Kulminationen på en kærlighedshistorie

Et fellowship kan være begyndelsen på en forskningskarriere, en finansieringsmulighed for videnskabelig forskning og faglig udvikling inden for alle discipliner og karriereniveauer. For Luseadra McKerracher, som modtog et AIAS fellowship i 2021, var det meget mere end det. For hende var det kulminationen på en 10 år lang kærlighedsaffære, der endelig fandt sin base i Aarhus.

Luseadra McKerracher forsker i biologisk antropologi på Aarhus Institute of Advanced Studies og bor i Gellerup med sine to børn og mand. Havde det ikke været for et skæbnemøde i Paris for 10 år siden, var hun sandsynligvis aldrig kommet til Danmark. Foto: Ole Toldbod.

Af Jesper Bruun

Carsac-Aillac, Frankrig, sommeren 2011

I et lille faldefærdigt hus med krakelerede matgule stenvægge og rødt tegltag og omfavnet af efeu og vinranker, sad Luseadra med sin laptop foran sig og bandede over stedets elendige wifi-forbindelse, der forgæves forsøgte at grave en mail frem fra en fjern afkrog af internettet.

Overalt omkring hende bølgede det frodige sydvestlige Frankrig og støvede hustage kunne skimtes mellem grønne trætoppe og blomstrende buske.

Hun smilede.

For få timer siden havde hun siddet omgivet af sten og støv begravet i det arkæologiske udgravningssted La Farrassie med en lille pensel i hånden og møjsommeligt og måske først og fremmest langsommeligt forsøgt at grave halvfjerds tusind år gamle tænder og stengenstande frem. Nu sad hun – udkørt efter at have tilbragt hele dagen i et hul – på en træstol, der virkede næsten lige så gammel, omgivet af en snes unge kolleger, der var i færd med at gøre klar til middagen med et glas purung, blandet rødvin foran sig, som hun netop havde tappet fra en 40 liters dunk.

Det var ikke tanken om La Ferrassie, der ventede igen næste dag, der fik hende til at trække på smilebåndet, ej heller det flygtige håb om at finde oldgamle artefakter fra spøgelserne af en for længst uddød menneskerace. Ikke engang vinen, der trods rigelige mængder nok højest kunne kvalificeres som drikbar.

Hun tænkte på Bjarke.

Aarhus, 2022

Luseadra McKerracher er 39 år gammel og bor i udkanten af Gellerup i Brabrand med sine to børn og mand. Sammen med familien flyttede hun til Danmark i februar 2021 for at starte på det 3-årige fellowship, hun havde fået på Aarhus Institute of Advanced Studies, AIAS.

Luseadra forsker i biologisk antropologi, og ved AIAS leder hun det samfundsvidenskabelige forskningsprojekt Supporting Pregnancy fOOd and Nutrition Security (SPOONS), der har til formål at måle fødevare-usikkerhed i Danmark med særligt fokus på de mest udsatte og marginaliserede kvarterer – dem på ghettolisten – lige nu hovedsageligt i Gellerup og Bispehaven.

Fødevare-usikkerhed handler om, hvorvidt mennesker grundet eksempelvis økonomiske begrænsninger har råd til at brødføde sin familie med de rette, nærende fødevarer, der sikrer en sund fremtid for hele familien og samtidig opfylder ethvert kulturelt og socialt behov, der måtte være. Det kan være både den faktiske oplevelse af at løbe tør for penge eller den vedvarende bekymring for ikke at have penge nok til den rigtige mad til familien.

”Jeg var meget interesseret i at finde ud af, om folk oplever denne form for fødevare-usikkerhed i et ellers meget velhavende og velfungerende samfund som det danske. Men det gør de. Jeg har i projektet fundet beviser på, at folk er fødevareusikre i Gellerup, og næste skridt er så at støtte disse mennesker via vidensværktøjer, for det kan være meget problematisk med fødevareusikkerhed under graviditeter,” siger hun.

McKerracher er født og opvokset i byen Victoria på Canadas vestkyst. Hun tog sin bachelor på universitetet i Victoria og fortsatte på Simon Fraser universitetet i Vancouver, hvor hun gennemførte sin kandidat i biologisk antropologi samt en ph.d. inden for samme felt.

Biologisk antropologi er studiet i menneskelig evolution og tilpasning i et komparativt biologisk perspektiv mellem forskellige menneske- og primatracer for at forstå homininernes evolutionære historie, undersøge variationer i menneskets udvikling og sundhed samt de mekanismer, der har betydning for befolkningsforskelle i den moderne verden.

Faget har taget hende vidt omkring i verden, fra Canada til USA og Europa og Guatemala.

Men til at starte med førte det hende til Paris. Det var i starten af hendes ph.d. Dengang, hun primært interesserede sig for vores fossile slægtninge. Neandertalerne.

Paris, sommeren 2011. 5 dage før Carsac-Aillac

Man har fundet mindst syv neandertalere i det arkæologiske udgravningssted La Farrassie, som ligger ved byen Savignac-de-Miremont i Dordogne-provinsen. Stedet, der består af en stor, dyb hule i en kalkstensklippe underskåret af en talusskråning, blev opdaget allerede i 1896 og er op gennem det 20. århundrede blevet udgravet af flere kendte franske arkæologer.

