisk filologi ved Aarhus Universitet 1934-1972 og universitetets rektor 1949-1951.

Uddannet magister i klassisk filologi i 1926 og dr.phil. i 1930.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1946 til studieophold i Paris med en samlet fremstilling af Middelalderens latin for øje.

Annie Vesterby Charles

Retsmedicineren:

“Jeg opdagede, at mænd, kvinder, unge og børn kan miste livet helt uventet og af uforståelige grunde.”

Professor emeritus Annie Vesterby Charles har forsket i menneskers knogler, der er afgørende for retsmedicinere, når de skal identificere afdøde eller afdække dødsårsager.

Den heureka-oplevelse, som fik størst betydning for mig i min karriere, indtraf som nyuddannet læge og ansat på Retsmedicinsk Institut i 1975. Her opdagede jeg, at mænd, kvinder, unge og børn kan miste livet helt uventet og af uforståelige grunde, ofte efter tragiske hændelser som ulykkestilfælde, selvmord og drab eller af naturlige, men uforklarlige årsager.

Jeg erfarede også, at nogle børn og unge udsættes for overgreb og omsorgssvigt af de voksne, som skulle have taget hånd om dem og beskyttet dem. Jeg så, at der var behov for mere viden og forskning for at afdække og forebygge uventede dødsfald, vold, overgreb og omsorgssvigt og, når dette alligevel skete, at hjælpe de berørte videre i livet på en omsorgsfuld og professionel måde. Jeg besluttede, at jeg ville fastansættes på Retsmedicinsk Institut og de karrieremæssige valg, jeg efterfølgende traf var båret af dette ønske.

Heureka-oplevelsen af betydning for den del af min forskning, der i 1995 førte til min disputats, var senere som klinisk assistent på Patologisk Institut i Aarhus tilknyttet ”knoglegruppen” under afdøde professor Flemming Melsen. Kendskab til menneskets skelet og knoglestruktur er vigtig viden for retsmedicineren dels til identifikation og ved knoglefund, dels til at forstå skelettets reaktion på eksempelvis traumer og indtag af forskellige nydelsesmidler og misbrugsstoffer. Professor i stereologi Hans Jørgen Gundersen fik mig til at indse at brug af stereologiske principper på histologiske 2D-snit ville give mig valide, unbiased estimater af 3D-strukturen af knoglevæv – de kunne dermed træde i stedet for de hidtil anvendte biased morphometriske estimater.

Det, der ledte op til min erkendelse, var arbejdets karakter på Retsmedicinsk Institut og det inspirerende arbejdsmiljø med en konstant og dybdegående nysgerrig tilgang til løsning af arbejdsopgaverne ofte i samarbejde med andre faggrupper. En erkendelse der blev understøttet ved at deltage i videnskabelige kongresser og med besøg på udenlandske retsmedicinske institutter især i USA.

Jeg husker ikke at have været på vildspor. Allerede som nyuddannet og ansat læge på Retsmedicinsk Institut blev jeg grebet af forskningen og skrev en prisopgave om undersøgelse af hjertes ledningssystem ved pludselig uventet død, der i 1977 blev belønnet med en guldmedalje.

I forbindelse med mit disputatsarbejde kom jeg dog i tvivl om, hvorvidt de nye stereologiske målemetoder, jeg introducerede i knogleforskningen, ville finde fodfæste i forskningsmiljøet, som allerede havde taget de gængse anvendte, men biased morfometriske, metoder til sig som de sande målemetoder.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg allerede som nyuddannet og ansat læge blev bidt af faget, og det blev en lidenskab, som endnu ikke har forladt mig.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi det hjælper med at besvare væsentlige spørgsmål om årsagen til nogens død – og ikke blot for det enkelte menneske eller de nærmeste pårørende, men også for politiets efterforskning, for retssystemet og for samfundet som helhed med henblik på at forebygge for tidlig død, vold, ulykker og omsorgssvigt.

Jeg fik støtte fra Forskningsfonden til min knogleforskning og børneundersøgelserne mv.

Støtten fra fonden betød, at den specielle tekniske viden, som blev udviklet i forbindelse med mit disputatsarbejde om knoglestrukturer, kunne fastholdes på Retsmedicinsk Institut og senere førte det til etableringen af et stadig velfungerende og unikt knoglelaboratorium. Dette er stadigt så vidt jeg ved det eneste af sin art på et retsmedicinsk institut. Støtten til børneundersøgelserne gjorde det muligt at indkøbe det nødvendige udstyr til at udføre særlige undersøgelser af børn udsat for sexuelle overgreb på en omsorgsfuld måde og de gav et øget fokus på overgreb mod børn.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg kan se, at faget udvikler sig, når der skabes ny viden gennem forskning og når denne viden bliver formidlet til det omgivende samfund, og når dette bidrager til at forebygge for tidlig død og overgreb mod børn og unge.

Lige nu undersøger jeg som medlem af en styregruppe, hvordan praktiserende læger ”klædes” bedst på til at få øje på børn og unge, der kan være eller har været udsat for overgreb.

BIOGRAFI

Annie Vesterby Charles

Professor emeritus ved Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet.

Uddannet cand.med. i 1975 og dr.med. i 1995.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond flere gange i 1990’erne og senere, blandt andet til undersøgelse af ændringer i knoglestrukturer samt udvikling af forbedret undersøgelsesteknik i klinisk retsmedicin for børn.

Anders Vinding Kruse

Palle Bo Madsen om Anders Vinding Kruse:

“Han måtte færdiggøre disputatsarbejdet i relativ hast.”

Anders Vinding Kruse (1921-1995) var Danmarks yngste juridiske professor og blandt andet stærkt optaget af det nordiske retssamarbejde, fortæller professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet Palle Bo Madsen.

Det arbejde, der ledte op til Anders Vinding Kruses disputats og senere universitetskarriere, blev indledt med en studierejse til England og en kort tid som sagførerfuldmægtig, men fra 1951 og frem til 1991, hvor han som 70-årig forlod sit professorat, var han universitetsmand.

I en anmeldelse af hans disputats fra 1950 skrev den svenske juraprofessor Hjalmar Karlgren således i Svensk Juristtidning: »Det omfångsrika arbetet är av synnerligt intresse och visar, att dess upphovsman har stor vetenskaplig fantasi och förmåga. Som förstlingsarbete betraktat utgör det en betydande prestation«.

Han måtte færdiggøre disputatsarbejdet i relativ hast, da der var opslået to juridiske professorater på Københavns Universitet, hvoraf det ene var blevet ledigt efter hans far, hvilket han lagde billet ind på, men dog ikke fik. I stedet søgte og fik han et professorat på Aarhus Universitet i 1951 – som Danmarks yngste juridiske professor.

Professorbedømmelsesudvalget fandt ifølge Aarhus Universitets årsberetning 1950-51, at han »endnu ikke« var »modnet til metodisk klarhed«, men henset til hans unge alder lagde udvalget vægt på disputatsens gode sider og på, at han forventedes at ville kunne yde væsentlige bidrag til dansk obligationsretlig forskning. Hvilket han siden også gjorde.

Han var velanset blandt de jurastuderende i Aarhus. Da han i 1955 forlod Aarhus Universitet til fordel for et tilsvarende professorat på Københavns Universitet, havde de studerende – ifølge Jens Evalds biografi fra 2005 om faderen Frederik Vinding Kruse – forinden i et brev forgæves opfordret ham til ikke at søge professoratet i København.

Hans interesse for sit fag var nok nærmest medfødt. Som søn af den i sin samtid meget navnkundige juraprofessor Frederik Vinding Kruse har det formentlig ligget i kortene, at han skulle følge i faderens fodspor.

Hans forskning lå primært inden for obligations- og erstatningsretten og udmøntede sig i flere velskrevne juridiske værker og lærebøger samt et stort antal artikler. Jeg har selv som meget ung jurastuderende på Københavns Universitet i starten af 1970’erne haft fornøjelsen af ham som forelæser i faget køberet.

Han var stærkt engageret i nordisk juristsamarbejde og var blandt andet medlem af bestyrelsen for De nordiske Juristmøder, hvor et stort antal jurister fra hele Norden siden 1872 har mødtes hvert tredje år i en af de nordiske hovedstæder for at pleje og videreføre det nordiske retsfællesskab.

Uden for universitetsverdenen lagde han et stort arbejde i lovforberedende kommissioner og udvalg og medvirkede blandt andet derigennem til udformning af ny lovgivning inden for sine fagområder.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, da han allerede i 1950 – tre år efter sin kandidateksamen – forsvarede sin disputats med titlen ”Restitutioner. Et bidrag til undersøgelsen af berigelsesgrundsætningen i dansk og fremmed ret”. Eller måske da han i 1971 blev æresdoktor ved Islands Universitet.

BIOGRAFI

Anders Vinding Kruse (1921-1995)

Professor i retsvidenskab (obligationsret) ved Aarhus Universitet 1951-1955 og ved Københavns Universitet 1955-1991.

Uddannet cand.jur. i 1947 fra Københavns Universitet og dr.jur. i 1950.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1952 til udarbejdelse af en fremstilling af de obligationsretlige retsforhold vedrørende køb af fast ejendom.

Vibeke Hjortdal

Hjertekirurgen:

“Nu forstod vi nogle ellers uforståelige senfølger.”

Professor Vibeke Hjortdal opererer børn med medfødte hjertefejl og har været med til at udvikle en ny operationsmetode, der giver færre senfølger for de opererede.

Mit største Heureka-øjeblik var, da det lykkedes for mig at få etableret translationel forskning vedrørende humane lymfekar. Det var et samarbejde mellem Donna Bødtkjer fra Biomedicin på Aarhus Universitet og Niklas Telinius, Aarhus Universitetshospital med inspiration fra Great Ormond Street Hospital i London og nogle af de hjertebørn, jeg har opereret gennem årene.

De lever med et kredsløb, der påvirker lymfens drænage tilbage fra lymfekarrene ind i kroppens vener. Vi kunne se, at menneskets lymfekar spontant trækker sig sammen med en imponerende kraft, men at de bliver uhensigtsmæssigt påvirket af en speciel operation, vi laver for visse medfødte hjertesygdomme. Påvirkningen af lymfekarrene leder til nogle af de senfølger, som hjertebørnene oplever mange år efter operationen. Det har senere ført til udvikling af en ny operationsmetode, hvor lymfekarrene påvirkes mindre.

Det, der ledte op til min erkendelse, var et samarbejde mellem fagområder, specialer og institutter. Ny indsigt betød et paradigmeskifte i vores forståelse af lymfekredsløbets funktioner i forbindelse med medfødte hjertesygdomme. Nu kunne vi sammenkoble viden om medfødte hjertesygdomme med viden om, hvordan blodkar opfører sig og så overføre det til lymfekar. Det betød, at vi nu forstod nogle ellers uforståelige senfølger.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang flere af mine udenlandske kolleger fra store centre troede, jeg var helt på vildspor.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg begyndte at operere hjertebørn og opdagede en række uafklarede spørgsmål, som havde stor betydning for dem og det liv, de kunne se frem til.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den hele tiden svarer på spørgsmål, jeg støder på i mit kliniske arbejde som læge for børn og unge med medfødte hjertesygdomme. Når jeg opererer et hjertebarn, gør det livet bedre for det enkelte barn og den enkelte familie. Når jeg forsker i medfødte hjertesygdomme, kan det få konsekvenser for alle, der er født med den hjertefejl.

Jeg fik støtte fra fonden meget tidligt i min karriere som ph.d.-studerende til et studie i mikrocirkulation i vævstransplantateter.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne belyse, hvordan blodpropper kan danne sig og opløse sig i et blodkar, for eksempel omkring en skade fra en sammensyning. Jeg kunne vise real time, hvordan blodpropperne bygges op og rives ned i et dynamisk samspil med kroppens systemer til at lave og opløse blodstørkning, og jeg kunne demonstrere, hvordan smådele rev sig løs fra blodproppen og blev ført med blodstrømmen ud i de små blodårer, hvor de kunne sætte sig fast og aflukke små blodårer eller opløse sig helt.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når den nye viden, jeg hjælper med at frembringe, får konsekvenser for patienterne eller når de yngre læger og forskere, som jeg arbejder sammen med, opnår grader og hædersbevisninger for deres arbejde for forskningen.

Lige nu undersøger jeg som en del af mit nye professorat på Rigshospitalet, hvorfor man får medfødt hjertesygdom, hvordan det går på lang sigt og hvad vi kan gøre anderledes for at hjælpe dem bedre.

BIOGRAFI

Vibeke Hjortdal

Klinisk professor i hjertesygdomme på Rigshospitalets hjertelungekirurgiske afdeling, Københavns Universitet.

Uddannet cand.med. i 1988 og dr. med. 1992 fra Aarhus Universitet. 

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1990 i form af udstyr til projektet ”Vævsgennemblødning og metaboliske ændringer i muskeltransplantater, der udsættes for graduerede flow reduktioner”.

Trine Bilde

Evolutionsbiologen:

“Det er et udbredt problem, at den enkelte vil forsøge at udnytte andre.”

Professor Trine Bilde forsker blandt andet i, hvordan dyr og mennesker samarbejder, og hun har fundet ud af, at selv kannibalistiske edderkopper evner at arbejde sammen med andre.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg opdagede sociale edderkopper – altså samarbejde imellem individer, der ellers er kannibalistiske rovdyr! Samarbejde kræver at man er villig til at yde en indsats for fællesskabet, men hvordan finder dyr ud af, hvornår det kan betale sig at samarbejde? Det er et udbredt problem også i menneskers verden, fordi det enkelte menneske altid vil forsøge at udnytte andre. Jeg har siden forsket i at forstå, hvorfor dyr og mennesker samarbejder, og hvilke faktorer der medvirker til at opretholde ’retfærdighed’ i samarbejde.

Det, der ledte op til min erkendelse, var min interesse for evolutionsbiologi. Naturens verden er forunderlig, og når man undersøger de utrolige tilpasninger, der findes i dyreriget – alt lige fra farvestrående fjer og kæmpe gevirer, der skal tiltrække den rigtige partner, til fysiologi der er tilpasset til at overleve lange dyk ned i dybhavet – opstår nye erkendelser af, hvor fuldstændig mageløs, evolutionen egentlig er.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg havde gennemført en ph.d. og været ansat som forskningsstipendiat i en del år, men stadig ikke vidste om jeg var købt eller solgt i forhold til at opnå en fast ansættelse. Karrierevejen inden for forskningsverdenen er et hårdt udskillelsesløb, men den er også spændende, og man har en enestående frihed til at tilrettelægge sin forskning helt som man vil. Men det var en underlig følelse at brænde for sit fag, og ikke vide om man kunne fortsætte i det.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med evolutionsbiologi, da jeg opdagede, at hvis man skal forstå den verden, vi lever i, skal man forstå hvordan evolutionære processer foregår. "Nothing in Biology Makes Sense Except in the Light of Evolution" er et centralt citat fra den evolutionære biolog Theodosius Dobzhansky fra 1973 og bedre kan det ikke formuleres.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi jeg undersøger dyrs tilpasninger til det omgivende miljø, og de stadigt hurtigere miljøforandringer, som verden oplever. Det har kæmpe betydning for arternes udbredelse, insekternes overlevelse, afgrødernes produktion til fødevarer, klimaets dynamik – med enorme konsekvenser for den natur vi er så fuldstændig afhængig af, også for helt fundamentale ting som vores mad og drikkevand.

