Et kritisk humanistisk blik på fremtidens kunstige visuelle kultur

I en tid, hvor kunstig intelligens fylder mere og mere, og hvor vi i stigende grad omgiver os med syntetisk genererede billeder, er der et voksende behov for at tage de humanistiske briller på og analysere teknologiens betydning for vores visuelle kultur og identitet. Det mener lektor Lotte Philipsen, der som kunst- historiker netop har beskæftiget sig med forholdet mellem kunst, billeder og teknologi.

Af Jesper Bruun

Den 5. januar 2022 kunne foto-nyhedsmediet PetaPixel berette, at man for første gang nogensinde havde udviklet 100 pct. kunstigt skabte portrætter til salg med stock licens. Fuldstændig virkelighedstro ansigter, hvor man ikke behøver at bekymre sig om modellers rettigheder, royalties eller GDPR-regler.

Bag billederne stod Tysklands førende stockfoto- bureau, Smarterpix, der ejes af PantherMedia, samt tech-virksomheden VAIsual. Fra begge virksomheder lød holdningen, at kunstigt skabte fotografier er fremti- den for stockfoto-industrien, og at op imod 95 pct. af alle stockbilleder er skabt af en kunstig intelligens inden for 5-10 år:

”Tiden er kommet til, at vi bevæger os ind på nyt territorium inden for stockfoto-branchen, og billeder genereret af kunstig intelligens vil hurtigt blive et nyt standardelement i industrien,” sagde PantherMedias CEO, Robert Walthers, i januar til PetaPixel.

På Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet forsker lektor Lotte Philipsen i netop denne problemstilling: At kunstig intelligens i stigende grad overtager produktion af billeder og kunst, og hvad det betyder for samtiden.

PantherMedia kunne i januar 2022 begynde at sælge sine første fuldstændigt kunstigt skabte portrætbilleder på stockfoto-siden Smarterpix, eksempler på portrætbillederne ses herover. Det er første gang nogensinde, man har udviklet 100% AI-genererede billeder til salg med stock licens.

Sømløs visuel kultur

Kunstig intelligens er kommet for at blive. Teknologien bliver indlejret i flere og flere dele af vores dagligdag og bliver i vid udstrækning brugt inden for bl.a. foto-, billede-, video- og kunstverden i form af eksempelvis filtre, billedgenkendelse, CGI og meget, meget mere.

I 2021 introducerede Bornholm.nu eksempelvis en TV-avis med den kunstig skabte vært Bridget, der præsenterer nyheder og læser dem op som en almindelig studievært, og det hidtidige højdepunkt for kunstigt skabte bevægelige ansigter blev nået i populærkultur-serien the Book of Boba Fett i 2022, hvor en gammel kendis fra sagaen om Stjernekrigen tonede frem med fuldstændig virkelighedstro ansigtsmimik.

Men hvad betyder det for vores forståelse af billeder, at kunstig intelligens i denne grad overtager produktionsrollen? Hvad betyder det for vores visuelle kultur og vores bagvedliggende tanker, referencer og opfattelser af billeder? Hvorfor skulle Bornholm.nu have en syntetisk fremstillet kvindelig studievært med langt mørkt hår, solbrun hud og blomstret skjorte? I princip- pet kunne det vel lige så godt være en tegneseriefigur, der læste nyheder op?

”Det er gennem billeder, at vi forstår og skaber viden om virkeligheden. Vi omgiver os sømløst med visuel kultur, som man aldrig rigtigt studser over, men billederne har en magt, der er meget større, end man umiddelbart tror,” siger Lotte Philipsen og fortsætter: ”Der er nogle ret faste stereotyper forbundet med, hvordan de forskellige billeddiskurser i dag ser ud, og det er jo interessant. Hvad er det for nogle kulturelle traditioner, der således ligger indlejret i helt nye billedteknologier? Det er meget vigtigt at dykke ned i, hvad disse nye teknologier gør ved vores visuelle opfattelse, og hvilke kulturer de skaber,” siger hun.

Brøndgade, Sankt Jørgensbjerg

Lotte Philipsen er født i Aarhus og opvokset i Hørning. Hendes far var kemiker, og hendes mor geolog, og hun fortæller, hvordan hun som spæd sov i barnevognen i Universitetsparken, mens hendes mor gik til forelæsninger.

Hendes egen kunstteoretiske vækkelse kom ganske tidligt, husker hun. Det var tilbage i de helt små klasser, hvor en dreng fra hendes klasse fortalte om et maleri, der var blevet solgt for ’enormt mange penge’. Et maleri, der i udtryk blot var en rød firkant, som drengen fortalte det. Det fik en ganske ung Lotte til at konkludere, at kunst må have en værdi, som vi ikke kan se, og denne mærkelige værdi vakte hendes interesse.

Interessen holdt ved op gennem folkeskolen, og hun husker, hvordan hun som ung teenager besøgte kunstmuseer og betragtede store maleres kreationer.

Hun fremhæver særligt et billede, et maleri af den sjællandske maler Laurits Andersen Ring, der bl.a. var en af dansk kunsts store pionerer inden for socialrealisme. Maleriet hedder ”Brøndgade, Sankt Jørgensbjerg”, og Lotte Philipsen husker tydeligt, hvordan særligt dette billede drog hende ind og fik hende til at fundere over kunsten – allerede i de tidlige teenageår:

”Billedet har ikke et centralt motiv, men er blot en gade mellem nogle huse. Der er gråt, mudret og kedeligt – ikke den der guldalderfejring af det danske landskab. Altså solen skinner ikke engang på billedet her. Men det er et vanvittigt godt billede. Det slog mig som anderledes, at man viste den slags også. At man malede den slags motiver. Det fik mig til at tænke på de bagvedliggende idealer ved kunsten i forhold til det umiddelbare udtryk,” siger hun.

