Vestafrikanske hiv-patienter holder ofte pauser i deres behandling, hvilket øger risikoen for resistens. Derfor er det afgørende at uddanne patienterne bedre.

Af Filip Graugaard Esmarch

Ustabile medicinleverancer til klinikken, udeblevne patienter, lægemangel, social stigmatisering, dårlig sygdomsforståelse, manglende skift til en virksom medicintype ved resistensudvikling. Meget kan gå galt, når det gælder behandlingen af hivsmittede i det fattige vestafrikanske land Guinea Bissau. Og skal man bedrive forskning samme sted, kan listen hurtigt blive længere: mangel på diagnostiske redskaber, dårligt laboratorieudstyr, vand- og strømafbrydelser, undtagelsestilstand efter militærkup.

Ovenstående er dog ikke noget, der afskrækker læge Sanne Jespersen. Som en del af sit ph.d.-forløb fik hun under vanskelige logistiske forhold initieret et omfattende hiv-behandlingsforsøg og foretaget en overordnet analyse af udfordringerne med at levere hiv-behandling i landet.

 ”Når jeg har set, hvor meget hivbehandlingen kan hjælpe patienter i Danmark, ønsker jeg jo bare, at afrikanske hiv-patienter skal have de samme muligheder,” forklarer hun.

SKRÆMMENDE RESULTAT

Hidtil er forsøg med behandling af hiv primært blevet lavet i den vestlige verden, og man har lidt for ukritisk overført resultaterne derfra til Afrika. Sanne Jespersen udførte derfor et randomiseret behandlingsforsøg, hvor effekten af to behandlingstyper blev sammenlignet.

”I Guinea Bissau holder patienterne af mange forskellige årsager ofte pauser i deres behandling. Så vi ville undersøge, om det ikke var bedre at bruge en såkaldt PI-baseret medicin frem for den gængse NNRTI-baserede medicin, idet PI-baseret medicin er kendt for at være mere modstandsdygtig over for resistensudvikling ved behandlingspauser.”

”Resultatet var skræmmende. Vi fandt, at ingen af de to medicintyper var særligt effektive, formentlig fordi medicinen ikke blev taget efter forskrifterne. Vi så dog også, at en langt større del af patienterne på den NNRTI-baserede medicin udviklede resistens imod behandlingen, sådan at den på sigt bliver virkningsløs,” konstaterer hun.

MEDICIN HVER DAG

Forskningsresultatet har sundhedspolitiske perspektiver. I øjeblikket anbefaler WHO nemlig den NNRTI-baserede behandling frem for den dyrere PI-baserede, men om der er basis for at genoverveje dette, er endnu for tidligt at sige.

”Forsøget har vist, at det vigtigste ikke er, hvorvidt man tager en blå eller en gul pille. Det gælder om at få uddannet patienterne til faktisk at tage medicinen, som de skal. Så er typen af medicin knap så vigtig. På klinikken i Bissau har vi nu ansat en psykolog, som sørger for – i et sprog, patienterne forstår – at forklare, hvorfor det er vigtigt at tage sin medicin hver dag, også selvom at man egentlig ikke føler sig syg,” fortæller Sanne Jespersen.

Lige nu er hun i et forløb på Herning Sygehus som led i sin speciallægeuddannelse, og i fritiden følger hun stadig forskningsprojektet i Guinea Bissau og modtager løbende blodprøver dernedefra.