Jeg fik støtte fra fonden til at invitere internationale forskere til Danmark for at diskutere og planlægge nye måder, hvorpå vi kan forstå miljøets indflydelse på biodiversiteten og arternes udbredelse, og på hvordan klimaforandringer påvirker individer og populationer i naturen.

Støtten fra fonden betød, at vi kunne igangsætte nye forskningsinitiativer på området, dele aktuel viden, udvikle nye ideer, inddrage nye yngre forskere i samarbejdet og arbejde på fælles ansøgninger til internationale bevillinger.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg i samarbejde med min forskergruppe finder løsningen på et forskningsproblem, vi har arbejdet på igennem lang tid. Vi har en fantastisk gruppe af forskere, der arbejder interdisciplinært, og det er en fornøjelse at udvikle og gennemføre nye projekter.

Lige nu undersøger jeg, hvilke mekanismer der muliggør tilpasninger til klimaet, for eksempel til ekstreme temperaturer. Jeg arbejder tværfagligt sammen med genetikere, mikrobiologer og kemikere for at gå i dybden med forskellige mekanistiske processer.

BIOGRAFI

Trine Bilde

Professor i evolutionsbiologi på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

Uddannet biolog og derefter i 1999 ph.d fra Aarhus Universitet.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i form af en Sandbjergbevilling i 2017.

P.V. Glob

Flemming Højlund om P.V. Glob:

“Fundene fra de danske Golfekspeditioner udgør i dag kernen i regionens nationalmuseer.”

Professor, rigsantikvar og eventyrer P.V. Glob (1911-1985) fandt bevis for, at Bahrain ikke blot var en begravelsesplads for de omkringliggende lande. Det fortæller Flemming Højlund, der er tidligere afdelingsleder på Moesgaard Museum og redaktør af "Glob og Paradisets Have”.

P.V. Globs største Heureka-øjeblik var nok, da han i 1954 opdagede, at et portugisisk fort på nordkysten af Bahrain i Den Persiske Golf var anlagt ovenpå ruinerne af Dilmuns oldtidshovedstad. Hermed begyndte 25 års udgravninger af den sagnomspundne Dilmunkultur, som for firetusinde år siden stod for handelen mellem de store byer i Mesopotamien og Indusdalen. Omkring 100 studerende og medarbejdere ved Aarhus Universitet og Moesgaard Museum deltog i undersøgelserne.

Det, som trak Glob til Bahrain, var, at øen var dækket af Verdens største samling af gravhøje. Historikere var af den opfattelse, at øen var begravelsesplads for de tilgrænsende lande, men det kunne Glob ikke tro på, da øen samtidig var kendt for sine rige ferskvandskilder, som burde have givet grundlag for en fastboende befolkning. Det blev et skelsættende gennembrud, da Glob kunne vise, at det var Bahrains egen befolkning, der lå gravlagt i de mange høje.

Han blev bidt af sit fag, da han som dreng deltog i sin fars udgravninger på Kalundborgegnen. Faderen, Johannes Glob, var kunstmaler, men også ivrig amatørarkæolog.

Globs forskning er relevant, fordi han har påvist, at et øde og ugæstfrit område langs den Arabiske halvøs østkyst i Oldtiden var hjemsted for vidtberejste købmænd, som formidlede kontakt mellem den tids største civilisationer. Fundene fra de danske Golfekspeditioner udgør i dag kernen i regionens nationalmuseer og har formet de lokale befolkningers historiske identitet. Seks arkæologiske lokaliteter, der er opdaget og udgravet af den danske ekspedition, optræder på UNESCO’s liste over verdenskulturarv.

Han fik blandt andet støtte fra fonden til studier i Nationalmuseets arkiver – et museum, som han nogle år senere selv blev direktør for.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, da han i 1970 var vært for Den Tredje Internationale Kongres for Asiatisk Arkæologi, der blev afholdt på Bahrain. Arkæologer fra hele verden blev her præsenteret for resultaterne af de danske udgravninger, Dilmuns befæstede oldtidshovedstad, tempelanlæggene ved Barbar, tempelbrønden ved Umm as-Sujur, de smukt dekorerede, runde stempelsegl og kongehøjene i Aali.

BIOGRAFI

P.V. Glob (1911-1985)

Professor i arkæologi ved Aarhus Universitet, leder af Forhistorisk Museum (nu Moesgaard Museum), rigsantikvar og direktør for Nationalmuseet.

Uddannet mag.art. og dr.phil.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1952 til fortsatte undersøgelser angående helleristninger og til studier i Nationalmuseets arkiver.

Peter Lauritsen

It-forskeren:

“Anbragte børn havde meget lidt kontakt til deres sagsbehandlere.”

Professor Peter Lauritsen forsker blandt andet i it-baseret kommunikation, og hans mest banale idé er også hans bedste – at bruge Skype til at kommunikere med anbragte børn.

Mit største Heureka-øjeblik er det svært at pege sådan helt bestemt på. Jeg synes oftest, det er sådan, at erkendelser kommer krybende, mere end at de pludselig slår ned. Men jeg fik engang den idé, at socialrådgivere kunne bruge Skype, når de kommunikerede med anbragte børn i andre dele af landet. Den mest banale idé nogensinde – men det viste sig at være meget mere kompliceret, end jeg troede.

Det, der ledte op til min erkendelse, var, at jeg havde hørt mange nedslående beretninger om, hvor lidt kontakt anbragte børn havde til deres sagsbehandler og så tænkte jeg, at måske kunne it hjælpe. Jeg arbejder jo med it hver dag.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg undersøgte, hvordan unge mennesker brugte internet i Andesbjergene. Jeg forventede, at de ville bruge det til uddannelse, viden om andre lande, til at organisere sociale bevægelser og den slags. Det gjorde de også, men jeg måtte også konstatere, at de så rigtig meget porno.

Jeg kan slet ikke huske, at jeg har været i tvivl om, at jeg ville arbejde indenfor informationsvidenskab. It er over det hele, og det er nødvendigt at forstå, hvordan vi former teknologien, og hvordan den former os. At kunne bidrage til at kaste lys over den relation, synes jeg, er ekstremt spændende.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi mange mennesker tænker meget over overvågning, og de vil gerne bruge overvågningsteknologi på en hensigtsmæssig måde. Her tror jeg, at vi kan hjælpe, fordi vi ikke per definition tænker overvågning som noget skidt, men prøver at belyse både fordele og ulemper.

Jeg fik støtte fra fonden sammen med Anders Albrechtslund til et projekt om overvågning af børn for eksempel i situationer, hvor forældre holder øje med, hvor deres børn er, eller hvor myndighedspersoner såsom lærere og socialrådgivere indhenter viden om udsatte børn.

Støtten fra fonden betød, at vi har nu empirisk viden om, hvordan overvågningsteknologi bruges i familier, ligesom vi har teoretiske undersøgelser af privacy og intimitet. Det er en forståelse af relationen mellem overvågning og børn, der er ret unik.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når det gør en forskel for folk – for eksempel personer der arbejder med børn og som begynder at se nye muligheder og problemer i informationsteknologi.

Lige nu undersøger jeg, hvad der sker med professioner, når de bliver ”databaserede”. Hvad betyder det eksempelvis for socialt arbejde, at man måler, tester og scorer børn og på den måde bliver i stand til at danne digitale dobbeltgængere af børnene.

BIOGRAFI

Peter Lauritsen

Professor MSO ved Informationsvidenskab under Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

Uddannet kandidat i 1994 og ph.d. i 1999 fra Aalborg Universitet.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i form af et AUFF NOVA-projekt om overvågningssamfundet (med Anders Albrechtslund) i 2017.

Karen Siune

Samfundsforskeren:

“Det er nødvendigt at studere medierne for at forstå det politiske system.”

Tidligere leder af Center for Forskningsanalyse, Karen Siune, satte i sin lange forskerkarriere fokus på mediernes dagsordensættende funktion i samfundet.

Mit største Heureka-øjeblik er vanskeligt at udpege, da jeg følte glæde hver gang et projekt var gennemført. Mine undersøgelser af mediernes dagsordensættende funktion har været nogle af de mest tilfredsstillende for mig som forsker og de mest givtige for den demokratiske debat.

Tilkendegivelser fra udenlandske kollegers side var særdeles tilfredsstillende, ligesom mediernes dækning af min forskning gav en oplevelse af, at jeg gennem min forskning havde en rolle i den demokratiske debat.

Det, der ledte op til min erkendelse, var ikke enkelte hændelser, men oplevelsen af at studier i mediernes rolle i form af systematisk forskningsbaseret viden var absolut nødvendigt for at forstå det politiske systems virkemåde.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for samfundsvidenskaberne med udgangspunkt i faget sociologi. Som docent ved Institut for Statskundskab var det oplagt at studere mediernes rolle ved valg og folkeafstemninger.

Min forskning er relevant for andre mennesker, da alle udsættes for politisk påvirkning gennem massemedierne.

Jeg fik støtte fra fonden til analyser af politisk propaganda i forbindelse med valgkampe i 1979.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne udbygge de komparative projekter omkring mediernes rolle i politik, hvor det komparative perspektiv var centralt såvel fra valg til valg som ved analyser af valg og afstemninger i forskellige EU-lande, hvor netop de europæiske valg og mit engagement i europæiske forskningsgrupper gav talrige udfordringer.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når resultaterne har været med til at bevidstgøre vælgere om de påvirkninger de konstant, men især ved valghandlinger udsættes for; mediernes dagsordensættende virkning er stor uanset ændringer i mediebilledet. De lange linjer i den europæiske politiske debat om medlemskabet af EU, har givet en ideel forskningsmæssig baggrund for forståelse af den i dag herskende debat omkring brexit. Medierne sætter stadig dagsordenen.

BIOGRAFI

Karen Siune

Ansat som docent ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet i 1984, siden blandt andet direktør for Analyseinstitut for Forskning med ansvar for opbygning af sektorforskningsinstitut fra 1997-2004 og centerleder ved Center for Forskningsanalyse fra 2004-2010.

Uddannet mag.scient.soc i 1969 og dr.scient.pol. i 1982 på afhandlingen “Valgkampe i Radio og TV”.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1979 til ikke-videnskabelig medhjælp til indsamling og analyser af politiske kampagner.

Jens Chr. Skou

Morten Arnika Skydsgaard om Jens Chr. Skou:

“Lugten af kogt krabbe blev et medarbejdervilkår på Fysiologisk Institut.”

Nobelpristager Jens Chr. Skou (1918-2018) opdagede natrium-kalium-pumpen efter års forsøg med strandkrabber. Den er lige så fundamental en byggesten i vores celler som dna’et, fortæller museumsinspektør på Science Museerne Morten Arnika Skydsgaard.

Hans største Heureka-øjeblik var nok, da han i 1953 som ung forsker sad på et forskningsbibliotek i USA og læste om et enzym i kæmpeblæksprutters nerver. En amerikansk forsker havde opdaget det stærkt energiforbrugende enzym i 1948, men der var ingen, som havde undret sig over, hvad funktion det mon havde. Dette ”hul” i forskningen, som Skou så, gjorde ham nysgerrig og kom til at sætte retningen for de næste 35 år af hans virke som forsker.

Det arbejde, der ledte op til hans store erkendelse, var hans legendariske forsøg med tusindvis af strandkrabber i 1954-56, hvor han i perioder lavede eksperimenter 4-5 dage om ugen – og hvor lugten af kogt krabbe i næsen blev et medarbejdervilkår på Fysiologisk Institut.

Han må have følt sig mest på vildspor, da han efter flere måneders eksperimenter ikke kunne hitte rede i sine forsøgsresultater i foråret 1955. ”Jeg kunne ikke reproducere forsøgene og var ved at fortvivle”, som Skou erindrede. Det var der en god grund til, da han opdagede, at laboranten den ene dag havde præpareret krabbenerverne med en opløsning af kalium og andre dage med en opløsning med natrium.

Han blev bidt af sit fag da, da han var reservelæge på Hjørring Sygehus under 2. verdenskrig og fandt lægearbejdet spændende. ”Jeg var som en fisk i vandet”, fortalte Skou mange år senere. Han førte selv kniven ved mindre operationer på den kirurgiske afdeling, fordi 1. reservelægen i ly af natten skulle ud og hente våben til modstandsfolk. Skous lægeidentitet forlod ham aldrig og som forsker på universitetet kørte han lægevagt i en række år.

Hans forskning er relevant for andre mennesker, fordi natrium-kalium-pumpen, som han opdagede, er lige så fundamental en byggesten i cellerne som dna’et. Den findes i bananfluen, i fisken, i fuglen og i alle andre dyr og mennesker. Molekylet kunne kaldes for cellernes ”batteri”, som forbruger 20% af det energiforbrug, vi indtager med kosten. For lidt over ti år siden lykkedes det Skous arvtagere at knytte defekter i natrium-kalium-pumpen til specifikke sygdomme, bl.a. en migrænetype.

Han fik støtte fra fonden til sit livslange arbejde med at blotlægge natrium-kalium pumpens opbygning og funktion. Et arbejde som andre forskere ved universitetet og i resten af verden viderefører i dag.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, da han i december 1997 stod på scenen i Stockholms Koncerthus foran knapt to tusind mennesker som en verdensstjerne, trykkede hånd med den svenske konge og modtog Nobelprisen. Hans navn gik jorden rundt og hæderen indrammede hans møjsommelige videnskabelige arbejde i 40 år. Det må have været nogle stærkt berusende uger for den beskedne vestjyde, som centrum for så megen positiv opmærksomhed fra alle verdenshjørner og på gaden i Aarhus, hvor borgere ville have hans autograf.

BIOGRAFI

Jens Chr. Skou (1918-2018)

Professor i biofysik ved Aarhus Universitet 1978-88, Nobelpristager i kemi 1997.

Uddannet cand.med. fra Københavns Universitet og dr.med. fra Aarhus Universitet.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1982 til apparatur til projekt om Na,K-ATPasens struktur og funktion samt af systemets aktivitet i relation til kontraktilitet af glat karmuskulatur.

Bodil Due

Den klassiske filolog:

“Også gammel litteratur konfronterer os med vores forestillinger om verden.”

Tidligere dekan for Det Humanistiske Fakultet Bodil Due valgte en universitetskarriere på grund af sin interesse for klassisk græsk litteratur, som stadig optager hende i dag.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg gik i gang med at skrive speciale og opdagede hvor spændende det er at prøve at komme helt til bunds i en tekst og så sætte resultatet op mod andres fortolkninger. Jeg arbejdede med en græsk forfatter, der både havde en politisk karriere og var en af de første, der underviste i retorik og som ved sin egen skæbne viste, hvor stor betydning kommunikation har.

Det, der ledte op til min erkendelse, var en opnået forståelse for, hvordan vi mest positivt – men også negativt – bliver påvirkede af ord og deres konnotationer.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg som studerende begyndte at undervise og mærkede glæden ved at hjælpe andre på vej. Den glæde har fulgt mig lige siden.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi litteratur af alle slags også fra tidligere tider fortæller om menneskene, deres tanker og handlinger. Man bliver konstant konfronteret med og udfordret på sine egne forestillinger om verden.

