Sine Grove Saxkjær har anvist en metode til, hvordan man genkender kulturelle og etniske grupper i et arkæologisk kildemateriale.

Af Filip Graugaard Esmarch

Under udgravningerne i den syditalienske jernalderlandsby Timpone della Motta finder arkæologer en grav. Den er fra det 8. århundrede f.v.t., og der er ingen rester tilbage af den afdøde. Men der er skår af et fint keramiksæt, som personen har fået med på sin sidste rejse.

Sættet består af en stor beholder samt en kop placeret ved mundingen af beholderen. Begge dele er dekoreret med en mat bemaling. Man kan se, at pottemageren har skabt dem ved at placere ruller af ler oven på hinanden og så glatte ud med hånden. I nærheden opdager arkæologerne endnu en grav. Her er også potteskår, men helt anderledes. Det viser sig at være en hydria, altså en græsk vandbeholder, som tydeligvis er hjuldrejet.

Den har forskellige dekorationselementer, som arkæologerne uden tøven identificerer som græske. Ved dens munding ligger en græsk kop.

ETNICITET OG MATERIEL KULTUR

Ph.d. Sine Grove Saxkjær har selv deltaget i udgravningerne på Timpone della Motta, som i hendes afhandling udgør et af fem case studies.

”Det her tidlige jernalderfolk har et ritual for, hvad de giver den døde med i graven, og hvordan det skal ligge. På et tidspunkt er folket generelt begyndt at bruge græsk keramik og har indstillet deres traditionelle keramikproduktion. Dermed ser det også umiddelbart ud til, at selve kulturen er blevet græsk. Og i tidligere forskning har man da også troet, at der var tale om en brat kolonisering og hellenisering af Syditalien omkring 700 f.v.t. Men når vi kigger en ekstra gang på materialet, sådan som vi finder det, så kan vi se, at folket faktisk har bibeholdt dets traditionelle og særegne begravelsesmønstre gennem mange generationer,” siger hun.

På den måde er gravfundene et konkret eksempel på et vigtig teoretisk problem i hendes forskning: Hvordan kan man studere sammenhængen mellem materiel kultur og etnisk identitet? Det korte svar er, at det kræver en kontekstuel tilgang til materialet, hvor man ikke kun ser på tingene, men også hvordan, hvor og hvornår de bliver brugt.

KERAMIKSTILEN SNYDER

Det syditalienske jernalderfolk har måske bare erkendt, at deres græske naboers veldrejede keramik var flottere og hurtigere at lave, og så har de adopteret teknikken. Efter få generationers sameksistens ophører deres måde at fremstille keramik på altså med at være en etnisk markør for dem.

”Hvad gør man så, når der heller ikke er nogen skriftlige kilder? Vi må forsøge at genkende andre former for praksis i det arkæologiske materiale. Det kan være alt fra begravelsesritualer til hverdagsrutiner. Dem er det lidt sværere at genkende, men det kan godt lade sig gøre, hvis man har en stringent kontekstuel tilgang til materialet,” siger Sine Grove Saxkjær.

I sin afhandling præsenterer hun derfor en håndgribelig metode til dette. Og den arbejder hun nu på at optimere som led i sin postdoc på Det Danske Institut i Rom.