Aarhus Institute of Advanced Studies, AIAS, fylder snart ti år. Direktør og professor Søren Rud Keiding gør status over et frem ragende samarbejde med AUFF, der mere end nogensinde fordrer tværfagligt samarbejde på kryds og tværs af fagområder.
Af Jesper Bruun
Vi kan nu se tilbage på knap ti år i unikt tæt samarbejde med Aarhus Universitets Forsknings fond om at bidrage med fellow ships til dygtige forskere fra nær og fjern, siger professor Søren Rud Keiding, direktør for AIAS.
Lige siden foråret 2013, hvor AIAS første gang åbnede sine døre i bygning 1632 på Høegh-Guldbergs Gade i den sydligste del af Universitetsparken, har instituttets mission været at fremme forskning af højeste kvalitet ved at tiltrække talentfulde, højt kvalificerede forskere fra hele verden og inden for alle discipliner.
Helt fra starten har ambitionen været at skabe en ramme, der fremelsker innovation og idéudveksling på tværs. Og det er lykkedes i en grad, så instituttet i dag – mere end nogensinde – fremmer samarbejde på tværs af alle fagligheder.
”Vi kan nu se tilbage på knapt ti år i unikt tæt samarbejde med Aarhus Universitets Forskningsfond om at bidrage med fellowships til dygtige forskere fra nær og fjern. AIAS er en rugekasse for talent, hvor der bliver udviklet nye fagområder, hvor forskerne styrker deres karriere, og hvor vi er med til at gøre universitetet endnu stærkere,” siger professor Søren Rud Keiding, direktør for AIAS.
Han fortsætter:
”Den impact, vores fellows efterfølgende har på universitetet, er mærkbar, og mange af Aarhus Universitets nye unge topforskere er tidligere fellows. Vi ønsker at styrke den faglige tilknytning til Aarhus Universitet endnu mere, og derfor indførte vi i 2021 et såkaldt Associate Fellowship-program, som i dag har 28 tilknyttede forskere fra Aarhus Universitet.”
Associate Fellowship-programmet inviterer til et øget netværk til universitetets mange institutter og fagområder, og det giver anledning til endnu mere samarbejde på tværs.
”Det er vigtigt at skabe et rum og en ramme, hvor forskere på alle akademiske alderstrin kan mødes og udvikle og konsolidere deres forskning uden at være konkurrenter. Det er denne tværfaglige dialog, der er ekstremt inspirerende for vores fellows, og som skaber talentopbygning og karriereudvikling og i sidste ende løsninger på nogle af verdens store problemer,” forklarer Søren Rud Keiding.
AIAS har i dag 43 fellows fordelt på en lang række nationaliteter samt 28 associate fellows fra Aarhus Universitet. Instituttet fylder 10 år i 2023.
Læs også om Lotte Philipsen, der var så heldig at få et treårigt Jens Christian Skou junior fellowship på Aarhus Institute of Advances Studies og som kunsthistoriker har beskæftiget sig med forholdet mellem kunst, billeder og teknologi. Lotte var den første forsker, der flyttede ind på AIAS ved åbningen.