Jeg fik støtte fra fonden både som forsker i klassisk græsk litteratur i 1989 til en lille bog skrevet som et biprodukt til min disputats, “Pantheia og Abradatas”, og i 1995 til en bog med titlen “Udvalg af Xenophons Græske Historie, tekst, oversættelse og kommentar”. Som dekan for Det Humanistiske Fakultet fik vi støtte til etablering af en humanistisk ph.d.-skole. Jeg fik også støtte til at sikre at mit engelsk var i orden, da jeg skrev min disputats “The Cyropaedia, Xenophon’s aims and methods”.

Støtten fra fonden til fakultetet betød, at det fik et gevaldigt løft i retning af at intensivere ph.d.-uddannelsen og gøre den mere ens for alle ph.d-studerende.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg bliver kontaktet af andre forskere og inddraget i faglige diskussioner.

Lige nu undersøger jeg græsk historie og litteratur i 4. århundrede f.Kr. Det var en tid, hvor mange ting forandredes i den græske verden, og det var den sidste tid for Athen som selvstændig demokratisk bystat.

BIOGRAFI

Bodil Due

Tidligere lektor og dekan for Humanistisk Fakultet på Aarhus Universitet 1999-2011 og nu rådgiver for universitetsledelsen på en række forskellige områder.

Uddannet cand. mag i 1967 og siden dr.phil. i klassisk filologi.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond blandt andet i 2007 på vegne af Humaniora til udvikling af fakultetets forskeruddannelse.

K.E. Løgstrup

Svend Andersen om K.E. Løgstrup:

“Kritik var for ham en absolut forudsætning for seriøst tankearbejde.”

K.E. Løgstrup (1905-1981) fandt ud af, at han som teolog også måtte være filosof, fortæller professor Svend Andersen, der er centerleder for K.E. Løgstrup Forskningscentret ved Aarhus Universitet.

Løgstrups største Heureka-øjeblik var nok, da han blev klar over, at han som teolog også var nødt til at være filosof. Han erkendte, at religion og kristendom ikke mere er en selvfølge i nutidens verden. Den er i højere grad præget af naturvidenskab, og en toneangivende opfattelse var, at naturvidenskaben faktisk er den eneste velbegrundede måde at betragte tilværelsen på. Filosofisk kaldes den opfattelse for positivisme, og hvis teologien skulle finde plads til kristendommen i moderne tænkning, blev man nødt til at gøre op med positivismen.

Det, der ledte op til hans erkendelse, var de studier, han som ung kandidat foretog under rejser i Frankrig og Tyskland. De førte ham blandt andet til Göttingen, hvor han studerede hos filosoffen Hans Lipps. Om ham sagde Løgstrup, at der ikke var andre, han havde lært mere af. Det, han lærte, var den form for analyse, der kaldes fænomenologi, dvs. omhyggelige beskrivelser af konkrete grundtræk ved mellem-menneskelige forhold. Et godt eksempel er hans analyse af tillid i hans hovedværk fra 1956 Den etiske fordring.

Han må have følt sig mest på vildspor, da han som forskende præst havde haft sympati for den teologiske Tidehvervsbevægelse, der havde Søren Kierkegaard som sit store forbillede. Den teologi benægtede efter Løgstrups mening, at ”kristendommen sender den kristne ud i verden for i handling at være optaget af hvad der går for sig i den”. I begyndelsen af 1960’erne brød Løgstrup med Tidehverv, blandt andet fordi bevægelsen modsatte sig intern kritik. Og kritik var for videnskabsmanden Løgstrup en absolut nødvendig forudsætning for seriøst tankearbejde.

Han blev bidt af sit fag, allerede da han i gymnasiet ”uden synderlig overgang gik fra tinsoldaterne til filosofien”. Det var især Immanuel Kants værker, der udfordrede ham. Kants ”skolastiske begrebsapparat og urimelige syntaks” lærte ham efter eget udsagn at arbejde grundigt. Han talte også om sin ”æstetiske fascination af filosofien”, som han kalder det. Han så altså noget smukt og lystbetonet ved filosofien. Hvis man rensede det videnskabelige arbejde for dette aspekt, ville det blive til ”et lukket system”.

Hans forskning er relevant for andre mennesker, fordi den netop ikke foregår i et lukket system, men i så høj grad handler om grundlæggende træk ved menneskers tilværelse. Hans bog Den etiske fordring, som udkom for mere end 60 år siden, bliver stadig købt og læst, også langt uden for forskningens verden. Den er på den ene side med til at gøre Løgstrup til en af Aarhus Universitets internationale klassikere, og på den anden side læses den af såkaldt almindelige mennesker. Det skyldes, at bogen argumenterer for en etik, der ikke befinder sig i et lukket teoretisk system, men hører hjemme i det konkrete menneskeliv.

Han fik støtte fra fonden til studieophold i Frankrig og England med henblik på studier inden for eksistentialfilosofi. Der var på en måde tale om en opfølgning på de studierejser, han foretog som ung forsker. En af eksistensfilosofiens hovednavne var franske Jean-Paul Sartre, men Løgstrup ønskede altså også at få et førstehåndskendskab til engelsk filosofi. Efter hans mening var det nærmest en pligt for skandinaviske teologer og filosoffer at sætte sig ind i de faglige diskussioner både på det europæiske kontinent og i den angelsaksiske verden.

Støtten fra fonden betød, at han fik udvidet sit internationale netværk til den engelsksprogede forskningsverden. Han opholdt sig blandt andet i Oxford, hvor han knyttede personlig kontakt til den fremtrædende teolog Ian Ramsey.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, da han i 1974 fik overrakt Amalienborgprisen af den daværende kronprinsesse Margrethe. De penge, der fulgte med prisen, skulle gå til en fransk oversættelse af Løgstrups bog fra 1972 Norm og spontaneitet. Prisen var både en påskønnelse af Løgstrups arbejde, en anerkendelse af hans betydning som fremtrædende kulturpersonlighed – og et vigtigt grundlag for den internationale udbredelse af hans tænkning.

BIOGRAFI

K.E. Løgstrup (1905-1981)

Professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet.

Uddannet cand.theol. og dr.theol.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1952 til studieophold i Frankrig og England med henblik på studier af de aktuelle problemstillinger inden for eksistentialfilosofi.

Henning Lehmann

Tidligere rektor:

“Der kan gå lang tid, før man ved, hvor meget nyttigt man har lært på en sidevej.” 

Professor emeritus og tidligere rektor Henning Lehmann har blandt andet armenisk kirke- og kulturhistorie som forskningsområde. For ham er fagfællers anerkendelse vigtigere end om hans forskning bidrog til bruttonationalproduktet.

Jeg har haft i hvert fald to Heureka-oplevelser, og hvilken der er størst, kan diskuteres.

Den ene var den faglige tilfredsstillelse, jeg fik, da jeg engang midt i 1960’erne identificerede de græske forlæg for tre af de tretten armeniske tekster, jeg arbejdede med i min disputats Per Piscatores. Den anden var overraskelsen, da jeg i 1978 i det armeniske patriarkat i Istanbul pludselig stod med et vigtigt armenisk 1300-tals håndskrift i hånden. Det var væsentligt for mit videnskabelige arbejde, og jeg havde formodet, at det var gået tabt i det kaos, der ramte armenierne i Tyrkiet i 1915.

Jeg husker ikke at have været på egentlige vildspor forskningsmæssigt, men efter den gamle disputatsordning, hvor man arbejdede i “splendid isolation”, gik man af og til ud ad en sidevej, herunder nogle, der endte blindt. Der kan gå lang tid, endog meget lang tid, før man ved, hvor meget nyttigt man har lært på en sidevej.

Jeg fornemmede, at jeg nok gerne ville gå forskervejen, allerede da jeg skrev prisopgave i 1957 og fik guldmedalje for den året efter.

Det gode spørgsmål om nytte og relevans gælder som regel forskningens betydning for nationalproduktet, industriens udvikling eller patientbehandling. Jeg kan forsikre, at min forskning i så henseende har været absolut uden nyttevirkning. Jeg er i største beskedenhed tilfreds, når internationale fagkolleger udtrykker anerkendelse af, at jeg har bidraget til forståelsen af de sproglige, kulturelle og kirkelige processer, der foregik, da Armenien blev kristnet 5-600 år før Danmark. Det er inden for min horisont overordentlig nyttigt og relevant – både for alle kirkehistorikere og alle armeniere.

Jeg fik støtte fra fonden i 1972 til køb af armenisk litteratur. Eftersom bøgerne ved min død efter fondens regler skal overgå til Aarhus Universitet, har jeg hermed friholdt staten for udgiften til bøgerne. Således kommer jeg måske til – dog med universitetets og fondens udtrykkelige viden og billigelse – at overtræde den regel, der blev formuleret i 1944, at fonden ingensinde skulle finansiere noget, staten burde have betalt.

I mit otium har jeg undersøgt såvel fondens historie som diverse armeniske emner, herunder Det Kgl. Biblioteks bestand af gamle armeniske bøger. Lige nu overvejer jeg, om den mere almene præsentation af armenisk kultur og historie, som jeg udgav i 1984, burde opdateres.

BIOGRAFI

Henning Lehmann

Professor emeritus og rektor for Aarhus Universitet 1983-2002.

Uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1960 og dr.phil. fra Københavns Universitet i 1975.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1972 til indkøb af armenisk litteratur.

Helle Prætorius Øhrwald

Biomedicineren:

“Selv små beløb kan gøre en kolossal forskel for forskning lidt uden for alfarvej.”

Professor Helle Prætorius Øhrwald afdækker nye måder at bekæmpe bakterielle infektioner såsom urinvejsbetændelse på. Det kræver vilde hypoteser – og virkelig mange kontrolforsøg.

Jeg har været så heldig at være primus motor for flere konceptuelle fund, der efterfølgende har givet anledning til etablering af nye forskningsområder. Man opnår heldigvis ofte utroligt spændende forskningsresultater. Men når man holder vidnesbyrdet om et muligt paradigmeskift i sine hænder og ved, at det kun er os få, der er involveret i projektet, der pludselig erkender en fundamental ny sandhed, bliver man ydmyg og eksalteret på samme tid. Sidst det skete var, da min gruppe og jeg viste, at poredannende, bakterielle giftstoffer benytter sig af kroppens egne cellulære signalmolekyler for at udøve sine skadelige effekter på værtsorganismens celler. Det betyder helt overordnet, at man får mulighed for at skride ind overfor bakteriernes angreb på kroppens celler gennem cellernes egne lokale signalveje.

Det, der ledte op til min erkendelse, var et grundigt forarbejde i laboratoriet i samklang med grundige studier af litteraturen med for-testning af vores hypoteser i forhold til den eksisterende viden – efterfulgt af fuldstændigt overraskende resultater, der pludselig udstillede en gigantisk mangel i vores forståelse af helt centrale principper for, hvordan denne gruppe af bakterielle virulensfaktorer virker. Det var et rent, ’kedeligt’ kontrolforsøg fra en exceptionelt dygtig ph.d.-studerende, der pludselig viste sig ikke at være så kedeligt endda og åbnede for helt nye dimensioner af vores forskning.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang vi forsøgte at eftervise vores fund i in vivo-modeller, altså levende organismer, og sagen viste sig at være endnu mere kompliceret, end vi umiddelbart havde troet. Det gav, efter en frygteligt frustrerende periode, mulighed for eftertanke og var derved med til at konstruktivt at målrette de fremtidige projekter.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg på medicinstudiet blev introduceret for fysiologi og membrantransport. Det var det første fagområde, hvor man ikke primært skulle indlære, men kunne deducere sig frem til ny forståelse af, hvad der går galt under patofysiologiske forhold – altså de ændringer af kroppens funktioner, der følger med en sygdom.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi min gruppe og jeg arbejder med interaktionen mellem bakterier og vært og går efter at påvise nye måder at bekæmpe bakterielle infektioner. Vores hypoteser forsøger at skubbe til konventionerne i håb om at identificere nye veje til behandling af både alvorligere og mildere urinvejsinfektioner.

Jeg har fået støtte fra fonden flere gange. Første gang da jeg i 2002, som nyankommet forsker fra National Institutes of Health, skulle etablere mig med det essentielle laboratorieudstyr for at forsætte min forskning. Fonden medfinansierede mit første udstyr til ’live cell’-imaging, som var basis for alle min første publikationer på Aarhus Universitet – det fungerer endnu og bliver stadig anvendt. Senere fik jeg finansieret lidt laboranthjælp i en fase, hvor vi min gruppe havde nogle spændende resultater på vej, men endnu ikke havde alle undersøgelser helt i hus. Det viste sig, at være et en væsentlig støtte til at bringe afgørende kontroleksperimenter i hus med henblik på den endelige publikation af vores fund.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne holde dampen op under gruppens aktiviteter i kritiske faser op til et større konceptuelt gennembrud. Det viser, at små beløb på rette sted kan gøre en kolossal forskel for forskning, der ligger lidt uden for alfarvej i fasen, hvor det testes om det vil briste eller bære.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når de yngre forskere i min gruppe fremlægger deres hårde arbejde og det vækker respekt iblandt kolleger for dets nytænkning og potentielle relevans for fremtidig behandling af patienter.

Lige nu undersøger jeg de poredannende toxiners betydning for svære urinvejsinfektioner herunder blodforgiftning. Vi er ved at deducere os frem til, hvilke effektor-celler der er de vigtigste for de bakterielle toxiner. Derved kan vi isolere det bedste angrebssted for interaktion. Derudover har vi spændende nye fund omkring årsagen til, at disse poredannende toxiner faktisk gør det lettere for bakterierne at overleve i organismen, og jeg tror på, at vi igen stå over for noget meget principielt interessant.

BIOGRAFI

Helle Prætorius Øhrwald

Professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

Kandidatuddannet i 1994 og ph.d. i 2000.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2002, 2006 og 2009 til flere medicinske forskningsprojekter.

Anne Landau

Hjerneforskeren:

Sygdommen stjal hendes mentale evner.”

Lektor Anne Landau forsker i nye og ikke-invasive måder at teste behandling af blandt andet Parkinson og depression. Det var hendes bedstemors sygdom, der ledte hende til det forskningsområde.

Mit største Heureka-øjeblik oplevede jeg som ph.d.-studerende ved McGill Universitet i Montreal i Canada. Her opdagede jeg, at fas-molekylet, der er nært forbundet med celledød, havde den modsatte effekt og faktisk var med til at beskytte hjernen i de modeller af Parkinsons, som jeg undersøgte. Opdagelsen blev senere publiceret i “Journal of Experimental Medicine”. Vi viste, at et molekyles egenskaber i høj grad afhænger af sammenhængen – og at der derfor er mange muligheder for at gøre nye opdagelser.

Det, der ledte op til min erkendelse, var en undersøgelse af mus med en defekt på fas-genet. Disse mus viste sig at være mere modtagelige for et giftstof, som forårsager Parkinsons. Vi viste senere, at “genfejlen” går igen hos mennesker med Parkinsons.

Jeg føler mig mest på vildspor, når jeg skal balancere mit arbejdsliv og familieliv. Både min ph.d.- og postdoc-vejleder var kvinder, men ingen af dem havde børn, så jeg mangler gode eksempler på, hvordan man kan få de to verdener til at hænge sammen. Med en toårig datter, en seks måneder gammel søn og en forskningsgruppe, er det en konstant balancegang, som involverer hårde beslutninger hver eneste dag. Jeg håber, at jeg kan blive et godt eksempel for min forskningsgruppe og hjælpe med at øge kvindelige forskeres muligheder, så der i fremtiden vil være flere kvinder på lektor- og professorniveau på Health og inden for det sundhedsfaglige felt generelt.

