Ved at simulere isens bevægelser på løst underlag har Anders Damsgaard givet næring til de mest pessimistiske forudsigelser af verdenshavenes stigning.

Af Filip Graugaard Esmarch

Anders Damsgaard er gletsjerforsker og hobbydatalog. Oprindelig blev hans fascination af is for alvor vakt, da han som bachelorstuderende undersøgte istidsaflejringer ved Limfjorden.

”Det var meget interessant at tænke på, at for kun 20.000 år siden lå der et skjold af flere hundrede meter is her, hvor jeg gik og kiggede på aflejringer. Det er jo nogle enorme skift, der har været i klimaet. Jeg ville gerne blive klogere på, hvad der sker ved de skift,” forklarer han. 

Og med vores menneskeskabte klimaforandringer er netop det spørgsmål blevet uhyggeligt aktuelt. For hvordan står det egentlig til i nutidens istidszoner, Antarktis og Grønland?

”Hvis de bare var som store isterninger, der langsomt smeltede, ville vi ikke se nogen synderlig havniveauændring før om mange tusinde år. Problemet er, at isen bevæger sig fra det indre af landet og ud til havet. Og de største klimaforandringer ved polerne foregår ude ved havet,” slår Anders Damsgaard fast.

AFLEJRINGER MED FRIKTION

Eksperterne har hidtil præsenteret temmelig forskelligartede prognoser for verdenshavenes stigning. Nu har Anders Damsgaard med en tværfaglig indsats leveret et opsigtsvækkende bidrag til debatten.

”Satellitmålinger viser, at den klart hurtigste isflydning foregår på de ret få steder, hvor isen ikke bliver holdt på plads af bjerge, men bevæger sig over tidligere aflejringer, altså sand eller ler. Aflejringerne er mekanisk svage, og når der samtidig er et stort vandtryk ved bunden, så akvaplaner isen nærmest hen over det her underlag. I Antarktis foregår 90% af transporten af is faktisk på den måde.”

”Forskerne har længe skændtes om, hvordan man kan forklare og forudsige denne bevægelse. Nogle har ment, at hvis isen begynder at bevæge sig hurtigere som følge af højere lufttemperaturer, så vil bunden give mere og mere friktion og på den måde stabilisere ismasserne. Men det er selvfølgelig vigtigt at vide, om den model holder stik,” konstaterer han.

GEOLOGI OG DATALOGI

I den hidtidige forskning har man boret sig ned gennem isen og forsøgt at undersøge de fysiske forhold på bunden. Andre har taget prøver af sedimenterne og testet dem i laboratorier. Ingen af delene har givet overbevisende resultater.

”Jeg prøvede at tænke på det her sediment på den simplest mulige måde – som små sandkorn, der interagerer.

Det lavede jeg så på computeren for at kunne afprøve de forhold, der må formodes at være under isen. Og simuleringen viser, at aflejringerne kun har en bremsende effekt til en vis grænse. Når loftet for, hvor meget friktion underlaget kan give, bliver overskredet, vil isen hurtigt accelerere ud i det varme hav,” lyder det ildevarslende fra Anders Damsgaard.

Hans program er frit tilgængeligt fra adamsgaard.dk, og han bruger det i øvrigt også i sin fortsatte gletsjerforskning som postdoc ved University of California, San Diego.