Åbent hus på kulturhistorie

På Viby Amtsgymnasium holdt interessen ved. Hendes billedkunstlærer gjorde også sit for at vække interessen hos hende. Og resten af klassen i øvrigt:

”Han startede med at sparke døren ind og sige: ’Jeg vil simpelthen ikke se nogle askebægre i mine timer. Og heller ikke noget, der skal være pænt. Nu arbejder vi med det, der ryster folk’. Det rev op i barndommens kunstteoretiske overvejelser, tror jeg, og så var han også bare god til at tage sit fag seriøst, vise os nogle fede værker og tage os nogle spændende steder hen.”

Men da 3.g bankede på døren, anede hun alligevel ikke, hvad hun skulle efter gymnasiet. Måske lå kunst-tankerne bare ikke lige for, når man trods alt har fået naturvidenskaben ind med kromosomerne.

Det var en veninde, der endte med at hive hende med til åbent hus på kunsthistorie på Aarhus Universitet. Egentlig skulle hun slet ikke have været med, men hun lod sig overtale.

”Jeg anede slet ikke, der var noget, der hed kunsthistorie, men fra det øjeblik jeg satte min fod inden for, tænkte jeg: ’Hold da kæft, det er her, jeg hører hjemme’,” siger hun.

Studiestarten krævede en del af Lotte Philipsen. Forinden havde hun arbejdet i over to år som manager på McDonald’s, og hun var derfor vant til at arbejde i højt tempo, hvor bestillinger fløj hen over hovedet på hende, og hvor hun havde 20 bolde i luften på samme tid. Pludselig skulle hun vænne sig til et noget mere langsomt og eftertænksomt tempo:

”Jeg tænkte: ’Gud, hvor går alting langsomt’. Og til de første læsegruppemøder blev jeg næsten helt forvirret over, at vi blot sad og talte om tingene,” siger hun.

Nu var det pludselig den analytiske del af hjernen, der skulle tændes for. Men hun fandt sig hurtigt til rette uden at være i tvivl om, at hun var landet på rette hylde.

Fellowship: Tid til forskning

Lotte Philipsen er uddannet magisterkonferens i kunsthistorie. Det var en 6-årig uddannelse, der gav beteg- nelsen mag.art. Hun blev færdig i 2003 og arbejdede som underviser på universitetet i to år, indtil hun i 2005 startede på sin ph.d.

”Jeg vidste på det tidspunkt ikke, at jeg skulle være forsker. Forskning på humaniora er en barsk branche, og jeg var ikke interesseret i at være postdoc eller søge stipendier hele livet,” fortæller hun.

Hun skrev ph.d. om samtidskunstens globalisering, og da hun var færdig i 2009, fik hun hurtigt en stilling som postdoc. Og så – efter få år som postdoc – tog historien en uventet drejning.

”Jeg var så heldig at få et 3-årigt Jens Christian Skou ( JCS) junior fellowship på Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS), som lige var åbnet. Jeg var den første fellow, der flyttede ind på et kontor i bygningen, og det gjorde en kæmpe forskel for mig, min forskning og min karriere.”

JCS fellowships bliver tildelt forskere fra Aarhus Universitet, som har til hensigt at udforske innovative højrisiko-emner inden for deres videnskabelige områder. Og det var vigtigt for Lotte Philipsen, som forskede i samtidskunst og nye teknologier – et område, der havde brug for mere humanistisk bevågenhed.

”Helt lavpraktisk betød stipendiet, at jeg fik tid til min forskning. Der var ikke nogen administration at tage sig af, der var ingen undervisning, ingen studieordninger eller skemaplanlægning. Det var fri forskningstid – fri mulighed for at fordybe sig og nørde med ting, man måske ellers ikke havde tid til. Og så betyder forskningsmiljøet på AIAS bare rigtig meget. Man kommer ind i et internationalt miljø med forskere fra hele verden og fra andre discipliner – altså radikalt anderledes discipliner. Og det er fedt, for man får et andet syn på sin egen måde at arbejde på, man taler med mennesker, der har et fundamentalt anderledes syn på verden, og det er meget inspirerende. Det er en sund indsigt i, hvordan andre felter arbejder,” siger hun.

Den indsigt var vigtig for Lotte Philipsen, for det var, med hendes egne ord, den første forudsætning for, at man overhovedet kunne begynde at arbejde med områder, der lå ud over ens eget fag. Og det gjorde hendes egen forskning. Nye teknologier som eksempelvis kunstig intelligens er ikke ligefrem tæt knyttet til kunsthistorie, og denne nye indsigt i andre discipliners forskning var guld værd for hende.

”Og så var det jo også bare en kæmpe anerkendelse. Det var afgørende dengang for min videre karriere, og det har helt sikkert været afgørende for, at jeg sidder, hvor jeg sidder i dag. Jeg er ellers ikke meget til anerkendelser og den slags, men mit Skou fellowship betød virkelig meget,” tilføjer hun.

Lotte Philipsen afsluttede sit fellowship i 2016. Kort forinden søgte hun et lektorat på sit nuværende institut, hvor hun har været lige siden.

Den kunstige intelligens’ æra

Tilbage til nutiden, for Lotte Philipsen har netop fået en bevilling fra Aarhus Universitets Forskningsfonds NOVA-pulje på 2 mio. kr. Formålet er at sætte humanistiske briller på billedkultur og billedpraksisser i denne den kunstige intelligens’ æra.