Jeg vidste, jeg ville arbejde indenfor medicinsk forskning, da jeg oplevede min bedstemor Czernia Kegel få Alzheimers. Sygdommen stjal hendes mentale evner. Hun var Holocaust-overlever, og da hun blev rigtigt syg, var det eneste, hun kunne huske, de grusomheder, hun havde overlevet – det var grufulde minder, som plagede hende flere gange dagligt i den sidste tid, inden hun døde. At se hende lide på den måde, motiverede mig til at studere neurodegenerative sygdomme.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi vi forsøger at udvikle nye redskaber til at afdække de biologiske mekanismer, der gør sig gælderne i depression og neurodegenerative sygdomme såsom Parkinsons. Det involverer blandt andet bedre brug af forsøgsdyr og biologiske markører, der kan hjælpe os med at følge sygdommes udvikling og respons på forskellige nye behandlingsformer. Forhåbentlig vil det føre til mere skånsom screening og ikke mindst bedre behandling af patienter.

Jeg fik støtte fra fonden til et pilotprojekt, hvor vi undersøgte effekterne af dels en meget fed kost, dels gentagen eksponering for sukkervand på hjernens belønningscentre. Vi fokuserede blandt andet på udskillelsen af dopamin, der er tæt knyttet til Parkinsons sygdom, med ikke-invasive PET-skanninger af minigrisene. Fonden finansierede omkostningerne til dyrene og selve skanningerne.

Støtten fra fonden betød, at jeg fik mulighed for at udvikle et nyt samarbejde, hvor vi kom tættere på at forstå det afhængighedsskabende potentiale, der er knyttet til indtagelsen af sukker og de ændringer, der sker i hjernen, når man spiser for fed mad.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når mine studerende klarer sig godt og bliver passionerede omkring det at forske.

Lige nu undersøger vi to overordnede emner i forskergruppen. Det ene er udviklingen af nye modeller af Parkinsons i minigrise. Det er et dyr med en relativt stor hjerne, der er velegnet til PET-scanninger og test af nye behandlinger – for eksempel stamceller, der producerer dopamin. Det andet emne er valideringen af et nyt stof, som kan bruges ved PET-skanninger til at kortlægge tæthed af synapser. Vores arbejde kan forhåbentlig øge vores forståelse for de ændringer i hjernen, der blandt andet leder til neurologiske og neuropsykiatriske forstyrrelser – og lede til nye og bedre behandlingsmetoder.

BIOGRAFI

Anne Landau

Lektor ved Institut for Klinisk Medicin (Translational Neuropsychiatry Unit og Department of Nuclear Medicine and PET Center) på Aarhus Universitet.

Uddannet MSc i 2002 og ph.d. i 2007 fra McGill University i Canada.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2011 til AU IDEAS-projektet “Imaging the obesity epidemic: Cortical processing of liking, wanting and homeostatic regulation in minipigs”.

Per Bendix Jeppesen

Medicineren:

“Jeg har altid været fascineret af naturen i Brasilien.”

Lektor Per Bendix Jeppesen forsker blandt andet i insulinproduktion og gjorde en stor opdagelse, da han fandt ud af, at en brasiliansk plante kunne hjælpe diabetespatienter.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg som ph.d.-studerende fandt ud  af, hvordan sødestoffet steviolglykosider fra stevia-planten var i stand til at behandle type 2-diabetes ved blandt andet at øge udskillelsen af insulin fra bugspytkirtlen.

Det, der ledte op til min erkendelse, var, at jeg har set, hvordan man i blandt andet Latinamerika benyttede ekstrakt fra sukkerplanten stevia til behandling af symptomer, der minder om type 2-diabetes.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang vi ikke kunne få vores laboratorieforsøg med langerhanske øer (celler i bugspytkirtlen, der producerer insulin) til at fungere. Det viste sig at være for høje sommertemperaturer i laboratoriet, der var årsagen.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg altid har været fascineret af naturen, specielt den fantastiske natur i Brasilien, med den enorme diversitet af både planter og dyr. Ikke mindst den viden af brug af medicinalplanter, som den indfødte del af indianerbefolkningen har tilegnet sig gennem generationer.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den har ledt til forståelse og anvendelse af naturlige bioaktive forbindelser fra planter til behandling af eksempelvis diabetes (stevia-planten) og knogleskørhed (rødkløver-ekstakt). I mange år har jeg også arbejdet sammen med idrætsforskere for klinisk at teste nye næringsstoffer, bioaktive forbindelser og skræddersyede træningsmetoder hos atleter, diabetespatienter og raske personer. Jeg har især arbejdet med at udvikle og teste nye diætinterventioner og kosttilskud til forskellige typer patienter.

Jeg fik støtte fra fonden til at lave eksperimentelle studier for at undersøge, hvordan specielt steviolglykosider fra stevia-planten kan bedre diabetestilstanden, men også til en videnskabskogebog, der beskriver hvordan vi i et større projekt kunne behandle patienter med type 2-diabetes ved at øge deres indtag af ur-grønsager fra Nordisk Genbank (MaxVeg projektet).

Støtten fra fonden betød, at vi blev i stand til at identificere, hvorledes blandt andet steviol-glykosider virker i en dyremodel med diabetes.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg ser, at den viden, vi har frembragt, bliver anvendt i praksis.

Lige nu undersøger jeg, hvordan specielt fremstillede frugt og grøntsager kan mindske betændelsestilstande hos patienter med kronisk tarminfektion som Chrons og colitis ulcerosa. Derudover arbejder jeg med at udvikle en ny energidrik til elitesportsfolk, hvor vi anvender en unik slow release-formulering med en særlig kulhydrat- og proteinsammensætning.

BIOGRAFI

Per Bendix Jeppesen

Forskningslektor på Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.

Uddannet cand.scient i 1997 og ph.d. i medicin i 2002.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1999 i form af udstyr og medhjælp til et projekt, der undersøgte stevia-plantens muligheder til lindring af diabetes.

Morten Kyndrup

Kulturforskeren:

“Jeg er utilfreds med den måde, hvorpå mange kolleger spærrer sig selv inde i teoretiske lejre.”

Professor Morten Kyndrup har i otte år været direktør for Aarhus Universitets tværfaglige center for avancerede studier, AIAS. Han savner, at flere forskere tør stille kritiske spørgsmål til hinanden.

Jeg kan ikke pege på ét bestemt Heureka-øjeblik i min forskning. Der har været nogle stykker gennem årene. Men de har alle sammen været øjeblikke, hvor det pludselig gik op for mig, at jeg ved at kombinere indbyrdes grundforskellige teoretiske tilgange kunne se helt nye analytiske muligheder. Inden for humaniora arbejder mange desværre traditionelt inden for ret fasttømrede teoretiske universer, eller ”diskurser” om man vil. Det er alt for sjældent, at man i forskningen tænker på tværs, i forbindelser mellem de forskellige universer. Det er når jeg pludselig har kunnet se den slags uselvfølgelige forbindelser åbne sig som frugtbare muligheder, at jeg har oplevet mine største Heureka-øjeblikke.

Udgangspunktet for det hele har været min grundinteresse for, hvordan kunsten virker. Altså dens effekter, både på et mere overordnet samfundsmæssigt niveau, og helt konkret i den enkeltes møde med det enkelte værk. Hvad kunst gør, kunne man sige. Mit udgangspunkt i ”funktionsanalyse” af især litteratur førte mig gennem receptionsæstetik, semiotik og sprogteori til en ny forståelse af betydning som noget der altid finder sted som handlinger, ”udsigelse”. Ad den vej er det blevet muligt også at etablere sammenlignende analyser af kunstarternes respektive muligheder pg begrænsninger. Altsammen med henblik på udforskning af den særlige æstetiske betydningsdannelse, også i lyset af de store historiske forandringer af både kunst og kultur.

Jeg har følt mig på vildspor masser af gange, især når inspirationskilderne og interessefelterne ikke har kunnet tale sammen. At fare vild i ultrakomplekse teorier uden at kunne finde udveje – eller en passende anvendelse. Desuden, må jeg indrømme, en ofte stærk utilfredshed med den måde, hvorpå mange fagkolleger nationalt og internationalt insisterende spærrer sig selv inde i teoretiske lejre, i reservater, uden større interesse for at drive kunstvidenskaberne videre gennem kritiske, relevante forskningsspørgsmål.

Jeg har altid været drevet af et ønske om at forstå selve kunstværkets mysterium. Hvad det kan og gør med os. Ikke for at ”løse” det og afmystificere kunsten. Men mysteriets effekt bliver ikke mindre af, at man kan forstå dets mekanismer. Og den kunstvidenskabelige forskning har i vidt omfang historisk enten spærret sig selv inde i sit genstandsområde eller reduceret det ved at betragte det distanceret. Været enten for tæt på eller for langt fra.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi kunsten og kunstens muligheder er der for os alle, men på sin egen måde for os hver især. At forstå mysteriet vil også give os mulighed for at bruge det bedre, og det gælder både kunsterne, forskerne og kunstens brugere – det vil sige os alle.

Støtten fra fonden betød, at AIAS overhovedet kunne realiseres og nu har udviklet sig til et af verdens førende institutter af sin art. Fonden har sammen med Aarhus Universitet betalt knap to tredjedele af de samlede udgifter for AIAS 2012-22. Den sidste tredjedel har vi hentet eksternt, gennem EU-programmer. Med opbygningen af AIAS har vi skabt et frugtbart miljø for topforskere fra hele verden – til gavn for forskningen, hvad resultaterne tydeligt viser. Men ikke mindst også til gavn for Aarhus Universitet, for vores internationale renommé, og dermed for vores evne til også fremover at kunne tiltrække de højest kvalificerede forskere internationalt. Jeg er glad for og stolt af at have været en del af den proces.

I mit forskningsarbejde er jeg allermest stolt, når jeg oplever at kunne videregive videnskabelig indsigt i betydningsdannelsens mekanismer, bibringe forståelse af en æstetisk oplevelses virkemåde uden samtidig at foregribe eller retningsbestemme oplevelsen selv.

Lige nu prøver jeg at blive mere omfattende, mere præcis og også gerne lettere forståelig i min beskrivende analyse af den æstetiske relation. Jeg er på vej tilbage til mit professorat efter direktørtiden på AIAS, og jeg ser frem til at få meget mere tid til forskningen.

BIOGRAFI

Morten Kyndrup

Professor i æstetik og kultur på Aarhus Universitet siden 1995. I perioden 2012-2019 desuden direktør for AIAS.

Uddannet mag.art. i moderne og sammenlignende litteraturhistorie i 1978 og dr.phil. i 1992.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond fra 2013 og fremefter til udvikling af AIAS i egenskab af centrets direktør indtil september 2019.

Miriam Flickinger

Ledelsesforskeren:

“Selv direktørerne i de største virksomheder er såre menneskelige.”

Professor Miriam Flickinger forsker i ledelse, og hun har fundet ud af, at både medarbejdere og ledere ofte er mere forudindtagede, end de selv er bevidste om.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg forstod at ledelse handler mere om menneskers opfattelse af virkeligheden end virkeligheden i sig selv. Ledere, medarbejdere og andre interessenter er mere forudindtagede, end de egentlig er bevidste om.

Det, der ledte op til min erkendelse, var min forskning i, hvordan en direktørs status i en virksomhed kan hænge sammen med hans eller hendes afskedigelse. Siden har jeg også flere gange observeret det samme fænomen.

Jeg føler mig mest på vildspor, når jeg har indsamlet og netop er begyndt at regne på meget store dataset. Sådan er det hver gang, før der begynder at tegne sig nogle mønstre.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med forskning i ledelse, da jeg holdt min første præsentation på en konference. Det gjorde mig opmærksom på, at der er mange andre forskere rundt omkring i verden, der er interesseret i de samme emner som jeg.

Min forskning er netop relevant for andre mennesker, fordi den viser at vi alle – selv direktørerne i de største virksomheder – er såre menneskelige. Det finder jeg selv ganske betryggende med alle de gode og mindre gode konsekvenser, det har.

Jeg fik støtte fra fonden til min forskning i hvordan bestyrelsesmedlemmer udvælges til virksomhedernes bestyrelser. Støtten betød, at jeg fik mulighed for at lave flere forskellige forskningsprojekter samtidig med min postdoc.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg kan se, at mine forskningsresultater gør en forskel ude i virksomhederne.

Lige nu er jeg igang med at forberede mit forskningsophold ved Kellogg School of Management på Northwestern University i Chicago.

BIOGRAFI

Miriam Flickinger

Professor på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet.

Uddannet kandidat og ph.d. fra Passau Universitet. Har arbejdet på blandt andet LMU München Universitet.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2017 i form af et AUFF Starting Grant.

Michael Svarer

Nationaløkonomen:

“Man kan forklare folks pardannelser med inspiration fra økonomisk teori.”

Professor Michael Svarer forsker i den måske vigtigste beslutning i mange menneskers liv – valget af en partner. Og der er især én faktor, som forklarer en del.

Mit største Heureka-øjeblik var blandt andet, da min forskning viste, hvor stærk forklaringskraft, der er i tilstedeværelsen af søgefriktioner, når man vil belyse pardannelser på ægteskabsmarkedet. Der er en udtalt overrepræsention af pardannelser mellem personer med samme uddannelsesniveau og sågar samme uddannelse. Det er en overrepræsentation, som blandt andet skyldes, at parterne har gået på samme uddannelsesinstitution – altså et marked med lave søgefriktioner.

Det, der ledte op til min erkendelse, var muligheden for at koble forskellige personregistre i Danmarks Statistiks databaser. Med inspiration fra den økonomiske teori om markedsdynamik under ufuldkommen information og med tilstedeværelsen af søgefriktion underkastede vi data fra de unikke danske registre statistiske analyser, der gjorde det muligt at forstå hvilke faktorer, der påvirker pardannelser på ægteskabsmarkedet.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg brugte en sommer på at forsøge at eftervise den nobelprisvindende økonom, Gary Beckers, hypotese: at udnyttelse af specialiseringsgevinster på ægteskabsmarkedet understøtter pardannelse mellem mænd med højt indtjeningspotentiale og kvinder med lavt indtjeningspotentiale og vice versa. Som med en masse andre faktorer er der også her tydelig positiv assortativ partnerdannelse – altså en tendens til, at vi finder sammen med nogle, der ligner os selv.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg opdagede, at jeg kunne kombinere økonomisk teori og statistisk metode til at lave empiriske analyser af samfundsøkonomisk interessant problemstillinger.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den kombinerer økonomisk teori og empiri til at beskrive (forhåbentlig) relevante samfundsøkonomiske problemstillinger. Det gælder både den måske vigtigste beslutning i mange menneskers liv – når de vælger partner – men også når forskningsfeltet er indretningen af dagpengesystemet eller effekter af den aktive arbejdsmarkedspolitik, der trækker på samme økonomiske ingredienser.

