Anne Sophie Refskou har analyseret det tidlige moderne engelske drama med afsæt i en kulturhistorisk forståelse af menneskets følelsesliv – med særlig fokus på medfølelse.

Af Filip Graugaard Esmarch

Blev folk rørt over et teaterstykke på en anden og mere fysisk måde på William Shakespeares tid (1564- 1616), end vi gør i dag? Det spørgsmål undersøger Anne Sophie Refskou i sin afhandling med titlen ”Rørende oplevelser: medfølelse og tidlig moderne engelsk drama”.

”Konteksten er det, vi kalder affektstudier, altså studier af, hvordan menneskelige følelser opstår, forstås og evalueres. Jeg har så koncentreret mig fuldstændig om medfølelse, som jeg prøver at forstå i en kulturhistorisk sammenhæng. Med Shakespeare som hovedeksempel ser jeg på, hvordan dramatik i den tidlige moderne periode kunne iscenesætte, diskutere og forstå medfølelse,” fortæller Anne Sophie Refskou.

I afhandlingen beskæftiger hun sig også intenst med, hvad der ligger i det, når dramatikerne lader en person bruge udtrykket ”to be touched with compassion”.

”Hvis vi forstår, at man på Shakespeares tid opfattede medfølelse på en helt anden måde, end vi gør i dag, så kan vi få en dybere forståelse og erkendelse af de her følelser.”

 AT FØLE SMERTE SAMMEN

Anne Sophie Refskou trækker i den sammenhæng på eksisterende forskning, som har påvist, hvordan man i 15-1600-tallet i det hele taget havde en meget anderledes forståelse og oplevelse af følelser, end vi har i dag.

”Vi har en tendens til at forstå følelser som mentale processer. Som noget, der foregår i vores hoved, adskilt fra vores krop. Derfor vil vi i stedet for at tale om medfølelse eller medlidenhed oftest referere til empati – en mental proces, hvor vi bruger vores forestillingsevne til at prøve at forstå, hvordan et andet menneske har det. Men på Shakespeares tid havde man slet ikke så skarp en skillelinje mellem det kropslige og det mentale, som vi har i dag.”

Ifølge Anne Sophie Refskou ser mange forskere beviser for, at smerte, netop på Shakespeares tid, blev forstået som noget, man kunne føle sammen. At man var i stand til at dele smerten, ikke bare i figurativ forstand, men bogstaveligt.

TEKSTEN SAMARBEJDER

Selv har Anne Sophie Refskou i sin tilgang til Shakespeare nedbrudt skellet mellem det kropslige og det kognitive. Dels har hun som skuespiller haft roller i både teateropsætninger og film. Og dels har hun en forskningsmæssig indfaldsvinkel, hvor hun søger at få det tekstuelle og det performance-relaterede til at gå op i en højere enhed.

”Inden for Shakespeare-studier er der ligesom to lejre, som forsøger at gøre krav på ham. Det går flere århundreder tilbage. Nogle mener, man kun kan forstå Shakespeare og sætte pris på ham ved at sætte sig ned og læse ham. Andre argumenterer for, at man ikke kan forstå teksterne uden at have en teaterhistorisk eller måske endda en teaterpraktisk erfaring og indlevelse. Og de to tilgange har jeg forsøgt at forene. Man må forstå, at teksten samarbejder med rummet, skuespilleren og publikum,” mener hun.