Politiske diskussioner i litteraturens rammer

Quasimodo og Esmeralda. De to navne fra Victor Hugos store roman Notre-Dame de Paris (1832) rimer på ugengældt kærlighed, men værket er mere end melodrama. Ifølge adjunkt i litteraturhistorie, Jakob Ladegaard, reflekterer bogen den diskussion om demokrati, som var højaktuel i samtiden.

I ph.d.-afhandlingen Frihedens ø, lighedens landevej og broderskabets sten: Litteraturens demokrtiske former hos Friedrich Hölderlin, William Wordsworth og Victor Hugo nærlæser Jakob Ladegaard tre hovedværker i europæisk romantisk litteratur. Fælles for dem er, at ”tingene ikke går op”, og at værkerne gennemspiller nogle af de grundlæggende konflikter i samtidens politiske diskussioner.

- Romantikkens litteraturopfattelse er bogstaveligt talt revolutionerende. Litteraturen bliver i romantikken regelløs, en fri tale som kan problematisere de sociale eksklusionsmekanismer og identitetsmarkører, vi ser i spil hos Victor Hugo og i den politiske debat dengang, fortæller Jakob Ladegaard. Han trækker endvidere perspektiverne op til vor tid: Litteraturen formår stadig at reflektere demokratiske diskussioner og være scene for en demokratisk kamp.