Jeg fik støtte fra fonden til at foretage empiriske analyser af, hvordan såkaldte søgefriktioner – det vil sige det faktum, at markedsdeltagere ikke nødvendigvis har overblik over alle muligheder på et givet marked – påvirker dynamikken på blandt andet arbejdsmarkedet og ægteskabsmarkedet. Søgefriktioner medfører, at det tager tid at lokalisere mulige parter, og dermed kan der i ligevægt være både ledige stillinger og ledige arbejdssøgere og dermed et naturligt positivt niveau af arbejdsløshed.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne finansiere datakøb og studentermedhjælp og dermed frigøre mere tid til at forfølge flere idéer.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg kan bruge min økonomiske indsigt og analyser til at gøre en forskel i forståelsen af økonomiske mekanismer, og når mit arbejde kan anvendes til at forfine den førte økonomiske politik i retning af at opnå en mere effektiv brug af de ressourcer, der er til rådighed i økonomien.

Lige nu undersøger jeg blandt andet, hvordan offentlige udgifter påvirker økonomiske kernebegreber som beskæftigelse og BNP via såkaldte dynamiske effekter. Der er aktuel diskussion om brugen af regneregler i den økonomiske politikudvikling. Målet er at bidrage til at afdække den blinde vinkel, der i øjeblikket kendetegner vurderingen af ændringer i det offentliges udgifter.

BIOGRAFI

Michael Svarer

Professor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet og overvismand (formand for de Økonomiske Råd).

Uddannet cand.oecon i 1997 og ph.d i nationaløkonomi i 2001.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond til medhjælp til projektet "Estimation af Matching Modeller” i 2002.

Osman Skjold Kingo

Udviklingspsykologen:

“Også etårige har en hukommelse.”

Lektor Osman Skjold Kingo forsker i småbørns erindringer, og da han tog en forskningsmæssig chance, endte han med at påvise noget, ingen troede fandtes.

Mit største Heureka-øjeblik var, da det blev klart, at vi havde påvist, at etårige har en god hukommelse. Selv efter to til tre år kunne de huske en person, som de kun havde mødt én gang. Vi fandt ud af, at børnene i højere grad kiggede på en helt ny person end en person, som de altså kun havde mødt én gang i en alder af 12 måneder. Det var udtryk for hukommelse for den ”velkendte” person, men ikke nødvendigvis noget børnene selv var bevidste om.

Det, der ledte op til min erkendelse, var at vi havde taget en chance og undersøgt noget, som vi dybest set ikke troede fandtes eller kunne lade sig gøre. Ud fra tidligere empiri og teori var der ikke meget der pegede på, at man kunne påvise hukommelse for andre mennesker hos så små børn efter så lang tid. Men muligheden for at undersøge det opstod lidt tilfældigt, og så besluttede vi os for at prøve.

Jeg følte mig mest på vildspor, da jeg efter at have skrevet ph.d.-afhandling helt skiftede forskningsområde.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med psykologi, da jeg i gymnasiet blev mere og mere optaget samspillet mellem menneskers tanker, følelser og adfærd samt om alt det kunne beskrives fyldestgørende med psykologiske teorier.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi almen viden om især børns psykiske udvikling har stor betydning for, hvordan vi forstår barnets ”gode” udvikling, samt for hvordan vi forstår ”skæv” eller patologisk udvikling. Det er for eksempel svært at hjælpe børn med vanskeligheder af forskellig art, hvis vi ikke ved hvordan almindelig udvikling typisk ser ud.

Jeg fik støtte fra fonden til bredt at fremme mit forskningsarbejde i forbindelse med en pris for bedste ph.d.-afhandling.

Støtten fra fonden betød, at jeg kom til at føle mig mere sikker på min forskning, og på at jeg på sigt kunne begå mig i forskningsverdenen. Jeg tog det som et stort skulderklap.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg får formidlet det til lægpersoner på en måde, så det giver mening i forhold til deres konkrete erfaringer.

Lige nu undersøger jeg blandt andet småbørns spontane erindringer samt hvilken betydning forældrenes samtalestil, altså den måde hvorpå forældre spørger ind til børns oplevelser, har for barnets hukommelse for begivenheder.

BIOGRAFI

Osman Skjold Kingo

Lektor i udviklingspsykologi ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

Uddannet cand.psych. i 2003 og ph.d. i psykologi 2010.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i form af Ph.d.-prisen i 2011 for bedste afhandling på hovedområdet.

Lone Sunde

Genforskeren:

“Nogle graviditeter består af to cellelinier. En normal og en unormal.”

Overlæge Lone Sunde forsker i molagraviditeter på celleniveau. Hendes forskning bidrager blandt andet til at afdække arvelig disposition for barnløshed og moderkagekræft.

Mit største Heureka-øjeblik var, da vi fandt ud af, at nogle menneskegraviditeter består af to cellelinier: En normal cellelinie med ét sæt gener fra far og ét fra mor, og en unormal cellelinie med to sæt gener fra far, men ingen fra mor. Generne i de to cellelinier kan stamme fra én ægcelle og én sædcelle. Opdagelsen giver os hints om, hvordan den allerførste celledeling kan foregå.

Vi vidste allerede, at den sjældne form for graviditet, der kaldes mola, ofte har overvægt af gener fra far – enten to sæt gener der begge stammer fra far eller tre sæt gener, hvoraf kun et stammer fra mor. Ved molagraviditet er der ikke et levedygtigt foster og moderkagen har et karakteristisk udseende med væskefyldte blærer. Molagraviditet er derfor en kilde til barnløshed, men også en kilde til cancer, idet cirka 10% af mola efterfølges af kræft i moderkagen.

Men det var nyt, at der på samme tid kunne være celler med normal genbesætning og celler med genbesætning, som den vi kendte fra molagraviditeter. Nogle gange er de to slags celler blandet. Det kalder man mosaicisme, og så kan graviditeten have træk af mola og træk af normal graviditet. Andre gange vokser de to slags celler separat, og kvinden har da en tvillingegraviditet hvor den ene tvilling er normal og den anden er en mola.

Det, der ledte op til den nye erkendelse, var gentagne uventede fund, når vi undersøgte oprindelsen af generne i molagraviditeter. Ideen om, at de uventede fund måske ikke var fejl, men resultater, blev formet under utallige diskussioner i større og mindre grupper af ”molanørder”, blandt andet med min tidligere ph.d.-vejleder Lars Bolund og ph.d.-studerende og andre, som jeg samarbejder med.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang vi undersøgte molae med en ny teknik og troede, at vi havde opdaget, at molae ofte mangler visse dele af et kromosom. Heldigvis gjorde en kollega os opmærksom på en fejlkilde ved denne teknik, inden vi nåede at publicere “resultaterne”.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg under medicinstudiet forstod at genetik er et det fag, hvor man i højest grad leder efter årsagerne til biologiske fænomener og sygdomme.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi vi belyser, hvad der sker lige omkring befrugtning og de første celledelinger – altså grundforskning – og samtidigt leverer data, der helt konkret kan bruges til hjælpe kvinder med molagraviditer – altså klinisk forskning.

Jeg fik støtte fra fonden til at lede efter gener i mus, der har samme funktion som menneskegenerne NLRP7 og NLRP2. Det er to gener, som er involveret i arvelig disposition til mola, og dermed til barnløshed og cancerrisiko.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne indlede et frugtbart samarbejde med lektor Karin Lykke-Hartmann, som arbejdede med modning af ægceller, om undersøgelse af NLRP-gener. NLRP-generne er spændende, blandt andet fordi flere af dem har betydning for prægning af andre gener, så de kan “huske”, om de er nedarvet fra faderen eller moderen.

Jeg er stolt over mit arbejde, når det lykkes at forklare noget, vi hidtil ikke har forstået, og allermest stolt når det sker i samarbejde med kolleger.

Lige nu undersøger vi blandt andet hvilke gener, blandt menneskets i alt 20.000 gener, der skal være nedarvet én far-udgave og én mor-udgave af, for at den tidlige fosterudvikling går godt.

BIOGRAFI

Lone Sunde

Overlæge på Aarhus Universitetshospital samt klinisk lektor ved Institut for Biomedicin. Tidligere professor MSO samme sted.

Uddannet cand.med. i 1981 og ph.d. i genetik i 1992.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2011 til et AU IDEAS-projekt om gener og fertilitet.

Marianne Glasius

Kemikeren:

“Luftbårne partikler udgør den største usikkerhed, når vi skal forstå, hvordan mennesker påvirker jordens klima.”

Lektor Marianne Glasius forsker i, hvordan luft ændrer sig på grund af den menneskeskabte partikelforurening, som hvert år forårsager millioner af menneskers for tidlige død og påvirker jordens klima.

Mit største Heureka-øjeblik var, da vi for et par år siden analyserede molekylære sporstoffer i luftbårne partikler indsamlet i Amazonas og opdagede, at disse partikler i overraskende høj grad indeholder en bestemt type stoffer, der kaldes organosulfater. Disse forbindelser dannes, når organiske gasser fra for eksempel planter oxideres i luften og dernæst reagerer med sulfat i partikler, typisk fra luftforurening såsom afbrænding af svovlholdigt kul og fossile brændstoffer.

Det, der ledte op til min erkendelse, var flere års arbejde med at udvikle analysemetoder for organosulfater og fund af dem i partikler indsamlet i blandt andet Arktis. Jeg fik ideen til studiet under et foredrag om en stor undersøgelse af, hvordan luftforurening interagerer med de naturlige forbindelser fra vegetationen i Amazonas. Under et forskningsophold ved University of California i Berkeley samarbejdede jeg med en forskergruppe, som indsamlede prøver af partikler under projektet i Amazonas, og på den måde fik jeg mulighed for at undersøge min hypotese.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg startede som lektor og skulle bygge et laboratorium og forskningsgruppe op fra bunden. Der var mange nye, spændende muligheder, men det var også vanskeligt at skaffe midler. Jeg er derfor meget taknemmelig for de første store bevillinger, der gjorde os i stand til at etablere en internationalt anderkendt forskningsgruppe.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg under et forskningsophold i Italien ved Europakommissionens Fælles Forskningscenter lavede forsøg med oxidation – altså omdannelse – af naturlige organiske gasser fra blandt andet nåletræer, som giver dem deres karakteristiske duft. Når disse gasser oxideres i luft, dannes luftbårne partikler, og vi lavede nogle af de allerførste analyser af oxidationsprodukterne i partikler med avanceret massespektrometri, som gav helt ny viden om kemi i atmosfæren.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den omhandler vigtige spørgsmål indenfor klima og miljø. Partikler påvirker strålingsbalancen og dermed jordens klima, så derfor er det vigtigt at have grundigt kendskab til deres kilder og kemi. Luftbårne partikler udgør den største usikkerhed når vi skal forstå, hvordan menneskers aktiviteter påvirker jordens klima. Globalt dør millioner af mennesker hvert år for tidligt på grund af luftforurening med især partikler, så vi har brug for at forstå kilder til partikler og relevante processer i miljøet.

Jeg fik støtte fra fonden til at indkøbe et avanceret massespektrometer. Det gør os i stand til at bestemme massen af individuelle kemiske forbindelser meget nøjagtigt og dermed identificere, hvilke molekyler det er, da massen afhænger af hvilke atomer molekylerne består af. Vi har anvendt instrumentet til en lang række undersøgelser af partiklers kemi i både bymiljøer og fjerne egne. Desuden har vi brugt det til at undersøge de kemiske processer, der sker, når biomasse under højt tryk og temperatur omdannes til en oliefase og sideprodukter – det er forskning, hvor formålet er at udvikle nye biobrændstoffer og biobaserede produkter.

Støtten fra fonden var afgørende for, at jeg kunne opbygge et forskningslaboratorium med det nyeste og bedste apparatur, hvilket har bidraget til at gøre os førende indenfor forskningsområdet.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når vi får udgivet en videnskabelig artikel, og når endnu en dygtig studerende afslutter sit studium. Det er dejligt at afslutte et projekt og få udbredt vores resultater til andre forskere, der kan anvende dem til at forstå andre problemstillinger. Men det bedste ved mit arbejde er at se en glad, nyuddannet kandidat eller ph.d., som man har kendt og vejledt gennem flere år, hvor de har udviklet sig og nu er klar til at gå i gang med nye opgaver og bidrage til at skabe et bedre samfund.

Lige nu undersøger jeg kemien af luftbårne partikler og dannelse af organosulfater i Kina. Desuden arbejder jeg sammen med kolleger og studerende om at undersøge dannelse af partikler fra stearinlys og deres helbredseffekter for at skabe det videnskabelige grundlag for udvikling af lys, der giver færre partikler.

BIOGRAFI

Marianne Glasius

Lektor på Institut for Kemi ved Aarhus Universitet.

Uddannet cand.scient. i miljøkemi i 1996 og ph.d. i kemi i 2000.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2007 til udstyr i forbindelse med projektet "High-Performance Liquid Chromatography – Quadrupol Time-of-Flight Mass Spectrometer”.

Julia Nafziger

Adfærdsøkonomen:

“De fleste af os slås med selvkontrolproblemer eller begrænset opmærksomhed.”

Professor Julia Nafziger forsker i adfærdsøkonomi og har fundet ud af, at nogle af vores adfærdsbias er gode – fordi de holder andre adfærdsbias i skak.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg blev klar over, at visse adfærdsbias, der hver for sig anses som negative, faktisk kan være fordelagtige at have for mennesker, fordi de modvirker andre negative adfærdsbias. Specifikt fandt jeg ud af, at den adfærdsbias, man kalder ”mental accounting” – som handler om, at man deler beslutningsproblemer op i små dele i stedet for at optimere over det hele – faktisk kan være fordelagtig, fordi den modvirker adfærdsbias såsom selvkontrolproblemer.

Det, der ledte op til min erkendelse, var da jeg kunne påvise med et matematisk bevis, at min intuition var korrekt. Dermed kom jeg til at se på den del af adfærdsøkonomi, jeg undersøgte, på en ny måde.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg havde et interessant forskningsspørgsmål, men ikke kunne finde en økonomisk model, som var passende i forhold til at undersøge det.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for økonomi, da det gik op for mig, hvor brede anvendelser økonomisk teori har. Især adfærdsøkonomi tillader mig at arbejde tværfagligt indenfor mange forskellige emner i samfundsvidenskaben.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi de fleste af os slås med behavioral biases, såsom selvkontrolproblemer eller begrænset opmærksomhed. Jeg forsøger at finde ud af, hvilke værktøjer (for eksempel nudging og selvkontrolstrategier) man kan bruge til at modvirke disse behavioral biases.

Jeg fik støtte fra fonden til at undersøge sammenhængene mellem adfærdsmønstre blandt studerende (for eksempel frafald og internetsurfing), deres selvkontrolstrategier (blandt andet målsætning og ”mental accounting”) og deres personlige egenskaber (risikopræferencer og visse behavioral biases).

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne gennemføre en stor spørgeskemaundersøgelse og et eksperiment samt knytte resultaterne til data fra Aarhus BSS. Derudover kunne jeg bygge videre på forskningen og starte tre store, nye projekter med fokus at mindske frafald på universitetet, klæde unge mennesker bedre på til at tage en uddannelse og til at fremme deres interesse for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering og Mathematics).

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når det måske kan blive en lille brik i at finde løsninger til samfundsmæssige problemer, og når jeg publicerer mit arbejde i ansete tidsskrifter.

Lige nu undersøger jeg, hvordan man designer “nudges” i komplekse miljøer, hvor forbrugerne har begrænset opmærksomhed.

