Louise Halleskov Storgaard har påvist, at de to europæiske domstole, som behandler menneskerettighedssager, er nødt til at samarbejde bedre.

Af Filip Graugaard Esmarch

En gruppe afrikanske asylansøgere er nået til Danmark og står nu til at skulle sendes tilbage til Grækenland, hvor de i første omgang søgte asyl. Deres danske advokat vurderer, at det kan være i strid med menneskerettighederne, da det græske asylsystem er brudt sammen og fængslerne overfyldte. Sagen kan meget vel ende for enten EU-Domstolen eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som hvert år afgør den slags sager.

Advokaten vil gerne vurdere sine klienters chancer, men netop det er blevet betydelig mere kompliceret, efter at EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder blev bindende med Lissabon-traktaten i 2009. Dermed fik EU-Domstolen nemlig tildelt en mere selvstændig kompetence til at fortolke menneskerettighedsspørgsmål.

”Der er sager fra begge domstole, som viser, at de har vanskeligt ved at håndtere den slags meget ens sager på samme måde. Indtil 2009 gik det fint. EU-Domstolen beskæftigede sig godt nok i stigende grad med menneskerettighedssager, men altid på basis af domme fra Menneskerettighedsdomstolen,” konstaterer Louise Halleskov Storgaard, som har nærstuderet konsekvenserne af den forrykkede magtbalance de to domstole imellem. 

BESKYTTELSE UDHULES

”Jeg har fundet klare tegn på, at EU-Domstolen er ved at løsrive sig fra Menneskerettighedsdomstolen og introducere sin egen standard for menneskerettigheder,” fortæller
Louise Storgaard.

Målet med Lissabon-traktaten var ellers at styrke menneskerettighedsbeskyttelsen i Europa og skabe en ensartet standard. Men på basis af en analyse af en lang række domme fra de seneste år kan Louise Storgaard altså konkludere, at denne målsætning langtfra er indfriet – snarere tværtimod.

”EU er en meget magtfuld organisation, som har et større maskineri i ryggen end Europarådet, som Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg hører under. Hvis EU har én standard, eksempelvis for fortolkning af retten til familieliv, mens Europarådet har en anden standard, så kan det være med til at udhule den generelle menneskerettighedsbeskyttelse for folk i Europa.”

PRINCIPPER FOR DIALOG

Som et væsentligt element i sin ph.d. har Louise Storgaard derfor udviklet en række principper for judiciel dialog, altså hvordan de to domstole bør samarbejde. Hun bygger principperne på retsteori udviklet af den portugisiske juraprofessor Miguel Maduro.

”Det handler blandt andet om, hvordan den ene domstol bør tage hensyn til den anden domstols fortolkninger. Langt hen ad vejen er det nogle helt logiske principper. Det er bare aldrig så logisk alligevel, når det skal implementeres i praksis,” siger Louise Storgaard.

Frem til og med 2017 kan hun med en postdoc-bevilling forske videre inden for samme felt, og indtil juli 2015 sker det som gæsteforsker i Cambridge, England.