Med en gennemgang af 6.000 arkæologiske lokaliteter spredt over Nordvesteuropa har Mette Løvschal fundet mønstre for, hvordan grænsemarkeringer opstår.

Af Filip Graugaard Esmarch

En grænse. Er det noget, der adskiller, eller noget, der samler? Arkæolog Mette Løvschal har vist, hvordan udgravninger fra oldtiden kan udfordre vores vanetænkning. ”Vi har på mange områder en idé om, at som det er i dag, sådan har det nok altid været. Det gælder for eksempel med sådan noget som ejendomsret,” siger hun.

Emnet for hendes ph.d. er forhistorisk grænsemarkering i Nordvesteuropa. Fra omkring år 1000 f.Kr. spreder konceptet med afgrænsning af marker sig fra det sydlige England, hvor fænomenet allerede er opstået flere århundreder tidligere. Den udvikling har Mette Løvschal som den første undersøgt systematisk. ”Jeg har taget et samlet blik på de mange forskellige typer af grænser. Hvordan er det rent faktisk, at de indskriver sig i landskabet? Og hvordan bruger folk dem?”

GRÆNSER SKABTE LIGHED

Mette Løvschal undrede sig: Hvorfor byggede man egentlig ikke grænser i tidlig forhistorisk tid, når man sagtens kunne? ”Der findes mange former for lineære markeringer i landskabet fra den tid, stenrækker, palisader, grave. De bliver ikke på noget tidspunkt brugt som grænsemarkering. Først i perioden omkring 700 til 400 f.Kr. begynder linjerne ret pludseligt at blive brugt til en opdeling af landskabet. Der sker et klart perceptionsmæssigt skift af linjer fra noget, der peger, til noget der afgrænser.”

Det interessante er samtidig, at grænserne i første omgang ikke ser ud til at være en måde at fordele land på. Indhegninger og andre former for skel skal primært kvotere mellem kvæggræsning og opdyrkning. ”De tidlige grænser er i virkeligheden snarere en måde at skabe ens rettigheder for folk på – en ligelig adgang til ressourcerne. Der gik meget længere tid, og det gik langsomt, før grænserne havde udviklet sig til et kulturelt værktøj og blev et symbol på ejendomsret eller social identitet,” påpeger Mette Løvschal.

ET BOOM AF DATA

Titlen på afhandlingen, ”Linjer i landskabet, grænser i bevidstheden”, illustrerer den tværfaglige måde, hvorpå Mette Løvschal har kombineret arkæologi, antropologi og kognitionsteori. Hendes nyskabende tilgang til analysen er dog ikke den eneste grund til, at arbejdet har vakt international opsigt og anerkendelse.

 ”Jeg undersøgte grænsemarkeringerne over næsten 2.000 år, og på den måde fik jeg en volumen af datasæt, som er langt større end tidligere set på det felt. Samtidig er selve tidsspandet større, end man har set før,” fortæller hun.

At det overhovedet har kunnet lade sig gøre, hænger sammen med et regulært boom i den arkæologiske dataproduktionen siden starten af 2000-tallet – en følge af, at lovgivningen omkring udgravninger forud for større byggearbejder er blevet opstrammet de fleste steder i Europa. Mette Løvschal har vist vejen i forhold til, hvordan arkæologien kan udnytte ”big data”.