BIOGRAFI

Julia Nafziger

Professor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet.

Uddannet MSc fra München Universitet i 2014 og ph.d. fra Bonn Universitet i 2017.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2011 til AU IDEAS-projektet “What makes a student successful? A large-scale experimental investigation of behavioral correlates”

Lotte Bøgh Andersen

Samfundsforskeren:

“Ledere ser ofte sig selv anderledes, end medarbejderne gør.”

Professor Lotte Bøgh Andersen forsker i ledelse på statskundskab, og hun har fundet ud af, at lederudvikling virker bedre, end man umiddelbart skulle tro.

Mit største Heureka-øjeblik var, da vi fandt ud af, at lederudvikling virker. Vi havde lavet et stort felteksperiment, der hed LEAP. Eksperimentet viste, at medarbejderne i de tre forsøgsgrupper faktisk var kommet til at se deres ledere som mere aktive indenfor netop de former for ledelse, som vi havde trænet lederne i. Det lyder måske indlysende, at medarbejderne skal kunne se, at deres ledere agerer anderledes – mere aktivt – efter et lederkursus. Men det giver ikke sig selv i en virkelighed, hvor der ofte er stor forskel på, hvordan lederne opfatter sig selv, og hvordan medarbejderne opfatter dem.

Det, der ledte op til min erkendelse, var et stort forskningsprojekt med over 500 offentlige og private ledere og deres mange medarbejdere. Sammen med en gruppe dygtige kolleger havde jeg designet og gennemført tre forskellige typer ledelsestræning. Bagefter sammenlignede vi med en kontrolgruppe, hvor ledere og medarbejdere blev fulgt på samme måde som i de tre ledelsesudviklingsgrupper. Vi havde selvfølgelig trukket lod blandt lederne om, hvem der skulle i de enkelte grupper.

Jeg følte mig mest på vildspor, da mit første konference-abstract blev afvist i 2001. Dengang vidste jeg ikke, at nogle workshops til den slags konferencer var en lukket klub af ældre, mandlige forskere. De accepterede blot hinandens abstracts og bekræftede hinanden. Det er heldigvis blevet meget bedre de seneste ti år. Og jeg gør selv mit bedste for at give unge forskere en chance – også selvom de endnu ikke mestrer det hele.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med forskning i ledelse, da jeg så mine første resultater på folkeskoleområdet. Jeg kunne se, at god ledelse har betydning for den værdi, der bliver skabt for borgerne i vores samfund. Det var i 2004, da jeg lavede en analyse af relationen mellem kommuner og lærerkredse og betydningen heraf for elevernes afgangsprøvekarakterer.

Min forskning er netop relevant for andre mennesker, fordi jeg sammen med mine kolleger forsøger at finde frem til, hvad der virker indenfor ledelse. ”Virker” i den forstand, at det i første omfang fører til mere motiverede medarbejdere og derefter til bedre resultater i offentlige og private organisationer.

Jeg fik en ph.d.-pris fra Aarhus Universitets Forskningsfond for min afhandling i 2005, hvor jeg præsenterede de første af mine resultater indenfor ledelsesområdet, hvor jeg stadig arbejder i dag.

Støtten fra fonden betød, at jeg selv fik blik for, at jeg faktisk kunne lykkes med min forskning. Jeg tror også, at prisen medvirkede til, at jeg i 2006 lykkedes med at blive projektleder på den første bevilling fra Forskningsrådet for Samfund og Erhverv. Det er vigtigt at kunne skaffe finansiering til at kunne lave forskning, der faktisk flytter noget og bliver delt med det omgivende samfund.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når lederne i offentlige og private organisationer faktisk kan bruge det, som vi sammen har fundet frem til. Jeg laver mere og mere af min forskning i et aktivt samspil med virkelighedens ledere og medarbejdere, og på det nyligt afholdte MatchPoints Seminar om ledelse kunne vi se, hvordan den nye viden bliver brugt i mange forskellige sammenhænge. Det er godt at se vores forskning blive omsat til konkret handling.

Lige nu undersøger jeg, hvordan offentlige organisationer bliver bedre til at nå deres målsætninger. Sammen med andre forskere fra Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse ser jeg på forskellige typer ledelse: datainformeret ledelse, distribueret ledelse, faglig ledelse, visionsledelse og anerkendelse. Og så undersøger vi, hvordan de spiller sammen på en måde, der sikrer bedre målopfyldelse i det offentlige.

BIOGRAFI

Lotte Bøgh Andersen

Professor og leder af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Uddannet cand.scient.pol. i 2000 og ph.d. i statskundskab i 2005.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i form af ph.d.-prisen i 2005 for bedste afhandling på hovedområdet.

Hans Jørgen Schanz

Idéhistorikeren:

“Jeg lader det simpelthen svømme.”

Professor emeritus Hans-Jørgen Schanz lader tiden arbejde for sig, når han skal i gang med at tænke nye tanker om samfundets presserende problemstillinger.

Jeg har ikke egentlig haft nogen heureka-oplevelse. Min forskning er humanistisk. Men jeg har ofte haft oplevelsen af, at jeg er lykkedes med at argumentere for et nyt blik på en problematik. Og herunder vise og demonstrere det frugtbare ved dette blik.

Jeg har ikke haft en oplevelse af radikalt at være på vildspor i mit forskervirke. Før jeg systematisk går i gang med at løse en opgave, som jeg næsten altid stiller mig selv og ikke får stillet af andre, lader jeg en rum tid gå med at tænke og forsøge at få indfald i alle mulige retninger. Jeg lader det simpelthen svømme. Som regel begynder der at aftegne sig nogle konturer, og så går jeg i gang. Hvis starten har været frugtbar viser det sig ved, at indfaldene nu får en retning.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag allerede i 1967, da jeg begyndte på idéhistorie. Det var jeg overbevist om, fordi jeg håbede og regnede med, at det kunne rumme et bredt spektrum af intellektuelle og akademiske problemstillinger – ofte på tværs af de store nedtrådte veje.

Jeg har en forventning om, at min forskning er relevant for en del mennesker, både akademikere og alment nysgerrige. Jeg holder mange foredrag i alle mulige sammenhænge, fra universiteter til folkelige forsamlinger, og der kommer ofte mange mennesker. Derudover har jeg efterhånden udgivet lige omkring 50 bøger og over 500 artikler. Jeg tror, at relevansen må skyldes, at jeg som regel rammer et eller andet i tiden, som råber på en afklaring – eller i det mindste en oplysning.

Gennem årene har jeg fået støtte til mange af mine bøger gennem Forskningsfonden. Sidst var det til bogen ”Ånd”, der udkom i 2017.

Støtten betød, dels – i de tilfælde, hvor emnet var snævert – at bøgerne overhovedet kunne udgives. Dels gjorde det, at prisen på bøgerne blev sådan, at både forlagene og læserne havde en chance for at være med.

Jeg er mest stolt af mit arbejde, når jeg selv er meget tilfreds med det, men naturligvis også, når det har resonans i offentligheden og er med til at sætte nye tanker i gang.

Lige nu er jeg ved at arbejde på, ja faktisk afslutte, en bog, der får titlen Menneskene og alt andet. Det er et forsøg på at rekonstruere, hvordan mennesker siden antikken og frem til i dag har opfattet sig selv både som forskellige fra alt andet levende, men også som forbundet med det hele.

Jeg forsøger at belyse, hvordan menneskeetniciteten har set sig selv som forskellig fra alt andet, hvordan har man opfattet individueringen og hvordan de to problemstillinger er indlejret i vores natur og kulturhistorie.

BIOGRAFI

Hans-Jørgen Schanz

Professor i idéhistorie på Aarhus Universitet fra 1992 og emeritus siden 2018.

Mag.art. i idéhistorie i 1973 og dr.phil. i 1981.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond, blandt andet i 2002 til oversættelse af et fransk essay. Fik senest støtte i 2017.

Vibeke Lehmann Nielsen

Forvaltningsforskeren:

“At føle sig på vildspor er en del af det at erkende.”

Professor Vibeke Lehmann Nielsen forsker i offentlig forvaltning og vil gerne være med til at sætte et kritisk blik på den måde, vi indretter vores samfund på.

Mit største Heureka-øjeblik var, set i bagspejlet, nok dengang, det under mit ph.d.-projekt gik op for mig, at når fagfæller var kritiske over for mine ideer og argumenter, var det ikke nødvendigvis fordi ideerne var helt hen i skoven. Jeg havde blot ikke argumenteret godt nok for dem. Troen på egne ideer og argumenter kombineret med viljen til at anstrenge sig for at gøre dem tydelige er vigtige følgesvende i forskning. Men at være forsker er jo en livslang lærings- og erkendelsesproces, og man står selv for egen læring. Så på mange måder er arbejdsdagene fyldt med små og forhåbentlig indimellem knapt så små Heureka-øjeblikke.

Det, der ledte op til min erkendelse, var en gentagende kritik fra mine vejledere og fagfæller i forhold til et grundlæggende argument i min ph.d-afhandling. En kritik som jeg simpelthen ikke kunne følge.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang, ja, pyha… det gør man da ofte som forsker. Det er en del af erkendelsesprocessen. Som menneske føler jeg mig mest på vildspor, når der ligger så mange arbejdsopgaver på mit bord, at jeg kun føler, at jeg når at røre lidt i en gryde her og lidt i en gryde der, og ikke har tid til at fordybe mig og gøre tingene ordentligt. Så forsøger jeg at ”stjæle” mig lidt tid til fordybelse ved at prioritere hjemmearbejdsdage, hvor jeg lukker alt andet end et enkelt projekt – for eksempel artikelskrivning – helt ude.

Jeg vidste, jeg ville være forsker, da jeg mellem kandidatgrad og ph.d.-stipendium arbejdede to år ”ude i virkeligheden” og savnede tid til fordybelse, friheden til selv at vælge, hvad jeg ville undersøge og hvordan. Det gav mig simpelthen ro i krop og sjæl at træde ind bag Instituttets gule mure igen.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den forhåbentlig kan bidrage til at sætte et kritisk blik på den måde, vi indretter samfundet på – og pege på potentielle løsninger.

Jeg fik støtte fra fonden adskillige gange til både kortere og længere ”forskningshi” i Møllehuset.

Støtten fra fonden betød, at jeg helt uforstyrret – og i skønne omgivelser – kunne nyde at være i arbejdsflow.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når praktikere kan nikke genkendende til og bliver beriget af mine forskningsresultater. Og når studerende gennem vejledning får ”erkendelsens julelys i øjnene” og føler glæde ved deres arbejde.

Lige nu undersøger jeg variationer i borgeres adfærd overfor forskellige offentlige myndigheder samt Statsforvaltningens interaktion med mødre og fædre i samværssager.

BIOGRAFI

Vibeke Lehmann Nielsen

Professor i Offentlig Forvaltning ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Uddannet cand.scient.pol. og ph.d.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond blandt andet i 2011 til et forskningsophold i Møllehuset.

Per Aage Brandt

Semiotikeren:

“Nej, jeg kom ikke til at læne mig tilbage.”

Professor Per Aage Brandt er en af verdens førende forskere inden for semiotikken. Men først skulle faget defineres, og det tog sin tid.

Mit største Heureka-øjeblik var nok opdagelsen af modal-semantikkens fundamentale rolle i vores betydningsdannelse. Lad mig forklare: modalitet er det, vi mener, når vi for eksempel taler om mulighed eller umulighed; når vi siger, at vi skal, , bør, kan gøre noget eller lade være. Uden den slags kan kommunikation og tænkning slet ikke lade sig gøre. De nye modeller og anvendelser i tekstanalyse, semiotik og lingvistik førte så til det nye forskningsparadigme dynamisk semiotik. Det blev indgangen til vores grundforskningscenter 1993-98 ved Aarhus Universitet og derefter til semiotikuddannelsen.

Det, der ledte op til min erkendelse, var den intense teoriudvikling i strukturalistiske og semiotiske kredse siden 1960’erne i Danmark og overalt i Europa. Dertil kom opblomstringen af kognitiv forskning i semantikken, som inviterede til samarbejde om de nye måder at forstå sproget på, for eksempel i analysen af metaforer og mentale rum. Den såkaldte Aarhusmodel for semiotisk-kognitiv blending af mentale rum stammer fra dette samarbejde. I samme farvand sejlede også nye modeller for diegese, udsigelse, stemmatisk grammatik (emnet for min ph.d.-afhandling), og senest en økologisk baseret socio-semiotik, der igen medfører en ny tegnteori. Udviklingen fortsætter.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang min første disputats med den dystre titel Sandheden, sætningen og døden blev afvist. Hvis man ikke kunne følge mine ret ligefremme korematiske analyser af forholdet mellem steder, kræfter, fortællinger, subjekter og diskurs, hvordan skulle det så videre kunne gå? Det gik dog ganske godt, takket være entusiasmen på mit kære sprogfag, spansk, og derefter det fænomenale arbejdsmiljø på Center for Kulturforskning, hvorefter semiotikken fik sit eget sted, i himlen på Trøjborgkompleksets øverste etage. 

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da det blev klart, at jeg ikke skulle være komponist, som jeg først mente. Tænk at kunne læne sig tilbage, mens andre mennesker spiller ens musik, så man ikke behøver øve sig! Men nej, jeg kom ikke til at læne mig tilbage. Det blev snarere noget med “krum hals”, som man siger. Men faget skulle i øvrigt først defineres, og det blev en lang proces.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi (eller hvis) den skaber nye erkendelser. Det er kun det, det hele går ud på, og man ved aldrig, om det lykkes. Semiotik er jo forskning i betydningsdannelse, en slags humanistisk grundforskning, og hvis en sådan ny erkendelse kan gøre humaniora mere indsigtsfuld, fornuftig, kritisk og konstruktiv som deltager i det sociale liv, så hvorfor ikke? Desuden er semiotik helt vildt spændende.

Jeg fik støtte fra fonden til at publicere arbejder inden for et område, der på det tidspunkt ikke havde over de nødvendige tidsskrifter, fordi det længe blev opfattet som meget nørdet og specielt. Det er stadig lidt specielt, men de fleste humanister i Danmark ved nu, hvad semiotik er, sådan cirka.

Støtten fra fonden betød, at tidsskriftet kunne udkomme og derefter vokse sig stort internationalt. I dag hedder det Cognitive Semiotics, stadig med Aarhus Universitet i redaktionen.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når noget af det, jeg håbede på, lykkes, indløser alle medvirkendes forventninger, bliver nogenlunde forstået og indgår i en større sammenhæng. Sådan er det dog langtfra hele tiden.

Lige nu undersøger jeg, hvordan man kan sammentænke basal økologisk socialstruktur, tegn og betydning, sprogets grundstrukturer og den menneskelige psykes indretning. Det er et stort brød at lægge op på et enkelt bord, men mit arbejdsbord er så solidt, at man roligt kan hoppe og danse på det. Det værste er næsten det filosofiske forarbejde. Dét er hårdt og svært og skal gøres forfra uden ophør.

BIOGRAFI

Per Aage Brandt

Professor fra 2005-2011 og derefter Professor Adjunct (en slags halvaktiv emeritus) ved Department of Cognitive Science, Case Western Reserve University (CWRU) i Cleveland, Ohio.

