Morten Maigaard

Bovaer kan effektivt reducere køers produktion af metan

Drøvtyggerernæring

Morten Maigaard har i sin ph.d. undersøgt, hvordan det giver bedst mening at fodre køer med henblik på at minimere udledningen af drivhusgasser.

”Jeg er oprindelig landbrugsuddannet og var egentlig sikker på, at jeg skulle noget med det primære landbrugserhverv. Alligevel blev jeg draget ind i at læse husdyrvidenskab på Københavns Universitet og fik smag for det videnskabelige. Der er gode synergier mellem min praktiske baggrund og den akademisk tilgang,” oplever ph.d. Morten Maigaard. I sit ph.d.-projekt stod han for de første store danske forsøg med fodertilsætningsstoffer til reduktion af den metan, køer bøvser op. Politisk har resultaterne dannet baggrund for, at tilsætning af stoffet Bovaer – alternativt fedt – fra januar 2025 er lovpligtigt i konventionelle danske malkekvægsbedrifter med mere end 50 køer. ”Vi kiggede i foderværktøjskassen for at se, hvad man nu og her kunne gøre for at reducere metanudledningen. Med Bovaer var det omkring 30%, og mulighederne derudover var nitrat og ekstra fedt. Det logiske ville være, at man med en kombination af de tre ting kunne opnå den største reduktion. Vi gennemførte derfor et stort cocktailforsøg med alle de mulige kombinationer. Men sammenlignet med Bovaer alene viste der sig ikke at være gevinster ved nogen af kombinationerne,” siger Morten. Næste trin var at spore sig ind på den optimale dosis af Bovaer, som ville give god metanreduktion uden at gå på kompromis med mælkeproduktionen. Og i den sidste del af sit projekt beskæftigede Morten sig med, hvordan man potentielt kan udnytte det faktum, at køer med en reduceret metanproduktion i stedet laver mere brint. Som postdoc undersøger han nu bl.a. langtidseffekterne af fodertilsætning til kalve.