AU Cetera blev i 2024 etableret som et nyt datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond med henblik på at udvikle og udbyde forskningsbaseret efteruddannelse. De foreløbige erfaringer indikerer, at man rammer et behov.
Af Filip Graugaard Esmarch
Siden 2003 har danske universiteter haft en lovfæstet forpligtigelse til formidling og vidensdeling som en essentiel del af deres virke – sidestillet med forskning og undervisning. Hvordan det kan praktiseres, har Aarhus Universitetsforlag givet sit succesfulde bud på med serien ”Tænkepauser”. En anden potentiel formidlingskanal er udadrettede kurser, som man på mange uddannelses- og forskningsinstitutioner har forsøgt sig med. Efteruddannelsesaktivitet på et universitet har dog af flere årsager ofte vanskelige vilkår. Nu har Aarhus Universitet sammen med Aarhus Universitets Forskningsfond måske knækket koden. ”Universitetet spurgte fonden, om efteruddannelse var noget, vi kunne beskæftige os med. Og i forlængelse af nogle markedsundersøgelser valgte vi at gå ind i det. Vi kunne både se et behov og et reelt forretningspotentiale, samtidig med at fonden jo netop skal støtte op om forskningen på Aarhus Universitet,” siger Jørgen Lang, direktør for AUFF og bestyrelsesmedlem i AU Cetera, der i marts 2024 blev stiftet som et partnerselskab ejet af fonden. På trods af koncernens efterhånden omfattende organisationsdiagram er det sådan set uvant for AUFF at iværksætte noget helt nyt. De øvrige nyere datterselskaber var nemlig nogle, som blev taget ind under vingerne. ”Vi har overtaget Alexandra Instituttet, Aarhus Universitetsforlag, Parkkollegierne og Sandbjerg Gods, som på hver deres måde ligger omkring universitetet. Nu mener vi, at kursusvirksomhed
som et nyt element passer godt ind i porteføljen. Mange af universitetets forskere vil vældig gerne sprede deres viden mere ud. Det kan AU Cetera hjælpe dem med, hvilket kan ske i form af både åbne kurser og skræddersyede kurser,” forklarer Jørgen Lang.
Behov for efteruddannelse
Hans vurdering er, at datterselskabet er kommet godt fra start, hjulpet på vej af en strategisk sammensat bestyrelse. Dens formand er Laura Hay Uggla, som er kendt som tidligere Venstre- rådmand i Aarhus og har stor erfaring fra andre bestyrelser. Derudover to andre eksterne: Jasper Kyndi, direktør for byggesektoren i Cowi, og i foråret 2025 bliver bestyrelsen komplet med endnu et eksternt medlem. Fra universitetet er
det prorektor Berit Eika og økonomiprofessor Philipp Schröder, og endelig er der to AUFF-repræsentanter. Arbejdet med AU Cetera tog fart efter ansættelse af Peter Juhl som direktør fra 1. maj. Han har sørget for, at der nu er otte medarbejdere, og planen er at ansætte flere. ”Vi har et godt miks af folk fra uddannelsesverdenen og fra det private. Det giver mening, for vi vil gerne bygge en bro mellem universitetets dybe viden og de kompetencebehov, som er aktuelle i arbejdslivet,” siger Peter Juhl. Han kommer selv fra det private og sekunderes af programchef Birgitte Højland, som til gengæld har mange års erfaring med efter- og
videreuddannelse på Aarhus Universitet. Det var også hende, der udførte markedsanalysen forud for selskabets stiftelse. ”Undersøgelsen viste en stor efterspørgsel. Som ansat forventer man, at ens arbejdsgiver
faciliterer en form for efter-/videreuddannelse allerede fire-fem år efter, man er dimitteret. Og mange af dem, der blev spurgt, ser universitetet som et interessant sted for ny kompetenceudvikling,” opsummerer Peter Juhl.