Uddannet mag.art. i romansk filologi i 1971 fra Københavns Universitet og Doctorat d'Etat en sémio-linguistique fra Sorbonne i 1987.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2002 til udgivelse af Almen Semiotik nr. 18. Tidsskriftet blev i 2007 i Cleveland til Journal of Cognitive Semiotics, nu blot Cognitive Semiotics.

Marianne Qvortrup Fibiger

Religionsforskeren:

“Det tog mig et helt år at komme mig over det chok.”

Lektor Marianne Qvortrup Fibiger er ekspert i hinduisme, og hun fandt hurtigt ud af, at verdensreligionen ikke er så let at blive klog på.

Mit største Heureka-øjeblik var… ja, det er svært at svare på, da jeg heldigvis synes, der er mange. Sådan er det nok meget inden for humanistisk forskning, da vi ikke opdager en ny behandlingsform eller en ny dna-kæde. Men nogle af de mest interessante øjeblikke er der, hvor jeg med feltarbejde og specifik empiri om hinduisme som religion har været med til at danne nye teorier. Det, synes jeg, er fantastisk. Under mit feltarbejde blandt hinduer i Mauritius kunne jeg for eksempel observere, at sekularisering med en ny forståelse af hinduismen ikke har ført til en afvikling af visse arkaiske ritualer. De er snarere blevet styrket, da de passer godt til en moderne performancekultur.

Det, der ledte op til min erkendelse, var lang tids feltarbejde og rigtig mange observationer. Jeg har efterhånden lavet feltarbejde en del steder i verden: Punjab i Nordindien, Kerala i Sydindien, Sri Lanka, Mauritius, England, Kenya og Danmark. Alle steder fokuserede jeg på den levede hinduisme. Gang på gang mødte jeg derfor en hinduisme, som jeg ikke kunne genkende fra faglitteraturen. Det siger noget om, hvor svært det er at indfange hinduisme som religion, da den ikke passer til de teoretiske forsøg på at klassificere religioner. Men det siger også noget om, at religion er et dynamisk og kontekstbestemt fænomen.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg kun havde lavet feltarbejde i Punjab, Kenya og England. Jeg troede, at jeg nu vidste nogenlunde, hvad hinduisme er som religion. Men så begyndte jeg at lave feltarbejde i Sydindien, Sri Lanka og Danmark blandt tamilske hinduer. Her stødte jeg på en helt anden form for hinduisme. Jeg tror, det tog mig et helt år at komme mig over det ”faglige chok”, som mødet med en helt ny form for hinduisme var. Det nemmeste ville selvfølgelig have været at vende det blinde øje til det, men jeg gjorde det modsatte og gjorde en dyd ud af at mit billede af hinduismen krakkelerede. Det har jeg aldrig fortrudt.

Min interesse for religionsvidenskab voksede langsomt frem på grund af min interesse for menneskelig adfærd og for historiens, samfundets og mytologiernes betydning for menneskers forståelse af verden. At det blev hinduisme skyldes nok, at jeg under mit studie blev inviteret til at lave feltarbejde i Southall i det vestlige London blandt punjabi-hinduerne der. Indtil da, troede jeg egentlig, jeg skulle specialisere mig i tibetansk buddhisme, men jeg blev hurtigt grebet af den store udfordring, som netop arbejdet med hinduisme er.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi det bidrager til at forstå religions betydning i dagens verden. Det giver indblik i, at religioner er dynamiske og tilpasses nye forhold, så de stadig giver mening for dem, som føler tilknytning til dem. Det er derfor, jeg har været særligt interesseret i at undersøge hinduisme udenfor Indien, og i hvordan østlige begreber som karma og praksisformer som yoga bliver eksporteret til Vesten og får tillagt ny betydning her. Det er jo interessant!

Jeg fik støtte fra fonden til at lave feltarbejde i Kerala og i Tamil Nadu, hvor der er en stærk śaktisme, altså gudindedyrkelse, ikke mindst blandt lægfolk. Śakti er en kvindelige guddommelig dynamisk energi, som alle gudinder besidder, men den kan også komme til udtryk igennem menneskelige medier.

Støtten fra fonden betød, at jeg fik en unik mulighed for at at afdække, hvordan gudindedyrkelse er en af de mest udbredte former for hinduisme blandt lægfolk i Sydindien – også selvom den stadig af mange indologer ikke anerkendes som en selvstændig tradition. Feltarbejdet skærpede mit forskerblik og betød for eksempel, at jeg efterfølgende gik til min forskning blandt tamilske hinduer i Danmark på en ny måde. Pludselig kunne jeg afdække mønstre omkring et særligt tamilsk gudindetempel i Danmark, som jeg ikke havde haft blik for før.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når min forskning kan nå bredt ud og bidrage til at nuancere vores forståelse af religion, dens betydning og dens nye udtryksformer. Og her er jeg så heldig at have hinduisme i samtiden som mit eksploratorium. I min optik er det den religion i verden, som bliver ved med at udfordre og skærpe ethvert forsøg på at indfange, hvad religion er.   

Lige nu undersøger jeg flere forskellige ting. Først og fremmest følger jeg de srilankansk tamilske hinduer i Danmark og undersøger hvordan deres traditioner tilpasses løbende til de danske forhold, men også er til forhandling mellem generationerne. Jeg undersøger også, hvorfor kvindelige hinduistiske guruer synes at få større og større appeal. Og så er jeg interesseret i at finde ud af, hvordan begreber og livssyn med en østlig baggrund får rodfæste i vesten, men som samtidig også ændrer sig i tilpasningen til de vestlige forhold. Denne nye ændrede form kan så følges tilbage til østen igen, da den passer godt til for eksempel et Indien under forandring med en voksende middelklasse og en øget sekularisering. Religion cirkulerer og bevæger sig med andre ord. Og jeg prøver som forsker at bevæge mig med.

BIOGRAFI

Marianne Qvortrup Fibiger

Lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

Uddannet cand.mag. i 1992 og ph.d. i 1999 med en afhandling om de srilankansk-tamilske hinduer i Danmark.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 2006 i forbindelse med projektet "Shaktisme som lokalt og globalt fænomen”.

Jens Chr. Djurhuus

Urinvejsforskeren:

“Da hun så mine resultater, sagde hun, at det var jo sådan, det skulle se ud”.

Professor emeritus Jens Chr. Djurhuus har været med til at ændre holdningen til børn, der tisser i sengen. Nu skal de ikke længere straffes, men behandles.

Jeg har haft mindst to store Heureka-øjeblikke. Det første var før, jeg kom til Aarhus. I mit dyreeksperimentelle arbejde var jeg henvist til at arbejde med grise i modsætning til de få andre i verden, der studerede de såkaldt øvre urinveje. Mine resultater var anderledes end deres, for de arbejdede med hunde og gnavere. Jeg blev nærmest mobbet for at arbejde med grise, indtil jeg mødte Edith Bülbring i Oxford. Hun var ”moder” til al forskning i glat muskulatur og på det tidspunkt 82 år gammel. Da hun så mine resultater, sagde hun, at det var jo sådan, det skulle se ud, når der var tale om glat muskulatur. Det var først dér, jeg indså vigtigheden af modelvalg, og når det gælder grisen, at den ligner mennesket så meget. Det blev skelsættende for min karriere og for det, jeg fik etableret, efter jeg kom til Aarhus.

Det andet øjeblik var, da vi i Aarhus fik realiseret min drøm om at undersøge, hvorfor børn tisser i sengen. Jeg troede som udgangspunkt, at det var blærefunktionen, der var noget i vejen med. Men hos de børn, vi undersøgte, var blærefunktionen normal. Vi så imidlertid, at de havde en langt større urinproduktion om natten end normalt. Vi sammenlignede med børn, der ikke var sengevædere. Vi fandt en klar forskel og gik derfor i gang med at give en substitut for den manglende stigning i det hormon, der styrer den natlige sænkning af urinproduktionen. Det har skabt øget fokus på og forståelse af sengevæden verden over med radikal forbedring af børnenes situation. Der forskes fortsat, for det er selvfølgelig ikke alle børn med sengevæden, der har en stor urinproduktion. Fra én forklaring er der nu mange.

Det, der ledte op til min erkendelse, var nok en snert af serendipity.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg var alene med mine fra andre afvigende forskningsresultater.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg i 3. g havde en lærer som med stimulerende undervisning fik mig til at gå efter at blive læge. Han var én af de eneste på skolen uden doktorring, men også en af de mindst frustrerede, når det gjaldt den ”byrde”, det var at være nødsaget til at skulle undervise gymnasieelever.

Vores forskning er relevant for andre mennesker, fordi den har ændret indstillingen til børn, der tisser i sengen, fra afstraffelse, psykisk afvigelse og noget rigtige læger ikke skal beskæftige sig med til en mere diagnostisk og behandlingsorienteret tilgang.

Jeg fik støtte fra fonden til flere dele af min forskning i sengevæden, men også til andre dele af det jeg været ansvarlig for på Aarhus Universitet. Støtten betød, at vi kunne realisere mange facetter af forskningen på Institut for Klinisk Medicin.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når det engagerer og stimulerer unge til at være nysgerrige og have sans for det uventede. Og ikke mindst når man hører fra et barn og dets forældre, at nu er der tørre nætter.

Lige nu undersøger jeg sådan lidt over skulderen på andre forskere – jeg er jo emeritus – udvikling af dårlig blærefunktion. Det er forskning, der har betydning for, hvordan vi håndterer følgerne af medfødt klapdannelse i urinrøret hos drenge.

BIOGRAFI

Jens Chr. Djurhuus

Professor emeritus fra 2016 ved Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin, som han i en lang årrække også har været leder af.

Uddannet læge fra Københavns Universitet i 1970 og dr.med. samme sted i 1980.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i blandt andet 1999 til ortopædkirurgisk forskning.

Lise Bek

Kunsthistorikeren:

“Det var ikke bare provinsielt murermesterbyggeri.”

Professor emeritus Lise Bek fandt på en studietur til det antikke Pompeij i 1968 ud af, at de gamle romeres villaer var nøje tilrettelagte, også selvom de ikke var geometrisk stringente.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg på en studietur til det antikke Pompeii i 1968 på god romersk vis lagde mig til rette støttet på venstre albue på hæderspladsen i et havetriklinium – det er et spisearrangement med tre bænke i U-form. Derfra kunne jeg med egne øjne se, at synsindtrykket ad den skrå akse fra den asymmetriske liggende stilling 'faldt i hak' som et symmetrisk komponeret harmonisk synsbillede.

Samme resultat kunne påvises i andre af byens huse og med andre placeringer – i modtagelsesrum, ved udsigtsvinduer og lignende, hvor den optiske aksialitet og de skrå vuer gik igen i planløsningen i forskellige varianter. Det bestyrkede mig i min formodning om, at man i antikkens boligbyggeri gik ud fra den hellenistiske naturvidenskabsmand Euklids optik. De byggede altså med udgangspunkt i menneskets måde at se på, som man dengang opfattede den, og ikke ud fra den euklidiske geometri, der blev normal fra renæssancen og frem.

Geometrien repræsenterede i sin statiske harmoni det fuldkomne, det evige. Den fik derfor en næsten guddommelig status som forbeholdt guderne og deres templer. Optikken derimod stod med sin afhængighed af det menneskelige syn for den timelige verden i al dens flygtighed.

Det var denne dobbelthed i arkitekturen og den arkitektoniske planlægning, som man i renæssancen gjorde op med i sin menneskeliggørelse af geometrien eller, om man vil, sin guddommeliggørelse af mennesket som fremlagt i min disputats.

Det, der ledte op til min erkendelse, var min undren over, at det almindelige romerske hus – med dets nøje gennemtænkte indretning ud fra både funktion, indeklima og æstetik gerne parret med en sofistikeret udsmykning – skulle være simpelt provinsielt 'murmesterbyggeri', som man tidligere hævdede på grund af husenes skæve linier og vinkler. Faktisk blev der tværtimod bygget ud fra et langt mere avanceret arkitektonisk princip end det geometriske. Da facaden havde forret for grundplanen, måtte den færdige bygnings virkning som synsbillede nemlig tænkes med lige fra skitsestadiet.

Jeg følte mig mest på vildspor, da jeg dengang forsøgte at underbygge min opdagelse, fordi der ikke var megen litteratur og kun få undersøgelser om emnet. Derudover fandtes der ingen brugbare kunsthistoriske metoder til at analysere af mit materiale. Jeg var derfor henvist til at arbejde tværfagligt, hvad jeg også sidenhen har haft stort udbytte af.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag allerede efter afslutningen af gymnasiet og et højskoleophold i 1956, da jeg immatrikulerede mig ved det nyoprettede Institut for Kunsthistorie på Aarhus Universitet.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den visuelle kunst i form af arkitektur og billeder udgør en væsentlig del af rammerne for menneskets daglige tilværelse. Og fordi det samtidigt er i kunsten, at vores måde at se og opfatte, forstå og fortolke virkeligheden på spejles i rensleben form. Det er gennem kunsten, vi kan finde os selv og orientere os i vores omverden, sådan som jeg har søgt at argumentere for i mine senere arbejder.

Jeg fik støtte fra fonden til blandt andet udgivelsen af bogen Virkeligheden i kunstens spejl i 1985-88, den omarbejdede engelske udgave Reality in the Mirror of Art i 2003 og til bogen Måltidet som stilleben: Fra offergave til fastfoodobjekt i 2018. Derudover til afholdelse og publicering af resultaterne fra flere af de tværfaglige Sandbjergseminarer for arkitekter, byplanlæggere og humanister i samarbejde med blandt andre landets arkitektskoler.

Støtten fra fonden betød, at jeg kunne foretage de nødvendige rejser i forbindelse med opsøgning, besigtigelse og bearbejdning af det materiale, der knyttede sig til de forskellige projekter – og at udgivelsen af mine resultater har kunnet fremtræde med et kunsthistorisk passende udstyr.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når resultaterne kan tjene ikke-fagfolk som øjenåbner for kunsten og dens betydning både for den enkelte og for samfundet. Men også når fagfolk kan bruge mine resultater som forskningsmæssigt eller praktisk arbejdsredskab, for eksempel da man efter jordskælvet i Pompeii i 1987 inddrog min teori om Euklids optik og de derved fremkomne skrå vuer i det romerske boligbyggeri som del af grundlaget for restaureringsarbejdet.

Lige nu undersøger jeg forholdet mellem Dantes Guddommelige Komedie og den visuelle kunst især med fokus på syns- og rum-relationerne samt på figurgestaltning og -samspil. Her står Dante med sit berømte værk som en overgangsskikkelse mellem den ældre syns- og tænkemåde i middelalderen og renæssancen og så den moderne tids både at se og tænke på. Samtidig er Dante også en evigt aktuel inspirationskilde, og mit bidrag skal være med til at markere hans 700-års dødsdag i 2021.

BIOGRAFI

Lise Bek

Professor emeritus i kunsthistorie på Aarhus Universitet.

Uddannet mag.art. fra Aarhus Universitet i 1966 og dr.phil. fra Københavns Universitet i 1980.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond blandt andet i 1978 til fotoudstillingen 'Kunst på klipper’ i Aarhus Universitets vandrehal om tidligt-kristne kirker i Armenien som optakt til et internationalt tværfagligt seminar om armenisk kirkekunst og teologi.

Johan Fjord Jensen

Per Dahl om Johan Fjord Jensen:                         

“Han var en eksistentielt engageret systemkritiker og en fantasifuld utopiker."