I sin stræben efter at lære mere om menneskets historiske forfædre tog Luseadra flyvemaskinen fra Vancouver til Frankrig. Målet var at tilbringe to måneder i udgravningen som del af hendes ph.d. og forhåbentlig bidrage til den nye undersøgelse af stedet, der netop var blevet indledt.

På sin vej til det historiske udgravningssted var Luseadra endt på et lille, ydmygt vandrerhjem i hjertet af Paris. Hun havde booket det billigste fly, og derfor havde hun en lille uges tid i byernes by, inden turen gik videre sydvestpå mod Savignac-de-Miremont.

Hun var en af de ældste på vandrerhjemmet, hvor man sov sammen i store sovesale og delte badeværelser. Måske var hun lidt for gammel til den slags egentlig, havde hun tænkt, men heldigvis faldt hun i snak med et par danske fyre, der ligesom hende var i slutningen af 20’erne.

Den ene, Bjarke, havde netop færdiggjort sin kandidat i London og var taget en tur til Paris for at fejre milepælen med sin ven Jakob. Efter et par dage tog Jakob tilbage til Danmark, og tilbage var Bjarke og Luseadra – alene sammen i byernes by, som de kun havde ganske få dage til at opleve.

’Bare prøv,’ sagde han

I januar 2020 boede Luseadra McKerracher i Canada, Corona-pandemien var under opsejling, og hun arbejdede i en midlertidig forskerstilling på et med-sine-egne-ord drømmeprojekt på McMaster University i Hamilton, Canada, der gik under navnet Mothers to Babies.

”Det var et vidunderligt fællesskabsbaseret forskningsprojekt og jeg brugte meget tid på at undersøge og interviewe gravide kvinder og mennesker, der støtter dem, og syntetisere al den information. Ideen var, at jeg - med min indsigt i evolutionær biologi og antropologi - kunne hjælpe med en dybere forståelse af nogle af de miljømæssige og evolutionære faktorer, der påvirker, hvad folk spiser, når de er gravide, og hvordan det kan bruges til at støtte en sund næste generation,” siger hun.

Men forskningsprojektet gik på hæld. Det ville udløbe med udgangen af året, og hun ville gerne et sted hen, hvor hun kunne samle familien. Derfor ansøgte hun om et 3-årigt fellowship ved AIAS.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Stipendiet til AIAS har haft stor professionel betydning for Luseadra. Og rent personligt har stipendiet betydet alverden. Endelig har hun en base for sin familie, fortæller hun. Foto: Ole Toldbod.

”I juni 2020 fik jeg højst uventet en positiv tilbagemelding. Jeg vidste, at sandsynligheden for at få sådan et stipendium var mod alle odds. Det var mest min mand, der opmuntrede mig til at søge det. ’Bare prøv’, sagde han. Det har haft meget stor professionel betydning for mig, at jeg fik stipendiet,” fortæller hun og fortsætter:

”Det er meget prestigefyldt, og det ser godt ud på ens CV, og så er det fantastisk at være del af et virkeligt tværfagligt forskningsfyrtårn, at have plads og frihed til at drive et forskningsprojekt uden en masse distraktioner og andre krav, mens du er omgivet af mennesker med helt andre perspektiver på verden end dine egne, som er villige til at hjælpe, udvikle idéer og stille virkelig udfordrende spørgsmål til din forskning. Jeg arbejder på artikler og bevillingsansøgninger nu, som jeg aldrig ville have tænkt på at udvikle, hvis det ikke havde været for mit forløb ved AIAS. Rent akademisk betyder det bare alverden,” siger hun.

Paris, sommeren 2011. Dagen før Carsac-Aillac

I en lille café nær Parc Montsouris ved den 14. arrondissement i Paris, sad Luseadra sammen med Bjarke og tegnede kort over deres hjemlande på servietter og drak caffe latte.

Det var deres sidste dag sammen. De sidste fire dage havde været vidunderlige, og det, hun først antog som en flygtig sommerforelskelse – en kort, glad stund i sommerskønne Paris – havde sat dybe spor i hendes hjerte.

”Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre?” tænkte hun for sig selv. Bjarke boede i Danmark, hun selv i Canada. Og de næste to måneder skulle hun tilbringe i en udgravning i det sydvestlige Frankrig. Det var et umuligt langdistanceforhold, men hun havde slet ikke lyst til at sige farvel.

Heldigvis havde de det begge to på samme måde, og den korte tid, de to havde sammen i Paris, skulle ende med at blive til et livslangt kærlighedsforhold. Takket være Skype kunne de holde forbindelsen, og i juni 2015 fik de deres første barn.

Og endelig, efter 10 år sammen og efter at have rykket deres bopæl rundt over hele kloden, kunne den lille familie i 2021 bosætte sig et sted, hvor de var tæt på (i hvert fald den ene side af) familien, og hvor de begge kan se sig selv udvikle deres karrierer.

”Havde det ikke været for de fem dage i Paris dengang, havde jeg aldrig siddet her. AIAS-stipendiet har haft en overordentlig stor betydning for mig rent personligt. Det betyder, at jeg har en base for min familie et sted, hvor der er langstrakte fremtidsperspektiver for os alle. Det betyder, at vi kan være lykkelige her sammen, og det er jeg overordentlig taknemmelig for,” siger Luseadra.