En stor vidensbase
Analysen viste også, at der særligt er interesse for undervisning med fremmøde. Det tages der højde for i AU Ceteras kursusplanlægning, hvor der indtil videre ikke har været webinarer. ”I fremtiden kan vi måske lave kombinationer, hvor et kursus indledes og afsluttes med fremmøde, og så har man et online-modul i midten. Det er vigtigt at have mulighed for netværk og sparring deltagerne imellem. Hvis man
sidder som specialist i en virksomhed eller kommune, er det rart at tale med nogen, der sidder med de samme udfordringer,” siger Peter Juhl. En styrke ved konceptet, som man hos AU Cetera udnytter meget bevidst, er muligheden for at trække på den store vidensbase, som findes på universitetets fem fakulteter. ”Vi kan favne bredt. Inden for et emne som cybersikkerhed er det jo ikke kun datalogi, det handler om, men også organisationsadfærd og psykologi. Vi kan gå ud og finde eksperter inden for alle relevante områder og så – ud fra det, vi hører virksomheder og organisationer efterspørge – koge det ned til en maggiterning,” forklarer Peter Juhl, som samtidig lægger stor vægt på formidlingen og anvendeligheden. ”Vi har den dybeste viden qua universitetet, men vi skal også have den oversat, så kursisterne kan gå hjem og bruge den i morgen. Så må vi finde de forskere, som både har den relevante viden og kan formidle den på en måde, der er anvendelig. Ikke for teoretisk, men anvendeligt og stadig forskningsbaseret. Vores opgave er at finde det perfekte miks.” Det betyder også, at der i mange tilfælde også vil være eksterne undervisere med – folk, der arbejder med tingene uden for universitetet.
Mange facetter og nuencer
De emner, som særligt præger programplanlægningen, er aktuelle ”supertrends” som kunstig intelligens, bæredygtighed og cybersikkerhed, ligesom ledelse, trivsel og sundhed altid er vigtige temaer. AU Ceteras første åbne kursus, som blev gennemført i marts, er et eksempel på et emne, som i dén grad er aktuelt, for det handler om implementering af Grøn Trepart-aftalen. ”Underviserne kommer fra flere forskellige institutter på Aarhus Universitet, men også fra GEUS, en statslig styrelse og fra en kommune. Så fik man alle facetter med. De fleste af kursisterne var kommunalt ansatte, men nogle kom fra rådgivende virksomheder. Og det er en styrke ved de åbne kurser, at deltagersammensætningen ofte er blandet, hvilket i interaktionen bidrager til at sætte nuancer på tingene,” pointerer Peter Juhl. Der var 25 med, selvom flere havde vist interesse. Det havde nemlig høj prioritet at kunne gøre undervisningen case-baseret samt at fokusere på mulighederne for at sparre med hinanden. På grund af den store efterspørgsel blev kurset udbudt endnu en gang. Grøn Trepart-kurset afvikles som tredages- internatkursus på hotel, men ellers foregår de fleste af de udbudte kurser på Aarhus Universitet. Derudover har AU Cetera et par gange afholdt skræddersyede kurser efter konkrete henvendelser fra virksomheder. For Peter Juhl er det en vigtig opgave at blive kendt i det østjyske erhvervsliv og hos det offentlige Danmark. Han oplever sig godt modtaget, når han ringer til folk og inviterer sig på kaffe, og håber at høre fra endnu flere, som har behov for kompetenceløft.
Eksempler på kurser
Bæredygtighed: Den atmosfæriske spredningsmodel OML-Multi (1 dag)
Implementering af Grøn Trepart (3 dage)
Jura: Moms-lovgivning (1 dag)
Digitalisering: Generativ AI og hybrid
intelligens (2 dage), Datavisualisering (1 dag)
Ledelse: Organisationsdesign (2 dage),
Lederidentitet (4 kursusdage samt individuel
sparring over fem måneder)
Strategi: Prisstrategi (1 dag)