Professor Johan Fjord Jensen (1928-2005) åbnede i 1980’erne de snævre litterære studier for omverdenen, fortæller lektor emeritus Per Dahl her om sin gamle kollega fra litteraturhistorie.

Fjords Heureka-øjeblik var nok, da han i løbet af 1960’erne med stor gennemslagskraft fik åbnet de dengang meget snævre og filologisk funderede litterære studier. Det gjorde han dels ved at introducere og systematisere anglo-amerikansk nykritik, dels ved at reflektere litteraturforskningen ind i den uddannelsespolitiske debat. Begge dele blev i de følgende år fulgt op af ideologikritiske analyser.

Det arbejde, der ledte op til hans erkendelse og initiativ, finder man i essaysamlingen Homo manipulatus fra 1966, der rummer analyser af den kulturradikale tradition. I den forbindelse udfoldes en af Fjords første myteanalyser. Dens meget karakteristiske pointe bestod i ikke kun at aflæse en reklame, men samtidig at fokusere på den sociale kontekst, som reklamen fungerer i, og som åbner mulighed for manipulation.

Her ligger kimen til de store, banebrydende kollektive projekter, som Fjord blev den organiserende og analytisk drivende kraft i. Det drejede sig i første omgang om triviallitteratur som ugebladet Søndags-B.T. og tegneserier. I stor skala blev det foldet ud i den ni bind store Dansk litteraturhistorie, der udkom 1983-85 og siden i yderligere to udgaver. Ni bind på tre år var en litteraturpolitisk triumf. Fjord engagerede sig også i oprettelsen af tidsskriftet Kritik sammen med Aage Henriksen og universitetspolitisk i etableringen af humanistisk videnskabsteori, basisuddannelser, tværfag og Jysk Åbent Universitet.

Nok var Fjord en eksistentielt engageret systemkritiker og fantasifuld utopiker, men de træk rummede en konstruktiv dobbelthed, en vilje til ”at leve under betingelser, vi samtidig søger at komme fri af”, som han formulerede det.

Mest på vildspor må han have følt sig i de første studieår. Oprindelig indskrev han sig (i 1948) på historie og oldtidskundskab, skiftede så til danskstudiet, men opgav og blev militærnægter i to år, nu med planer om nationaløkonomiske studier. Dem opgav han også og vendte med fornyet litterær læselyst tilbage til danskfaget, men forlod det endnu engang, nu til fordel for almindelig og sammenlignende litteratur, som litteraturhistorie hed på det tidspunkt. Han sluttede af med en afhandling om Turgenjev, der blev honoreret med universitetets guldmedalje og udgivet i 1961. Den slog med ét Fjords navn fast som litterær analytiker, metodiker og systematiker og er stadig et hovedværk inden for komparativ litteraturforskning.

Det værk af Fjord, der er nået bredest ud, er dog nok Livsbuen fra 1993. Bogen drejer sig om voksenpsykologi og livsaldre, ikke mindst den tredje alder og de muligheder, der åbner sig for de seniorer, der i bedste fald har både helbred, energi, nysgerrighed og ressourcer til at iværksætte og udfolde, hvad de gerne vil.

Da Fjord blev professor i litteraturhistorie i 1974, var en af udfordringerne at videreføre det Brandes-arkiv, der hang tæt sammen med oprettelsen af faget Almindelig og sammenlignende litteratur ved Aarhus Universitet i 1939. Her havde Paul Krüger gennem mange år opbygget et omfattende Brandes-arkiv, men ved hans død i 1965 gik arbejdet i stå. Takket være støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd og Aarhus Universitets Forskningsfond blev det i begyndelsen af 1980’erne reorganiseret og har siden været en afgørende ressource for næsten al senere Brandes-forskning, senest i forbindelse med den digitale udgivelse af Brandes’ Hovedstrømninger i 2019.

BIOGRAFI

Johan Fjord Jensen (1928-2005)

Professor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet 1974-92 og æresdoktor ved universiteterne i Bergen og Minneapolis.

Uddannet magister i 1959.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1981 til udarbejdelse og udgivelse af Georg Brandes-bibliografi (sammen med Per Dahl).

Ellen Margrethe Basse

Professor Ellen Margrethe Basse forsker i miljøret. Det startede med 3.000 ankenævnsafgørelser og købet af Juridisk Instituts første computer i 1984.

Mit største Heureka-øjeblik var da jeg i 1980’erne på et solidt empirisk grundlag kunne afdække og forklare, hvordan politikerne – i et samarbejde med interesseorganisationer og embedsmænd – gennem regler for sammensætningen af klageorganer styrer den administrative praksis i forskellige retninger.

Det, der ledte op til min erkendelse af de offentlige klagesystemers konkrete betydning, var da jeg inddrog forskellige politologiske teorier i min retsvidenskabelige analyse. Jeg undersøgte de afgørelser, der var truffet af ét og samme ankenævn – med forskellig sammensætning af medlemmerne – inden for 11 forskellige lovområder.

Jeg følte mig mest på vildspor, dengang jeg havde læst de godt 3.000 afgørelser, der var truffet af Miljøankenævnet, der var sammensat forskelligt fra lovområde til lovområde. Jeg kunne nemlig ikke umiddelbart forklare forskellene i afgørelserne med udgangspunkt alene i den traditionelle måde at se retssystemet på.

Jeg vidste, jeg ville arbejde med forskning i miljøret, da jeg fik indblik i den kompleksitet og inkonsistens, der præger den omfattende miljølovgivning og -praksis.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi klima-, energi- og miljølovgivning og praksis meget konkret vedrører alle: Nye loves indretning, som den fastlægges internationalt, regionalt eller i EU og Danmark, kan nemlig være helt afgørende for at sikre beskyttelse af biodiversitet, klimabalancen, ren luft og vandkvalitet, ordentlige fødevarer og så videre – både for nulevende og fremtidige generationer. 

Jeg fik støtte fra fonden i 1984 til at købe den første computer på Juridisk Institut. Instituttet havde allerede anskaffet sig den til undervisningsbrug for 70.000 kr., hvilket var mange penge i 1980'erne. Men for at jeg måtte bruge den til min forskning, skulle jeg skaffe nogle eksterne midler, som fonden så hjalp med. I 1999 fik jeg støtte til at afvikle ét af mange nordiske forskeruddannelseskurser, og i 2016 fik jeg støtte til at invitere en gæsteforsker fra Political Science Department, University of Northern British Columbia, Canada til et ophold ved Juridisk Institut.

Støtten fra fonden betød, at jeg med den computer, jeg fik støtte til at købe i 1984, kunne kategorisere og analysere mere end 3.000 ankenævnsafgørelser. Den støtte, der blev givet i 1999 til afholdelse af nordiske ph.d.-kurser for miljøretlige forskere, medvirkede til, at vi fik etableret et nordisk miljøretlig forskernetværk, der senere er blevet udviklet til et europæisk netværk. Støtten til gæsteforskeropholdet i 2016 gjorde det muligt at skrive en interdisciplinær, internationalt publiceret artikel om den manglende åbenhed, der karakteriserer beslutningerne om uranindvinding i Grønland.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når nogle af mine tidligere ph.d.-studerende og kandidat-studerende vælger en universitetskarriere inden for det miljøretlige område eller vælger en karriere, hvor de i praksis arbejder med miljøretlige opgaver.

Lige nu undersøger jeg miljølovgivningens udvikling og indhold på internationalt, EU- og nationalt niveau. Blandt andet ser jeg på det samspil, som EU-Domstolen bidrager til at sikre. Digitaliseringens betydning for miljørettens udvikling er et andet helt centralt forskningsfelt.

BIOGRAFI

Ellen Margrethe Basse

Professor i miljøret ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet

Uddannet cand.jur., dr.jur. og jur.dr.(h.c.)

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1984 til indkøb af computer til Juridisk Institut og i 1999 til udvikling af forskeruddannelseskursus samt i 2016 til en gæsteforskers ophold.

Johannes Sløk

Ole Morsing om Johannes Sløk:

“Han blev lærling på en fabrik, men det kunne han umuligt gøre til sit livsindhold."

Professor Johannes Sløk (1916-2001) var i lære på en fabrik for elektriske artikler, før han blev en af vores største teologiske tænkere. Det fortæller lektor emeritus i idéhistorie Ole Morsing, der er forfatter til bogen "Løgstrup og Sløk”.

Hans største Heureka-øjeblik var nok, da han som 15-16-årig på et ferieophold hos en lægefamilie fik stukket Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger i hånden. Sløk skriver selv i sine såkaldte erindringsforskydninger Mig og Godot, at hans læsning indtil da havde været de sædvanlige “tju-bang-romaner”, men at mødet med Kierkegaard var en vækkelse for ham.

Det arbejde, der ledte op til erkendelsen, var ferieopholdet hos lægefamilien, som var lidenskabeligt optaget af alt åndeligt, og som til Sløks undren havde kastet sin kærlighed på ham. Det fik “en større betydning for min livsskæbne end noget andet menneske”, skrev han i sin erindringsbog.

Han må have følt sig mest på vildspor, dengang han først skulle i lære i en manufakturforretning og efter prøvetiden nægtede at underskrive lærekontrakten. Dernæst blev han lærling på en fabrik for elektriske artikler, som han med egne ord umuligt kunne gøre til sit livsindhold. Og han var ganske ærlig om, at han åbenbart bare ikke duede til det praktiske arbejde.

Han blev for alvor bidt af sit fag, da han dykkede ned i Kierkegaards tanker og senere også andre af eksistensfilosofferne. Han skrev selv, at ”denne første, glubske indtrængen i de filosofiske dimensioner blev af afgørende betydning for alt, hvad jeg siden foretog mig”.

Han fik støtte fra fonden til udgivelse af en bog om Søren Kierkegaard. Støtten betød, at han kunne få oversat og udgivet bogen Die Anthropologie Kierkegaards på forlaget Rosenkilde og Bagger i 1954.

Jeg tror, at han var allermest stolt over sit arbejde, da han besluttede, at han ville være sig selv, og ikke lade andre få indflydelse på sit arbejde: ”Jeg kunne holde dem alle sammen borte ved ironi og dobbelttydighed og sort tale og en tilstrækkelig arrogant optræden. Det, jeg havde for, var alt for betydningsfuldt, til at jeg skulle lade en hvilken som helst landevejsrøver gøre indhug i det”. Sløks trang til at ville selv og tænke selv, definerede hele hans virke.

BIOGRAFI

Johannes Sløk (1916-2001)

Professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet

Uddannet cand.theol. i 1941 og dr.theol. i 1947

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond i 1952 til udarbejdelse af et værk om Søren Kierkegaards filosofi

Bodil Marie Stavning Thomsen

Professor (MSO) Bodil Marie Stavning Thomsen forsker blandt andet i films audiovisuelle udtryk. Både uskarpe billeder og støj spiller en større rolle for vores oplevelse, end man skulle tro.

Mit største Heureka-øjeblik var, da jeg i 2008 arbejdede på tværs af medier med ’det signaletiske materiale’. Det er et begreb, der dækker over den del af medieudtrykket, der gør publikum opmærksom på materialiteten i film, tv, og digitale medier og teknologier. Med det ’signaletiske materiale’ kunne jeg forbinde former for æstetisk-etisk sansning og tænkning på tværs. Jeg fokuserede på det ekspressive i uskarpe billeder og forskellige former for støj. Dermed kunne jeg bidrage med analyser af, hvordan såkaldte haptiske audiovisuelle former udvider tegnteorien på væsentlige punkter. Det lagde grunden til mit arbejde med flere bogprojekter og til mit nuværende forskningsprojekt ’Affects, Interfaces, Events’.

Det, der ledte op til min erkendelse, var da jeg i 1980’erne læste Gilles Deleuzes filmbøger. Han erstattede repræsentative og stilistiske analyser af medier og kunstarter med filosofiske læsninger af, hvordan vore sansninger kan knytte an til en kvalitativ tidsbevidsthed. Den erkendelse inspirerede mig til forskningsprojektet ’Realitet, realisme, det Reelle i visuel optik’, som jeg var leder af i 1999-2002. Her arbejdede syv forskere med nye former for realisme og jeg arbejdede især med haptiske billeder i elektroniske og digitale medier. Her indledte jeg analyserne af, hvordan Lars von Triers film påvirker vore erkendelsesevne direkte og sanseligt – det, man med et fagudtryk kalder affektivt

Jeg følte mig mest på vildspor midt i 1990’erne, da jeg endnu ikke var fastansat og hvor det akademiske miljø endnu ikke anerkendte æstetiske og filosofiske kulturanalyser på tværs af medier og kunstarter.

Jeg vidste, jeg ville arbejde inden for mit fag, da jeg var godt i gang med specialet, der blev afleveret i 1982. Det var en billedæstetisk undersøgelse af en gruppeudstilling på Aarhus Kunstmuseum. Det fik mig et par år senere til at søge et kandidatstipendium om mode og modernitet, der så på moden som et visuelt medie, der krævede en æstetisk-kulturel analyse. Projektet udvidede de stilhistoriske analyser af moden og medførte stor foredragsvirksomhed, for der var mange, der var interesserede i at forstå moden på en ny måde.

Min forskning er relevant for andre mennesker, fordi den på tværs af kulturelle fænomener kan vise, hvordan medier skabes og formes i og gennem kulturer. Og hvordan kulturer påvirkes og forandrer sig gennem medier. Det er vigtigt for enhver med viden om, hvordan visuelle og audiovisuelle former såsom mode og film eksempelvis spiller med i vores dages sociale medier.

Jeg fik støtte fra fonden til udgivelsen af Filmdivaer: Stjernens figur i Hollywoods melodrama 1920-40 i 1997, men også senere har jeg fået støtte til udgivelser, blandt andet af Lars von Triers fornyelse af filmen 1984-2014: Signal, pixel, diagram i 2016. Støtten fra fonden betød, at bøgerne kunne blive udgivet i en akademisk form, der også var pædagogisk og illustreret med billeder.

Jeg er allermest stolt over mit arbejde, når jeg kan se, at mine analyser og mine perspektiver bliver brugt og citeret af andre. Det er en fornøjelse at blive anvendt som bedømmer af afhandlinger og i ansættelser i ind- og udland og at få faglig respons på konferencer og i andre faglige sammenhænge. Men det allerbedste er, når studerende finder inspiration til deres egne analyser.

Lige nu undersøger jeg, hvordan det digitale interface fungerer i kulturen, og hvordan det påvirker såvel kommunikation som kunstneriske former affektivt. Det drejer sig ikke alene om, hvordan interfaces f.eks. i sociale medier tager del i mediebegivenheder eller hvordan interface-medier forandrer demokratiske strukturer. Det drejer sig også om at forstå, hvordan interfacets intensivering af det affektive niveau kan skabe begivenheder og kulturelle forbindelser på tværs af tid og rum. 

 

BIOGRAFI

Bodil Marie Stavning Thomsen

Professor (MSO) i kultur og medier ved nordisk på Aarhus Universitet

Uddannet cand.phil. i dansk 1982 og ph.d. i kulturstudier 1994.

Støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond til udgivelse af blandt andet Filmdivaer: Stjernens figur i Hollywoods melodrama 1920-40 i 1997 og Lars von Triers fornyelse af filmen 1984-2014: Signal, pixel, diagram i 2016.